Generation Corbyn

Sidste sommer skyllede en uventet bølge ind over Storbritannien. En lydbølge, kan man måske sige, for til koncerter i Newcastle, i Leeds, i Liverpool, foran den store scene ved Glastonbury-festivalen, uden for pubber, når de lukkede for natten, kunne man høre flokke af hoppende unge synge den samme taktfaste linje igen og igen:

»Oh, Je-re-my Corbyn. Oh, Je-re-my Corbyn.«

Ved gadefester, på dansegulve i det centrale London, blandt smokingklædte studerende ved Cambridge Universitys afslutningsfest lød det i kor:

»Oh, Je-re-my Corbyn. Oh, Je-re-my Corbyn.«

Årsagen til det akutte udbrud af corbynmania var, at premierminister May havde forregnet sig.

Få uger før sidste års parlamentsvalg 8. juni havde ’et vægtet gennemsnit af meningsmålinger’ varslet, at Labour ville miste 56 mandater og de konservative vinde et længe forudsagt massivt flertal ved et jordskredsvalg. Mays kalkule var at få styrket sit mandat til de vanskelige Brexit-forhandlinger med Bruxelles og at bane vej for en ny konservativ epoke i britisk politik.

Sådan gik det ikke. Labour gik tværtimod 30 mandater frem, mens de konservatives parlamentariske flertal ikke blev udbygget. Det forduftede – og kun de nordirske unionisters støtte gjorde, at May ikke tabte regeringsmagten på gulvet.

Med andre ord: Vinderen tabte, og taberen vandt.

At det kunne gå sådan, var først og fremmest ’ungdommens skyld’, konstaterede britisk presse efter valget. Jeremy Corbyn, den vindende taber, var da heller ikke i tvivl om, hvem han skulle takke. Næste gang havde han tænkt sig at gå hele vejen, og han forudså også, hvordan det kunne lykkes:

»Jeg har ungdommen på min side,« erklærede han triumferende – han, der af højrefløjen var blevet kaldt gammelkommunist – da valgresultatet af det britiske nyvalg stod klart.

Dæmonisering

En ung corbynist, Sebastian Vella, talte for mange meningsfæller, da han i det konservative magasin The Spectator gik i rette med højrefløjens dæmonisering af Corbyn som kommunist: 

»Nu har vi, så længe jeg kan huske, haft regeringer, der har klynget sig til magten, og ministre, der ikke har troet på, hvad de selv sagde, imens de førte politikker, der udelukkende bød på stadig flere sociale forringelser for almindelige mennesker. Fuldstændig som i de socialistiske stater, I advarer imod. Til forskel fra dem har Jeremy Corbyn konsekvent været konsistent og transparent. Corbyn vil gøre Storbritannien til et bedre sted for os alle og har sat sin karriere ind på det.«

Som Vella gør klart, er Corbyns politiske visioner på samme måde som Bernie Sanders i USA i virkeligheden en tilbagevenden til klassiske socialdemokratiske idealer fra tiden før Tony Blair. 

»Jeg synes, at jeres sammenligninger med Sovjet og Nordkorea er ekstreme. Corbyn er ikke ude på at forvandle vores land til en socialistisk ét-partistat. I siger, at alle socialistiske stater er endt i økonomisk fiasko, og at det tjener de fattige bedst at bevare kapitalismen. Men Storbritannien under Corbyns ledelse vil stadig være et demokratisk kapitalistisk land med en socialistisk premierminister, der har bevist, at han kæmper for social retfærdighed og minoritetsrettigheder.

Hans politik er tæt på de klassiske nordiske socialdemokratiers og langt fra det socialistiske vrængbillede, I beskriver. Jeg stemmer også på ham næste gang, for jeg tror, der er store chancer for, at han kan skabe reelle positive forandringer, der giver briterne en bedre hverdag og baner vejen for et samfund, hvor vi tager flere medmenneskelige hensyn til hinanden.«

Youthquake

Den overrumplende store tilslutning til Corbyn blev i britisk presse kaldt et youthquake – et ord, der slog så kraftigt an, at redaktionen af Oxford English Dictionary kårede det til årets ord for 2017. Millenium-generationen var for alvor trådt ind på Storbritanniens politiske scene: Blandt de 18-24-årige stemte hele 62 procent på Labour mod 27 procent på de konservative.

Et markant skred, for så sent som ved parlamentsvalget i 2010 mønstrede begge partier 30 procents tilslutning i den samme aldersgruppe. Blandt unge kvinder i aldersgruppen var det hele 73 procent, der i 2017 stemte Labour.

At det overhovedet lod sig gøre, skyldes det ’græsrodsdemokrati’, som blev en realitet, da Labour i 2014 besluttede at afgøre formandsvalg efter princippet one member – one vote i stedet for at overlade spørgsmålet til valgmandskollegier af parlamentsmedlemmer og fagforeningsrepræsentanter. Og her var Corbyns støtter på den såkaldt hårde venstrefløj langt dygtigere til at mobilisere.

Og det er her, at historien om partiets favnelse af de unge briter og vice versa begynder. Fra maj 2015 og frem til juli 2016 voksede partiets medlemsskare fra 190.000 til 515.000.

Vi spoler tiden tilbage til få måneder før det formandsvalg, Jeremy Corbyn vandt i september 2015 med næsten 60 procent af stemmerne. Den 27-årige teologistuderende ved Oxford Universitet James Schneider beslutter sig for at melde sig under Corbyn-fløjens faner. I en mail til en journalist-ven skriver han:

»Det her er min generation. Vi er de rasende tweeters. Vi er de autodidakte YouTube-marxister. Vi er de fallerede hipstere og de evige freelancere. Vi er de sidste demonstranter mod nedskæringer. Vi er dem, der bliver oppe hele natten for at diskuere og forbande skatteflugt og Cayman-øerne.

Vi er de tyve-til trediveognoget-årige, der har opbygget Storbritanniens venstrefløj. Jeg har ikke før været en af dem, men jeg har altid kendt dem og altid hængt ud med dem på kollegiegange og pubber. Problemet med min generation er, at vi ikke har nogen magt.«

James Schneider meldte sig ind i Labour i maj 2015. Han blev i oktober medstifter af aktivistfraktionen Momentum (’Fremdrift’). I dag er han kommunikationsdirektør for partiet og en af hovedkræfterne bag Corbyn-fløjens mobiliseringskampagner, ansat direkte under Corbyns pressechef, den tidligere Guardian-klummist Seumar Milne.

Schneider og hans hold er en væsentlig del af forklaringen på, at Corbyns Labour vandt slaget om de sociale medier. Labour var langt dygtigere til at få sine budskaber ud til de unge og langt bedre til at få kulturpersonligheder til at anbefale at stemme på partiet. Jeremy Corbyn fik tre gange så mange facebook-likes som Theresa May og havde tre gange så mange følgere på Twitter.

Uden kampagnegruppen Momentums drevne brug af de sociale medier med intelligent, morsomt og interaktivt indhold havde unge briter ikke stemt på Corbyn i så stort tal, vurderer politologerne James Sloam, Rakib Ehsan og Matt Henn i tidsskriftet Political Insight.

I 2018 tæller kampagnegruppen Momentum, der har dedikeret sig til at holde Labour på dets nuværende stærkt venstreorienterede spor, 35.000 aktivister.

Momentums ledere har ifølge kritikere udviklet sig til partiets ledende ’kadrer’ med en næsten »stalinistisk« indflydelse på, hvem der kan stille op for partiet. For at få Momentums anbefaling skal kandidater skrive under på en loyalitetserklæring over for Corbyn.

Største socialdemokrati

34-årige Aaron Bastani er et andet eksempel på en Corbyn-aktivist, der har skaffet Labour-lederen et stort publikum. For tre år siden var han en langtidsledig ph.d., der måtte klare sig til dagen og vejen ved at sælge tomater på et grønttorv i London.

I dag har han bygget »et helt community« op omkring den »ultracorbynistiske« radiostation Novara Media, der har ikke færre end fire millioner følgere på Facebook. I Financial Times beskriver han sit projekt med disse ord:

»Det, vi ville, var at give næring til en intellektuelt understimuleret bevægelse. Den intellektuelle venstrefløj talte ikke sammen med den protesterende venstrefløj.«

Corbyn er hyppig interviewgæst på Novara Media, fortæller Bastani, der er søn af iranske flygtninge.

Britiske Labour er i dag verdens uden tvivl største socialdemokratiske parti med over en halv million medlemmer. Og et parti, der er radikalt forvandlet i forhold til Tony Blairs centristiske, frimarkeds-hyldende New Labour fra 1990’erne og 2000’erne, selv om kritikere hævder, at partiets kursskifte mest af alt er udtryk for en regression tilbage til Tony Benns venstresocialistiske kurs fra start-1980’erne.

Der er stadig en stærk centristisk ’blairsk’ fløj i Labour, påpeger David Adler, analytiker i Foreign Affairs, og stadig risiko for, at indre splittelser kan bryde ud igen, også imellem Leavers og Remainers i forhold til Brexit. Men efter Corbyns stærke valgresultat er de fleste interne kritikere indtil videre forstummet eller deres indsigelser reduceret til en mumlen.

Alder som markør

Om det britiske parlamentsvalg i 2017 har valgforskere hævdet, at det blev skelsættende på den måde, at for første gang blev alder – og ikke socioøkonomisk klassetilhørsforhold – den vigtigste indikator for, hvilket parti den enkelte vælger stemte på. 

Og der er ikke tale om en tilfældig vælgerkrusning, men om et mangefacetteret og strukturelt fænomen, der omfatter kulturelle, politiske og sociale forandringer, der kan føres tilbage til unge menneskers handlinger og holdninger, noterer f.eks. Sloam, Ehsan og Henn i Political Insight.

De unge stemmer dels Labour i protest mod, hvad de ser som et generationstyveri, en omfordeling af ressourcer på bekostning af den unge generation, for hvem fremtidsperspektiverne for mange er bundløs studiegæld, ’prekære’ ansættelser og et utilgængeligt dyrt boligmarked.

De stemmer også Labour, fordi de identificerer sig med en ’kosmopolitisk venstrefløj’, der hylder diversitet og internationalisme og ville have foretrukket britisk forbliven i EU. Og endelig stemmer de på Labour, fordi de ønsker at redde den britiske velfærdsstat.

At det sidste var afgørende, fremhæver også David Adler.

»For de britiske unge var valget i 2017 ikke en folkeafstemning om Brexit, men om velfærdstaten. Blandt de 18-24-årige var det vigtigste politiske tema at sikre en velfungerende sundhedssektor i det offentlige NHS-system (National Health Service, red.). De unge var også begejstrede for, at Labours valgmanifest, For the Many, Not the Few, så klart forkastede de nedskæringer, som de konservative stod for.

I stedet lovede Corbyns Labour et langt klarere brud med nøjsomheds- og sparepolitik, end Corbyns forgænger, Ed Miliband, vovede at lægge op til. Labour i dag vil bygge ny sociale boligbyggerier, nationalisere jernbanerne og nok så afgørende: afskaffe studieafgifter og lade det offentlige finansiere de unges uddannelser. Det er en muskuløs socialisme, og den appellerer til de unge i dag.«

Intellektuel venstrefløj

Rhiannon Lucy Cosslett hedder en ’corbynista’, som de unge Corbyn-tilhængere kalder sig selv – det var oprindeligt et ironisk vrængende skældsord fra højrefløjen, men nu har de taget det til sig. Hun blogger for det traditionsrige venstrefløjsmagasin New Statesman og forsvarer med næb og kløer sine generationsfællers idealisme over for de kynikere, der siger, at Corbyn er for ekstrem til nogensinde at kunne vinde vælgere fra den politiske midte.

Hun interviewer også andre unge Corbyn-tilhængere:

»Rebecca Chambers er 19 år og fra Southampton. Hun har meldt sig ind i Labour på grund af Corbyn, fordi han ikke er et af ’de talende jakkesæt, man ellers ville se på den post’. Joe Rivers fra Surrey er næsten ti år ældre og kan heller ikke se nogen mere inspirerende kandidat:

’Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at Jeremy Corbyn vil føre Storbritannien ind i en eller anden socialistisk utopi, men det generer mig, at ingen andre i Westminster tør have nogen klar ideologi. De står ikke for noget bestemt. I et politisk klima, hvor alle mest af alt er bange for at miste stemme og pakker deres synspunkter ind i forbehold, dér står Jeremy Corbyn for noget, og i min bog tæller det rigtig meget – især når vi er oppe imod den ondeste regering siden Thatcher.’«

Cosslett konkluderer om sine millenium-generationsfæller:

»Jeg hører det samme fra Corbyn-supportere om de er teenagere, i tyverne eller trediverne. De ønsker fremfor alt at blive repræsenteret af nogen, der deler deres synspunkter om social lighed.

De vil hellere have en passioneret oppositionsleder med moralske overbevisninger end en bande fuskere, der går på kompromis med deres værdier, så snart de er kommet til magten. De vil hellere have en Corbyn, der giver håb om en bedre fremtid for os som nation og samfund.«

Om Jeremy Corbyn kan gå hele vejen, må tiden vise. Den konservative regering under Theresa May nyder ingen særlig folkelig yndest og kan ryge ind i yderligere modvind, hvis den forkludrer Brexit-forhandlinger til skade for Storbritannien.

Corbyn-manien kan dog være toppet, vurderer det liberale magasin The Economist.

Der er ikke i meningsmålingerne tegn på noget større skred mod Labour trods Mays ringe politiske performance, og ved de britiske lokalvalg i maj klarede Labours medlemmer sig kun moderat godt og ikke prangende. Forventningerne var, at euforien fra sidste sommer skulle have bragt Jeremy Corbyn i yderligere gunstig stilling som favorit til at blive Storbritanniens næste premierminister.

De unge briters og de entusiastiske unge partiaktivisters tilslutning har han dog stadig. Sagt med Corbyns egne ord:

»Jeg har ungdommen på min side.«