Læsetid: 9 min.

På markedet i al-Turbah kan du købe 50 kg mel – i nødhjælpssække fra FN

Mens prisen på mad stiger i Yemen, falder prisen på våben. Fortællingen om landets ufattelige sultkatastrofe er også én af forklaringerne på, at krigen har varet så længe
Elendigheden er enorm i Yemen: Alt for lidt nødhjælp når frem til det krigshærgede land, som Saudi-Arabien og dets allierede har blokeret, og når den endelig når frem, når den ofte ikke de nødlidende, men bliver videresolgt af mellemmænd.

Elendigheden er enorm i Yemen: Alt for lidt nødhjælp når frem til det krigshærgede land, som Saudi-Arabien og dets allierede har blokeret, og når den endelig når frem, når den ofte ikke de nødlidende, men bliver videresolgt af mellemmænd.

Andreas Ståhl

5. juni 2018

AL-TURBAH, YEMEN – En skrøbeligt udseende kvinde i en blomstret dragt falder sammen på betongulvet. Hun slår ud med hænderne, mens tårer løber ned ad kinderne.

»Gud hjælpe mig«, gentager hun igen og igen. »Jeg kommer til at dø!«

80-årige Ali-Salem har ikke fået et ordentligt måltid i flere måneder og er næsten blind. Ved hendes fødder sidder to små børn. De hiver hende flere gange i kjolen, mens også de græder, lydløst.

Siden en bombe fra et saudiarabisk kampfly for tre år siden lagde hendes hus i ruiner, har hun været på flugt med sin familie. I den seneste tid har hun søgt tilflugt i et udbombet klasselokale sammen med andre i samme situation.

For ikke så længe siden kunne man stadig høre glade barnestemmer i den gamle skoles betonkorridorer i Al-Turbah, en by i omegnen af det belejrede Taizz, Yemens tredjestørste by.

Nu bor i alt 43 familier i skolens korridorer.

I et andet hjørne sidder en sammenkrøben dreng med hovedbunden fuld af sår og vugger frem og tilbage. En kvinde fremviser en recept fra en læge på medicin, hun akut har brug for til sit hjerte. En anden holder et afmagret barn frem.

Øverst på trappen op til anden sal sidder Mariam Khaled. Hun kom hertil i går med sine otte børn, efter at hendes boligkvarterer var kommet under angreb.

Måtten, hun sidder på, er i dag alt, hvad hun ejer.

»Jeg har mistet alt. Hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg redde mine børn?« mumler hun.

De seneste to år har FN og andre hjælpeorganisationer benyttet sig af sprogets voldsomste gloser til at forklare situationen i Yemen. Man har talt om en »sultkatastrofe af bibelske dimensioner«, og om at »landet står på afgrundens rand«.

Alligevel er hjælpen langtfra på plads. Sidste år omkom der ifølge Red Barnet 50.000 børn i Yemen som følge af mangel på mad og medicin. Yderligere 150.000 risikerer at dø, hvis ikke hjælpeindsatsen optrappes, advarer hjælpeorganisationen i en pressemeddelelse.

Sortbørsmarkeder

En halv times rejse fra skolen er der trængsel i en fyldt restaurant. I køleskabe står der Coca Cola-dåser på række, og standene på markedet udenfor er fulde af grøntsager, frugt og andre levnedsmidler. Sågar 50-kilos-sække med hvedemel fra FN’s Fødevareprogram (WPF) er sat til salg her. Den mad, som skulle bruges til at redde liv.

Der er rige muligheder for at tjene store penge i krig, og trods den humanitære katastrofe findes der i Yemen også en parallelverden, hvor restauranterne holder åbent.

Hvordan er det muligt?

Krigen i Yemen brød ud i marts 2015, da houthirebeller fra den nordlige del af landet fordrev præsident Abd Rabbuh Mansur Hadis regering. Det mishagede Saudi-Arabien, der først og fremmest opfattede de overvejende shiamuslimske houthioprørere som ærkerivalen Irans forlængede arm.

Saudi-Arabien besluttede sig for at stille sig på præsident Hadis side og smedede en koalition af arabiske stater med støtte fra bl.a. USA og Frankrig. I de følgende tre år gennemførte denne koalition over 16.000 luftangreb.

Desuden bestræbte Riyadh sig på at isolere landet fra omverdenen: Hverken varer eller mennesker skulle have mulighed for at komme ind eller ud.

Egenproduktion lagt død

Krigen fik hurtigt skæbnesvangre følger for ernæringssituationen. Yemens egenproduktion af fødevarer er stort set lagt død på grund af krigshandlinger, importvanskeligheder, mangel på brændsel og ukrudtsmidler og knaphed på vand til kunstvanding eller ødelagte vandingsfaciliteter.

Hundredvis af landbrug og markeder i de houthikontrollerede områder er blevet ramt af de saudiske luftangreb. Yemen Data Project har opgjort, at 456 af disse angreb har ramt landbrug, 195 markeder, 110 vand- og kraftværker, 70 skadestuer og 63 maddepoter.

Disse tal er stærke vidnesbyrd om, at Saudi-Arabien målrettet har bombet Yemens fødevareproduktion. Samme konklusion drager professor emerita Martha Munday fra London School of Economics på grundlag af egne undersøgelser af luftangrebene.

For nylig kunne også den britiske journalist Iona Craig dokumentere for The Guardian, at ikke færre end 250 fiskerbåde er blevet beskudt, og at 152 fiskere er omkommet som følge heraf.

Saudi-Arabien afviser alle disse anklager og insisterer på, at man kun udpeger angrebsmål af militær relevans.

Det samlede resultat af krigen og blokaderne er, at landets stadig færre fødevarer bliver stedse dyrere. Sammen med den tiltagende arbejdsløshed betyder det, at mange ikke har råd til at købe den mad, som findes.

Sidst i december 2017 havde 22 millioner yemenitter behov for humanitær hjælp. For de 11 millioner af dem var situationen akut.

I begyndelsen af 2018 vurderede FN, at organisationens hjælpeagenturer havde brug for tre milliarder dollars for at øge mængden af fødevarebistand til landet. Men end ikke halvdelen af dette beløb har kunnet indsamles blandt medlemsstaterne.

Pengeoverførsler

Mange af dem, vi taler med, fortæller, at de kun overlever på pengeoverførsler fra familiemedlemmer i udlandet. Andre sælger deres hus og husdyr. Kreativiteten er stedvis ganske stor. Flere små solpaneler skyder frem i Yemens byer, og hvor det overhovedet lader sig gøre, dyrkes der grøntsager rundt om husene.

Men mange af de yemenitter, som allerede før krigen var fattige, er nu fuldkommen overladt til deres egen skæbne.

I et knastørt område ud for Al-Safai, godt 50 km syd for Taizz, bor 67 familier i hytter af plastikpresenninger.

»Alt hvad jeg havde, er væk. Jeg har intet tilbage,« mumler 60-årige Abdu Moqbel Thabetsim.

For otte måneder siden flygtede han sammen med to af sine otte børn og sin kone fra Al-Hamili, efter at hans hus var blevet smadret under et bombeangreb.

De første uger tilbragte han hos sin bror, men nu bor han under et plasticdækken. De penge, han fik for at sælge sine husdyr, er for længst brugt, og hans børn kan ikke passe deres skolegang – dem har han måttet sende på gaden for at tigge dagen lang.

»Jeg tænker kun på nuet. Hvordan skal jeg overleve? Hvordan skal jeg skaffe mad og vand? Det er en daglig kamp,« siger Abdu Moqbel Thabetsim og stirrer tomt frem for sig.

Flygtninge fortæller, at lokale hjælpearbejdere fra tid til anden kommer forbi for at notere deres navne ned, men at de sjældent medbringer egentlig hjælp.

Ifølge sheiken, som ejer de marker, hvor familierne har slået sig ned, har hjælpeorganisationerne ignoreret alle hans henvendelser og anmodninger om hjælp.

Falske hjælpeorganisationer

Men da han er gået, får vi også en anden historie at høre.

Ifølge Wiam Yasin Abdullah, en ung kvinde, som for et år siden flyttede fra Al-Maqatara, en by syd for Ta’izz, er sheiken selv en del af problemet.

»Han giver vores navne videre til hjælpeorganisationen, men de beholder selv hjælpen – de giver os intet,« siger hun.

Ifølge hende og andre flygtninge skal sheiken og den lokale hjælpeorganisation, som samarbejder med FN’s fødevareprogram (WFP), have undladt at fordele nødhjælpen for i stedet at sælge den på markeder.

»Jeg ville ønske, at hjælpeorganisationerne ville samarbejde med os direkte og ikke via mellemled. Vi kan udmærket selv fordele maden. Nu bliver en stor del af den stjålet,« siger hun og gestikulerer kamplysten med sine sorte handsker.

Ifølge den lokale journaliststuderende Nasser al-Sakkar, som bl.a. har arbejdet for Financial Times, har flygtningene fuldkommen ret i disse anklager. Det er lykkedes ham at få fat på flere lister over yemenitter, som er blevet registreret som personer, der har ret til og behov for nødhjælp, men han har efterfølgende kunnet konstatere, at flere af navnene tilhører personer, som slet ikke er flygtninge.

»Nogle folk på listen var flyttet, mens andre ejede huse i distriktet, havde flere biler eller havde et job,« beretter Nasser al-Sakkar over et måltid mad på en restaurant i Al-Turbah, ikke langt fra det marked, hvor snesevis af 50-kilos-sække med mel fra FN-organet WFP er til salg.

»Nogle gange opføres også flere familiemedlemmer på listen, selv om reglerne fastslår, at familier kun skal registrere sig ved ét navn, fordi madpakkerne bliver uddelt familievis,« forklarer Nasser al-Sakkar.

Lokal korruption

Han køber selv mad sammen med andre studerende og uddeler den til nødlidende familier. Forklaringen på, at fødevarehjælp kan havne i, hvad der efter yemenetiske forhold er velhaverkvarterer, er ifølge ham lokal korruption.

»Det er de lokale partnere til WFP, som giver forsyningerne til mennesker, som de kender, eller sælger det på markedet.«

Hos FN’s fødevareprogram, WFP, ser man med stort alvor på disse anklager. Stephen Anderson, som er talsmand for WFP, lover i en skriftlig kommentar, at man vil undersøge eventuelle uregelmæssigheder nøje. Han henviser også til, at WFP har påbudt sine medarbejdere »at holde sig til vores strenge regler for udvælgelse af samarbejdspartnere for at undgå problemer som dette.«

Men Stephen Anderson skriver også, at trods alle forsigtighedsforanstaltninger vil det fremdeles blive meget vanskeligt at afværge hungersnøden i Yemen.

»Konfliktniveauet betyder, at der er flere områder, vi ikke har adgang til,« noterer han med henvisning til det logistiske mareridt, som hans organisation må kæmpe med.

»I en del områder har vi ikke andet valg end at entrere med alle mulige lokale aktører, som også forfølger deres egne interesser. Der kan være forskellige opfattelser af, hvem der har ret til maden, og det kan være svært for os at vurdere, hvem der har ret. Mangel på brændstof stopper desuden ofte transporter, og mens tiden går, ligger fødevareforsyningerne bare i havnene.«

Civilbefolkningens betrængte situation og de logistiske vanskeligheder for hjælpeorganisationerne skaber til gengæld store forretningsmuligheder for andre. 

Profitabel krigsøkonomi

Der er store penge at tjene i Yemens krigsøkonomi, fortæller Peter Salisbury, som er tilknyttet den britiske tænketank Chatham House.

»Flere af de personer og grupper, som nu profiterer på krigen og skaber sig magtpositioner, var før krigen ganske almindelige mennesker. For et par år siden levede nogle af dem stadig i bjergene og havde ingenting – nu er de millionærer,« siger Peter Salisbury.

Pengene tjener de f.eks. ved at opkræve afgifter ved kontrolposter, ved at konfiskere og stjæle varer og gennem handel og smugleri.

Militser på begge sider af fronten tjener med andre ord store penge på den situation, som råder.

»Og derfor er det heller ikke i deres interesse, at krigen slutter,« konstaterer Salisbury.

Gennem det krigshærgede Yemen kører lastbiler med elektronik fra Saudi-Arabien og Oman til Yemens hovedstad, Sana, som for tiden kontrolleres af houthi-oprørerne.

Den omfattende smugling af både våben og ammunition har også fået priserne på krigsmateriel til at falde støt siden krigens begyndelse.

»Det er igen den velkendte historie om en lille ubegribeligt egoistisk elite, som kun har tanke på sig selv og sine egne begrænsede interesser og beriger sig på resten af befolkningens bekostning,« siger Peter Salisbury.

Tiggeri som overlevelse

Under et grønt plasticdækken på en åben mark et stykke uden for Al-Safia sidder otte radmagre børn med deres forældre.

Det er vanskeligt at afgøre alderen på børnene. Mangel på mad gør, at de for længe siden er holdt op med at vokse.

Familien flygtede hertil, da deres hus blev bombet.

»Vores frygt for at blive tilbage var for stor,« siger kvinden og lægger armen om sin datter.

Datteren blev for et halvt år siden skudt i hovedet. Arret er stadig tydeligt. Med et smil opfordrer hun pigen og hendes søskende til at sætte sig på en dug.

»Det er deres legeværelse,« siger hun. »Det minder dem om vores hjem. Vi er blevet enige om, at når de sætter sig der, så skal de altid grine og have det sjovt. På den måde forsøger vi at gøre livet en smule mere udholdeligt.«

Ved hendes side står hendes mand. Han er blevet skudt i benene. Omkring dem har samlet sig godt ti af de i alt 226 personer, som lige nu bor i den interimistiske lejr. Alle er blege og stirrer tomt frem for sig. Flere fortæller, at de overlever ved at tigge i de omkringliggende byer.

Familien hører til de heldige, der har en plastikpresenning at spænde op imod solen. Andre sover direkte på marken under åben himmel.

»Vi var helt almindelige mennesker, præcis som så mange andre,« siger en ældre herre næsten undskyldende, da vi skal til at forlade stedet. »Jeg har altid haft et job, jeg lavede snedkerarbejde, tjente mine egne penge. Jeg behøvede aldrig hjælp.«

Han bliver tavs et øjeblik og fortsætter så.

»Se nu, hvad der er blevet af os. Alt er forandret. Vi har brug for hjælp. Og kommer den ikke hurtigt, er jeg bange for, at jeg kommer til at dø her«.

Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Grethe Preisler
  • David Zennaro
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Erik Karlsen
Grethe Preisler, David Zennaro, Peter Beck-Lauritzen og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bettina Jensen

Yemen er et land, hvor nøden i konsekvens af krigshandlinger, er formentligt større end i Syrien. De saudiske krigshandlinger og bombekampagner, som indebærer voldsomme krigsforbrydelser, støttes af bl.a. USA og England, som begge har tjent, og tjener, massivt på våbensalg til Saudi-Arabien, bør fordømmes i FN med resolution om afvæbning og retsforfølgelse til følge. Retsforfølgelser skal naturligvis ske på alle sider, herunder skal de undersøges nøjere om de mange påstande om at Iran og Hizbollah har støttet krigsforbrydelser på houthi-siden. Men under alle omstændigheder kunne man starte med at få stoppet de saudiske overgreb på civilbefolkningerne i landet; disse overgreb er evidente og det er jo vore ledere i den såkaldt frie, vestlige verden, som sikrer at saudierne er i stand til at fare frem, som tilfældet er.

David Zennaro, Karsten Lundsby og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Hovs, herunder skal de undersøges nøjere om de mange påstande om at Iran og Hizbollah har støttet krigsforbrydelser på houthi-siden, har noget på sig, skulle der stå.

Harald Strømberg

Der er sikkert ikke mange kristne yemenitter, og derfor hellere ikke nogen grund til, at "Verdenssamfundet" kritiserer hvad der foregår i Yemen. Vi skal også tænke på, hvor mange arbejdspladser der er i, at eksportere teknologier, som gør det lettere for os at fjerne disse undermennesker.