Læsetid: 6 min.

Trumps beskedne krav til topmødets succes i Singapore vil lyde som sød musik i Kim Jong-uns ører

Det er ikke engang klart, om USA og Nordkorea har udarbejdet en dagsorden med talepunkter inden det med spænding ventede topmøde tirsdag i Singapore mellem USA’s og Nordkoreas leder. Trump siger, at han foretrækker at improvisere. Men eksperter frygter, at en uforberedt præsident enten vil give for store indrømmelser eller stille for urealistiske krav
Lee Hsien Loong, Singapores premierminister, sammen med Nordkoreas leder Kim Jong Un

Lee Hsien Loong, Singapores premierminister, sammen med Nordkoreas leder Kim Jong Un

Ritzau Scanpix

11. juni 2018

Præsident Donald Trump og Nordkoreas øverste leder Kim Jong-un repræsenterer vidt forskellige kulturer og samfund. Men ét karaktertræk har de øjensynligt tilfælles: De opfatter uforudsigelighed som en styrke.

Så når de to ledere for første gang hilser på hinanden tirsdag morgen klokken ni (klokken tre om natten dansk tid) i det eksklusive Capella Hotel i den sydøstasiatiske østat Singapore, har de stik imod kutyme for den type topmøder undladt at færdiggøre et udkast til en køreplan for de forhandlinger, der over tid gerne skulle føre til Nordkoreas opgivelse af sit atomvåbenarsenal og fred på den koreanske halvø.

Præsident Trump fremlagde sin uortodokse tilgang på en pressekonference inden sin afrejse fra G7-topmødet i Canada lørdag.

»Jeg har sat mig et klart mål, men fra min side bliver det improviseret … Det vil højst tage mig et minut at tage bestik af ham. Det er jeg virkelig god til. Efter nogle sekunder ved jeg, om jeg kan lide en person eller ej,« sagde USA’s præsident og tilføjede: »Jeg tror, han vil overraske positivt.«

Men hvad så, hvis Kim nu gør et dårligt indtryk, og hans hensigter ikke virker oprigtige, blev Trump udfrittet.

»Det vil jeg hurtigt finde ud af. Jeg har ikke i sinde at spilde min og hans tid. Han får kun én chance,« lød det fra gambleren Trump.

Chancen for en fiasko i Singapore eksisterer altså. Men for præsidenten virker den nu ikke særlig stor. Adspurgt, om han har minimumskrav til et succesrigt topmøde, svarede Trump nemlig bekræftende:

»Ja, det mindste, jeg forlanger, er, at vi mødes, og at vi kan lide hinanden og får startet et forløb.«

Trumps ringe krav til topmødets succes vil utvivlsomt lyde som sød musik i den nordkoreanske leders ører.

Det er i Kim Jong-uns interesse at opnå så mange indrømmelser som muligt fra USA og kun give sit eneste stærke kort – 10-20 atombomber og nogle interkontinentale missiler – væk i etaper og over en så lang periode som muligt.

Den amerikanske præsident har flere gange i de seneste dage gjort en dyd ud af sin kendte devise, at han ikke har brug for at forberede sig på topmøder. Han fæster sin lid til sit geniale instinkt.

Det er endvidere kommet frem, at sikkerhedsrådgiver John Bolton bevidst har undladt at indkalde våbeneksperter og Korea-kyndige fra Forsvars- og Udenrigsministeriet og efterretningsagenturerne til et planlægningsmøde i Det Hvide Hus. Det er uden fortilfælde inden topmøder af den betydning.

Hvad Donald Trump kan tilbyde Nordkorea

  • Ophævelse af økonomiske sanktioner og integration i det internationale finanssystem.
  • Private investeringer.
  • En sikkerhedsgaranti til Kim Jong-uns regime.
  • Etablering af diplomatiske forbindelser.
  • En fredstraktat, der afløser våbenhvilen efter Koreakrigen.
  • En delvis eller hel tilbagetrækning af amerikanske styrker fra Sydkorea.

Hvad Kim Jong-un kan tilbyde USA

  • Afrustning eller nedrustning af sit atomvåbenarsenal.
  • Stop for bygning af interkontinentale ballistiske missiler, der kan nå USA.
  • Nedtrapning af Nordkoreas konventionelle militære styrker, som formindsker Sydkoreas behov for at blive forsvaret af USA.

Hvad resten af verden kan tilbyde Nordkorea

  • Massive sydkoreanske investeringer i Nordkoreas underudviklede infrastruktur.
  • Normalisering af forbindelserne til ’broderlandet’ Sydkorea.
  • Tilslutning til Kinas Silkevejsprojekt med statslige investeringer som følge.
  • Åbning af samhandel med Kina, Japan og andre asiatiske lande.
  • Ophævelse af FN’s økonomiske sanktioner.

Det kan gå galt i Singapore

På pressemødet i Canada lørdag lød Trumps udmelding imidlertid, at »vi har forberedt os godt, og vi har haft nogle gode formøder med nordkoreanerne«.

Det åbne spørgsmål er, hvad der sker, hvis mødet i Singapore skulle gå galt.

»Det er ikke usandsynligt, og hvis det sker, kan man håbe, at den amerikanske regering i forvejen har lagt en plan for, hvordan man undgår at glide mod en katastrofal krig,« skriver de amerikanske Korea-eksperter Victor Cha og Katrin Fraser Katz i det seneste nummer af magasinet Foreign Affairs.

»Det kan ikke udelukkes, at en forhandlingsfiasko foranlediger Trump-regeringen til at konkludere, at den eneste løsning på Nordkoreas atomtrussel er et bombardement af landets atomvåbenanlæg. Det ville øge risikoen for en katastrofal krig på halvøen,« mener de to Korea-kyndige.

Cha, der var tæt på at blive Trumps ambassadør i Seoul, og Fraser Katz mener, at Trumps svingende og selvmodsigende tilgang stiller USA i en vanskeligere udgangsposition end Nordkorea.

Kim Jong-un ved nemlig, hvad han sigter efter: en ophævelse af økonomiske sanktioner og anerkendelse af hans land som en atomvåbenstat.

Trump er derimod fanget af sin affærdigende kritik af tidligere amerikanske præsidenters forgæves bestræbelser på at få Nordkorea til at opgive sit atomvåbenprogram.

Kims far, Kim Jong-il, afgav dette løfte i højtidelige erklæringer i 1990’erne såvel som i nullerne og fik som modydelse økonomisk og humanitær bistand fra USA, Sydkorea og andre lande. Hver gang snød han på vægten.

Det åbne spørgsmål er, hvorfor Trump gør sig forestillinger om, at han kan overbevise Kim Jong-un om at afhænde den eneste sikkerhedsgaranti for regimets overlevelse – kernevåben – når hans forgængere ikke formåede det.

»Det er ikke umuligt, at Kim går med til en indstilling af prøvesprængninger af atombomber og prøveaffyringer af ballistiske missiler og en gradvis afmontering af anlæggene mod et tilbud om økonomisk bistand og ophævelse af olieembargoen,« skriver Cha og Fraser Katz.

Men den indlysende risiko for Trump er, at Nordkorea vil have relativt let ved at skjule og beskytte plutonium eller uran – måske endda et par atombomber, mener de to eksperter.

Andre Korea-kyndige frygter, at den nordkoreanske leder på mødet i Singapore vil insistere på at bevare en indskrænket atomvåbenkapacitet og som modydelse tilbyde Trump at indstille al forskning i og udvikling af interkontinentale missiler, der kan udstyres med atomsprænghoveder.

Det ville eliminere den nordkoreanske atomtrussel mod USA, men ikke imod de to allierede lande Sydkorea og Japan.

»Den slags kompromis ville få høgen Trump til at ligne en due,« skriver Cha og Fraser Katz.

Iran-aftalen spøger i baggrunden

En anden ukendt variabel på topmødet i Singapore kan blive overvågning og verificering af Nordkoreas atomafrustning.

»Det er et emne, der skal løses først. Det kan ikke sparkes til hjørne og håndteres senere i forløbet, fordi en færdig aftale risikerer at bryde sammen ved spørgsmålet om, hvor villigt regimet er til at give inspektører fri og uhindret adgang til Nordkorea,« siger Robert Gallucci, der stod for forhandlingerne med Nordkorea i 1994, til The Wall Street Journal.

En sidste ukendt variabel er, hvor mange stridspunkter de to sider vil inddrage i en aftale eller en traktat, påpeger Richard Haass i et indlæg i Foreign Affairs. Haass er formand for USA’s udenrigspolitiske råd.

Haass forestiller sig en snæver eller en bred aftale. Den snævre ville fokusere på Nordkoreas atomvåbenprogram. En bredere tilgang ville inddrage ballistiske missiler, konventionelle militære styrker og overholdelse af menneskerrettighederne i Nordkorea.

»Fordelen ved en bred aftale er, at den ville løse alle eller næsten alle udestående problemer mellem USA og Nordkorea. Ulempen er, at det er sværere at nå frem til enighed, hvilket øger risikoen for, at forhandlingerne bliver afsporet,« mener Richard Haass.

Tidligere præsidenter har været yderst bevidste om risikoen for at tage alle problemer i et konfliktfyldt forhold til en anden stat med til forhandlingsbordet. Det gjaldt f.eks. nedrustningsaftaler mellem USA og Sovjetunionen i 1970’erne og 1980’erne.

Det seneste eksempel er præsident Barack Obamas atomaftale med Iran, der med overlæg havde fokus på iranernes atomprogram og så bort fra præstestyrets indblanding i Libanons, Irans og Syriens interne anliggender og fjendtlige linje over for Israel.

Obama-regeringen og de andre medunderskrivere af aftalen fremhæver, at Iran aldrig ville have accepteret at knytte en atomaftale til udenrigspolitiske aktiviteter.

Netop Iran-aftalens snævre karakter blev kritiseret af Trump og tjente som begrundelse for hans beslutning om at trække USA ud i sidste måned.

Under mødet med Kim Jong-un i morgen kan det næppe udelukkes, at Trump konkluderer, at den eneste chance for en atomafrustning er at anerkende legitimiteten af det kommunistiske regime i Nordkorea – et regime beskyldt for at holde 100.000 politiske fanger interneret under Gulag-lignende forhold, for at hjernevaske sin befolkning og for at have eksporteret atomteknologi til bl.a. Iran.

Dette foto af Trump på G7-mødet går verden rundt
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Manfred Christiansen
Eva Schwanenflügel og Manfred Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mit bud er at Kim ser amatørforhandleren Trump som en gave, hidtil har Kim fået en aftale om et møde, ganske uden betingelser og anderkendelse som en ligeværdig partner, så når Kim bliver træt af at trække Trump rundt ved næsen, vil sidstnævnte fremstå som en dårlig forhandler, der smed det hele på gulvet, og Kim vil kunne sige, at han har gjort alt for at få en forhandlingsløsning istand, og derved gøre det svært for resten af verden at opretholde restriktionerne.

Man kan i hvert sige, at Donald John Trump hverken har et klart mål for mødet, eller har forberedt på noget som helst.

Som han har sagt, så kan han på under et minut afgøre, om han vil fortsætte mødet eller gå. Og hvis mødet ikke bliver en succes, mener han, at det skyldes den uduelige svenske udenrigsminister.

Men man kan i hvert fald fastslå, at medens den ene ikke har noget mål med mødet, har den anden formentlig både en krystal klar mål og en gennembearbejdet taktisk plan.

Jeg synes det er vildt hvordan folk er så langt ude at de har tegnet et billede af Nord Korea som være det satan ham selv vi talte om.

Kære medborgere det er ikke dem der bombede 1/3 af vores borgere ihjel... Det var nu os der tæppebombede deres landsbyer, det var os der brugte alverdens kemikalier i deres jungler. Det er os der flyver a-bomber nærmest dagligt op af deres grænser. Det er os der sætter missiler op, det er os der sætter "militære øvelser" op lige op af deres grænser der skal øve en overtagelse af deres land. Og jeg kunne blive ved.

Man må et eller andet sted spørge sig selv hvordan propaganda kan i anno 2018 få mennesker til at se så forskruet om et emne der er så godt dokumenteret i historien?

Jeg synes vi lever i virkelig uhyggelige tider.

Kooi Young, Holger Madsen, Eva Schwanenflügel og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Efter Trumps ageren efter G7 topmødet, hvor han vendte rundt på en tallerken og rendte fra aftalen, kan han overhovedet ikke tages alvorligt.
Men Nordkoreas leder vil utvivlsomt høste alle de anerkendelser og legitimitet fra verdenssamfundet han er ude efter, bare ved at møde op.
Det bliver spændende at se, hvem der har den største røde ræv bag øret..

Michael Friis

USA / G7 - bør have anderkendelse for at forsøge at få Rusland med igen. DVS G8
USA / Nordkorea. Udfordringen er, at Nordkorea er en potentiel desperat A-bombe nation med missiler som eneste angrebsmulighed (og garanti for ikke at blive angrebet) , da de ikke har et angrebsalternativ overfor et USA der har vendens stærkeste hær og dermed kun A-bomber som sidste udvej.
Den gordiske knude er at forsikre at Nordkorea ikke vil blive angrebet, hvis de ikke har A-bomber. Historien viser dog at Nordkorea ikke er angrebet siden 1953, men det nok?
Fra Nordkoreas side kan det muligvis være en ambition om at hæve levestandarden men vil det udfordre Kim familien eneherskerret?
Evnen og vilje til udvikling og produktion af A-bomber og missilsystemer er overraskende klaret af en nation som oftest fremstilles som et tilbagestående u-land.
Er et forenet Korea et skræmmescenarie for Kina og Japan.
Vil USA tilbyde at trække tropper tilbage fra USA og Korea? Helt eller delvist?

Sabine Behrmann

Hvor svært kan det være? En Trump Tower i Pyongyang og eventuelt registrerede varemærker for datteren - så får Kim lov til at beholde sine atomraketter.