Læsetid: 4 min.

Jo tak, Trump. Det er prøvet før. Men kunsten i Korea er at få atomaftaler efterlevet

Hidtil er USA’s og Nordkoreas aftaler om afspænding på Korea-halvøen slået fejl på grund af obstruktion og mistillid – fra begge parter
Nordkoreas diktator Kim Jong-un og USA’s præsident Donald Trump underskriver aftale i Singapore. Historisk har det ikke skortet på aftaler om atomafvæbning af Nordkorea. De er bare ikke blevet til noget. Årsag: Aftalerne er efterfølgende blevet syltet eller misligholdt, mest af Nordkorea, men også af USA.

Nordkoreas diktator Kim Jong-un og USA’s præsident Donald Trump underskriver aftale i Singapore. Historisk har det ikke skortet på aftaler om atomafvæbning af Nordkorea. De er bare ikke blevet til noget. Årsag: Aftalerne er efterfølgende blevet syltet eller misligholdt, mest af Nordkorea, men også af USA.

Xinhua/Scanpix

13. juni 2018

Omkring gårsdagens topmøde i Singapore har USA’s præsident Donald Trump pralet med, at han med en aftale om Nordkoreas atomafrustning opnår noget, der ikke er lykkedes for tidligere amerikanske præsidenter. Er det sandt?

Svaret er: Det aner ingen. Heller ikke Donald Trump. Historisk har det ikke skortet på aftaler om atomafvæbning af Nordkorea. De er bare ikke blevet til noget.

Årsag: Aftalerne er efterfølgende blevet syltet eller misligholdt, mest af Nordkorea, men også af USA. Den manglende vilje til at efterleve aftalerne har skyldtes mistillid til modparten og ønsket om at opnå politisk gevinst på modpartens bekostning.

Det er derfor berettiget, når den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V) i går i en nøgtern kommentar erklærer, at »tiden må vise, om dagens møde er det gennembrud, der rent faktisk kan lede frem til afrustning og fred«.

Første gang en amerikansk præsident forhandlede med en nordkoreansk diktator om en fredelig afvikling af Nordkoreas atomvåben, var i begyndelsen af 1990’erne. Præsidenten var demokraten Bill Clinton. Hans regering var motiveret af, at USA’s efterretningstjenester vurderede, at Nordkorea var kommet så langt i sin oprustning, at et forsøg på at lamme landet med et militært lynslag ville udløse en gengældelse – om ikke andet med konventionelle våben – der ville ødelægge Sydkoreas hovedstad Seoul.

Bedstefar-diktator

Nordkoreas diktator var på det tidspunkt den nuværendes bedstefar, Kim Il-sung. Som det britiske medie The Guardian fremhæver i en gennemgang af Korea-diplomatiets forhistorie, havde Kim Il-sung ved Sovjetunionens sammenbrud mistet en militær beskytter. Hans anden beskyttende stormagt, Kina, søgte at presse ham ind på den økonomiske reformsti, som Kina selv havde betrådt. Kim Il-sung måtte nyorientere sig mellem stormagterne. Vejen til en kontakt med USA blev dengang – som nu – banet af en tilsyneladende forsoning mellem Nord- og Sydkorea. De to lande skrev i 1992 under på en aftale om atomafrustning af Korea-halvøen.

Det førte til varsomme forbindelser mellem USA og Nordkorea i FN-regi. Resultatet blev en aftale om, at Det Internationale Atom Energi Agentur (IAEA) fik lov til at inspicere det nordkoreanske atomkompleks i Yongbyon. Til gengæld lovede USA at indstille sine fælles militærmanøvrer med Sydkorea.

Da atomvåbeninspektørerne ankom, opstod hurtigt konflikt om, hvor meget de skulle have adgang til. Nordkorea tog skridt til at borttransportere atomværkets udtjente brændselsstave, et nødvendigt første skridt for at udvinde plutonium. Clintons regering overvejede bombning for at stoppe dette.

Ind på scenen trådte da USA’s præsident fra årene 1977-1981, demokraten Jimmy Carter – en internationalt respekteret fredsmægler. Carter fløj til personligt møde med Kim Il-sung i Pyongyang, og fik et diplomati sat i gang, der i 1994 førte til den første større aftale mellem USA og Nordkorea, kaldt ’Aftalerammen’. Ifølge Aftalerammen skulle Nordkorea demontere sin atomreaktor, der kunne bruges til fremstilling af plutonium. Til gengæld skulle USA levere to civile letvandsreaktorer og indtil da gratis levere brændselsolie.

Den republikansk dominerede Kongres i USA gjorde sit bedste for at sabotere leverancen af brændselsolie, og fristen for aflevering af de to letvandsreaktorer blev konstant udskudt.

Bolton spøger

Da den republikanske George W. Bush-regering kom til i 2001, blev det afsløret, at Nordkorea i hemmelighed havde arbejdet på at få fat på uran til udvikling af en atombombe. Det fik Bush-regeringen, også tilskyndet af en af dens høge, Trumps nuværende nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, til at skrotte Aftalerammen med Nordkorea.

Dog gjorde Bush-regeringen et nyt fremstød i 2005, da den i regi af en flerpartsforhandling mellem USA, Kina, Rusland og de to Korea’er fik genoplivet dele af den gamle aftaleramme og formuleret en ’fælleserklæring’ om principperne for de fremtidige drøftelser om en kontrollerbar afvikling af Nordkoreas atomvåben.

Men Bolton og andre modstandere af en aftale spøgte rundt omkring i Bush-regeringen. Kort efter fælleserklæringen indefrøs USA’s finansministerium 150 millioner kr. på en konto i den kinesiske liberale enklave Macao. Kontoen var tilsyneladende til brug for den nordkoreanske diktatorfamilie.

Kina og Nordkorea opfattede indefrysningen som stridende mod ånden i de indgåede aftaler. USA endte med at refundere de beslaglagte midler og sende forsyninger af brændselsolie, og Nordkorea tog delvise skridt til indfrielse af aftalen. Men så genopstod den gamle strid om, hvad atomvåbeninspektørerne måtte få adgang til. I 2006 gav Nordkorea sig til at teste missiler og gennemføre sin første atomprøvesprængning. Flerpartsaftalerne faldt sammen.

Endnu et forsøg blev gjort af USA’s demokratiske præsident Obama i februar 2012. Han lovede at sende fødevarehjælp, og Nordkorea lovede at indstille afprøvning af missiler og kernevåben. Kort efter affyrede Nordkorea missiler, som landet hævdede var nødvendige for at kunne sende satellitter ud i rummet. Aftalen faldt sammen.

Vil forløbet nu blive anderledes end tidligere? Nordkorea må konstatere, at dets atomvåben har været adgangsbilletten til pludselig central international placering. Nu hvor Kina er indstillet på at lempe sanktionerne mod Nordkorea, og faren for et umiddelbart amerikansk militærangreb er drevet over, vil Kim Jong-un måske ikke satse alverden på at fratage sig selv sine atomvåben. Og i USA kan John Bolton og andre høge i regeringen nok også finde udveje for at forhindre, at den senest vundne forståelse med Nordkorea kommer til at føre til varige ændringer.

Donald Trump fortalte på det efterfølgende pressemøde, at aftalen med Kim Jong-Un ikke betyder, at USA på den korte bane vil reducere sin militære tilstedeværelse på Den Koreanske Halvø. Men den luftige formulering af sikkerhedsgarantierne i dokumentet kan ende med at bide USA i halen, mener Ole Wæver.
Læs også
Kritikken af topmødet i Singapore retter sig dels mod den fælleserklæring, de to ledere underskrev, og dels mod præsident Trumps løfte på pressekonferencen om at indstille USA’s og Sydkoreas halvårlige militærøvelser uden at opnå en tilsvarende modydelse fra Kim Jong-un.
Læs også
Problemet er, at det historiske øjeblik er tomt. Donald Trump og Kim Jong-un har ikke lavet en ny forpligtende aftale, de har ikke leveret gensidigt forpligtende indrømmelser. Det er en slags postmoderne historie, hvor der ikke er nogen realitet neden under de store ord og den spektakulære scene.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Trump fik intet konkret med sig, - men måske nok til hjemme at kunne veksle det med Iran sagen, som han kan lukke og slukke uden at miste for meget politisk hos vælgerne.

Jakob Venning

Det er en fjollet og historieløs formulering David Rehling her vælger; at det er svært at efterleve nedrustningsaftaler.
Det er selvfølgeligt sandt nok, set gennem historien - men årsagen er interessant og nødvendig at få med, hvis vi skal have et retvisende billede.
Tidligere nedrustningsaftaler er røget i vasken fordi USA tidligere har pure nægtet at fjerne sine atomvåben fra regionen men alligevel forventer at Nord-Korea gør præcis dette, på de vageste sikkerhedsgarantier man nærmest kan forestille sig.

Det glemmes ofte at Korea-krigen var den første moderne proxy-krig - altså krig per stedfortræder. Den første varme kamplads mellem henholdsvis Sovjetunionen, der havde besejret Tyskland, og USA der havde besejret Japan, om hvilket økonomisk system der skulle dominere efter 2.vk.
I denne konflikt blev Korea taget som første gidsel og kynisk udnyttet som kampplads. Ganske lig situationen 10 år senere, hvor Vietnam blev til kampplads for samme proxy-krig - og meget lige Vietnam med en nordlig del der uforsonlig insisterer på retfærdighed og selvstændighed - koste hvad del vil - og en sydlig del der hurtigt lærer fordelen ved at bøje sig for overmagten, sluge en hel masse kameler og påføre sig skyklapper der alene tillader udsyn fremad.
Ingen har ret og ingen tager fejl. Der er tale om berettigede men modstridende og gensidigt udelukkende filosofier.