Selv i sin sidste kanslerperiode træder Merkel ikke på den europæiske gaspedal, men fortsætter sine pragmatiske museskridt

»Angela Merkel ødelægger Macrons drømme.«

Så entydigt lyder dommen fra den franske økonom Pierre Briançon i magasinet Politico, efter at den tyske kansler i de forgangne dage – cirka 250 dage efter den nyvalgte Emmanuel Macrons flammende Sorbonne-tale om Europas fremtid – har svaret på den franske præsidents forslag.

Økonomen ser det dermed som en tom høflighedsfrase, da den officielle melding fra Paris lød, at det var glædeligt, at Merkel endelig svarer på Macrons tilnærmelser, og at hun deler den franske præsidents logik om, at Europa i højere grad må forsvare sine egne interesser.

»Berlin vil smide lidt flere penge på bordet og acceptere lidt mere risikodeling,« mener Briançon derimod.

»Men Frankrig og resten af eurozonen kan begrave alt håb om, at Tyskland vil vove det store spring ud i en integration af eurozonen ved at godkende noget, der bare minder om en fuldt udfoldet fiskalunion.«

Hjælp til selvhjælp

Omstændighederne understøtter den franske økonoms pessimistiske læsning. Efter otte måneders tøven, hvor den svækkede Merkels svar i bedste fald kunne læses mellem linjerne i regeringskontrakten mellem CDU/CSU og SPD, udtalte hun sig for første gang detaljeret om sine forestillinger om EU’s og eurozonens fremtid i et interview i Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung (FAS).

Mandag eftermiddag uddybede hun sit standpunkt, da hun til de tilstedeværendes undren brugte det meste af sin taletid på en konference om bæredygtighed og miljø i Berlin på at tale om Europa.

»Solidaritet må aldrig lede til en gældsunion, men må komme i en form, hvor det er hjælp til selvhjælp,« udtalte Merkel til FAS.

»Ud af den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM, red.) vil vi skabe en europæisk valutafond (…). Hvis eurozonen er i fare, skal den europæiske valutafond som hidtil kunne give langsigtede kreditter for at hjælpe enkelte lande. Det skal dreje sig om kreditter med en løbetid på 30 år, som indbefatter kravet om vidtgående reformer.«

At også mindre og kortere kreditter skal være mulige mod reformer, fik ikke Merkels kritikere til at holde sig fra at pointere, at der ikke er tale om nogen nyskabelse.

Ved begge lejligheder udtalte Merkel sig ligeledes for at styrke EU og euroen, mens hun understregede, at EU ikke må udvikle sig til en gældsunion. Samtidig blev hun for første gang konkret i forhold til det europæiske investeringsbudget, som Macron er gået i brechen for.

Men hvor Macron sidste år nævnte et budget på »et par procent af eurozonens BNP«, talte Merkel om »et lavt tocifret milliardbeløb« i euro. Selv med den bedste vilje lander Merkels budgetforslag på omkring en tiendedel af Macrons yderst ambitiøse forslag til et eurozone-budget.

Det har fået kritikere i både tyske og franske medier til at påpege, at det rimer dårligt på den »hurtigere økonomiske konvergens mellem medlemsstaterne«, som Merkel også advokerede for. Hendes middel var nemlig begrænset til at styrke den europæiske innovationsevne med målrettede investeringspuljer.

Defensiv Merkel

I interviewet med FAS talte Merkel ligeledes for et mere ensrettet europæisk asylsystem og en »fælles europæisk flygtningemyndighed, der gennemfører asylprocesser ved EU’s ydre grænser«. Men med henblik på den ny regering i Italien, der kræver større solidaritet fra alle medlemslande, er hun i interviewet mere defensiv i forhold til at medlemslande, der nægter at tage kvoteflygtninge, skal kunne købe sig fri af forpligtelsen.

I forhold til at omskabe Frontex til et egentligt europæisk grænsepoliti og i forhold til stærkere støtte og kontrol i nordafrikanske lande imødekom Merkel ligeledes Macron.

Selvom Merkel bekræftede Macrons idé om europæiske tropper, der kan intervenere uden for Nato-regi, var der også her afgørende forskelle. Mens Macron især ønsker sig mere fleksibilitet, insisterer Merkel fortsat på, at de europæiske tropper skal indbindes i de spæde strukturer omkring PESCO-samarbejdet, som 25 EU-lande (ud over Danmark og Malta) deltager i.

Desuden var Merkel defensiv i sine udtalelser om, at »Tyskland ikke behøver at deltage hver gang« – et udsagn, der ikke mindst bunder i, at Merkel ikke vil ændre på, at den tyske Forbundshær er en såkaldt parlamentshær, hvor alle indsatser skal godkendes af Forbundsdagen i en demokratisk og møjsommelig proces.

Minimalt kompromis

Efter Merkels mange tøvende svar til Macron kvitterede avisen Tagesspiegel ved at døbe hende ’Madame Måske’. Kun ét spørgsmål gav hun ifølge Tagesspiegel et klart svar på:

»Deler Merkel Macrons vision om en ny grundlæggelse af EU?« spurgte avisen og svarede selv et rungende »Nein«.

Dermed står vinterens forestilling om, at europæeren Angela Merkel her i sin definitivt sidste kanslerperiode nu ville træde på den europæiske gaspedal for enhver pris, for fald. Samtidig er håbet om en tysk-fransk akse i opløsning, på et skæbnesvangert tidspunkt, hvor den ny og stærkt euroskeptiske italienske regering har antydet den første storoffensiv indefra mod den europæiske status quo.

At Merkel alligevel ønsker at opretholde status quo, kritiserer den franske avis Le monde forsigtigt med, at Madame Merkels svar til Macron er præget af netop forsigtighed:

»en forsigtighed, der ikke står mål med, hvad der er på spil«. Tværtimod rækker den »kun lige til, at Macron ikke taber ansigt«.

Man kan indvende, at overraskelsen ikke kan være stor efter den lange tøven, hvor Merkel flere gange har antydet, at hun modsat Macron frygter, at et EU i flere hastigheder vil rive unionen i stykker. Derfor kan man også se optimistisk på Merkels sene svar, mener tyske Der Spiegel:

»Det handler om forhandlingstaktik. Alt i alt kan Macron være tilfreds, hvis det lykkes ham og Merkel at forankre Merkels minimale kompromis i sluterklæringen ved det kommende EU-topmøde i slutningen af juni,« står der i magasinet.

»Macron leverer overskrifterne, Merkel leverer alt det, der er trykt med småt. Denne fransk-tyske arbejdsdeling vil man kunne leve med i Paris«.

Uden for de nordeuropæiske EU-lande er der næppe mange, der køber denne optimistiske udlægning. Tirsdag betonede den tyske regerings talsmand, Steffen Seibert, da også, at Tyskland og Frankrig vil »arbejde intensivt videre« frem mod EU-topmødet – og at europæiske regelændringer ikke bare forudsætter tysk-fransk opbakning men enstemmig europæisk enighed.