Tyrkiet er en smuldrende sekulær republik

IZMIR – Store portrætter af Tyrkiets grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk, hænger alle vegne i kystbyen Izmir ved Ægæerhavet. Med sine blå øjne stirrer tyrkernes sekulære landsfader intenst på sine landsmænd, og det er svært at afgøre om han stirrer med fascination eller foragt. På nogle af portrætterne ligner han den glatte amerikanske skuespiller Kevin Kline. På andre ligner han Dracula.

I hovedkvarteret for Det Republikanske Folkeparti (CHP) – det nationalliberale parti, som Atatürk stiftede i 1923 – holder landsfaderen ligeledes øje med de partimedlemmer, som i dag kæmper for at opretholde den smuldrende sekulære republik, han grundlagde fra ruinerne af Det Osmanniske Imperium efter Første Verdenskrig.

På hovedkvarterets gange farer partimedlemmerne rundt med smartphones og stakke af papirer i hænderne. De er velklædte. Mænd og kvinder, der smækker med døre, skuffer og telefonrør. De diskuterer, hvisker, råber, griner og stresser over de kommende dage.

Blandt dem går også partiets økonomiske hjerne, parlamentarikeren Selin Sayek Böke, og hilser på kolleger. Hun er en af Tyrkiets mest åbenhjertige eksponenter for et sekulært samfund og formentlig en af landets mest velrenommerede økonomer med sin erfaring fra internationale institutioner. Mange af Tyrkiets progressive kræfter siger, at Selin Sayek Böke i en ideel verden burde erstatte Erdoğan som præsident. Böke går med krykker. Men når den 46-årige økonom bevæger sine 160 centimeter ned ad gangene, udløser det de dybeste tilkendegivelser på respekt fra samtlige mænd på partikontorerne. 

»Sikke en ære, professor,« siger en ældre gråhåret mand med hænderne foran maven og bukker, som var han en tjener.

»Professor, vi har ikke ret mange dage endnu. Du siger endelig til, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med,« siger en anden og forsvinder sporløst mellem sine kolleger i den smalle gang.

Den 24. juni skal tyrkerne både vælge præsident og nyt parlament. Tyrkiets sekulære fraktioner siger, at valget bliver den sidste skillevej for nationen. Efter sidste års forfatningsændringer, der flyttede magten fra parlamentet til præsidenten, kan det kommende valg for alvor forsegle skæbnen for Tyrkiets i forvejen skrøbelige demokrati og gøre præsident Erdoğan til den mest magtfuldkomne hersker i republikkens historie.

Information er taget til Izmir for at undersøge, hvordan det største oppositionsparti, Det Republikanske Folkeparti, CHP, og sekularismen klarer sig inden det skæbnesvangre valg.

I løbet af dagen møder vi tre medlemmer af CHP. Selin Sayek Böke, den kvindelige parlamentariker og økonom. Den homoseksuelle Celik Özdemir, der til trods for farerne har viet sit liv til at kæmpe for Tyrkiets bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Og kurdiske Muharrem Dayanc, der kæmper for at få sin stemme hørt blandt partifællerne.

Til turen hyrer vi en Erdoğan-tilhænger som chauffør til at køre os rundt mellem de forskellige steder i byen. Han viser sig undervejs at have stærke meninger, der sætter vores møder med CHP-medlemmerne i perspektiv.

Erdoğan med de store vandkanoner

Inde på sit kontor stiller Selin Sayek Böke sin krykke under endnu et Atatürk-portræt, og sætter sig til rette i en hvid lædersofa. Pludselig åbner en partisekretær døren uden at banke på. Böke sender straks en sarkastisk bemærkning hans vej:

»Hvad nu? Er der nu flere interne kriser jeg skal løse?« spørger hun og griner selv.

Böke minder om en spøgefuld og energisk gymnasielærer. Hun er konstant selvironisk. Interne kriser har været CHP-partiets svaghed de senere år. Uden at nævne konkrete episoder lægger hun ikke skjul på det. Stridighederne er en åben hemmelighed i Tyrkiet.

CHP-partiets nuværende højreorienterede formand, Kemal Kiliçdaroğlu, har siden 2010 sat sig på partiadministration og fuldstændig knækket kritiske røster. Blandt de progressive i partiet er Kiliçdaroğlu kendt som »den tandløse højreorienterede taber med de dumme rådgivere«. Ved præsidentvalget i 2014 blev han ydmyget af Erdoğan.

Selin Sayek Böke vil naturligvis ikke kritisere sin chef over Information. Det behøver hun ikke, for over de seneste måneder har CHP partiet fået momentum anført af præsidentkandidaten Muharrem Ince – Kiliçdaroğlus rival i partiet – som mange håber, kan slå Erdoğan ved det forestående valg.

Ince er en spektakulær herre. Han holder dramatiske taler, bruger store ord, og vifter med armene ligesom Erdoğan. De seneste to uger har Ince – en 56-årig gråhåret fysiklærer med et hvidt tandsmil – øget sin tilslutning fra omkring 20 procent til 30 procent.

Der er stadig langt op til Erdoğans 48 procent, men Muharrem Inces styrke ligger i, at han fremstår som en mand, der kan forene det religiøse med det sekulære. Ince stammer oprindeligt fra den lille konservative by Rize langs sortehavskysten, hvor også Erdoğans familie boede, inden de flyttede til arbejderkvarteret Kasimpaşa i Istanbul under den store migrationsbølge, der ramte storbyen i 1950’erne.

Ince er født ind i en konservativ familie, han beder jævnligt, forsvarer kvinders ret til at bære tørklæde, og han nyder tilsyneladende et glas raki i ny og næ. Selin Sayek Böke mener dog, at der er andre årsager til CHP's seneste momentum efter flere års krise.

»Hør her. Alle ved, at partiet har haft problemer. Men jeg har da ikke lyst til at tale om de negative aspekter op til et skæbnevalg. Det, jeg kan sige, er, at partiet har fundet sig selv,« siger hun med et glimt i øjet og smiler stort, så alle hendes tænder bliver synlige.

»Vi har en reel chance for at vælte Erdoğan. Vores linje er mere end nogensinde synkroniseret med offentligheden og oppositionen. Alle er trætte af Erdoğans demagogiske tone og især hans økonomiske politik.«

Økonomen Selin Sayek Böke er højt respekteret for sit parlamentariske arbejde for CHP. Mange sekulære kræfter mener, at hun burde gå efter præsidentposten.

Waleed Safi

Præsident Erdoğans Retfærdigheds og Udviklingsparti (AKP) har hverken været retfærdigt eller udviklende, mener Böke. Hun er netop vendt hjem til Izmir efter en tur ved en fabrik i udkanten af Istanbul, hvor de fleste af landets industrikvarterer ligger.

»Jeg mødte 120 mænd ved en fabrik. Alle sammen Erdoğan-tilhængere som var blevet fyret uden varsel. De var gale. De havde ingen steder at henvende sig,« siger Böke, som er kendt for at nedtone sine socialistiske tilbøjeligheder af politiske grunde.

Siden militærkuppet i 1980 har de tyrkiske myndigheder forsøgt at sætte en stopper for klassepolitik. Under den USA-begejstrede premierminister Turgut Özal, der kom til efter et militærkup i 1980, indførte den tyrkiske regering massive liberaliseringer, der mindede om dem, Anwar Sadat gennemførte i Egypten i slutningen af 1970’erne. Under sine to embedsperioder – den sidste varede fra 1987 til 1993, indtil han pludselig faldt død om – knuste Özal arbejderbevægelsen i sit forsøg på at sætte en stopper for ’arbejdernes anarki’.

Da Erdoğan kom til magten i 2002, omfavnede han ikke bare de tidligere administrationers økonomiske politik, men udøvede en langt mere autoritær kontrol med den tyrkiske arbejderbevægelse.

»AKP har været brutale! Vi har faktisk aldrig set noget lignende i Tyrkiet,« siger Böke om Erdoğans økonomiske politik.

Fra Erdoğans magtovertagelse i 2002 og frem til 2018 er 13 strejker blevet ’udsat’ af de tyrkiske myndigheder. Heraf har fem strejker været planlagt siden kupforsøget mod Erdoğan i 2016.

Den tyrkiske præsident har ved flere lejligheder selv offentligt indrømmet, at han agter at bruge undtagelsestilstanden efter kupforsøget til at bandlyse strejker, da de udgør »en trussel for den nationale sikkerhed«. Vandkanonerne har hidtil været Erdoğans fortrukne våben mod strejker. Böke mener, at præsidentens besættelse af vækst nu er blevet hans akilleshæl.

»AKP har ført historiens mest brutale neoliberalistiske politik. De har fuldstændig knust arbejderne og tro mig, vreden stiger, for vi er på vej mod en økonomisk krise. Problemet er, at arbejderne ikke tror på unioner eller den kultur, da de jo dybest set ikke eksisterer. Derfor bliver vores mission at vinde deres stemmer både under og efter valgkampen,« siger Böke.

’De sekulære er Vestens tjenere’

Selin Böke skal videre. Hun griber sin krykke og begiver sig mod den hvide bil, der holder foran hovedkvarteret. Inden hun sætter sig ind på bagsædet, spørger nogle tilfældige forbipasserende, om de må tage en selfie med hende. Det må de.

Bag Bökes bil holder Informations midaldrende chauffør, Mustafa Özkan, parkeret i skyggen. Özkan ligner den tidligere danske fodboldspiller Kim Vilfort, bare i brunere og slankere version. Chaufføren – som er tilhænger af Erdoğans AKP – kigger mistænksomt på Selin Böke, der tager selfies.

Han bryder sig tydeligvis heller ikke om det enorme portræt af partiets sekulære præsidentkandidat, Muharrem Ince, der pryder hovedkvarterets facade. Præsidentkandidaten smiler som en fræk playboy, der lige har drukket et shot raki.

Özkan skal køre os til havnen i Izmir, hvor vi møder det homoseksuelle CHP-medlem Celik Özdemir. Chaufføren ved det ikke og er heller ikke særlig interesseret i at vide det. Han snakker hele vejen til havnen. Han snakker om alt. Trafikprop, rygning, kultur, børn, vejret, Osmannerriget og ukrudt i baghaven. Men Özkan snakker især om landets sekulære, som han intet har tilovers for.

»De såkaldt sekulære praler med deres teorier, humanisme og menneskelige værdier, men når det kommer til stykket, er de en flok egoister, der vil tryne os, så snart de får magten,« siger Özkan mellem to gearskift.

For mange AKP-tilhængere er Izmirs sekulære indbyggere indbegrebet af arrogance. CHP har mere eller mindre repræsenteret den tyrkiske republik, indtil Erdoğans AKP kom til magten i 2002. Folk som Mustafa Özkan mener, at de sekulære sad på flæsket i Tyrkiet. De var eliten. Det var dekanen på universitetet, kunstneren i det fine galleri med udsigt til Bosporus-strædet i Istanbul, forretningsmanden med panoramavinduer i lejligheden ud til havet og kendissen på magasinforsiden, som var skrevet af CHP-venlige journalister, der dominerede den nationale diskurs.

»Man skal aldrig sætte sin lid til en sekulær eller nogen fra CHP. Slet ikke dem fra Izmir,« siger Özkan.

Set fra Özkans konservative perspektiv er mange af Izmirs indbyggere mere europæiske end tyrkiske. Han ser kvinderne vise for meget hud på Izmirs gader. De er letpåklædte og har farverige tatoveringer på anklerne. Mændene er forfængelige og retter konstant på håret, skægget og tøjet for at blive klar til næste selfie. Musikken fra natklubberne overdøver morgenbønnen fra mineraterne. Mange i kystbyen drikker alkohol og spiser på gaden midt under ramadanen uden respekt for islam.

»De er alle sammen Vestens tjenere,« siger han.

Det ville de sekulære izmirier nok grine ad. Men de siger selv, at byen er »vinduet til Europa«, og er stolte af det. Hvis man kommer kørende i bil fra den anatolske højslette ligner bugten i Izmir en favn der vidtåben er vendt mod Middelhavet og det europæiske kontinent. At netop Izmir blev et knudepunkt for de syrere og irakere, der flygtede fra Assad og Islamisk Stat mod et bedre liv i EU, gør heller ikke symbolikken mindre tydelig.

Nu er dagene med de syriske og irakiske flygtninge ovre. I stedet er det Tyrkiets sekulære, som flygter hertil, efter livet som homoseksuel i Istanbul er blevet for farligt. En af dem er Çelik Özdemir.

»Lad os finde en bar nær vandet,« siger Özdemir, da vi ankommer til havnen i Izmir.

»Vi bliver slået til plukfisk«

Çelik Özdemir er en charmerende, skaldet mand med skægstubbe og en dyb, behagelig stemme. Han har et eftertænksomt og flirtende blik. Der er en noget uhyggeligt roligt over Özdemir. Som om han kontrollerer samtlige nerver i sin krop.

Özdemir er klædt i en lyserød skjorte og går som en elegant model på catwalken, når han slentrer langs stålbjælkerne i Konak Pier-centret, som blev designet af den legendariske franske arkitekt Gustave Eiffel, der også tegnede Eiffeltårnet.

»Istanbul er blevet et helvede, så jeg er kommet hertil for at kæmpe videre, men det er heller ikke nemt,« fortæller Özdemir på vej til baren.

I Istanbul boede Özdemir i Beyoğlu-distriktet; det mest frisindede område i metropolen. Men over de seneste år er forfølgelse af bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner blevet langt mere udbredt. Özdemir og venner fra hans miljø må kigge sig over skulderen, når de går på gaden af frygt for at blive slået ned af højrenationalister og islamistister, der ikke mener, at bøsser hører hjemme i Tyrkiet.

»Vi bliver slået til plukfisk,« siger Özdemir og sætter sig ved et terrassebord på en bar langs vandet.

»De hænger os ud på de sociale medier med teksten ’Eftersøgt’. De sender os dødstrusler og alt muligt. Selv i regeringsvenlige medier kører en hetz imod os.«

Det er i følge CHP-medlemmet Çelik Özdemir blevet et helvede at være homoseksuel i Istanbul. Derfor har han forladt byen og flyttet til Izmir »Den sidste tolerante bastion i Tyrkiet,« siger han.

Waleed Safi

Özdemir viser på sin mobiltelefon en avisforside, hvor homoseksuelle bliver dæmoniseret.

»Derfor er jeg kommet til Izmir. Den sidste tolerante bastion i Tyrkiet,« siger han.

Ved havnen, der vender mod Europa, kan Özdemir i sikkerhed tale om sin kamp. Problemet er, at det nu er partiet, der skaber de største udfordringer for ham. Han må dagligt kæmpe indædt for at få LGBT-rettigheder på programmet.

»Lige nu forsøger jeg at få vores rettigheder på dagsordnen under valgkampen. Problemet er, partiet er splittet. Det består på den ene side af en gammel højrefløjsgarde, som er bange for at skræmme vælgere væk, og på den anden side en progressiv fløj, som mener, at vi skal stå ved vores sekulære og humanistiske værdier,« siger Özdemir. 

Selin Sayek Böke er hans foretrukne i partiet, da hun er den mest progressive.

Özdemirs drøm er, at Tyrkiet en dag bliver som Danmark eller de andre skandinaviske lande. Men de interne uenigheder gør det svært. Det er ikke bare under valgkampen, at partiet frygter en vælgerflugt. Partiet har i længere tid ikke turdet stille lovforslag mod hadforbrydelser.

»I partiet er vi enige i teorien, men splittet i praksis om timingen. Vi skal kæmpe for det, for Tyrkiet har ikke den slags lovgivning. Vi bliver gennemtæsket, og ingen retsforfølges. Jeg tror, at sekulære værdier er den eneste vej til frelse,« siger Özdemir.

Selv om partiet skaber udfordringer for hans arbejde, tror han alligevel, at CHP er det eneste sted, hvorfra han kan kæmpe for LGBT-rettigheder. Det er det ældste, mest traditionsrige og største sekulære oppositionsparti, og hvis LGBT-rettigheder nogensinde skal blive mainstream i Tyrkiet, er partiet den eneste platform, der giver mulighed for forandring.

Özdemir er optimistisk. Som kampagneleder møder han en del almindelige tyrkere i hverdagen og fornemmer en stigende modstand mod Erdoğan og AKP-partiets konservative og homofobiske linje.

»Jeg ser helt klart en forandring i Tyrkiet i disse dage. Jeg ser også en anden forandring: Selv om det er blevet farligere at være LGBT, er der flere og flere, der står frem,« siger han.

Özdemir holder en kort tænkepause og kigger mod havet uden at sige et ord. Kun den afdæmpede musik og bølgerne, der rammer molen omkring barens terrasse, kan høres. Tjeneren spørger, om vi ønsker at bestille, men Özdemir vifter med hånden, inden han begynder at tale igen.

»Vores problem er ikke kun et politisk problem. Det er et samfundsproblem. Samfundet vil ikke acceptere os som gruppe. Mange ønsker at kaste os bøsser i havet,« siger han med et smil.

Özdemir ser valget den 24. juni som en eksistentiel kamp. Kun hvis Erdoğan væltes, kan han sove trygt. Hvis Erdoğan sætter sig på magten i længere tid, frygter han for fremtiden.

»Er der en fremtid for folk som mig? Kan jeg få et job i fremtiden? Kan vi fortsætte med at leve her? Alle disse spørgsmål går dagligt gennem mit hoved. Det er demotiverende, men jeg er nødt til at kæmpe videre. Jeg elsker Tyrkiet, jeg elsker virkelig Tyrkiet,« siger Özdemir.

Definitionen af Tyrkiet

Chaufføren Mustafa Özkan (der ligner Kim Vilfort og elsker Erdoğan) har fundet en ny skyggeplads foran Konak Pier-centret. Nu går turen til det kurdiske CHP-medlem Muharrem Dayanc, der venter på en café i et af Izmirs finere kvarterer.

Özkan snakker igen. Om trafikprop, rygning, kultur, børn, vejret, Osmannerriget, og han er stadig sur over ukrudtet, der gror i hans baghave. Men denne gang snakker han også om, hvad han værdsætter ved Tyrkiet.

For Özkan er Tyrkiet først og fremmest et islamisk land. Han værdsætter Osmannerriget, den osmanniske arv og magt som europæerne ’konspirerede’ for at knuse. Han værdsætter Anatoliens soldater, der adlød sultanen i Istanbul og ofrede deres liv for at sprede islam til nye fronter.

»Vi er osmannernes børnebørn, og det er det, vi skal være stolte af,« siger han.

Özkan værdsætter også Tyrkiets landsfader, Mustafa Kemal Atatürk. Men han definerer Atatürk på en helt anden måde end landets sekulære. Han ser landsfaderen som et almindeligt menneske med de rette intentioner.

Tyrkiets sekulære ser derimod Atatürk som et slags overmenneske; en politisk tænkende, valsdansende, rakidrikkende, kvindebedårende kosmopolit, der så Europa i sin belle époque – dengang de europæiske imperier var besatte af at øge deres viden, magt og velstand – og som ønskede at forme Tyrkiet efter europæisk forbillede.

For AKP-tilhængere som Özkan er Atatürk blot endnu en modig soldat i rækken af modige tyrkiske soldater, der knuste de britiske imperialister ved Gallipoli under Første Verdenskrig og bankede grækerne under den tyrkiske uafhængighedskrig i 1919.

»Mustafa Kemal var først og fremmest et ægte mandfolk,« siger Özkan og knytter den ene næve.

Atatürk og hans arv har været genstand for megen debat i Tyrkiet over de senere år.

Præsident Erdoğan har destrueret den skov, som Atatürk opførte i hovedstaden Ankara, og i stedet opført et palads til sig selv, som efter sigende skulle have 1.000 værelser. Han har lukket flere kulturcentre opkaldt efter landsfaderen og planlagt at lukke Atatürk-lufthavnen i Istanbul til fordel for en større lufthavn, der åbner senere på året.

Derudover har AKP-partiet under Erodogan iværksat det, som mange debattører kalder for »en snigende historisk revision af landsfaderen«. AKP har forsøgt at kapre Atatürk ved at projicere partiets egen ideologi og retorik over på ham, præcis som når islamistiske og jihadistiske grupperinger projicerer deres egne ideologier på profeten Muhammed.

Erdoğan har endnu ikke forvandlet Atatürk til islamist, men hans forsøg på historisk revisionisme har været succesfuld. Så succesfuld, at AKP-tilhængere som chaufføren Özkan slet ikke tror, at Atatürk ville bryde sig om landets nulevende sekulære.

»Hvis Atatürk levede i dag, ville han gasse alle de sekulære partier, for de arbejder ikke for hele nationen, men for deres egne snævre interesser og livsstil,« siger Özkan.

Da vi ankommer til caféen, står kurdiske Muharrem Dayanc på fortovet og venter under frodige træer blandt velklædte unge mænd og kvinder, som efter en lang arbejdsdag mødes til en drink, som det er traditionen i Izmir.

’Det fungerer ikke optimalt for partiet’

Muharrem Dayanc er høflig, imødekommende og gavmild. Han insisterer på at give både kaffe og is og beder tjeneren om at lægge regningen til side, så han personligt kan betale den senere.

Men Muharrem Dayanc er også rastløs, frustreret, og utilfreds. Han synes ikke, partiet hænger sammen, og kæmper dagligt med at få sin stemme hørt internt. Han virker bedrøvet.

Om det er, fordi han er en venstreorienteret kurdisk politiker, der opererer i et parti kontrolleret af højrefløjen, vil han ikke selv ind på. Han elsker partiet og vil kæmpe videre, men ligesom den homoseksuelle Çelik Özdemir har han svært ved at præge partiets linje indefra.

»Partiets problem er, at vi forsøger at favne bredt. Vi forsøger at være alting, men ender med at være ingenting,« siger Dayanc, mens han vipper på sin stol på den franske café.

Kurderen siger, at partiet ikke længere er det socialdemokratiske parti, det engang var. I stedet er partiet blevet et konglomerat af liberale, konservative, socialister, og højreorienterede med forskellige dagsordener. Det eneste, de har tilfælles, er, at de er sekulære og vil af med Erdoğan.

»Vi skal holde fast i vores socialdemokratiske værdier. Vi har jo snart tabt hele venstrefløjen. Hvis vi stadig var socialdemokratiske, ville vi måske hugge stemmer fra det venstreorienterede kurdiske parti HDP, fra centrum-højre-partiet Det Gode Parti og måske også vinde stemmer fra kurdere, som stemmer på Erdoğan,« forklarer han.

Dayanc vipper stadig på sin stol, mens han holder på bordkanten med begge hænder. Han ligner en mand, der forsøger at vælge sin ord med omhu, og vil ikke at besvare spørgsmålet om, hvorvidt de forskellige fraktioner saboterer hinanden. Men han understreger, at partiet er nødt til at stå samlet, hvis Erdoğan skal væltes.

»Jeg håber, at vi kan slå Erdoğan,« siger han, men lyder ikke selv overbevist.

Partiets nuværende præsidentkandidat, Muharrem Ince, har klaret sig bedre end forventet, men ikke alle i partiet står bag ham, afslører Dayanc, og det frustrerer ham.

»Ince er den ideelle præsidentkandidat. Han repræsenterer Tyrkiet. Han er centrum. Han er forandring. Hans diskurs er ikke antikurdisk. Men jeg ved ikke, jeg ved det ikke,« siger Dayanc bedrøvet uden at ville nærmere ind på det.

Dayanc holder af græsrodspolitisk og socialt arbejde. Han mener, at partiet skal ud på landet for at vinde stemmer. Partiet skal øge aktiviteterne i Anatolien, hvor Erdoğan står stærkest, og ikke bare langs kysterne, hvor sekularismen traditionelt altid har stået stærkt i Tyrkiet. Men det lader til, at ikke alle er enige med ham.

»Den, der vinder Anatolien, kan vinde hele Tyrkiet. Nogle gange er det svært at kommunikere den pointe ud,« siger Dayanc.

Kurderens telefon ringer pludseligt, og han stopper sin vippen på stolen. Han er nødt til at gå. Flere møder venter forude, og valgkampen er i fuld gang. Dayanc betaler regningen og siger høfligt farvel. Med telefonen tæt ved øret går han ud på fortovet under træerne langs de mange cafeer og forsvinder i en sidegade. Fra samme sidegade kan man høre en velkendt melodi.

»O bella ciao, bella ciao, bella ciao ciao ciao«

Men det er hverken italienske antifacister eller kurdiske rebeller, der kommer gående med den enorme ghettoblaster, der spiller franske Annie Trousseaus remix af den italienske partisansang. Det er en flok hipstere med solbriller, store hulemandsskæg og hårvoks, der dufter af kokos. De er på vej til havnen i Izmir.

»Ciao ciao ciao.«