Læsetid: 15 min.

Efter otte års upopulær sparepolitik forsøger Grækenland at gøre sig fri

Grækenland er på vej ud af sin tredje og dermed Europas foreløbigt sidste ’redningspakke’. Mens de øvrige programmer i Cypern, Spanien, Irland og især i Portugal har virket efter hensigten, hænger Grækenlands exit stadig i en tynd tråd, mener den tyske økonom Klaus Schrader
Tilbage i 2010 var der i månedsvis folkelige protester mod de skrappe økonomiske reformer, som Grækenland skulle levere som modydelse for EU’s låneprogrammer. I december 2010 gik omkring 200 demonstranter hårdt til den tidligere konservative transportminister Kostis Hatzidakis, som blev overfaldet på vej ud af parlamentet. »Tyv« og »skam dig«, råbte de ad den konservative politiker, som også blev overdynget af spark og knytnæveslag, før det lykkedes ham at flygte ind i en nærliggende bygning.

Tilbage i 2010 var der i månedsvis folkelige protester mod de skrappe økonomiske reformer, som Grækenland skulle levere som modydelse for EU’s låneprogrammer. I december 2010 gik omkring 200 demonstranter hårdt til den tidligere konservative transportminister Kostis Hatzidakis, som blev overfaldet på vej ud af parlamentet. »Tyv« og »skam dig«, råbte de ad den konservative politiker, som også blev overdynget af spark og knytnæveslag, før det lykkedes ham at flygte ind i en nærliggende bygning.

Angelos Tzortzinis

12. juni 2018

Krisemødet foregik en forårsnat i maj 2010. Europas finansverden havde i ugevis kigget ængsteligt på Grækenland, hvis økonomiske krise man frygtede havde potentialet til at trække resten af eurozonen med i afgrunden. Efter midnat begyndte nervøsiteten at brede sig blandt de europæiske finansministre, fordi børsen i Sidney snart ville åbne. Her kunne nyheden om, at Europa ikke kunne få styr på sin lokale krise skabe en global dominoeffekt.

Den daværende franske finansminister Christine Lagarde tog ordet med budskabet: børsåbningen i Sidney skal vi nok klare, men der skal være en løsning på bordet, før børsen i Tokyo åbner to timer senere.

I de følgende timer strikkede de europæiske finansministre og Den Internationale Valutafond (IMF) en gigantisk ’eurostabiliseringspakke’ sammen. Alene det insolvente Grækenland fik stillet 110 milliarder euro i udsigt. Under voldsomme protester fra de græske borgere, der anede, hvad de stod over for, blev de medfølgende spareprogrammer og reformkrav de følgende dage pisket gennem det græske parlament.

I bogen Game Over skulle den daværende græske finansminister Giorgos Papakonstantinou – trods gentagen kritik af sit land, der havde levet langt over evne – senere hævde, at »Grækenland reddede euroen«:

»Grækenland var som en kanariefugl i en kulmine – i en mere omfattende systemisk krise i hele EU,« skriver han med henvisning til de følsomme fugle, der tidligere blev brugt i miner til at varsle giftige gasser. Længe før mennesket selv oplever fare på færde, falder kanariefuglen død om og giver dermed et praj om, at det er på tide at komme ud.

De europæiske redningsprogrammer siden 2010

Først oprettede eurolandene den foreløbige europæiske redningspakke EFSF (European Financial Stability Facility) og i 2012 den permanente stabiliseringsmekanisme ESM (European Stability Mechanism). I reglen har IMF (Den Internationale Valutafond) også været involveret i redningspakkerne.

I alt har de europæiske redningspakker og nødkreditter rundet 600 milliarder euro, hvor Tyskland hæfter for den største del. Det er dog ikke alle pengene, der er blevet overført.

Det er yderst omstridt, hvilken effekt spareprogrammerne og redningpakkerne har haft i de respektive lande, ikke mindst i Grækenland, hvor de kritiseres for at ødelægge både demokratiet og muligheden for vækst.

Overlevelse på markedsvilkår

Grækenland skulle opleve yderligere to ’redningspakker’, og i dag otte år efter står landet endelig til at kunne forlade den sidste redningspakke og vende tilbage til mere normale tilstande. Den 21. juni skal afslutningen på den tredje redningspakke forhandles på plads, og efter planen stopper den til august.

Midt i den truende italienske krise bliver det samtidig den foreløbige afslutning på en epoke i euroens omtumlede historie.

Før eurokrisens udbrud gjaldt den europæiske aftale om, at alle lande i eurozonen selv er ansvarlig for deres egen gæld. Under slagordet ’no bailout’ hedder det i Maastricht-traktatens artikel 104b, at hverken fællesskabet eller medlemslande i eurozonen må hæfte for andre medlemslandes gæld.

Da krisen i Grækenland for alvor bredte sig, blev det i løbet af 2010 klart, at det ville blive umuligt at overholde denne regel, hvis Grækenland skulle beholde euroen uden at gå bankerot med uoverskuelige følger for banker og stater i hele eurozonen.

I begyndelsen blev Grækenland set som et særtilfælde. Men efter Grækenland måtte også Irland, Portugal, Spanien og Cypern gå gennem låneprogrammer eller ’redningspakker’, som kreditprogrammerne ofte betegnes på dansk.

»Set fra et rent økonomisk synspunkt er målsætningerne for landene blevet opfyldt, idet de har kunnet refinansiere sig selv på markedsvilkår,« siger økonomen Klaus Schrader, der som forsker ved det tyske Institut for Verdensøkonomi, IfW, og som har fulgt de europæiske kriser tæt.

Som regelret tysk økonom fokuserer Klaus Schrader på statsgælden i de enkelte lande og på sparepolitikkens evne til at genskabe finansmarkedernes tillid til de kriseramte økonomier – og til euroen som helhed. Han har defor indvilget i det ambitiøse forsøg at give et overblik over låneprogrammerne, og om de har levet op til det, de blev sat i verden for. Hvad de mere bredt har haft af voldsomme virkninger i det græske samfund, behandler vi i en senere artikel.

»Om programmerne har været succesfulde, og om de har hjulpet landene, er et andet spørgsmål. Det står fast, at låneprogrammerne var et brud med euroreglerne af nød, og at målet var at begrænse disse regelbrud så meget som muligt,« siger Klaus Schrader.

Grækenlands premierminister siden 2015, Alexis Tsipras, har lovet et »rent snit« og et endeligt farvel til de forhadte spareprogrammer, mens blandt andre EU’s valutakommissær Pierre Moscovici endnu taler om »uopfyldte reformanstrengelser«.

Den såkaldte Trojka af långivere i EU-Kommissionen, den Europæiske Centralbank (ECB) og den Internationale Valutafond (IMF) vil derfor holde det dybt forgældede land i kort snor i lang tid endnu – også selvom det måtte lykkes for landet at få ny kapital på finansmarkederne.

»Det forbliver et åbent spørgsmål, om der på finansmarkederne hersker tilstrækkelig tillid til, at landet kan tilbagebetale sin nye gæld. Det hjælper ikke meget, hvis det kun er kapitalfonde, der begynder at se Grækenland som en gunstig investeringsmulighed. Så forbliver det ren roulette. De seriøse spillere skal også se Grækenland som en sikker havn at investere i. Jeg frygter, at det ikke bliver tilfældet allerede her i 2018,« siger Klaus Schrader.

I den tyske forskers øjne er der en række påfaldende ligheder mellem kriselandene, der i årene op til finans- og eurokrisen bl.a. havde forsømt at investere i at blive internationalt konkurrencedygtige for i stedet at pumpe væksten op med et boom i bolig- og finanssektoren. Desuden stod de alle pludselig med en hård valuta, altså euroen, og med hidtil uset lave renter, der »ændrede gældskulturen drastisk både statsligt og privat«, som Klaus Schrader formulerer det.

»Ud over stigende gæld kunne landene ikke mere devaluere og øge deres konkurrenceevne ad den vej, så med en hård valuta som euroen var man tvunget til at skabe stærke strukturreformer,« siger han.

Hjælpeprogrammer i Grækenland

Bankpakke 1: Fra 2010 til 2013:

  • Omfang: 110 mia. euro, heraf blev 73 mia. euro udbetalt, mens resten blev overført til redningspakke Grækenland 2
  • Långivere: Bilaterale kreditter fra IMF og eurolandene
  • Baggrund: Udløst af den globale finanskrise og af til dels tilslørede økonomiske problemer i den græske stat opstod der i løbet af 2009 og 2010 en omfattende græsk krise, der bl.a. fik renterne på græske statsobligationer til at stige markant. Under den stigende trussel om en statsbankerot endte EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond (den såkaldte Trojka) i maj med at skabe en hjælpepakke på 110 mia. euro mod løfte om omfattende spareprogrammer, privatiseringer og strukturreformer. Midlerne blev overvejende brugt til gældsafskrivning. De europæiske midler i redningspakken, der opstod før redningsmekanismen ESM blev oprettet, skal først tilbagebetales fra 2020, men Grækenland betaler allerede store rentebeløb. Ca. 20 mia. euro fra IMF er dog allerede betalt tilbage.

Bankpakke 2: Fra 2012 til 2014:

  • Omfang: 164 mia. euro, heraf blev 143 mia. euro udbetalt, mens en del af det øvrige beløb blev overført til redningspakke Grækenland 3
  • Långivere: EFSF samt IMF
  • Baggrund: Allerede første udbetaling på 34,3 mia. euro skete mod, at der blev oprettet græske sparetiltag. Beløbene blev overvejende brugt til kapitalindsprøjtninger til nødlidende banker og hermed også til stabilisering af bl.a. italienske, franske og tyske pengeinstitutter. Alene Tyskland hæftede for 29 procent af de 144 mia. euro, som EFSF havde bidraget med. I løbet af programmet imødekom eurolandene bl.a. Grækenland med længere løbetider på lånene. I juni 2015 endte programmet, og der gik hårdknude i reformforhandlingerne. I juli blev eurolandene og Grækenland enige om at skabe en tredje redningspakke, der efter bitre forhandlinger blev landet i august 2015.

Bankpakke 3: Fra 2015 til 2018:

  • Omfang: 86 mia. euro, heraf er ca. halvdelen overført over flere omgange efter gennemførsel af spareprogrammer og reformer.
  • Långivere: ESM
  • Baggrund: Eurolandene prøvede forgæves at få IMF med i en aftale, hvilket i den internationale finansverden ville være en blåstempling af redningspakken. Først i juli 2017 indvilgede IMF i at bidrage med et beskedent beløb, som endnu ikke er udbetalt. Selvom Grækenland kæmpede med minusvækst og stigende arbejdsløshed, skulle landet fortsat gennemføre en række reformer og sparetiltag for at få udbetalt dele af hjælpepakken fra ESM.

Kilder: IMF, ESM, Financial Times, EU-kommissionen, ESMT Berlin, Die ZEIT, ARD, Washington Post mm.

De forskellige kriser

Ved siden af lighederne er der selvsagt også en række afgørende forskelle på de lande, der i løbet af de kommende år måtte underlægge sig de forskellige redningspakker, understreger Klaus Schrader, før han foretager en turboforelæsning om de enkelte landes økonomiske udvikling før og efter euro-indførelsen.

Irland var overordnet en succeshistorie, idet landet fra 1980’erne tiltrak meget industri, mens den eksploderende finanssektor i 1990’erne sidenhen skulle føre til en regulær bankkrise.

»Det irske program 2010-2013 var derfor også forholdsvist begrænset. Til forskel fra Grækenland og Portugal var der ikke tale om store strukturreformer.«

I Spanien udspillede sig en noget lignende historie, hvor redningsprogrammerne overvejende handlede om en restrukturering og refinansiering af de spanske banker, hvormed landet aldrig blev udsat for et bailout-program, der kan sammenlignes med det græske.

Cypern er en historie for sig, hvor en række banker var raget i problemer i kølvandet på krisen i Grækenland, hvis statsobligationer de cypriotiske banker i høj grad sad på. Da det ikke mindst handlede om enorme russiske summer, nægtede eurolandene at foretage gennemgribende bankredninger, da europæiske skattepenge dermed ville komme russiske oligarker til gode, fortæller Klaus Schrader. Ud over nogle overskuelige arbejdsmarkedsreformer og krav om større konkurrence i den cypriotiske stat var det derfor overvejende banksektoren, der var mål for programmerne.

Hjælpeprogrammer Irland

Fra 2010 til 2013:

  • Omfang: 85 mia. euro.
  • Långivere: EFSF, ESM, IMF, Storbritannien, Sverige, Danmark og irske pensionsfonde.
  • Baggrund: Efter en himmelflugt i den private og statslige gældsættelse i 00’erne fik Irland brug for finansiel hjælp, der især var nødvendig efter de enorme omkostninger ved den irske stats redning af de nationale banker. Betingelser for hjælpepakken var bl.a., at Irland skulle reformere sit banksystem og formindske landets finanssektor. Med sit udgangspunkt i banksektoren var krisen i Irland således et særtilfælde i forhold til de sydeuropæiske kriser, der overvejende har udgangspunkt i statslige gældsproblemer.

Kilder: IMF, ESM, Financial Times, EU-kommissionen, ESMT Berlin, Die ZEIT, ARD, Washington Post mm.

Og så var der Portugal

Portugal er ligesom Grækenland det land, der har oplevet de mest omfattende spareprogrammer, hvor kreditorerne blandt andet har krævet grundlæggende reformer af samfundets økonomiske strukturer. Det gælder fra lønudvikling over ansættelsesregler til den offentlige forvaltning, men også iværksætteres adgang til markedet, og at der er åbne konkurrencevilkår ud fra Verdensbankens såkaldte doing business-kriterier, hvor især Grækenland længe har ligget meget skidt i feltet, siger Klaus Schrader.

»Set med økonomens øjne kan man tale om en lille succes. Portugal har atter beskeden vækst, der er taget hul på afgørende strukturreformer, hvor arbejdsmarkedsstrukturerne gøres mere fleksible og sektoren for tjenesteydelser åbnes, men der skabes også pensionsreformer og besparelser i den offentlige sektor,« siger Klaus Schrader.

»Portugal er stadig under overvågning, så her justeres stadig og efterses, om tiltagene fungerer efter hensigten.«

I dag har Portugal en vækst på omkring to procent. Der er således ikke tale om et økonomisk mirakel, men om en forsigtig stabilisering, understreger Klaus Schrader.

»Det industrielle og økonomiske udgangspunkt var markant bedre i Portugal. Men der har også været en helt anden åbenhed i forhold til at omsætte reformerne i praksis. Grækerne ser nærmest reformpolitikken som en okkupation af landet, selvom det lider af udbredt klientelisme i det politiske system, af problemer i statsforvaltningen og i retssystemet,« siger han.

»Demokratiteoretisk er betænkelighederne og modstanden forståelig. Men landet har indvilget i at indgå i eurozonen, hvor reglerne lå fast på forhånd. Det havde måske været bedre at droppe bailout-programmerne og lade Grækenland stå for sin redning uden for euroen, men det er et politisk spørgsmål. Som økonom har det været … tvivlsomt at følge med i, hvordan landet mod sin politiske vilje blev påtvunget reformer af en Trojka, der blev set som en kolonimagt. Det er et meget skidt udgangspunkt,« siger Klaus Schrader.

– Burde Grækenland ikke have fået en reel gældsnedskrivning i stedet for programmer, der især handlede om at redde de tyske banker og ...

»Det med, at det overvejende var tyske banker, passer ikke,« afbryder Klaus Schrader.

»I første linje handler det om græske banker, herefter de italienske, franske og tyske. Og man skal heller ikke glemme, at det i form af ESM (den europæiske stabiliseringsmekanisme, red.) og ECB er eurolandene, altså statslige långivere, der har skudt flest midler ind. Så de europæiske skatteydere er direkte eller indirekte blevet de største långivere.«

Klaus Schrader peger på, at der løbende har været mindre gældsomlægninger, markante rentesænkninger og forlængelse af løbetiderne på lånene, som de facto minder om gældssaneringer. Indvendingen om, at kun omkring fem procent af kreditterne i de første to hjælpepakker kom den græske stat og borgerne til gode, ser han ikke som et argument for en gældsnedskrivning i sig selv – heller ikke selv om man i Bruxelles havde lukket øjnene for de græske problemer før eurooptaget.

»Soklen af gæld har den græske stat nu engang selv skabt i 00’erne, hvor man med euroen pludselig stod med en hård valuta og kunne gældsætte sig til meget gunstige betingelser. Ved krisen stod ikke bare græske, men også en række vesteuropæiske banker foran det store spørgsmål: Tør vi risikere den store dominoeffekt, hvis vi afskriver den enorme græske gæld?«

Hjælpeprogrammer i Portugal

Fra 2011 til 2014:

  • Omfang: 79,5 mia. euro
  • Långivere: EFSF, ESM, IMF
  • Baggrund: I 2011 skulle Portugal blive det tredje land, der blev pålagt en finansiel hjælpepakke. I de følgende år opfyldte landet alle reformkrav fra Trojkaen (IMF, EU-Kommissionen og ECB): lavere statsudgifter og lønninger, øgede skatter, privatisering af statslige virksomheder osv. Efter hjælpeprogrammet talte IMF om en »betinget succes«, fordi gældsniveauet ikke faldt som håbet, og fattigdommen steg. Allerede fra 2012 lykkedes det landet at opnå kreditter på finansmarkederne. Programmet sluttede planmæssigt i 2014 uden overgangskreditter. Siden 2017 har landet atter levet op til Maastricht-kriterierne.

Kilder: IMF, ESM, Financial Times, EU-kommissionen, ESMT Berlin, Die ZEIT, ARD, Washington Post mm.

Nødvendige reformer

Selv om IMF pressede på for gældsnedskrivning, forblev EU’s og ikke mindst Tysklands svar negativt.

Klaus Schrader medgiver, at reformprocesserne har været smertefulde for de ofte sagesløse græske borgere, men han ser med egne ord funktionelt på, om landet atter opnår tilstrækkelig kreditværdighed og dermed kan stå på egne ben, når den tredje – og dermed den sidste europæiske – hjælpepakke efter planen udløber til august.

For i 2017 skabte den græske stat godt nok et primæroverskud før afbetalinger på gælden på mere end fire procent, men den statslige bruttogæld er stadig på 317 milliarder euro eller 179 procent af BNP, væksten er yderst skrøbelig, og arbejdsløsheden falder kun meget langsomt.

Hvor en lang række internationale økonomer mener, at Trojkaens sparepolitik ødelægger alle muligheder for græsk vækst, taler Klaus Schrader om »nødvendige reformer«.

»Bæredygtighed på lang sigt forudsætter, at et land får en funktionsdygtig forvaltning og justitssystem og er i stand til at skabe konkurrencedygtige strukturer. Det handlede i Grækenland om meget grundlæggende ting, som ikke nødvendigvis kan rettes op på otte år,« siger han.

»Hvis man kan drage en lære på tværs af de europæiske kriser, så må det være, at bailout-programmerne i sig selv ikke kan løse grundlæggende strukturproblemer. De skal løses af landene selv.«

Hvor Grækenland står – eller bliver kørt hen – i det spil, skal nu forhandles på mødet med eurogruppens finansministre den 21. juni. Et stridspunkt er her, om Grækenland kan gennemgå de afsluttende tjek af programmet, så landet kan få de sidste 10-12 milliarder euro fra redningsmekanismen ESM, som skal udgøre en slags buffer for at holde landet flydende i udfasningen af den sidste redningspakke fra august. Ikke mindst det tyske finansministerium insisterer her på at holde grækerne i kort snor i overvågningen af reformprocesserne de næste år.

»Igen er succesparameteret, at Grækenland kan holde sig inde på finansmarkederne og undgå at falde tilbage i flere hjælpeprogrammer,« siger Klaus Schrader.

»Så længe Grækenland ikke selv for alvor ønsker at gå ad den her vej, kan man godt frygte, at det ikke vil lykkes. Her kan man med rette spørge, om euroen er den rigtige valuta for Grækenland. Men som det har været tilfældet hele vejen gennem krisen, ville alene diskussionen om udtrædelse af euroen kunne bringe hele valutaen i fare.«

Hjælpeprogrammer i Spanien

Fra 2012 til 2014:

  • Omfang: Op til 100 mia. euro, heraf er ca. 41 mia. udbetalt.
  • Långivere: EFSF og ESM
  • Baggrund: Efter den spanske boligboble var brast, imødekom eurolandene i sommeren 2012 en anmodning fra Spanien om støtte til landets nødlidende banker på op til 100 mia. euro. I december 2012 blev det til en konkret anmodning om en kredit på 39,5 mia. euro, som blev overført til det spanske redningsfond FROB, som den spanske stat hæfter for. Kort efter den planlagte afslutning på programmet i 2014 påbegyndte Spanien tilbagebetalingen. Resten skal betales fra 2022 i årsrater a knap seks mia. euro.

Kilder: IMF, ESM, Financial Times, EU-kommissionen, ESMT Berlin, Die ZEIT, ARD, Washington Post mm.

Grækenlands redning

Med Klaus Schraders økonomiske og teknokratiske briller står Europa stadig i det problem, at det undergraver regelsættet omkring euroen, når man fortsat gradbøjer de regler, som eurozonen har pålagt sig selv med blandt andet gældskriterierne, der siger, at et land maksimalt må have tre procents underskud i forhold til BNP.

Han ser meget skeptisk på, at den igangværende kamp om euroens fremtid, hvor den ny italienske regering og landets potentielle krise virker som benzin på bålet, skulle være det endegyldige belæg for, at deficitreglerne i bedste fald er en nordeuropæisk fordel, der samtidig hæmmer væksten i Sydeuropa og splitter eurozonen.

»Det er et politisk spørgsmål, som blandt andet indebærer, om man vil lave en stabilitetsorienteret eller en keynesiansk politik. Vi har nu engang skabt et forretningsgrundlag for euroen, som de enkelte lande som Holland, Tyskland og Frankrig har droppet deres egne valutaer til fordel for. Hvis man vil ændre dette forretningsgrundlag, må hele aftalen forhandles på ny,« mener Klaus Schrader.

»Selvfølgelig kan der være bedre løsninger, men de bør ikke skabes med afpresning. Som økonom vil jeg samtidig holde fast i, at problemet jo ikke just er, at de europæiske lande har for lidt gæld, men at de – mest ekstremt i Grækenlands tilfælde – sidder på bjerge af gæld, både statslig og i form af kriseramte banker.«

Hvad den tidligere græske finansminister Giorgos Papakonstantinous billede med kanariefuglen i kulminen angår, kan Klaus Schrader godt se en vis pointe i historien.

»Grækenland blev jo et forvarsel om kriser i en række europæiske økonomier,« siger han.

»Men hvor krisen i syd læses som et systemisk problem i euroen som hård valuta, bliver den i nord nærmere set som et langt brud på de europæiske aftaler, som alle har indvilget i.«

Det har ikke bare truet euroens eksistens, men også skabt stærke strømninger i Nordeuropa, der trækker den modsatte vej. Mest ekstremt ses det i det tyske højrefløjsparti Alternative für Deutschland, der blev født ud af fortællingen om, at Tyskland betaler for de sydeuropæiske landes krise. Og så er der den lille hage ved lignelsen om den græske kanariefugl, at den måske nok lugtede de giftige gasser, men den faldt ikke død om – Grækenland trådte ikke ud af euroen.

»Efter otte år med europæiske hjælpepakker kan de økonomiske problemer i Italien åbne helt nye dimensioner,« medgiver Klaus Schrader.

»Der er ingen, der ved deres fulde fem ville påstå, at Italien – eurozonens tredjestørste økonomi – kan reddes af et bailout-program, hvis landet for alvor kommer i økonomiske problemer.«

Hjælpeprogrammer i Cypern

Fra 2013 til 2016:

  • Omfang: Ti mia. euro
  • Långivere: ESM og IMF
  • Baggrund: Den cypriotiske krise fra 2013 fulgte ikke mindst i kølvandet på den græske gældskrise, der ramte flere cypriotiske storbanker. De blev delvist statsliggjorte og tyngede dermed den pressede cypriotiske stat yderligere. Af de ti mia. euro, som IMF og især EU/ECB stillede til rådighed, blev de fleste stillet mod kredithjælp til den cypriotiske stat, mens 2,5 mia. euro skulle bruges på at stabilisere den cypriotiske banksektor. Her blev storbankerne Bank of Cyprus og Laiki Bank undsagt hjælp, da de sad på en stor mængde lyssky russiske midler. Resultatet blev bl.a. stærke nedskrivninger af tilgodehavender i Bank of Cyprus, mens Laiki Bank blev splittet op. Cyperns økonomi gennemgik tunge reformer, men landet endte med ’kun’ at bruge godt syv af de ti mia. euro, som stod til rådighed som kreditter.

Kilder: IMF, ESM, Financial Times, EU-kommissionen, ESMT Berlin, Die ZEIT, ARD, Washington Post mm.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • Torben K L Jensen
Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

EU´s ulykke - de ultra-ortodokse ordo-liberalistiske tyske økonomers jerngreb om eurozonen har medført det oprør der er i gang i det sydlige Europa. De vil hellere lade hele lortet ryge før de erkender at de tog fejl. Jeg tror sgu de kommer fra det radikale venstre.

Christina Petterson, Anne Mette Jørgensen, Katrine Damm, Jan Pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Henrik Peter Bentzen anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

Og efter Grækenland har efterlevet de anbefalinger de fik, er økonomien ved at komme på fode igen.

"Vi hader jer fordi i har hjulpet os"??????

Og Italien kommer næste gang. Med massive arbejdsmarkedsreformer for at sikre at der er nogen der vil ansætte medarbejdere..

Torben K L Jensen

Hjulpet Niels ? Hvad med : Gæld 119 % af til 180 % af BNP samtidig med en ungdomsarbejdsløshed på omkr. 50 % og et 30 % fattigere Grækenland. Det kalder jeg en en bjørnetjeneste.

Michael Friis, Peter Beck-Lauritzen, Anne Mette Jørgensen, Katrine Damm, Jan Pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Henrik Peter Bentzen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En meget fin artikel, der på en oplysende måde forsøger at skabe klarhed over nogle forløb, og samtidig er i stand til at vise, hvilke valg der undervejs er truffet, og at andre valg havde været mulige.

I modsætning til en tidligere artikel, "Analyse: EU satser på mere budgetdisciplin, og sender bankunionen til tælling", hvor den politiske vinkling og placeringen af et skyldsspørgsmål kommer til at spærre for en forståelse af årsagerne til, hvorfor situationen, ikke særligt konstruktivt, resulterer i en forøget vægtning og opmærksomhed på budgetdisciplin og nogle meget begrænsede ønsker om, hvad bankunionen skal udvikle sig til i de kommende år.
https://www.information.dk/udland/2018/06/analyse-eu-satser-paa-mere-bud...

Peter Beck-Lauritzen

Grækenland mishandles af borgerne; betaler ikke skat. Ministre overfører penge til personlige konti i CH. Korruption, snyd og bedrag er dagens orden. Ligeså i Spanien, Italien og Portugal. Uskikken breder sig op sydfra til vore kanter.
Kanske vi skal afskaffe storebror EU og så nøjes med en handels-union?

Karen Helveg

En god oversigt. Jeg savner dog fremstillingen af, hvordan EU og ECB overkom no-bailout klausulen. Det gjorde de ved at skabe, hvad der bedst kan sammenlignes med special purpose vehicles, dvs. strukturer, der tilsyneladende er i armslængde af de organisationer, der står bag. På det punkt fik man virkelig tilpasset sig. Endog er EU traktaten ændret for at tillade skabelsen af den permanente ESM-mekanisme.

Mht Cypern savner jeg, at en haircut på deposita på mere end 100.000 euroer var en del af pakken, dvs. kreditorer deltog i redningen. I første omgang ønskede troikaen, at meget mindre sparere skulle deltage, men det er rigtigt, at de vel mente, at de mere end 100.000 mest ville ramme rige russere.

Også Grækenland fik en form for haircut på sin gæld. 200 milliarder i obligationer holdt i private banker blev skåret ned med 107 milliarder. Men der var også en masse kompensation.

Et vigtigt punkt i alt det her er, at man finansierede pakkerne med finans, ikke skatteyderpenge. Bortset fra meget lidt indbetalt kapital, er det meste af den kapital der indgår i ESM blot garantier, der først kommer til udbetaling, når og hvis låntagerne ikke overholder deres forpligtelser. Og det sørger man for de gør. Så Grækenland skal betale tilbage ud af et reduceret statsbudget, mens vi her i Nord blot sender nogle omkostningsløse garantier af sted.

Nils Bøjden

"Hjulpet Niels ? Hvad med : Gæld 119 % af til 180 % af BNP samtidig med en ungdomsarbejdsløshed på omkr. 50 % og et 30 % fattigere Grækenland. Det kalder jeg en en bjørnetjeneste."

Jeg kan love dig for at det har hjulpet. Men de mangler stadig arbejdsmarkedsreformer "!ligesom Italien", at få hæve pensionsalderen "når nu befolkninger bliver meget ældre ligesom i Danmark" og en del skattereformer for at få inddrevet skatter

https://di.dk/SiteCollectionDocuments/Opinion/Konjunktur/Markedfokus/Gr%...

Og vi pumper penge ind i Grækenland i store mængder. Og hvis vi ikke havde gjort det ville grækerne for alvor være på røven