Læsetid: 4 min.

Selv i sin sidste kanslerperiode træder Merkel ikke på den europæiske gaspedal, men fortsætter sine pragmatiske museskridt

Otte måneder efter Macrons visionære ’Sorbonne-tale’ om grundlæggende reformer af EU og euroen har Merkel svaret den franske præsident. Euforien er til at overse op til EU-topmødet i slutningen af juni
Otte måneder efter Macrons visionære ’Sorbonne-tale’ om grundlæggende reformer af EU og euroen har Merkel svaret den franske præsident. Euforien er til at overse op til EU-topmødet i slutningen af juni

Ritzau Scanpix

6. juni 2018

»Angela Merkel ødelægger Macrons drømme.«

Så entydigt lyder dommen fra den franske økonom Pierre Briançon i magasinet Politico, efter at den tyske kansler i de forgangne dage – cirka 250 dage efter den nyvalgte Emmanuel Macrons flammende Sorbonne-tale om Europas fremtid – har svaret på den franske præsidents forslag.

Økonomen ser det dermed som en tom høflighedsfrase, da den officielle melding fra Paris lød, at det var glædeligt, at Merkel endelig svarer på Macrons tilnærmelser, og at hun deler den franske præsidents logik om, at Europa i højere grad må forsvare sine egne interesser.

»Berlin vil smide lidt flere penge på bordet og acceptere lidt mere risikodeling,« mener Briançon derimod.

»Men Frankrig og resten af eurozonen kan begrave alt håb om, at Tyskland vil vove det store spring ud i en integration af eurozonen ved at godkende noget, der bare minder om en fuldt udfoldet fiskalunion.«

Hjælp til selvhjælp

Omstændighederne understøtter den franske økonoms pessimistiske læsning. Efter otte måneders tøven, hvor den svækkede Merkels svar i bedste fald kunne læses mellem linjerne i regeringskontrakten mellem CDU/CSU og SPD, udtalte hun sig for første gang detaljeret om sine forestillinger om EU’s og eurozonens fremtid i et interview i Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung (FAS).

Mandag eftermiddag uddybede hun sit standpunkt, da hun til de tilstedeværendes undren brugte det meste af sin taletid på en konference om bæredygtighed og miljø i Berlin på at tale om Europa.

»Solidaritet må aldrig lede til en gældsunion, men må komme i en form, hvor det er hjælp til selvhjælp,« udtalte Merkel til FAS.

»Ud af den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM, red.) vil vi skabe en europæisk valutafond (…). Hvis eurozonen er i fare, skal den europæiske valutafond som hidtil kunne give langsigtede kreditter for at hjælpe enkelte lande. Det skal dreje sig om kreditter med en løbetid på 30 år, som indbefatter kravet om vidtgående reformer.«

At også mindre og kortere kreditter skal være mulige mod reformer, fik ikke Merkels kritikere til at holde sig fra at pointere, at der ikke er tale om nogen nyskabelse.

Ved begge lejligheder udtalte Merkel sig ligeledes for at styrke EU og euroen, mens hun understregede, at EU ikke må udvikle sig til en gældsunion. Samtidig blev hun for første gang konkret i forhold til det europæiske investeringsbudget, som Macron er gået i brechen for.

Men hvor Macron sidste år nævnte et budget på »et par procent af eurozonens BNP«, talte Merkel om »et lavt tocifret milliardbeløb« i euro. Selv med den bedste vilje lander Merkels budgetforslag på omkring en tiendedel af Macrons yderst ambitiøse forslag til et eurozone-budget.

Det har fået kritikere i både tyske og franske medier til at påpege, at det rimer dårligt på den »hurtigere økonomiske konvergens mellem medlemsstaterne«, som Merkel også advokerede for. Hendes middel var nemlig begrænset til at styrke den europæiske innovationsevne med målrettede investeringspuljer.

Defensiv Merkel

I interviewet med FAS talte Merkel ligeledes for et mere ensrettet europæisk asylsystem og en »fælles europæisk flygtningemyndighed, der gennemfører asylprocesser ved EU’s ydre grænser«. Men med henblik på den ny regering i Italien, der kræver større solidaritet fra alle medlemslande, er hun i interviewet mere defensiv i forhold til at medlemslande, der nægter at tage kvoteflygtninge, skal kunne købe sig fri af forpligtelsen.

I forhold til at omskabe Frontex til et egentligt europæisk grænsepoliti og i forhold til stærkere støtte og kontrol i nordafrikanske lande imødekom Merkel ligeledes Macron.

Selvom Merkel bekræftede Macrons idé om europæiske tropper, der kan intervenere uden for Nato-regi, var der også her afgørende forskelle. Mens Macron især ønsker sig mere fleksibilitet, insisterer Merkel fortsat på, at de europæiske tropper skal indbindes i de spæde strukturer omkring PESCO-samarbejdet, som 25 EU-lande (ud over Danmark og Malta) deltager i.

Desuden var Merkel defensiv i sine udtalelser om, at »Tyskland ikke behøver at deltage hver gang« – et udsagn, der ikke mindst bunder i, at Merkel ikke vil ændre på, at den tyske Forbundshær er en såkaldt parlamentshær, hvor alle indsatser skal godkendes af Forbundsdagen i en demokratisk og møjsommelig proces.

Minimalt kompromis

Efter Merkels mange tøvende svar til Macron kvitterede avisen Tagesspiegel ved at døbe hende ’Madame Måske’. Kun ét spørgsmål gav hun ifølge Tagesspiegel et klart svar på:

»Deler Merkel Macrons vision om en ny grundlæggelse af EU?« spurgte avisen og svarede selv et rungende »Nein«.

Dermed står vinterens forestilling om, at europæeren Angela Merkel her i sin definitivt sidste kanslerperiode nu ville træde på den europæiske gaspedal for enhver pris, for fald. Samtidig er håbet om en tysk-fransk akse i opløsning, på et skæbnesvangert tidspunkt, hvor den ny og stærkt euroskeptiske italienske regering har antydet den første storoffensiv indefra mod den europæiske status quo.

At Merkel alligevel ønsker at opretholde status quo, kritiserer den franske avis Le monde forsigtigt med, at Madame Merkels svar til Macron er præget af netop forsigtighed:

»en forsigtighed, der ikke står mål med, hvad der er på spil«. Tværtimod rækker den »kun lige til, at Macron ikke taber ansigt«.

Man kan indvende, at overraskelsen ikke kan være stor efter den lange tøven, hvor Merkel flere gange har antydet, at hun modsat Macron frygter, at et EU i flere hastigheder vil rive unionen i stykker. Derfor kan man også se optimistisk på Merkels sene svar, mener tyske Der Spiegel:

»Det handler om forhandlingstaktik. Alt i alt kan Macron være tilfreds, hvis det lykkes ham og Merkel at forankre Merkels minimale kompromis i sluterklæringen ved det kommende EU-topmøde i slutningen af juni,« står der i magasinet.

»Macron leverer overskrifterne, Merkel leverer alt det, der er trykt med småt. Denne fransk-tyske arbejdsdeling vil man kunne leve med i Paris«.

Uden for de nordeuropæiske EU-lande er der næppe mange, der køber denne optimistiske udlægning. Tirsdag betonede den tyske regerings talsmand, Steffen Seibert, da også, at Tyskland og Frankrig vil »arbejde intensivt videre« frem mod EU-topmødet – og at europæiske regelændringer ikke bare forudsætter tysk-fransk opbakning men enstemmig europæisk enighed.

Serie

Hvad blev der af det europæiske forår?

De europæiske armbevægelser var store sidste forår, da Macron var blevet valgt som fransk præsident, og da den umiddelbare fare fra højepopulisterne var blevet afværget. Blot to uger efter Macrons tiltrædelse lancerede EU-Kommissionen sine visioner for fortsat europæisk integration og udbygning af Den Økonomiske og Monetære Union, der udgør fundamentet for euroen.

Ét år senere kan man med rette spørge, om noget af det har nogen som helst gang på jord.

Lektor i politisk økonomi Jakob Vestergaard klæder os på til at forstå de tunge forhandlinger om bankunionen, kapitalmarkedsunionen og fælleseuropæiske gældspapirer frem til EU-topmødet den 28.-29. juni, hvor ØMU-ambitionerne skal stå deres prøve.

Seneste artikler

  • De store visioner for Europa ender i bedste fald med fortvivlende små fremskridt

    28. juni 2018
    Trods mere end fem års intenst forarbejde og skubben på fra EU-Kommissionens side, ser det ud til, at det topmøde, der på forhånd var udråbt som den centrale milepæl for euroreformer, ender med i bedste fald fortvivlende små fremskridt
  • Et potentielt kapitalmarked i EU skal levere vækst – men prisen kan blive øget finansiel ustabilitet

    18. juni 2018
    Trods årtiers snak om kapitalens fri bevægelighed er kapitalmarkederne i Europa fortsat stærkt fragmenterede. Det skal EU’s nye kapitalmarkedsunion råde bod på. Initiativet sælges til borgerne som et projekt, der handler om at skabe vækst og arbejdspladser. Men først og sidst handler det om at fremme lønsomheden i den europæiske finanssektor på bekostning af regulering. Et af værktøjerne er såkaldt sekuritisering, der anses som en central faktor bag finanskrisen
  • Analyse: EU satser på mere budgetdisciplin, og sender bankunionen til tælling

    6. juni 2018
    Midt i Merkels nylige afvisning af Macrons visioner for øget samarbejde i eurozonen gav hun som et lille lys i mørket sin fortsatte støtte til at udbygge bankunionen. Lige nu er bankunionen en ufuldstændig konstruktion, hvor mindst et par af de bærende søjler hænger i luften eller helt mangler. Men meget tyder på, at Merkel har noget ganske andet i tankerne end Macron om, hvordan den skal bygges færdig
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu