Læsetid: 4 min.

Saudi-Arabiens blokade mod Qatar har ikke været en succes

Det er et år siden, at Saudi-Arabien indledte en voldsom kampagne for at tvinge det lille naboland Qatar til at makke ret. Det er ikke lykkedes, men selv om Qatar nærmest har vundet kappestriden, er det alligevel den saudiske vision for regionen, der dominerer. Spørgsmålet er hvor længe
8. juni 2018

Der var billeder af mælkehamstrende forbrugere og velhavende gæstearbejdere med exitskilte i øjnene, da Saudi-Arabien og en række allierede arabiske lande for et år siden annoncerede en diplomatisk afskæring og praktisk blokade af den lille golfstat Qatar.

De to nabolande havde i en årrække kæmpet om at dominere den politiske udvikling i regionen, da storebroderen Saudi-Arabien sammen med en anden nabo, De Forenede Arabiske Emirater, fik nok af den oprørske nabos markante udenrigspolitik og dets forsøg på at sætte agendaen i en region, der har været under heftig forandring i det seneste tiår.

De to lande trak sammen med en række allierede og klientstater, i form af Egypten, Bahrain, Yemen og en lille håndfuld andre, deres diplomater hjem og erklærede, at de ville lukke deres grænser mod Qatar og dermed afskære det lille land fra forsyninger over land. Og så i øvrigt lukke af for båd- og flytrafik igennem deres territorium og dermed isolere Qatar fra omverdnen.

Efterfølgende fremsatte den nye anti-qatariske koalition en liste med 13 krav, som landet skulle opfylde for at komme ind i varmen igen, med en underordning af landets udenrigspolitik under Saudi-Arabien, ophør med støtte til diverse oppositions- og væbnede (terror)bevægelser ud over regionen og nedlæggelse af den markante tv-station al-Jazeera som de vigtigste punkter.

Krav, som Qatar under den markante al-Thani-families ledelse temmelig hurtigt afviste. Helt i tråd med den politik, der siden midten af 90’erne har manifesteret sig i en bevidst indsats for at distancere sig fra Saudi-Arabien og dets golfarabiske magthegemoni.

Fjendskab

Siden da er der faktisk ikke sket så meget, og årsdagen i denne uge kunne derfor godt afskrives som en ikke-nyhed. De to parter forhandlede kortvarigt, uden at der kom noget ud af det.

Isoleringen af Qatar eksisterer stadig, og i forrige uge markerede den saudiske ledelse fjendskabet ved at sige, at Saudi-Arabien er parat til militær handling, hvis Qatar, som overvejet, skulle købe et avanceret luftforsvarssystem af regionens listigste aktør og driftigste våbenproducent, Rusland.

Qatar har bevæget sig længere over mod Saudi-Arabiens ærkefjende, Iran, og officielt aflyst de to landes fjendskab. Men udover det er der ikke sket så meget konkret i temmelig lang tid.

De to kamphaners uafklarede situation har dog langt større konsekvenser, end hvad der umiddelbart er synligt. Ikke mindst på grund af deres statusser som finansierere af store dele af regionens skrantende regeringer.

I Jordan kædes de nuværende demonstrationer og afsættelsen af regeringen f.eks. tæt sammen med, at landet har mistet milliardstøtte fra Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, efter at de valgte ikke at gå med i alliancen mod Qatar, mens de to modsatrettede olie- og gasfinansierede  visioner for regionen støder sammen på en række andre fysiske og metafysiske kamppladser.

Hvor stor en rolle de to golfstormagters penge og visioner spiller – både i regionens konkrete politik og i debatten om den – er blevet tydeligt i løbet af det forgangne år.

Her skal man ikke bevæge sig langt ind på de dominerende mellemøstlige medier for at gennemskue, hvem der finansierer aktiviteterne og filtreringen af nyheder, der som regel viser en klar bias for en af de to sider, uanset om det drejer sig om store medier som al-Jazeera eller al-Arabiya eller mindre og tilsyneladende mere uafhængige medier.

Det er to helt konkrete visioner for regionens fremtid, der kommer til udtryk. Og klare positioneringer i forhold til den aktuelle konflikt.

Her synes Qatar i nogen grad at have vundet slaget.

Mens Saudi-Arabiens nye de facto leder, kronprins Mohammed bil Salman, har rodet Saudi-Arabien længere og længere ind i en beskidt krig i Yemen og angiveligt bortført et andet lands leder, Libanons Hariri, har Qatar formået at fremstå som en langt mere fredelig aktør: En lilleput, der kæmper imod overmagten – og har held med det.

Ifølge forlydender støttet af en kampagne i internationale medier til i omegnen af 1,5 mia dollar, men også hjulpet af det enkle faktum, at de ikke har bøjet sig for overmagten.

I forrige måned understregede Donald Trump også USA’s alliance med Qatar og dets fremskridt i »kampen mod terror«. En udmelding, der i nogen grad undsagde det saudiske korstog mod den lille, men indflydelsesrige stat.

Dalende indflydelse

På den anden side er det svært at sige andet, end at Qatars regionale indflydelse er dalende, uanset om det skyldes den saudiske intervention eller en naturlig udvikling.

I Syrien er de grupper, Qatar støttede, blevet irrelevante, og i resten af regionen er de revolutionære og politisk-islamistiske kræfter, landet har støttet siden midten af 90’erne, presset i defensiven, mens de mere ortodokse magthavere, Saudi-Arabien og dets kvartets støtter, har konsolideret deres magt.

Det er en udvikling, der har andre og dybere årsager, og som også går forud for blokaden mod Qatar. Men samtidig fremstår det unægtelig, som om Qatar er blevet en mere passiv iagttager af udviklingen, end det har været længe.

Spørgsmålet er, om det på sigt kan lykkes Saudi-Arabien at knægte Qatar.

Det er i hvert fald ikke svært at se, hvorfor Saudi-Arabien og dets allierede finder det nødvendigt. For mens både de revolutionære bevægelser og de politiske islamister er i defensiven i regionen, er det heller ikke akkurat, fordi den sociale elendighed og økonomiske stagnation, der har skabt dem, er blevet vendt. Tværtimod.

Det viser alle opgørelser og statistikker og f.eks. også denne uges protester i Jordan. Og Qatar vil med al sandsynlighed være tilstede til at give dem midlerne og højtalerne til at forstærke dem, hvis de på et tidspunkt vokser i styrke igen. Det ændrer endnu et års blokade og isolering næppe på.

Udenrigsministre fra kvartetten bestående af Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Egypten til et møde i 5. juli efter Qatars afvisning af deres krav.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Folke Knudsen

Det vestlige hykleri inklusive Danmark kender ingen grænser. Der ses igennem fingre med Saudi Arabiens krænkelse af menneskerettigheder, behandling af arbejdskraft fra ikke arabiske lande, deres brutale krig i Yemen og forsøgene på at kvæle Qatar som en selvstændig nation.

Det Saudi Arabien som er hovedleverandør af den salafistiske fundamentalistiske udgave af Islam. Det Saudi Arabien, der sponsorer islamistiske skoler over hele jordkloden, som tjener til at hjernevaske unge arabere udi islamismens fortræffeligheder.

Det Saudi Arabien, som terroristerne kom fra bag den 11 September 2001 og det store terrorangreb på World Trade Center. Terroristerne havde saudi arabisk statsborgerskab.

Det Saudi Arabien som har saboteret en løsning på det palæstinensiske folks skæbne og som ikke har stillet en eneste plads til rådighed for de fordrevne palæstinensere.

Dem handler vi lystigt med. De er Donald Trumps og Danmarks og Tysklands allierede i Mellemøsten.

De politikere herhjemme og køen er lang ved håndvasken som har travlt med at bedyre deres opgør med Islamisme og som samtidig bifalder denne åbenlyse støtte til et islamistisk fundanmentalistisk diktatur Saudi Arabien. De skylder det danske folk en forklaring. For mig at se er dobbeltmoralen og hykleriet ikke til at tage fejl af.