Slidte jeans, et stort smil og en forvasket T-shirt med alle EU’s nationale flag. Umiddelbart ligner Gerald Knaus ikke en mand, der i flere år har stået i centrum af europæisk politik. Han er da heller ikke hverken politiker, embedsmand eller et kendt navn. Men som leder og medstifter af tænketanken European Stability Initiative fik han en enkel ide, da den europæiske flygtningekrise toppede for godt to år siden:

Alle de titusindvis af flygtninge, der kom i land i Grækenland, skulle under ordnede forhold sendes tilbage til Tyrkiet. Til gengæld skulle EU aftage tilsvarende mange syriske flygtninge direkte fra Tyrkiet og samtidig give økonomisk milliardstøtte til nabolandet, der huser flere flygtninge end noget andet land i verden.

I første omgang lykkedes det Knaus og hans kolleger at overbevise den daværende tyrkiske statsminister Ahmet Davutoğlu. Derefter fik Knaus i vinteren 2016 via den hollandske ambassade og regering plantet ideen på øverste europæiske niveau, ved Angela Merkel. Ud over det humanitære perspektiv i at hindre flere druknede havde hun unægtelig en magtmæssig interesse i at gøre menneskesmuglernes arbejde overflødigt og dermed dæmme op for flygtningekrisen i Europa, siger Knaus.

»Men nøglespørgsmålet var: Hvordan kan vi sørge for, at folk, som ikke har brug for og ikke har udsigt til beskyttelse i Europa, holder op med at sætte sig i både og risikere deres liv på havet?«

Det er ikke det sidste spørgsmål, Gerald Knaus stiller, da Information møder ham på en café i den berlinske bydel Neukölln. Især spørgsmålet ’Hvilken løsning er bedre?’ giver han gerne som sit pragmatiske svar på den mangfoldige kritik af aftalen med Tyrkiet.

Orbáns logik

I disse dage er EU-Tyrkiet-aftalen atter omdrejningspunktet i Gerald Knaus’ liv, efter asylspørgsmålet i den grad er tilbage i centrum af europæisk politik op til EU-topmødet 28.-29. juni. Han arbejder på højtryk på analyser og positionspapirer, som han håber kan få samme effekt som skitsen til Tyrkiet-aftalen. I dag har han tilmed »flere åbne kanaler« til de øverste beslutningstagere, som han formulerer det.

»Asyl, Schengen og retsstatslighed. Det er de afgørende europæiske spørgsmål, vi skal finde løsninger på nu,« siger Gerald Knaus.

»Vi skal finde et svar på Orbáns strategi, som får stadig flere tilhængere, men også på den polske undergravning af retsstaten. Det er langt mere presserende end spørgsmålet om euroen eller et europæisk forsvar. Hvis det ikke lykkes at komme ud af Orbáns logik, hvor racisme, lukkede grænser og foragten for det liberale demokrati smelter sammen, så vil EU stå i sin største splid og krise nogensinde,« siger han.

»Det handler også om opretholdelsen af Schengen og dermed kernen i EU og vores velstand i form af den fri bevægelighed.«

I Knaus’ øjne ligger splittelsen især mellem de europæiske regeringer, der helt vil afskaffe asylretten, og dem, som vil opretholde asylretten og samtidig reducere den illegale migration markant. For den sidste gruppe kan Tyrkiet-aftalen tjene som forbillede for en fremtidig europæisk flygtningepolitik, mener han. Det gælder også, selv om den centrale del af Tyrkiet-aftalen aldrig har virket efter hensigten: Det er kun et fåtal, der er ført tilbage til Tyrkiet. Alligevel har den samlet set fungeret, mener Knaus.

»Der er stadig mennesker, der kommer over det ægæiske hav, og selv om tallene er stærkt reduceret, er der også stadig mennesker, der drukner. Men der er langt færre, der gør forsøget,« siger han.

Han mener ikke selv, at det er en overvurdering af effekten af Tyrkiet-aftalen og til gengæld en undervurdering af effekten af lukningen af Balkan-ruten, som Østrig stod i spidsen for.

»Hvis flygtninge kommer til Grækenland, så kommer de groft sagt også til Tyskland. Det ser vi ikke mindst i det bayerske CSU’s kampagne for at lukke den tyske grænse.«

Det lille håb

Efter neddroslingen af den store migration over Balkan-ruten er langt de fleste ankommet til Europa fra Libyen over Italien, som EU med Knaus’ ord har ladt fatalt i stikken. Men her kan vi lære af Tyrkiet-aftalen, mener han. En hovedpointe er, at det ikke kun handler om tilbageførelse, men om at aftalerne også skal være i oprindelseslandenes interesse.

»Ud over økonomisk støtte bør der også være muligheder for regulær migration – om det så er i lotteriform. Bare det giver folk et håb. Men det kan også være i form af stipendier til at studere. Det er klart, at ikke alle vil se det som en stor chance, men det er trods alt en chance, der vil konkurrere med alternativet, nemlig at gå gennem Sahara og sætte livet på spil på Middelhavet. Kombineret med effektive asylprocesser og hurtige udvisninger af de afviste vil det holde det store flertal fra at bryde op.«

Midt i den tyske regeringskrise om netop flygtningespørgsmålet ser Gerald Knaus positive muligheder i, at de europæiske ledere nu er tvunget til at handle. Efter de sidste dages bilaterale samtaler vil lande som Tyskland, Østrig, Frankrig, Grækenland, Bulgarien, Spanien og Holland på søndag mødes til et minitopmøde om asyl op til EU-topmødet.

»Den her udvikling kan kun foregå i en koalition af europæiske lande, som ønsker at deltage. Vi kan ikke vente på et samlet EU,« siger han.

»Jeg ser ikke noget galt i, at de danner koalitioner. Orbán og den fløj danner også konstant alliancer. Hvis vi ser på EU-Tyrkiet-aftalen, er optaget af flygtninge fra Tyrkiet også foregået i nogle få lande som Frankrig og Holland, mens f.eks. Østrig ikke har taget en eneste. Skulle vi have ventet på Østrig af den grund?« spørger Gerald Knaus.

Netop nødvendigheden af gensidige forpligtelser og gevinster overser mange ngo’er i deres kritik af Tyrkiet-aftalen. Da ngo’er ofte holder fast i en urealistisk drøm om åbne grænser, har de heller ikke nogen bud på, hvordan man kan forhindre migration fra dem, der ikke har skyggen af udsigt til asyl, mener Gerald Knaus.

Omvendt skal de gensidige aftaler være med til at forhindre, at Europa bare fortsætter med at udvide Frontex og i sidste ende giver det mandat til med vold at afvise alle flygtninge. Her spiller ikke bare finansielle midler til lokalområderne en rolle, men også migrationsaftaler.

»Vi skal vende bevisbyrden om og spørge: Hvordan kan vi bruge den regulerede migration som incitament til at få oprindelseslandene til at tage alle dem, som afvises i Europa, tilbage, så vi kan dæmme op for den illegale indvandring. Det er give and take.«

Nationalt ræs mod bunden

I hele processen er tempoet altafgørende. Det gælder ikke kun skabelsen af en overordnet europæisk løsning, som især Merkel febrilsk søger i disse dage, men i særdeleshed de enkelte asylprocesser.

»Hvis Macron og Merkel lader hundredtusinder blive i Europa, selv om de ikke har opnået nogen flygtningestatus og ikke har udsigt til det, så undergraver det opbakningen til princippet asyl. Så kan højrefløjen konstant sige: Ja ja, om lidt kommer der en million mere,« siger Gerald Knaus.

»Vi skal langt hurtigere afgøre, om de her mennesker får asyl eller ej. Samtidig skal vi så synligt og hurtigt som muligt sende dem tilbage til deres oprindelseslande, men det kræver netop aftaler med landene.«

En rimelig frist er i sociologens øjne to måneder. Det kræver veluddannet personale, gode tolke og en solid retslig rådgivning. At det er muligt, viser det hollandske asylsystem, mener Knaus.

»Hvis vi gør det her til et europæisk projekt, så ville det ressourcemæssigt sagtens kunne lade sig gøre at skabe ordnede forhold og hurtige asylprocesser f.eks. ved europæiske hotspots for de asylansøgere, der kommer til Italien. Lige nu er de eksisterende hotspots jo en katastrofe. Det er vildt improviserede lejre, der kun tjener ét formål, nemlig at afskrække med deres elendighed.«

»Der er jo opstået en konkurrence, et ræs mod bunden om at behandle asylansøgere så dårligt som muligt for at få dem til at drage videre til andre Schengen-lande,« siger han.

»Selvfølgelig kan alle europæiske lande forsøge at behandle flygtninge så elendigt, at de overvejer at blive i f.eks. Libyen. Men så må vi som europæere vide og indrømme, hvor langt der er ned til den bund.«

Danmark er her et af de lande, som Gerald Knaus ikke er imponeret af.

»Når man har en grænse på under 100 kilometer, kan en grænselukning lade sig gøre. Så fikser man problemet for sig selv og begynder at diskutere urealistiske forslag, som umiddelbart lyder godt, men som ikke mere handler om løsninger for Europa eller Schengen, men om at sende signaler indadtil,« siger han.

Hvad tænker han så om integrationsminister Inger Støjbergs lagkage for at fejre 50 udlændingestramninger? Gerald Knaus kigger hovedrystende ud ad vinduet.

»Hvor skal jeg begynde? Jo, det vigtigste er at understrege, at de ikke er realisterne, som de påstår. De er fornægterne. De kan lave deres symbolske shows, fordi de bare skubber problemet rundt i Europa. Men overordnet betragtet løser de ingen problemer.«

Effektive projekter

At Europa for fremtiden skulle alliere sig med alskens tvivlsomme stater i bilaterale aftaler, ser Gerald Knaus helt roligt på. Det gælder også Tyrkiet, hvor forholdet ikke just er blevet nemmere efter militærkuppet i 2016. Med henvisning til Holland og Tyskland, som er to af de mest Tyrkiet-kritiske lande i Europa, og som samtidig stod bag aftalen, benægter han, at den slags samarbejde skulle gøre det umuligt for Europa at holde en kritisk distance.

»Jeg vil vende argumentet om og hævde: Hvis vi ikke støttede Tyrkiet og arbejdede sammen om flygtninge, ville forholdet være endnu dårligere, og vi ville have endnu mindre indflydelse,« siger Gerald Knaus.

»Hvis Europa ville lægge mere pres på Tyrkiet, ville flygtninge være et meget dårligt sted at starte. EU har en lang fælles grænse og en toldunion med Tyrkiet. Selvfølgelig er vi også afhængige af dem.«

Denne situation afspejler et paradoks i europæisk politik, mener Knaus. De fleste regeringer står nemlig i kø for at kritisere både Tyrkiet og Tyrkiet-aftalen, men der er ingen, der for alvor vil skippe aftalen, og der er ingen, der kommer med konkrete alternativer.

Heller ikke den ringe kontrol med de over 40 mia. kroner, som Tyrkiet har fået af EU, ser han som et argument for at droppe aftalen. For det første er beløbet en dråbe i havet sammenlignet med Tyrkiets udgifter til de 3,5 mio. flygtninge i landet. For det andet er der ved alle former for humanitær hjælp en fare for, at nogle af midlerne misbruges, mener Knaus.

»I Tyrkiet var der et pres for at skabe så hurtige, simple og effektive projekter som muligt,« siger han.

»Det bedste projekt har i mine øjne været social cards, en slags kreditkort til den enkelte flygtning med beskedne beløb. Det kommer de ramte direkte til gode. Og det er penge, som flyder direkte ind i den tyrkiske økonomi. Den slags projekter burde vi udbrede langt mere. Kort og godt fordi de virker.«

Pragmatisk humanisme

Man kan godt mærke på Gerald Knaus, at han er vant til at være under beskydning fra alle sider. Både fra højrefløjen, der kritiserer ham for at indlade sig på aftaler med diktatoriske stater som Tyrkiet og for at insistere på reguleret migration og retten til asyl. Og fra NGO’er og venstrefløjen, der mener, at han ser stort på menneskerettigheder i Tyrkiet, og at han indirekte er ved at skabe et fort Europa.

Selv holder han fast i, at flertallet i Europa stadig ønsker humane løsninger, der på én gang dæmmer op for masseindvandring og opretholder retten til asyl.

»Når menneskerettighedsorganisationer kommer med deres kategoriske kritik, tager de desværre argumenterne ud af midterpartiernes hænder og lægger dem på den yderste højrefløj, hvor man siger: Hvorfor skulle vi optage nogen som helst flygtninge? Hvorfor skulle vi overhovedet yde politisk asyl?« siger Knaus.

»Hvis det de sidste år var lykkedes menneskerettighedsorganisationerne at komme med bare ét eneste konkret forslag til en politisk praksis, så ville jeg lytte. Men de er ikke kommet. I politik findes der ingen humanisme uden pragmatisme.«

Gerald Knaus tegner et berømt moralfilosofisk dilemma med en løbsk sporvogn på en serviet: Du styrer sporskiftet og kan aktivt sørge for, at ikke fem, men kun én person bliver slået ihjel.

»Ren moral – det findes ikke i den her verden. Når 14.000 mennesker drukner i Middelhavet i løbet af fire år, så står vi her.«

Han peger på sporskiftet på servietten.

»Desuden skal personen, der står her og styrer, skabe flertal for sin politik og vinde valg i sit hjemland. Det kræver et koncept, som kan formidles,« siger han.

»Du har desværre den udfordring, at den anden fløj har de simple argumenter, nemlig den voldelige løsning. For de EU-fjendtlige partier handler det ikke om, hvor mange der kommer, eller hvor mange der bliver reddet, men udelukkende om den fantasi, at der overhovedet ikke kommer nogen – koste hvad det vil. Det håber jeg ikke, Europa vil.«