Læsetid: 5 min.

Ingen ved hvordan EU’s migrationsaftale skal fungere i praksis

EU-lederne ved ugens store topmøde er blevet enige om at løse asylstriden med grænsebevogtning og asyllejre – både i og uden for EU. Men flygtningeaftalen ligner mere en forsimplet hensigtserklæringer end et konkret gennembrud
Efter et møde blandt EU’s statsledere, der varede hele natten, faldt den ellers så beherskede Merkel kort i armene på den finske premierminister, Juha Sipilä.

Efter et møde blandt EU’s statsledere, der varede hele natten, faldt den ellers så beherskede Merkel kort i armene på den finske premierminister, Juha Sipilä.

Ludovic Marin / Ritzau Scanpix

30. juni 2018

At det havde været en dramatisk nat med tunge politiske kampe, kunne man ikke mindst se på Angela Merkel. Da klokken nærmede sig fem om morgenen, og EU’s statsledere endelig kom til syne i pressezonen i Bruxelles, faldt den ellers så beherskede kansler kort i armene på den finske premierminister, Juha Sipilä.

At netop han lagde bryst til kanslerens udmattede lettelse, skyldes formentlig, at Finland ligesom Spanien, Frankrig og Grækenland er villig til at samarbejde med Tyskland om tilbagesendelsen af flygtninge, den såkaldte sekundære migration – altså de interne flygtningestrømme, som Merkel var tvunget til at finde »en europæisk løsning« på, hvis hun skulle modstå presset fra CSU-indenrigsminister Horst Seehofer. Alternativt har han truet med egenhændigt at lukke de tyske grænser fra på mandag.

Den udmattede Merkel afspejlede et topmøde, hvor emnerne asyl og migration fuldstændig erobrede dagsordenen. Dermed blev andre presserende emner som handelskrig, europæisk forsvar, vækststrategier og EU’s næste budget reduceret til fodnoter, der kun fik korte nik med på vejen.

Natten til fredag så Italien i timevis ud til at ville blokere samtlige aftaler, hvis de ikke fik indrømmelser i spørgsmålet om flygtninge og asyl. Men hvor den ny italienske premierminister Giuseppe Conte kunne leve med både konfrontation og fiasko, var især Merkel pisket til at opnå resultater.

»Det er et godt budskab, at vi ved det måske mest udfordrende emne for EU er lykkedes med at skabe en fælles tekst,« lød det fra Merkel.

Hendes optimisme blev bakket op af Conte:

»Ved slutningen af dette møde har vi nu et mere ansvarligt og forenet Europa. Italien er ikke længere alene.«

Uklar praksis

Bag euforien gemte sig en række hensigtserklæringer om at beskytte EU’s ydre grænser, bl.a. med en stærk opgradering af Frontex inden for de næste to år og med forebyggende indsatser helt ned i den afrikanske Sahel-zone. Desuden besluttede EU-lederne to afgørende tiltag:

For det første skal der udarbejdes koncepter for asyllejre for flygtninge uden for EU – både for tilbageførte bådflygtninge og for flygtninge, som under europæisk ret kan få prøvet deres asylansøgning. Denne gamle idé, som Italien allerede delvist praktiserer med Libyen, skal sende et signal til både flygtninge og menneskesmuglere om, at det ikke kan betale sig at forsøge at komme over Middelhavet.

For det andet skal der oprettes kontrollerede og lukkede centre inden for EU, som skal opbygges af medlemslandene »på frivillig basis«. I disse centre, som især Macron har insisteret på, skal det afgøres, hvem der har ret til asyl eller øvrige former for beskyttelse. Herefter skal de – igen på frivillig basis – fordeles internt i EU.

Det lyder måske som et gennembrud, men det er uklart, hvordan det skal fungerer i praksis. Det mener den tysk-italienske politolog og Europa-ekspert Jana Puglierin fra tænketanken Tysk Selskab for Udenrigspolitik (DGAP).

»Jeg ser ikke mødet som det store gennembrud. Der var enighed om det, som alle var enige om i forvejen, nemlig at styrke EU’s grænser markant udadtil,« siger hun til Information.

På skrivebordet er de nye tiltag gode, mener Puglierin – det gælder både signalværdien udadtil, og fordi de europæiske centre vil sende et signal til Italien om, at det ikke er italienske, men europæiske flygtninge, der lander i Italien.

»Men det er uklart, hvor de omtalte asyllejre i Nordafrika skal oprettes. Der er heller ingen, der ved, hvor de indre europæiske samlingslejre skal være. I Italien er der helt sikkert ikke politisk opbakning til den slags centre, og jeg tror også, det bliver meget svært at finde andre villige lande. Og selv hvis centrene kommer, består problemet med at fordele de godkendte asylansøgere,« siger Jana Puglierin.

Merkels redning

Et andet kritisk punkt for Jana Puglierin er, at der ikke ligger en plan for, hvordan Dublinforordningen skal reformeres, som Italien insisterer på. Dermed er der heller ingen løsning for alle de flygtninge, der f.eks. er registreret i Italien, men nu befinder sig i Tyskland.

»Der er ikke skabt nogen harmonisering af reglerne. Men hvis den indre migration skal opdæmmes, og hvis der overhovedet skal være et europæisk asylsystem, så kræver det fælles standarder og rettigheder,« siger hun.

Jana Puglierin understreger, at lande som Polen, Ungarn og Tjekkiet stadig helt nægter at optage flygtninge.

»Der er ikke fundet nogen løsning på, hvordan disse lande skal sanktioneres eller frikøbes. De gør det tydeligt, at det kun handler om frivillige løsninger, som dermed også er uforpligtende. Og det minder om noget, vi har set før: At EU sætter store ord på store problemer uden at det bliver til noget.«

Det er tydeligt, hvad EU-lederne håber, mener Jana Puglierin: At der på mellemlang sigt stort set ikke kommer flere flygtninge. Hvis menneskerettighederne overholdes, kan det blive en reel dagsorden, om døren til Europa skal lukkes, mener hun. 

»Men det kræver, at der ikke er flere lande i periferien af Europa, som oplever borgerkrige eller sammenbrud. Men retningen er klar. Den kan også blive Seehofers og Merkels redning, fordi han kan henvise til, at han har sat de europæiske stramninger i gang.«

Vage formuleringer

Set i lyset af menneskerettighederne er det også åbent, hvilken vej de europæiske tiltag falder. Mens partier som Die Linke og organisationer som Pro Asyl har kritiseret den hårde linje for at være i konflikt med asylretten og menneskerettighederne, er politisk rådgiver ved Amnesty Danmark, Annette Stubkjær, mere forsigtig.

»Overordnet har vi desværre ikke set den reform, som EU har brug for, nemlig en reform, som bygger på en mere solidarisk fordeling af flygtninge,« fortæller hun. »Fokus var på, hvordan vi med alle midler holder migranter ude af Europa, mens fokus var meget lidt på, hvordan vi håndterer de flygtninge, der faktisk har ret og krav på asyl.«

Alligevel ser hun også positive elementer i den nye aftale – f.eks. at Europa efterhånden har forstået, at frontlinjestater som Italien ikke kan bære ansvaret alene.

»Men hvordan det i praksis skal foregå, er svært at sige, fordi det er så vagt formuleret, og fordi modtagelsen skal foregå på frivillig basis,« siger Annette Stubkjær.

»Vi ved meget lidt om den konkrete udformning af de her centre. Hvis man har ret til at søge asyl igennem disse centre, er det juridisk set o.k. Men vi er bekymrede for, om de kommer til at ligne de lejre, vi i dag ser i Libyen. Derfor skal vi være meget opmærksomme på, at der er ordentlige forhold.«

– Ud over fra et par fløjpartier og nogle ngo’er, virker det ikke som om, der har været så meget kritik af EU’s linje. Den ser ud til at falde i god jord i den brede befolkning…?

»Det er trist, at det ikke længere handler om at hjælpe mennesker eller om at tage ansvar, men om hvordan vi kan fralægge os ansvaret.«

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Frede Jørgensen
Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu