Læsetid: 2 min.

Grækenland strejker og protesterer mod sparepolitikken

Udsigten til fortsatte reformer i forbindelse med Grækenlands exit fra hjælpeprogrammerne fører til omfattende strejker og protester
En bølge af strejker og demonstrationer ramte Grækenland onsdag og torsdag i denne uge.

En bølge af strejker og demonstrationer ramte Grækenland onsdag og torsdag i denne uge.

Angelos Tzortzinis

2. juni 2018

»Ingen lønnedgang, ingen fyringer – vi vil ikke være det 21. århundredes slaver.«

Sådan lød et af de mange slogans, da en bølge af strejker og demonstrationer ramte Grækenland onsdag og torsdag i denne uge. Bag strejkerne stod landets største fagforeningsforbund i den offentlige og private sektor, ADEDY og GSEE, der havde opfordret til strejke »i protest mod den strenge sparepolitik, de høje skatter og den omfattende arbejdsløshed«.

Mellem få timer og op til et døgn satte strejkerne både lufthavne samt skibs- og togtrafik ud af spillet i store dele af Grækenland. Også statslige institutioner samt uddannelses- og kulturinstitutioner var lukket ned, mens der i sundhedssektoren kun blev arbejdet på nødblus. De samtidige demonstrationer forløb overvejende fredeligt.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

"Siden gældskrisens udbrud i 2009 har Grækenland modtaget ca. 260 mia. euro ...."

Det er fuldstændigt forrykte beløb, der er ydet til grækerne ....
næsten kr. 2.000 mia over 9 år - og de har stadigvæk en statsgæld på 180% af BNP !!

Henrik Plaschke

Hvorfor skal vi nu spises af med denne form for faktuelt vrøvl: nej, Grækenland har ikke ”Siden gældskrisens udbrud i 2009 … modtaget ca. 260 mia. euro”.

Orienterer man sig lidt i den forskningsmæssige litteratur og ikke blot i den officielle propaganda, er det ikke svært at finde svar på, hvad der rent faktisk er sket. Således har eksempelvis to forskere fra det tyske European School of Management and Technology i Berlin på detaljeret vis kortlagt, hvad der egentlig er sket med midlerne i de to første ”hjælpepakker” til Grækenland. Mindre end 5 % af midlerne i disse gik til det græske offentlige budget, mens mere end 95 % gik i lommerne på europæiske banker (kreditorerne).

Da den græske økonomi kollapsede – ikke mindst som følge af kreditorernes krav til den økonomiske politik, steg gælden som andel af BNP naturligvis (nævneren i brøken faldt kraftigt). Den Internationale Valutafond (IMF) har ved en række lejligheder gjort opmærksom på, hvorledes sparepolitikken således har forværret den græske gældskrise, men den selvpålagte ideologiske blindhed i de europæiske institutioner og ikke mindst hos de nationale regeringer (især Berlin) har blokeret for enhver rationel tænkning derfra.

Resultatet er bl.a. at Grækenland ikke stadigvæk har en statsgæld på 180% af BNP, men at Grækenland derimod har fået en statsgæld på 180% af BNP. For 10 år siden lå statsgælden på ca. 100% af BNP, men efterfølgende er den vokset til 180%. Sparepolitikken har virket – den har fået gælden til at eksplodere.

Rocholl, J., and A. Stahmer (2016), Where did the Greek bailout money go?, ESMT White Paper No. WP–16–02 (https://www.esmt.org/where-did-greek-bailout-money-go).

Erik Pedersen, Trond Meiring, Per Torbensen, Johnny Christiansen, Kasper Kjær, Eva Schwanenflügel, Thomas Olsen, Anne Mette Jørgensen, Katrine Damm, Hans Aagaard og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Henrik Plaschke: Det er sikkert korrekt, at det nævnte beløb er så højt som 95% til kreditorerne, men du glemmer at nævne, at det var et beløb, som den græske stat ellers skulle have betalt, hvad den selvfølgelig ikke kunne, og så var den gået bankerot, med store tab til kreditorerne som følge.

Det interessante er her for mig at se, at "hjælpepakkerne" i lige så høj grad var til kreditorerne, hvilket bl.a. var en række store italienske banker (men også en hel del tyske), som de var til Grækenland.

Hvis Grækenland var gået bankerot, ville den finansielle krise have bredt sig som en "steppebrand" til en række andre europæiske lande, hvor man især var bange for, hvordan det ville påvirke den italienske økonomi, der var den, der var dårligst rustet til at klare sådanne tab hos sine store banker (og som havde en statsgæld på niveau med den græske, men generelt en sundere økonomi).

Problemet er jo lige, hvordan man skal få råd til at investere og få vækst i økonomien, samtidig med at man skal betale af på en voldsom gæld, der jo især vokser, når renten stiger, bl.a. som konsekvens af den øgede krise i den græske økonomi.

Det eneste alternativ ville have været en gældseftergivelse, men det ville en række EU - lande jo ikke acceptere, bl.a. Tyskland. Hvem skulle have kompenseret de store tab, som landenes banker havde fået i den sammenhæng? På et tidspunkt blev det dog nødvendigt alligevel at give grækerne en vis gældseftergivelse, da man indså, at de ellers ingen mulighed havde for at komme om på den anden side af krisen.

Bjarne Toft Sørensen

Til sammenligning kan nævnes de danske bankpakker, hvor især problemerne for Dansk Bank var alvorlige, efter at de bl.a. havde mistet penge i Irland.

"I oktober 2008 bliver Bankpakke 1 vedtaget. Den danske stat garanterer for bankernes milliardlån i udlandet, herunder Danske Bank. Kan bankerne ikke betale, garanterer staten at gøre det.

"Det er én af de mest vidtgående garantier, der nogensinde er givet", siger Henrik Sass Larsen og henviser til, at bankerne reelt fik hele statskassen som garanti".

"Hvis Danske Bank bryder ned, så bryder hele den finansielle sektor ned", siger Henrik Sass Larsen".
https://www.dr.dk/DR1/dr1-dokumentaren/sikke-en-fest/Nyheder/20121126095...

Gad vide, hvordan Italien ville have klaret det dengang, hvis flere af deres store banker havde været truet af bankerot som følge af, at den græske stat gik bankerot?
http://nyheder.tv2.dk/udland/2015-07-05-se-listen-saa-meget-skylder-grae...

Selv i dag er mange italienske banker ude af stand til at klare finansielle kriser, fordi EU - lovgivningen på området, for netop for at styrke bankerne i tilfælde at en ny finansiel krise, ikke er blevet implementeret fuldt ud i Italien endnu.
https://www.information.dk/udland/2017/06/eu-giver-italien-lov-redde-to-...

Henrik Plaschke

Bjarne Toft Sørensen

Nej, jeg glemmer ikke ”at nævne, at det var et beløb, som den græske stat ellers skulle have betalt”. Jeg nævnte det ikke, da jeg ikke fandt det specielt vigtigt i sammenhængen. Og som du selv påpeger det, ville den græske stat ikke kunne have betalt det beløb.

Det er lidt pudsigt, når du skriver: ” Det interessante er her for mig at se, at "hjælpepakkerne" i lige så høj grad var til kreditorerne…, som de var til Grækenland.”. Nej ikke i lige så høj grad. Snarere først og fremmest.

Sandheden om de såkaldte ”hjælpepakker” til Grækenland, er således, at de primært består i en skatteyderfinansieret understøttelse af europæiske banker uden modkrav til disse banker. Det er der ikke mange, der forstår, hvorfor der er frit spil for kommentatorer, der uden samfundsøkonomisk indsigt taler om hjælp til Grækenland for så efterfølgende at undre sig over, at det ikke går bedre.

Nettoresultatet af kombinationen af hjælpepakker og sparepolitik, har således ikke mindst været en gigantisk stigning i den græske gæld som andel af BNP, et stort fald i BNP og faldende realindkomster.

Det rejser, som du selv skriver det, et problem: ”hvordan man skal få råd til at investere og få vækst i økonomien, samtidig med at man skal betale af på en voldsom gæld”? Det problem har kreditorerne og de europæiske institutioner og regeringer stort set undladt at forholde sig til.

Mens Syrizaregeringen i den periode, hvor Varoufakis var finansminister (foråret 2015), faktisk forsøgte at fremlægge konstruktive alternativer – eksempelvis en plan til omstrukturering af den græske gæld, således af afvikling af denne skulle kobles til vækst i det græske BNP: jo højere vækst, jo større afdrag osv. Herved ville man introducere et positivt incitament, der ville betyde, at vækst i Grækenland blev til fordel for både kreditorer og debitorer. Dette konstruktive og kreative forslag blev afvist, og i stedet er græsk vækst og investeringer blevet ofret gennem sparepolitikken.

Situationen er ikke blevet bedre af, at en række nordeuropæiske lande fungerer som skattely for græske velhavere. Som den fransk-norske Europaparlamentariker Eva Joly påpegede det for nogle år siden: den daværende leder af Eurogruppen (hollænderen Jerome Dijsselbloem) var på en og samme tid leder af den Eurogruppe, der deltog i organiseringen af den græske sparepolitik, samtidig med at han var finansminister i en regering ansvarlig for en skattelovgivning, der gjorde det muligt for græske velhavere at placere deres indkomster i Holland og hermed undgår beskatning af disse i Grækenland (Le Monde, 01.04.2015)!

Erik Pedersen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Henrik Plaschke

Jeg ser ikke på nogen punkter noget direkte forkert i den fremstilling, du giver, selv om den ret ensidigt afspejler en kapitalismeforståelse, hvor systemet stort set på deterministisk vis underlægger sig alt og alle, og hvor nogen, der forstår at tilpasse sig og udnytte det økonomiske og institutionelle systems muligheder, bliver rige på andres bekostning. Der mangler for mig at se nogle nuancer.

Du fremstiller Grækenland som stat som den rene uskyldighed. Hvordan kunne det gå til, at de pludselig stod med en statsgæld på 100%, og at den økonomiske og politiske elite ikke opfattede det som et problem og som noget, der burde gøres noget ved, for at få bragt gælden ned? Inden det blev for sent.

Skiftende regeringer lod stod til, fordi der var magtfulde økonomiske interesser, der ikke ønskede, at deres muligheder skulle begrænses, bl.a. i form af øget beskatning af de velstillede og de rigestes formuer og indtægter og indførelsen af et skatteinddrivelsessystem, der var bare nogenlunde velfungerende, og at skære på det offentliges forbrug kunne der næppe skaffes politisk flertal for.

Samtidig var den offentlige sektor på en række områder ineffektiv, bl.a. fordi græske politikere på alle niveauer i høj grad så den som et middel til at skaffe familie og venner gode jobs, uden at de nødvendigvis skulle lave noget, der var nødvendigt, og meget fungerede dårligt eller blev ikke ordnet, hvis ikke det lige var fordi, det på en måde gik ud over indflydelsesrige personers interesser. Som jeg har oplevet det, minder den græske mentalitet, i hvert fald i dele af landet, i forhold til det samfundsmæssige, meget om noget man kan opleve i Mellemøsten.

Alle græske regeringer lod som om, at det samfundsmæssige ansvar for fællesskabet ikke var deres (og at lægge sig ud med den økonomiske elite turde ingen), og på den måde minder det meget om den udvikling, vi ser i Italien for tiden. Du kan sammenligne det med en ko, som ingen, der har magten og evnen til det, vil tage ansvaret for at fodre og pleje, men som alle forsøger at malke mest muligt, til den en dag dør af det. I Danmark taler vi om vigtige værdier som tillid, fællesskab og sammenhængskraft, og det er i høj grad noget, som har manglet i et samfund som det græske.

Hverken Grækenland, eller for den sags skyld, Italien lever op til nogle institutionelle krav til velfungerende demokratiske samfund, der på en række områder har en standard, der er nødvendig for at fungere som en del af EU – systemet. De burde i hvert fald slet ikke have været en del af Euroen.

Henrik Plaschke

Bjarne Toft Sørensen

Det er vist ingen tilfældighed, at du ikke ”ikke på nogen punkter [ser] noget direkte forkert i den fremstilling, du [altså undertegnede] giver”. Og jeg kan tilføje, at der vist heller ikke er noget indirekte forkert i min fremstilling.

Mht. til din øvrige fremstilling må jeg først og fremmest konstatere, at du har en livlig fantasi. Der er intet i mit indlæg, der peger på en opfattelse af, at ”systemet stort set på deterministisk vis underlægger sig alt og alle”. Hvorimod jeg flere gange henviser til politiske beslutninger – altså ingen determinisme.

Mit indlæg omhandlede ikke den græske krise i almenhed, men et afgrænset aspekt af denne, nemlig de såkaldte hjælpepakker og spørgsmålet om, hvor de havnede. Det tog jeg op, fordi det var ganske åbenlyst, at artiklens forfatter (og Torben Lindegaard i en kommentar) ikke havde nogen viden om dette spørgsmål. Og jeg noterer mig, at du tilsyneladende er enig med mig på dette punkt. Hermed er der naturligvis mange aspekter af den græske krise, jeg ikke behandler. Hvis du tror, at du kan gætte dig til, hvad jeg mener om spørgsmål, jeg ikke behandler, er du galt afmarcheret.

Din påstand, om at jeg ”fremstiller Grækenland som stat som den rene uskyldighed” er fri fantasi. Jeg behandler ikke dette spørgsmål i mit indlæg, og jeg har svært ved at se, hvorfor det ikke skulle være acceptabelt at behandle de europæiske skatteyderes statsgenererede understøttelse af europæiske banker (i parentes bemærket: en politisk beslutning og ikke et udtryk for systemisk determinisme!) uden at komme med bemærkning om de græske samfunds generelle karakter.

Men havde jeg skrevet mere generelt om den græske krise, ville det være oplagt at behandle de aspekter, som du berører. Inklusive de økonomiske og politiske eliters rolle, den manglende skatteopkrævning osv. Men også koblingerne mellem disse eliter og deres internationale og/eller europæiske allierede, der har set gennem fingre med, opmuntret til og i nogle tilfælde aktivt bidraget til den græske gældsætning. For et par år siden vurderede to franske forskere således, at græske borgere i 2014 illegalt havde placeret omkring 140 mia. euro i europæiske skattely (inklusive Schweiz). Et beløb, der hermed undgår beskatning i hjemlandet. Det er jo også en slags penge.

Bjarne Toft Sørensen

Henrik Plaschke

Det er rigtigt, at jeg til dels har misforstået perspektivet i din kommentar, men at reducere spørgsmålet om "hjælpepakker" til Grækenland, og hvor de havner, til "de europæiske skatteyderes statsgenererede understøttelse af europæiske banker" er også udtryk for et bestemt politisk - økonomisk perspektiv, som jeg dog kan erklære mig enig i anlæggelsen af, selv om jeg ikke mener, at det bør være det eneste i besvarelsen af spørgmålet om "hjælpepakker", og hvor de havner.

Torben Lindegaard

@Henrik Plaschke

Tilbage står, at institutionelle långivere på 9 år har refinansieret forfalden græsk gæld på kr. 2.000 mia.

Eksemplarisk økonomistyring - ikke sandt ?