Læsetid: 7 min.

Det kurdiske parti kan koste Erdogan flertallet i en valgkamp forbudt for børn

De færreste tvivler på, at Erdogan vinder præsidentvalget, men der er spænding om udfaldet af det samtidige parlamentsvalg. Her kan det kurdiske HDP i et nyt parlament koste præsidentpartiet det flertal, der har regeret med uindskrænket magt i mere end 15 år – så Erdogan skyr ingen midler i intimideringen af det kurdiske parti
Det kurdiske parti HDP’s faktiske politiske leder og præsidentkandidat, Selahattin Demirtas, har efter sin varetægtsfængsling siden november 2016 været nødt til at træde tilbage som partiformand og parlamentarisk leder. Han er sigtet for »opfordring til terror og vandalisme« ved i taler at have støttet de kurdiske protester i oktober 2014, da regeringen afviste at tillade PKK.

Det kurdiske parti HDP’s faktiske politiske leder og præsidentkandidat, Selahattin Demirtas, har efter sin varetægtsfængsling siden november 2016 været nødt til at træde tilbage som partiformand og parlamentarisk leder. Han er sigtet for »opfordring til terror og vandalisme« ved i taler at have støttet de kurdiske protester i oktober 2014, da regeringen afviste at tillade PKK.

Yasin Akgul

20. juni 2018

Den tyrkiske valgkamp handler om Erdogan. Først derefter debatterer partilederne økonomi, socialpolitik, uddannelsespolitik og udenrigspolitik. Selv de kurdiske kandidater for HDP, hvis krav om politisk-kulturelle rettigheder står højt på deres dagsorden, taler kun om Erdogan.

Som partiets faktiske politiske leder og præsidentkandidat, Selahattin Demirtas, da han søndag i sine ti tilmålte minutter på den nationale tv-kanal bevidst nedtonede de etnisk-kulturelle forskelle, der afgørende adskiller HDP fra de øvrige partier. I stedet beroligede han seerne med en forsikring om, at han er fortrøstningsfuld: »Når I bliver fri for præsidenten, bliver jeg fri igen.«

Kurderne udgør 15-20 procent af landets 80 millioner og er spredt ud over hele landet – en populær vits går på, at Istanbul er den største kurdiske provins. HDP arbejder da også på at fremstå som et tyrkisk, mere end et kurdisk, parti med appel til det urbane, liberale segment. Således er den prominente og flere gange fængslede tyrkiske journalist, Ahmet Sik, kandidat for partiet ved dette valg.  

Men det etnisk-kulturelle aspekt er stadig en vigtig dagsorden og årsagen til, at HDP ikke er medlem af det valgforbund, oppositionspartierne, de sekulære CHP og IYI og det islamiske Saadet, har dannet.

HDP må klare sig selv, og kommer partiet ikke ind, betyder det 60 mandater til Erdogans regerende AKP som næststørst i de kurdiske områder. Erdogan har da også lagt snubletråde ud med det formål at hindre partiet i at passere spærregrænsen på ti procent i en tredje valgperiode.

For eksempel har Selahattin Demirtas efter sin varetægtsfængsling siden november 2016 været nødt til at træde tilbage som partiformand og parlamentarisk leder. Han er sigtet for »opfordring til terror og vandalisme« ved i taler at have støttet de kurdiske protester i oktober 2014, da regeringen afviste at tillade PKK at undsætte den syrisk-kurdiske by Kobane, da den blev belejret af Islamisk Stat, og Erdogan erklærede, at »Kobane vil falde«.

Andre snubletråde er en nylig lov, der har sløjfet valgsteder i de kurdiske områder, så 144.000 ifølge den øverste valgstyrelse afskæres fra at stemme i deres egne landsbyer. Kvinder i de kurdiske krisecentre er frataget stemmeret, idet vælgere med hemmelig adresse ikke kan registreres. Voldelige sammenstød mellem AKP- og HDP-tilhængere hører til dagens uorden.

Erdogan har i sin notorisk aggressive valgkamp gang på gang beskyldt det lovligt registrerede HDP for at være det forbudte separatistparti PKK’s forlængede arm og kalder i sine valgtaler konsekvent Demirtas for »terrorist«. At HDP afviser at have noget at gøre med PKK og fører kampagne som grønt-sekulært parti med støtte fra venstreorienterede og LGBT-grupper, har ingen effekt.

Erdogan udnytter dygtigt det faktum, at HDP’s krav om politisk-kulturel autonomi også er et centralt tema i den livstidsdømte PKK-leder, Abdullah Öcalans politiske erklæringer. Og spørger man kurdiske HDP-politikere, erklærer de sig enige i, at PKK og HDP har samme politiske mål, men understreger også, at de er uenige om midlerne til at nå målet.

Erdogans intimidering

Efter det militære kupforsøg i juli 2016 fik Erdogan ikke kun sit eget parti, men også det republikanske CHP til at stemme for ophævelse af parlamentarisk immunitet, formelt for mere end hundrede deputerede, men indtil videre er kun en CHP-deputeret fængslet, sigtet for at offentliggøre statshemmeligheder, mens ni HDP-politikere ud over Selahattin Demirtas er buret inde, alle anklaget for medvirken til terroraktiviteter.

Men HDP er fremdeles opstillingsberettiget og er med sæder i Nationalforsamlingen den mest alvorlige trussel mod AKP’s parlamentariske dominans. Så i sidste uge indskærpede Erdogan på et lukket AKP-møde for partiets muqtarer – sognefogeder – at praktisere »en tæt opdækning« af HDP-vælgere og -medlemmer i deres respektive nabolag. Erdogan sagde også ’uden for referat’ at muqtar-forsamlingen skulle sørge for AKP-flertal i deres valgbestyrelser, der overser stemmeafgivningen, »så vi kan gøre arbejdet færdigt, endnu inden det er begyndt«. 

Denne direkte opfordring til valgsvindel og nabointimidering, der slap ud i en lækket video fra mødet, blev hørt af loyale partikadrer. I hvert fald i byen Suruc i den kurdiske Urfa-provins, hvor den blev fulgt op af en lokal AKP-deputeret, da han med fire brødre mødte op i en butik i byens basar som led i sin valgkampagne og besluttede at ’opdække’ ejerfamilien, der er kendte HDP-vælgere.

Ejeren og hans sønner viste AKP-tilhængerne døren, hvorefter det ene ord tog det andet, indtil knive og håndvåben blev trukket. Da konfrontationerne ophørte, lå fire døde – en bror til den AKP-deputerede, indehaveren af basarbutikken og to af hans sønner. 

Ni sårede var kørt til det lokale hospital i ambulancer, der blev forsøgt blokerede, hvorefter den AKP-deputeredes venner invaderede hospitalet, smadrede overvågningskameraerne og myrdede to af de sårede medlemmer af Basar-familien – den ene fik angiveligt halsen skåret over i sygesengen. 

Den lokale afdeling af den tyrkiske lægeforening bekræftede lørdag i en erklæring forløbet med krav om, at provinsguvernøren tog skridt til at beskytte patienter og personale.

Såvel præsident Erdogan som premierminister Binali Yilderim fordømte de fatale begivenheder som »PKK-inspireret terror«. Indenrigsminister Süleyman Soylu kom længst ud i retorisk hamp, da han udtalte, at CHP-præsidentkandidaten, Muharrem Ince, var »den reelt ansvarlige for mordene, da han jo havde besøgt (PKK-leder) Abdullah Öcalan i fængslet«.

Lørdag var 19 anholdt i sagen, heraf en parlamentskandidat for HDP, lokale politikere og kommunale embedsmænd tilknyttet HDP samt en søn til den dræbte butiksindehaver. Adskillige af  de anholdte var ifølge det statslige nyhedsbureau, Anadolu Ajansi, »kendt af politiet for forbindelser til PKK«.

Spænding om det politiske flertal

Sagen skildrer et robust politisk miljø, der burde være forbudt for børn, da folk generelt er bevæbnede og med æresbegreber og en øje-for-øje-mentalitet kræver øjeblikkelig blodig afregning af uenigheder. Men den viser også, at Erdogan har nervøse tics ved udsigten til, at HDP repræsenteres i det kommende parlament efter valget på søndag. For hvor flest meningsmålinger peger på Erdogan som præsidentvalgets storfavorit, er der spænding om udfaldet af valget til de 600 sæder i Nationalforsamlingen.

Det nervepirrende punkt for Erdogan er, om HDP for tredje gang klarer spærregrænsen på 10 procent, for det kan betyde, at flertallet i den kommende Nationalforsamling tipper til oppositionen.

Kommer HDP ikke ind, får AKP som nævnt automatisk 60 sæder forærende. AKP har regeret med absolut flertal siden 2002, kun afbrudt af fem måneder efter juni-valget i 2015, da det kurdiske parti med godt 13 procent af stemmerne for første gang kom i Nationalforsamlingen og berøvede Erdogan hans absolutte majoritet i en periode på fem måneder.

AKP-tabet blev rettet op ved udskrivelse af et lynvalg i november samme år. Derudover brød Erdogan en borgfred med PKK, der var indledt ti år i forvejen, og som netop i sommeren 2015 var mundet ud i direkte forhandlinger mellem PKK – repræsenteret af HDP – og regeringen om en endelig fredsaftale.

Den direkte anledning til bruddet var følgerne af en Islamisk Stat-terroraktion i netop Suruc, hvor 31 unge kurdere i en arbejdslejr, der hjalp med at genopbygge Kobane efter en ødelæggende IS-offensiv, blev dræbt.

Ingen tiltro til fredsaftale

Dagen efter blev to tyrkiske politibetjente myrdet i, hvad der lignede en hævnaktion for den blodige IS-terroraktion, som mange kurdere mente, at Ankara-regeringen i det stille havde vendt det blinde øje til – eller ligefrem støttet. Gerningsmændene til mordene på de to betjente er aldrig fundet – ni personer blev anholdt, men ingen blev dømt for forbrydelsen, der i øvrigt heller ikke havde aftryk af en typisk PKK-operation.

Hvad den havde aftryk af henstår i konspirationsteorier om internationale efterretningstjenester, om Fethullah Gülen-netværket, om iransk eller israelsk intrigeren med det formål at bremse en fredsaftale med PKK. En obskur PKK-relateret terrorgruppe, HPG (Folkets Beskyttelsesenhed) påtog sig skylden, men den centrale PKK-ledelse i Kandil-bjergene afviste i en senere erklæring, at den havde kendskab til endsige havde besluttet politimordene.

Men mordene blev Erdogans anledning til at aflyse de fredsforhandlinger, han selv havde sat i gang, ligesom de gav høgene i PKK-ledelsen argumenter for at genoptage krigen mod den tyrkiske stat. For realiteten var, at hverken Ankara eller den militante del af PKK havde tiltro til at nå en aftale – for den ville nødvendigvis føre til føderalisme, hvilket Erdogan udelukkede og PKK ønskede.

Politisk betød sammenbruddet en retur til konfliktens triste nulpunkt, og det gjorde Erdogan i stand til at føre kampagne mod HDP som et ’terror-parti’. Hvilket igen betød mobilisering af retssystemet mod partiets politikere, på kort sigt for at skræmme de ikke-kurdiske liberale vælgere til at svigte partiet ved lynvalget i november. HDP gik da også tilbage ved valget, men klarede spærregrænsen med lige over 10 procent. Spørgsmålet er nu, om der også bliver en tredje gang.

To valg i Tyrkiet

Godt og vel 55 millioner vælgere plus tre millioner uden for Tyrkiet er stemmeberettigede til to valg den 24. juni: Valg af præsident og Nationalforsamling for en femårig periode.

Otte partier er opstillet:

  • AKP – Parti for Retfærdighed og Udvikling
  • CHP – Det Republikanske Folkeparti
  • HDP – Folkets Demokratiske Parti (kurdisk sekulært)
  • MHP – National Bevægelses Parti
  • IYI Partisi – Det Gode Parti
  • SAADET – Lyksalighedens Parti (islamisk)
  • VATAN – Fædreland (venstre-nationalistisk)
  • Hüda-Par – Fri Sag (kurdisk islamistisk)

Nationalforsamlingen er udvidet fra 550 til 600 sæder. Spærregrænsen er ti procent af de afgivne stemmer.

Seks præsidentkandidater er opstillet:

  • Recep Tayyip Erdogan, AKP
  • Muharrem Ince, CHP
  • Selahattin Dermirtas, HDP
  • Meral Aksener, uafhængig (IYI)
  • Temel Karamollaoglu, uafhængig (Saadet)
  • Dogu Perincek, uafhængig (Vatan)
  • Præsidenten kan genvælges for én periode – eller to perioder, hvis præsidentvalget finder sted, før anden periode er afsluttet.

Valgloven er ændret til en blanding af kredsvalg og forholdstalsvalg. Det er for første gang tilladt partierne at indgå valgforbund, der sikrer, at allierede partier når over ti procent-spærregrænsen.

  • AKP er i valgforbund med MHP
  • CHP er i valgforbund med IYI Partisi og Saadet Partisi
  • HDP, Hüda-Par og Vatan står uden for valgforbund

Ved parlamentsvalget i november 2015 fik HDP lige over de krævede ti procent af stemmerne.

Det kurdisk-islamistiske Hüda-Par opstiller uafhængige kandidater i Diyarbakir og Batman. Vatan er uden chance for repræsentation.

Der bor omkring 33.000 stemmeberettigede tyrkere i Danmark. Foran den tyrkiske ambassade på Østerbro i København småsludrer de tyrkere, der har været inde og stemme. Børnene har fået poser med balloner og krus.
Læs også
Serie

Erdogans sidste stik

Præsident Erdogan er kun ét valg fra at legalisere sit forfatningsstridige enmandsstyre af den tyrkiske republik. Med præsident- og parlamentsvalget den 24. juni træder Tyrkiets nye forfatning i kraft, hvor premierministerposten nedlægges og præsidenten overtager beføjelser til at udpege ministre, forfatningsdommere, topembedsmænd og universitetsrektorer, mens militæret sættes under styrket civil kontrol. Vi følger sidste led i Erdogans kamp for at konsolidere sin magt.

Seneste artikler

  • Danmark og Europa er blevet Erdogans fremskudte kampplads

    28. juni 2018
    Den tyrkiske præsident Erdogan er populær langt ud over landets grænser. I Danmark har over halvdelen af tyrkerne stemt på ham. Præsidenten har gjort meget for at få og fastholde støtter gennem de seneste år. Det har han bl.a. gjort gennem direktoratet for religiøse anliggender, Diyanet, som de danske moskeer hører under, og som har en forbindelse til en organisation i Danmark
  • Nu gælder det for Erdoğans modstandere om at komme væk

    26. juni 2018
    Erdoğans tilhængere jubler over endnu en sejr. Hans modstandere har mistet det sidste håb om, at det nogensinde bliver bedre. Selv hvis Erdoğan skulle falde død om, har det store flertal vist sig alt for villige til at undertrykke anderledes tænkende. »Det er ikke de vilkår, vores børn skal vokse op under,« siger en fyret lektor
  • Erdogans nemesis lurer i Tyrkiets mest beskidte valgkamp

    23. juni 2018
    Erdogan er rimelig sikker på genvalg, men hans flertal er i risiko, og hans politiske projekt har delt nationen i en uforsonlighed hinsides politisk debat, og hvor uenighed med Erdogan udlægges som sympati med terror
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu