Læsetid: 5 min.

»Hvis vi skriver under på, at de er makedonere, hvad er jeg så?«

I 25 år har Makedonien internationalt optrådt under det midlertidige navn FYROM, men nu skulle en løsning på navnestriden med Grækenland være lige på trapperne, så vejen kan blive banet for Makedoniens indlemmelse i EU og NATO. For befolkningen er striden dog langtfra slut
Onsdag aften blev der afholdt demonstrationer i 23 byer over hele Grækenland mod en mulig aftale om navnet på den nordlige nabo, som vi i daglig tale kalder Makedonien. Den vigtigste – i hvert fald symbolsk – blev holdt i Pella, der var hovedstad i det oldgræske rige Makedonien og fødested for Alexander den Store.

Onsdag aften blev der afholdt demonstrationer i 23 byer over hele Grækenland mod en mulig aftale om navnet på den nordlige nabo, som vi i daglig tale kalder Makedonien. Den vigtigste – i hvert fald symbolsk – blev holdt i Pella, der var hovedstad i det oldgræske rige Makedonien og fødested for Alexander den Store.

Ritzau Scanpix

9. juni 2018

PELLA, GRÆKENLAND – »Det er meget simpelt: Hvilket sprog talte Alexander,« spørger Michalis Patsikas, der står for dagens demonstrationer i Pella, hovedstaden for antikkens Makedonien, og fødeby for Alexander den Store, der forenede de græske stammer og erobrede Perserriget. Han svarer selv:

»Græsk! Antikkens Makedonien var et græsk rige,« fortsætter han. »Det slaviske folkefærd nord for os, der nu kalder sig makedonere, indvandrede først til Balkan et årtusinde senere.«

Onsdag markerede indbyggere i Pella og 23 andre græske byer deres utilfredshed med, at der angiveligt skulle være en løsning på vej om navnet på den nordlige nabo, som vi i daglig tale kalder Makedonien, men som officielt hedder FYROM.

Men for Michalis Patsikas og mange andre grækere er Makedonien en nordgræsk provins, og de har ikke til sinds at give navnet fra sig.

»Politikerne tror, de kan presse det her igennem. At befolkningen er ligeglade. Men i dag viser vi, at vi ikke vil acceptere et kompromis,« siger Michalis Patsikas, der selv er en midaldrende landmand med en rolig og imødekommende fremtoning.

Han er her fra provinsen og kalder sig selv makedoner. For ham vil det være som at opgive sin identitet, hvis man giver det eksjugoslaviske naboland lov til at kalde sig Makedonien.

»Hvis vi skriver under på, at de er makedonere, hvad er jeg så?«

En krig på ord

Den makedonske navnestrid begyndte i 1991, da Makedonien erklærede sig selvstændigt fra Jugoslavien. Men Grækenland forlangte, at det nye land måtte finde sig et andet navn, hvis de skulle anerkende landets selvstændighed.

Da Makedonien omsider blev anerkendt af FN i 1993, var det under navnet Former Yugoslav Republic of Macedonia, FYROM. Det var ment som en midlertidig løsning.

Grækenland og Makedonien har i flere omgange været tæt på at nå et kompromis. Senest i 2013 hvor kun ordstillingen adskilte de to lejre: Makedonien var villig til at kalde sig Upper Republic of Macedonia, mens Grækenland kun ville acceptere Republic of Upper Macedonia.

Konflikten har medført, at Grækenland i alle disse år har nedlagt veto mod, at Makedonien kan blive optaget i internationale fællesskaber som EU og NATO.

I sidste uge kom der så pludselig meldinger fra begge lande om, at forhandlingerne om et kompromis var nået til »den afsluttende fase«.

»Det er et spørgsmål om dage,« sagde den makedonske premierminister, Zoran Zaev, på en pressekonference i hovedstaden Skopje.

Dette blev bakket op af den græske udenrigsminister, Nikos Kotzias, der mandag i denne uge sagde til græsk tv, at man er kommet frem til »et godt kompromis«, og at tiden er kommet til, at man tager valget mellem »det store ja eller det store nej«.

»Min fornemmelse er, at vi inden for få dage vil overvinde problemerne,« sagde Kotzias og fortalte samtidig, at der er tre navne på bordet: New Macedonia, North Macedonia og Upper Macedonia.

Mens optimismen var til at spore hos repræsentanterne fra de to landes regeringer, så var befolkningens modtagelse dog mere kølig.

Udenlandske interesser

I Skopje indtog tusinder af højrefløjsaktivister gaderne i protest. Og i landsbyen Pella på den anden side af grænsen er 2.000 mennesker samlet denne juniaften.

»Hvad forventer regeringen, vi skal gøre? Ingenting? Bare acceptere dette forræderi,« spørger Pellas borgmester fra den opstillede scene.

»Óxi, óxi,« svarer demonstranterne højlydt. »Nej, nej!«

»Jeg taler på vegne af alle borgmestre på vores egn, når jeg siger dette: Makedonien er græsk,« siger borgmesteren.

Den øredøvende jubel fra publikum taler sit tydelige sprog. Det nye navn må ikke indeholde ordet Makedonien.

Det er ikke første gang, grækerne går på gaden med dette budskab. Da den græske regering tidligere på året meddelte, at man håbede at finde en løsning på navnestriden i løbet af foråret, førte det til massive demonstrationer i Athen og Thessaloniki, hvor op mod en halv million mennesker deltog.

Selv om deltagelsen er noget lavere denne gang, så er tidspunktet endnu mere afgørende, for forhandlingsparterne håber, at en aftale kan komme på plads inden EU-topmødet den 28. juni og NATO-topmødet den 11. juli.

Store dele af EU og USA ønsker, at Makedonien nu kan begynde sin indtræden i de internationale fællesskaber. Og spørger man nationalisterne, så er den græske regering mere optaget af at tilfredsstille udlandets behov end at varetage landets egne interesser.

»De siger, de repræsenterer folket. Men de lytter ikke til befolkningen,« lyder det fra talerstolen, og igen bryder jublen ud i Pella.

»Vi har ikke brug for udlandets hjælp. Vi beder ikke om nogens hjælp. Vi beder blot om retten til at beskytte os mod dem, der truer os.«

Historien er vigtig

Som dansker kan det være svært at forholde sig til, at et navn kan sætte så mange følelser i gang. Men man må forstå, at nationalisme fungerer på en anden måde på Balkan end i de vestlige lande, siger Dimitris Livanios, der er professor i historie ved Aristoteles Universitet i Thessaloniki, og har beskæftiget sig med det moderne Makedonien.

»På Balkan skal nationer kunne bevise, at man historisk set altid har ejet det område, som man besidder i dag. Ellers er man ikke den retmæssige indehaver,« siger Dimitris Livanios.

»Det er ikke noget, man ser i USA eller England eller i Danmark for den sags skyld – at historien bruges til at legitimere krav på territorier – men det er en holdning, som alle nationalistiske bevægelser på Balkan deler.«

I Grækenland har den antikke historie været afgørende for at påvise ejerskabet over den græske provins Makedonien. Provinsen blev først en del af det moderne Grækenland i 1912, og selv om området i dag altovervejende er befolket af etniske grækere, så var det ikke tilfældet i begyndelsen af 1900-tallet. Dengang var området multietnisk – efter at have været en del af det muslimske Osmannerrige i næsten 500 år – med store grupper af muslimer, jøder, ortodokse slavere og en række andre folkeslag.

»De etniske grækere udgjorde under 50 procent af befolkningen. Derfor var den antikke fortid vigtig for den græske nationalisme, for den kunne bruges til at sige: ’Vi var her først. Makedonien har altid været græsk – lige siden Alexander den Stores tid,’« siger Dimitris Livanios.

»De græske nationalister frygter, at hvis man giver navnet Makedonien til Skopje, så vil det føre til, at vores nordlige naboer vil gøre krav på det græske Makedonien – og endda forsøge at ’tilbageerobre’ området engang i fremtiden.«

Til spørgsmålet om hvorvidt denne frygt er berettiget, trækker Livanios på skulderne og svarer:

»Det er det besværlige med frygt: Det er en illusorisk størrelse. I nationalisternes hoveder er frygten meget reel.«

Knudret situation

I Pella vil protestarrangøren Michalis Patsikas under ingen omstændigheder gå på kompromis. Ikke uden kamp i hvert fald.

»Hvis politikerne gennemfører en aftale, vil vi blokere parlamentet og sørge for, at de ikke kan komme ud, før de trækker aftalen tilbage. Vi har intet andet valg,« siger Michalis Patsikas.

Og hvor langt er han villig til at gå i kampen for sin sag? Vold? Oprør?

En lille ild tændes i den venlige landsmands øjne, og han svarer stoisk:

»Vi har ingen røde stoplys.«

Det er endnu usikkert, om aftalen kommer endeligt i hus, for modstanden i både Grækenland og republikken Makedonien er massiv. Flere gange før har man været tæt på en løsning, for blot at se forhandlingerne gå i hårdknude til sidst.

Men så igen: Selv den gordiske knude blev i sidste ende løst. Med et sværdhug fra Alexander den Store.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • David Zennaro
Katrine Damm og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Grækere har en begrundet frygt. Man skal ikke tror på hvad politiiker i verden eller andre siger. Hvad gælder det ejerskabet ( ved altid bebogelse) eller kontrakter for køb og salg. Jeg synes begge dele gælder stadig. Da europeere støttede et hjem i palestina til Jøderne var med til at skabe det problem i verden. Værre er gået til idet Israeler mener nu erobring giver ret til generobring..