Læsetid: 7 min.

Nu gælder det for Erdoğans modstandere om at komme væk

Erdoğans tilhængere jubler over endnu en sejr. Hans modstandere har mistet det sidste håb om, at det nogensinde bliver bedre. Selv hvis Erdoğan skulle falde død om, har det store flertal vist sig alt for villige til at undertrykke anderledes tænkende. »Det er ikke de vilkår, vores børn skal vokse op under,« siger en fyret lektor
Erdoğans tilhængere var ellevilde i deres hyldest af en præsident, der i forbindelse med genvalget søndag også fik magten til at afsætte parlamentet

Erdoğans tilhængere var ellevilde i deres hyldest af en præsident, der i forbindelse med genvalget søndag også fik magten til at afsætte parlamentet

Emrah Gurel

26. juni 2018

ANKARA – Præsident Erdoğan træder ud på balkonen foran AKPs hovedkvarter i hovedstaden Ankara for at lade sig hylde af sine tilhængere på pladsen. Ét af projektørlysene peger direkte på ham, så hans enorme skygge bliver kastet op på hovedkvarterets facade, mens tusinder af fremmødte brøler i ophidselse over det spektakulære syn.

»Re-cep! Tay-yip! Er-do-gan!« gentager folkemasserne i kor, inden Erdoğan griber mikrofonen for at holde sin traditionelle sejrstale.

På pladsen under ham er det som om, tilhængerne kæmper om, hvem der kan udtrykke størst kærlighed til præsidenten. Unge mænd skubber til hinanden for at komme forrest. De kravler op i lygtepæle, træer, hegn og mure med mobiltelefonerne i hænderne for at få en bedre udsigt.

De tænder røgbomber, danser i ring og slår på trommer. De synger slagsange, råber Allahu Akbar, og strækker fire fingre i vejret som sympatisymbol for Egyptens Muslimske Broderskab, der i juli 2013 blev massakreret på åben gade i Kairo, da de protesterede mod Abdel Fattah al-Sisis militærkup.

»Vi bøjer os aldrig for nogen, ud over når vi knæler for Gud under bønnen,« siger Erdoğan fra balkonen, og straks eksploderer masserne i jubel.

Yngre kvinder med og uden tørklæder vifter med det tyrkiske flag, eller også har de ladet sig indhylle i det. Fædre med sovende børn på skuldrene smiler stort, mens de tager selfies med Erdoğan i baggrunden. Trætte ældre kvinder iført tørklæder stirrer med salige øjne på balkonen, hvor Erdoğan holder tale. Nogle fælder en tåre over synet af præsidenten, som var han deres eget familiemedlem, der endelig har formået at udfolde sit potentiale.

»Se ham lige. Se ham lige engang. Se ham!« gentager en ældre kvinde ophidset med tårerne trillende ned ad sine kinder, mens hun vugger kroppen fra side til side.

I årevis har Erdoğan drømt om en magtfuld superpræsidentpost, og nu har han fået den. Ved folkeafstemningen i april 2017 blev det afgjort, at præsidenten efter næste valg ville få udvidet sine beføjelser, herunder muligheden for at afsætte parlamentet. Ingen andre end Erdoğan fortjener så meget magt, siger en mand på pladsen.

»Hr. Erdoğan er en god mand helt inde i hjertet. Han hjælper de svage, men det forstår I ikke i Vesten. I kalder ham diktator. Men vi elsker ham, for han er en af os. Han forstår os tyrkere mere end nogen andre. Mere end oppositionen. Vi har virkelig ingen andre end Erdoğan!« kommer det fra en glad mand, der har taget hele sin familie med til pladsen for at fejre præsidenten.

»Vi finder et nyt hjem«

Andre steder i hovedstaden Ankara er nogle tyrkere tæt på at bryde sammen over resultaterne fra søndagens præsident- og parlamentsvalg. I løbet af natten afviser flere desillusionerede tyrkere at få deres efternavne i avisen af frygt for repressalier.

En af dem er Merve, en højtuddannet kvinde i 30’erne som er tilhænger af det store sekulære oppositionsparti CHP. Hun bor med sin mand i det fine Cankaya-distrikt, hvor de fleste af indbyggerne er ærkemodstandere af Erdoğans AKP.

Til valgaftenen havde parret inviteret venner til aftensmad og vin i deres store penthouselejlighed med udsigt over Ankara. Maden er allerede spist, men vinen står fortsat urørt på spisebordet. Parret havde håbet på, at oppositionen ville klare sig bedre. De havde også håbet på, at feste natten igennem.

Det skete ikke.

I stedet sidder de kæderygende gæster på sofaerne i stuen og stirrer tomt ud over Ankara, mens de forsøger at forklare, hvordan det kunne gå så skidt. De havde som det mindste forventet et bedre resultatet ved parlamentsvalget for at holde præsident Erdoğan i skak indtil næste valg.

»Vi har tabt, fordi tyrkerne er blevet en flok får. De gør bare, hvad Erdoğan beder dem om. Det er et underdanigt folk, der ikke ved bedre,« siger Merve bittert.

»Det store spørgsmål er nu, om jeg kan leve i et land med mennesker, der igen-igen stemmer på en mand som Erdoğan. Det kan jeg simpelthen ikke. Jeg kan virkelig ikke leve med det længere. For mig handler det nu om at komme væk med min mand i en fart.«

Erdoğans tilhængere vil formentlig anse Merve som en arrogant, dårlig taber, der nægter at acceptere folkets stemme på Erdoğan. Men det bekymrer hende ikke. Hun vil ud af landet, og hun er overbevist om, at der nok skal blive brug for hende og mandens kompetencer andre steder end Tyrkiet.

»Jeg ved, at vi nok skal klare os,« siger hun. Set fra Merves perspektiv har »pøbelen« nu for alvor taget magten i landet, og det står ikke til at ændre i den nære fremtid.

»I mange år har vi haft en forestilling om, at tyrkerne nok skulle vende sig mod Erdoğan, når de endelig opdagede hans modbydelige side. Men de bliver ved med at stemme på ham til trods for hans massive undertrykkelse. Det må være fordi, de oprigtigt deler hans syn, og det skræmmer mig,« siger Merve.

»Han kommer efter mig«

Merves bedste veninde – Emine – er den mest tavse af gæsterne i sofaen. Hendes frygt stikker langt dybere end nogen af de andres i rummet. Emine er sidst i 30’erne og blev fyret som lektor på et universitet i Tyrkiet, fordi hun – ligesom 170.000 andre tyrkere – er anklaget for at støtte Gülen-bevægelsen, der beskyldes for at stå bag kupforsøget mod Erdoğan i 2016.

Emine afviser selv at have noget med gülenisterne at gøre. Men hun har allerede været igennem et par retssager, som endnu ikke er afsluttet. Nu frygter hun, at Erdoğan for alvor vil få domstolene til at gå hårdere til folk som hende.

»Jeg tror ikke, at der kommer nogen forsoning i Tyrkiet. Polariseringen fortsætter, tror jeg. Han kommer efter os alle sammen. Jeg tror, at han kommer efter mig,« siger Emine.

Siden 2016 er Emines liv gået i stå. Hendes fyring fra universitetet – der har vendt op og ned på hendes tilværelse – er blot toppen af isbjerget. Hun føler sig som en fredløs. Hun kan ikke forny sit pas, og kan derfor ikke rejse ud af landet. Men det værste er, at hun er blevet familiens sorte får. Hele familien stemmer på AKP, og vil ikke kendes ved hende på grund af anklagerne mod hende.

»Erdoğan siger, at jeg skal skamme mig. Samfundet siger, at jeg skal skamme mig. Og familien siger, at jeg skal skamme mig. Ud over nogle få venner som forstår min situation, har jeg ingen steder at gå hen,« siger Emine oprørt.

I stuen udtrykker parret og gæsterne en følelse af, at Erdoğan og hans tilhængere har belejret dem fra alle sider. Efter valgresultatet føler de sig magtesløse og fremmedgjorte i deres eget land. I årevis har de kæmpet for »en sekulær republik«, men nu tror de, at løbet er kørt.

»Tyrkiet er et håbløst sted. Selv hvis Erdoğan falder død om, har den nationale psyke ændret sig i en retning, der nemt accepterer undertrykkelse af anderledes tænkende. Det er ikke de vilkår, vores børn skal vokse op under,« siger Emine.

»Tyrkerne fortjener Erdoğan«

Det er ikke bare i Ankaras fine Cankaya-distrikt, at tyrkerne udtrykker frygt for fremtiden. I Mardin, en by med kurdisk flertal i det sydøstlige Tyrkiet, ser nogle kurdere med forfærdelse på genvalget af Erdoğan.

Kadir, en venstreorienteret mand midt i 30'erne, siger over telefonen, at han også overvejer at rejse fra Tyrkiet. Han tror ikke, at der er plads til folk, der tænker som ham længere.

»I fire år har jeg tænkt på, om jeg skal finde et nyt hjem, men nu tror jeg, at tiden er kommet. I starten var jeg overbevist om, at Erdoğan var problemet, men jeg er nu helt overbevist om, at det er det tyrkiske og kurdiske folk, der er problemet,« siger kurderen Kadir over telefonen.

I Mardin sidder Kadir med nogle venner og drikker whisky, mens de lytter til traditionelle kurdiske klagesange om et hjemland, der ikke eksisterer på landkortet. Ligesom Merve og gæsterne i penthouselejligheden, havde Kadirs kurdiske venner håbet på, at det skulle blive en stor dag. Men selvom det kurdiske parti HDP kom over spærregrænsen på 10 procent, er der ikke noget at fejre. Mange konservative kurdere har igen stemt på Erdoğan.

»Vi er i sorg. Dyb sorg,« siger Kadir og holder en kort pause.

Over telefonen lyder isterningerne i hans whiskyglas som en lille klokke. Han tager en tår af whiskyen og fortsætter:

»Hvis venstrefløjen var lidt større i Tyrkiet, havde vi måske en chance for at fikse dette land,« siger han.

Ifølge Kadir ved de fleste i Tyrkiet ikke, hvad venstrefløjen er for en størrelse. Hverken tyrkere eller kurdere forstår hans tankegang og ideer. Faktisk forstår hans landsmænd slet ikke ideologier, mener Kadir.

»Den gængse tyrker og kurder forstår kun Allahu Akbar. De vil have en troende mand, der beordrer dem til at råbe ’Allahu Akbar’, for kun Allahu Akbar giver mening for dem,« siger Kadir, der ligesom Merve ikke bekymrer sig om at blive kaldt arrogant af de tyrkere, som har stemt på Erdoğan.

»Mine landsmænd har frivilligt stemt på en mand, som dagligt fratager dem deres friheder. Det er da utrolig dumt! De har stemt på Erdoğan, og de fortjener faktisk ingen andre end Erdoğan«.

Serie

Erdogans sidste stik

Præsident Erdogan er kun ét valg fra at legalisere sit forfatningsstridige enmandsstyre af den tyrkiske republik. Med præsident- og parlamentsvalget den 24. juni træder Tyrkiets nye forfatning i kraft, hvor premierministerposten nedlægges og præsidenten overtager beføjelser til at udpege ministre, forfatningsdommere, topembedsmænd og universitetsrektorer, mens militæret sættes under styrket civil kontrol. Vi følger sidste led i Erdogans kamp for at konsolidere sin magt.

Seneste artikler

  • Danmark og Europa er blevet Erdogans fremskudte kampplads

    28. juni 2018
    Den tyrkiske præsident Erdogan er populær langt ud over landets grænser. I Danmark har over halvdelen af tyrkerne stemt på ham. Præsidenten har gjort meget for at få og fastholde støtter gennem de seneste år. Det har han bl.a. gjort gennem direktoratet for religiøse anliggender, Diyanet, som de danske moskeer hører under, og som har en forbindelse til en organisation i Danmark
  • Erdogans nemesis lurer i Tyrkiets mest beskidte valgkamp

    23. juni 2018
    Erdogan er rimelig sikker på genvalg, men hans flertal er i risiko, og hans politiske projekt har delt nationen i en uforsonlighed hinsides politisk debat, og hvor uenighed med Erdogan udlægges som sympati med terror
  • Tuna Ateş kender ingen, som støtter Erdoğan. Den tyrkiske befolkning lever i forskellige sfærer

    23. juni 2018
    Søndag går tyrkerne til valg. De fleste regner med, at Recep Tayyip Erdoğan genvinder præsidentposten. Også den 25-årige universitetsstuderende Tuna Ateş, som selv er meget kritisk over for Erdoğan. Men han har opgivet troen på, at det kan betale sig at protestere i Tyrkiet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Christian Skoubye
  • Peter Beck-Lauritzen
Thomas Tanghus, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Christian Skoubye og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

De vil væk, hvorhen, i Vesten er der meget mere utilfredse mennesker men i Europa danner de extremistiske partier og kommer de i parlamentet, og så kører det med at bande mod fremmed. Som flygtninger væk fra Erdogan er det en mulighed. DE bliger modtaget med åbne arme

Jens J. Pedersen

Mange fra Tyrkiet, der lever i andre lande har stemt på Erdogan, fordi de ikke selv skal være i Tykiet og leve under tyrani, som det jo er, når man bliver betragtet som fjende og terrorist, hvis man er uenig med Erdogan.

Thomas Tanghus, Vivi Rindom, Carsten Hansen, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Hvordan har de fremmede inklusive tyrker i danmark: perker? tror du de er tilfredse. En tyrker kan ikke komme til danmark mere og dem de er her er fra halvfjerserne . En i fremmedhed og en borger fri i landet har ikke at gøre med hinanden, lige som en i fængsel har ikke at gøre med nogen det er fri. I øvrigt det kan godt være at de ønsker kun godt for Tyrkiet, så deres børn kan leve i landet en dag? jeg ved ikke hvad de tænker.

Carsten Hansen

De tyrkere, i f.eks Tyskland, der i stort tal har stemt på tyrannen Erdogan og imod demokrati , kunne jo overveje om det er tid at vende tilbage til deres paradis af et land. Det må jo være forfærdeligt at i demokratiske retsstater.

Ovenstående er naturligvis kun en opfordring, Er man demokratisk sindet tolererer man jo også u-demokratiske tankegange. Men selvfølgelig skal sådanne modsiges på det kraftigste.