Læsetid: 5 min.

Hvorfor står en mand med en ph.d.-grad op kl. 5.30 for at dyrke grøntsager til andre?

Den belgiske region Flandern er en af Europas tættest bebyggede og tættest befolkede, men appetitten på lokalt dyrkede økologiske grøntssager, man selv skal høste hos bonden, er umættelig
En rødbedehøster kører over en mark i Flandern. I den nordlige egn i Belgien er der begyndt at opstå en masse lokale, økologiske landbrug.

En rødbedehøster kører over en mark i Flandern. I den nordlige egn i Belgien er der begyndt at opstå en masse lokale, økologiske landbrug.

Dieter Telemans

27. juni 2018

BRUXELLES – Flandern, den nordlige hollandsktalende del af Belgien, der er berømt for sine middelalderbyer og for motorvejsnet så tætte, at de kan ses lyse fra rummet, er et af Europas mest urbaniserede områder. Ikke desto mindre oplever dette tæt befolkede område nu et mindre boom indenfor en ny type landbrug, hvor bønder sælger direkte til forbrugere.

Bevægelsen, der kendes som Gemeenschapslandbouw – landbrug bygget op om lokale fællesskaber – eller på engelsk community-supported agriculture (CSA) – er selve modtesen til de omfattende og forgrenede distributionsnetværk, som den moderne industrielle fødevareproduktion betjener sig af. CSA-landbrug betyder ingen supermarkeder, ingen kunstgødning, ingen monokulturer.

Fortalere for CSA siger, at konceptets centrale idé er den direkte forbindelse, der skabes til forbrugeren, som betaler kontant og ofte selv kan høste afgrøderne direkte på marken.

Denne model for landbrug, der også kendes som farm-to-fork, stammer oprindeligt fra USA og Holland, men det er i Flandern, at den er slået mest an. I Belgien spiser flere i dag CSA-produceret mad end i hele det langt folkerigere Storbritannien, fastslog en undersøgelse fra 2016 fra Urgenci, det internationale CSA-netværk.

Siden den første flamske CSA-bonde stak spaden i jorden i 2007, er mindst 45 lignende landbrug skudt op i regionen.

Koen Tierens, en plantebiolog, er en af de nyeste på scenen. Tierens udskiftede sit skrivebordsjob som landbrugsanalytiker med det knoklearbejde fra tidlig morgen, der hører til at være grøntsagsavler. Hans afgrøder er udplantet på et 1,2 hektar stort areal ved landsbyen Kampenhout, umiddelbart uden for Bruxelles, hvor den lermuldede jord giver frodige vækstbetingelser.

Gammeldags

Tierens far, en pensioneret bonde, var skeptisk, da sønnen skitserede sine planer; en lille bedrift, ingen kunstgødning og et par gammeldags brugte redskaber: »Min far sagde til mig: ’Koen, hvad har du gang i? Du har studeret på universitetet, du har en ph.d.! Skal du til at være gammeldags belgisk bondemand og gøre, som de gjorde i middelalderen?’«

Tierens afviser dog, at der er noget primitivt over hans forretning, og understreger, at han ikke er imod konventionelt landbrug eller gødning.

»Men markedet udvikler sig til fordel for CSA,« siger han og beskriver kombinationen af ​​pleje af miljøet og tæt tilknytning til kunden koblet på effektiv markedsføring, herunder en onlinetjeneste, der giver forbrugere mulighed for selv at vælge deres grøntsagsbede. I hans anden vækstsæson har Tierens indgået aftale med 72 husstande, der betaler ham for at dyrke deres grøntsager – han håber snart at øge antallet af kunder til 90 og har i mellemtiden fået overbevist sin far, forsikrer han.

Han dyrker hele 200 forskellige sorter af grøntsager om året – en meget større spredningsgrad end typiske landmænd. Ud over de mere almindelige ærter, gulerødder og kartofler dyrker han også mindre velkendte sorter, herunder lilla blomkål, grønne zebratomater, sorte radiser, havrerod og kardon.

Men Tierens dyrker til gengæld ikke den belgiske endivie, den mest emblematiske grøntsag i det nationale køkken. Selv om han bor og driver sit landbrug i en region, der er berømt for denne bitre hvide salat, fandt han, at det ville være arrogant at dyrke sine landmandkollegers bedst kendte afgrøde.

En anden stor forskel i forhold til konventionelt landbrug er den mere begrænsede anvendelse af subsidier. Dog fik han EU-midler til at starte sin virksomhed og dække de udgifter, der er forbundet med at opnå økologisk certificering.

Selvplukning

Andre ting er konstante, herunder vejrets uforudsigelighed og arbejdsdagens tidlige begyndelse kl. 5.30. Tierens arbejder hver dag i sine marker og har pandelampe på i de mørke vintermorgner. I højsæsonen fra maj til oktober arbejder han 12-13 timer om dagen, syv dage om ugen. Hans kunder deler risikoen for storm eller dårlig høst.

»Det ville også være en katastrofe for dem, men risikoen for, at det går helt galt, er ikke så stor, fordi jeg dyrker 200 forskellige typer af grøntsager,« siger han.

Til forskel fra de fleste CSA-landbrug i Flandern vælger Tierens kunder ikke deres egne grøntsager. I Storbritannien bruger en fjerdedel af disse landbrug selvplukning, mens 85 procent af dem i Flandern er omfattet af denne kategori.

Belgien kom måske lidt sent ind i CSA-landbrug, der kan spore sine rødder til den biodynamiske bevægelse, som blev lanceret i USA i 1980’erne, men er nu blevet globalt førende. Der var også andre inspirationskilder: Det først kendte CSA-landbrug i Europa var Les Jardins de Cocagne, et vegetarisk og biodynamisk kooperativ i nærheden af ​​Genève, der blev grundlagt i 1978. Japanske landmænd eksperimenterede på samme tid med lignende modeller.

»Det handler ikke kun om mad, det handler også om samfundet og om at komme udenfor,« siger Nele Lauwers, politisk rådgiver for den flamske landbrugsforening Boerenbond. Hun er selv knyttet til et CSA-kooperativ i nærheden af ​​Gent og beskriver høstdagen som »ugens faste udendørstur« for hendes børn.

Marginal efterspørgsel

Efterspørgslen efter selvvalgte grøntsager vokser fra middelklassen og opefter, siger hun. Men de højere priser kan begrænse dens appel.

»Det er et helt andet marked. Man skal betale på forhånd, og det er ikke alle, der har råd til det, selv om nogle CSA-grupper kan tilbyde en mere social prispolitik.«

CSA-landbrug vil derfor sandsynligvis forblive en marginal del af fødevareproduktion – trods bevægelsens hastige vækstsucces er endnu kun 0,1 pc.t af Flanderns befolkning betalende CSA-kunder.

Jord er også begrænset. Pepijn de Snijder, en uafhængig ekspert, siger, at CSA-landmændene står over for konkurrence fra naturreservater, traditionelt landbrug, græsningsarealer for dyr og ekspanderende bybebyggelse.

»Hvis vi ikke sadler om, vil 50 procent af Flandern være brolagt med beton i 2050.« 

Den flamske regering har dog senest vedtaget et forbud mod ny byudvikling fra 2040, medmindre et tilsvarende areal tilbageføres til naturen.

Et andet træk ved CSA-produktionen er, at forberedelsestiden bliver meget længere. Når grøntsagerne ankommer til kundernes køkkener, er det med jord, der klæber til rødder og blade, og ikke i en pæn skinnende plastemballage.

»Ikke alle kan lide at få jord i deres køkken,« siger Tierens. »Men tro mig, det er værd at investere ekstra tid i, for du kan helt sikkert smage forskel.«

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Erik Karlsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Thomas Tanghus
  • Lise Lotte Rahbek
David Zennaro, Erik Karlsen, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Brøgger

For fanden hvor bliver jeg glad nu når først iskoldt forår og dernæst tørke har stoppet min grøntsagsavl: Der er stadig liv i verden :) Hurra