Læsetid: 16 min.

Tyrkiet er en smuldrende sekulær republik

Præsident Erdoğan er kun ét valg fra at transformere den tyrkiske republik til et enmandsstyre. Fra den sekulære højborg Izmir kæmper det store oppositionsparti for at komme tilbage til magten – eller for i det mindste at overbevise tyrkerne om, at der stadig findes et alternativ til Erdoğan
Tyrkiets præsident Recep Tayyib Erdoğan.

Tyrkiets præsident Recep Tayyib Erdoğan.

AA/ABACA

16. juni 2018

IZMIR – Store portrætter af Tyrkiets grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk, hænger alle vegne i kystbyen Izmir ved Ægæerhavet. Med sine blå øjne stirrer tyrkernes sekulære landsfader intenst på sine landsmænd, og det er svært at afgøre om han stirrer med fascination eller foragt. På nogle af portrætterne ligner han den glatte amerikanske skuespiller Kevin Kline. På andre ligner han Dracula.

I hovedkvarteret for Det Republikanske Folkeparti (CHP) – det nationalliberale parti, som Atatürk stiftede i 1923 – holder landsfaderen ligeledes øje med de partimedlemmer, som i dag kæmper for at opretholde den smuldrende sekulære republik, han grundlagde fra ruinerne af Det Osmanniske Imperium efter Første Verdenskrig.

På hovedkvarterets gange farer partimedlemmerne rundt med smartphones og stakke af papirer i hænderne. De er velklædte. Mænd og kvinder, der smækker med døre, skuffer og telefonrør. De diskuterer, hvisker, råber, griner og stresser over de kommende dage.

Blandt dem går også partiets økonomiske hjerne, parlamentarikeren Selin Sayek Böke, og hilser på kolleger. Hun er en af Tyrkiets mest åbenhjertige eksponenter for et sekulært samfund og formentlig en af landets mest velrenommerede økonomer med sin erfaring fra internationale institutioner. Mange af Tyrkiets progressive kræfter siger, at Selin Sayek Böke i en ideel verden burde erstatte Erdoğan som præsident. Böke går med krykker. Men når den 46-årige økonom bevæger sine 160 centimeter ned ad gangene, udløser det de dybeste tilkendegivelser på respekt fra samtlige mænd på partikontorerne. 

»Sikke en ære, professor,« siger en ældre gråhåret mand med hænderne foran maven og bukker, som var han en tjener.

»Professor, vi har ikke ret mange dage endnu. Du siger endelig til, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med,« siger en anden og forsvinder sporløst mellem sine kolleger i den smalle gang.

Den 24. juni skal tyrkerne både vælge præsident og nyt parlament. Tyrkiets sekulære fraktioner siger, at valget bliver den sidste skillevej for nationen. Efter sidste års forfatningsændringer, der flyttede magten fra parlamentet til præsidenten, kan det kommende valg for alvor forsegle skæbnen for Tyrkiets i forvejen skrøbelige demokrati og gøre præsident Erdoğan til den mest magtfuldkomne hersker i republikkens historie.

Information er taget til Izmir for at undersøge, hvordan det største oppositionsparti, Det Republikanske Folkeparti, CHP, og sekularismen klarer sig inden det skæbnesvangre valg.

I løbet af dagen møder vi tre medlemmer af CHP. Selin Sayek Böke, den kvindelige parlamentariker og økonom. Den homoseksuelle Celik Özdemir, der til trods for farerne har viet sit liv til at kæmpe for Tyrkiets bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Og kurdiske Muharrem Dayanc, der kæmper for at få sin stemme hørt blandt partifællerne.

Til turen hyrer vi en Erdoğan-tilhænger som chauffør til at køre os rundt mellem de forskellige steder i byen. Han viser sig undervejs at have stærke meninger, der sætter vores møder med CHP-medlemmerne i perspektiv.

Erdoğan med de store vandkanoner

Inde på sit kontor stiller Selin Sayek Böke sin krykke under endnu et Atatürk-portræt, og sætter sig til rette i en hvid lædersofa. Pludselig åbner en partisekretær døren uden at banke på. Böke sender straks en sarkastisk bemærkning hans vej:

»Hvad nu? Er der nu flere interne kriser jeg skal løse?« spørger hun og griner selv.

Böke minder om en spøgefuld og energisk gymnasielærer. Hun er konstant selvironisk. Interne kriser har været CHP-partiets svaghed de senere år. Uden at nævne konkrete episoder lægger hun ikke skjul på det. Stridighederne er en åben hemmelighed i Tyrkiet.

CHP-partiets nuværende højreorienterede formand, Kemal Kiliçdaroğlu, har siden 2010 sat sig på partiadministration og fuldstændig knækket kritiske røster. Blandt de progressive i partiet er Kiliçdaroğlu kendt som »den tandløse højreorienterede taber med de dumme rådgivere«. Ved præsidentvalget i 2014 blev han ydmyget af Erdoğan.

Selin Sayek Böke vil naturligvis ikke kritisere sin chef over Information. Det behøver hun ikke, for over de seneste måneder har CHP partiet fået momentum anført af præsidentkandidaten Muharrem Ince – Kiliçdaroğlus rival i partiet – som mange håber, kan slå Erdoğan ved det forestående valg.

Ince er en spektakulær herre. Han holder dramatiske taler, bruger store ord, og vifter med armene ligesom Erdoğan. De seneste to uger har Ince – en 56-årig gråhåret fysiklærer med et hvidt tandsmil – øget sin tilslutning fra omkring 20 procent til 30 procent.

Der er stadig langt op til Erdoğans 48 procent, men Muharrem Inces styrke ligger i, at han fremstår som en mand, der kan forene det religiøse med det sekulære. Ince stammer oprindeligt fra den lille konservative by Rize langs sortehavskysten, hvor også Erdoğans familie boede, inden de flyttede til arbejderkvarteret Kasimpaşa i Istanbul under den store migrationsbølge, der ramte storbyen i 1950’erne.

Ince er født ind i en konservativ familie, han beder jævnligt, forsvarer kvinders ret til at bære tørklæde, og han nyder tilsyneladende et glas raki i ny og næ. Selin Sayek Böke mener dog, at der er andre årsager til CHP's seneste momentum efter flere års krise.

»Hør her. Alle ved, at partiet har haft problemer. Men jeg har da ikke lyst til at tale om de negative aspekter op til et skæbnevalg. Det, jeg kan sige, er, at partiet har fundet sig selv,« siger hun med et glimt i øjet og smiler stort, så alle hendes tænder bliver synlige.

»Vi har en reel chance for at vælte Erdoğan. Vores linje er mere end nogensinde synkroniseret med offentligheden og oppositionen. Alle er trætte af Erdoğans demagogiske tone og især hans økonomiske politik.«

Økonomen Selin Sayek Böke er højt respekteret for sit parlamentariske arbejde for CHP. Mange sekulære kræfter mener, at hun burde gå efter præsidentposten.

Waleed Safi

Præsident Erdoğans Retfærdigheds og Udviklingsparti (AKP) har hverken været retfærdigt eller udviklende, mener Böke. Hun er netop vendt hjem til Izmir efter en tur ved en fabrik i udkanten af Istanbul, hvor de fleste af landets industrikvarterer ligger.

»Jeg mødte 120 mænd ved en fabrik. Alle sammen Erdoğan-tilhængere som var blevet fyret uden varsel. De var gale. De havde ingen steder at henvende sig,« siger Böke, som er kendt for at nedtone sine socialistiske tilbøjeligheder af politiske grunde.

Siden militærkuppet i 1980 har de tyrkiske myndigheder forsøgt at sætte en stopper for klassepolitik. Under den USA-begejstrede premierminister Turgut Özal, der kom til efter et militærkup i 1980, indførte den tyrkiske regering massive liberaliseringer, der mindede om dem, Anwar Sadat gennemførte i Egypten i slutningen af 1970’erne. Under sine to embedsperioder – den sidste varede fra 1987 til 1993, indtil han pludselig faldt død om – knuste Özal arbejderbevægelsen i sit forsøg på at sætte en stopper for ’arbejdernes anarki’.

Da Erdoğan kom til magten i 2002, omfavnede han ikke bare de tidligere administrationers økonomiske politik, men udøvede en langt mere autoritær kontrol med den tyrkiske arbejderbevægelse.

»AKP har været brutale! Vi har faktisk aldrig set noget lignende i Tyrkiet,« siger Böke om Erdoğans økonomiske politik.

Fra Erdoğans magtovertagelse i 2002 og frem til 2018 er 13 strejker blevet ’udsat’ af de tyrkiske myndigheder. Heraf har fem strejker været planlagt siden kupforsøget mod Erdoğan i 2016.

Den tyrkiske præsident har ved flere lejligheder selv offentligt indrømmet, at han agter at bruge undtagelsestilstanden efter kupforsøget til at bandlyse strejker, da de udgør »en trussel for den nationale sikkerhed«. Vandkanonerne har hidtil været Erdoğans fortrukne våben mod strejker. Böke mener, at præsidentens besættelse af vækst nu er blevet hans akilleshæl.

»AKP har ført historiens mest brutale neoliberalistiske politik. De har fuldstændig knust arbejderne og tro mig, vreden stiger, for vi er på vej mod en økonomisk krise. Problemet er, at arbejderne ikke tror på unioner eller den kultur, da de jo dybest set ikke eksisterer. Derfor bliver vores mission at vinde deres stemmer både under og efter valgkampen,« siger Böke.

’De sekulære er Vestens tjenere’

Selin Böke skal videre. Hun griber sin krykke og begiver sig mod den hvide bil, der holder foran hovedkvarteret. Inden hun sætter sig ind på bagsædet, spørger nogle tilfældige forbipasserende, om de må tage en selfie med hende. Det må de.

Bag Bökes bil holder Informations midaldrende chauffør, Mustafa Özkan, parkeret i skyggen. Özkan ligner den tidligere danske fodboldspiller Kim Vilfort, bare i brunere og slankere version. Chaufføren – som er tilhænger af Erdoğans AKP – kigger mistænksomt på Selin Böke, der tager selfies.

Han bryder sig tydeligvis heller ikke om det enorme portræt af partiets sekulære præsidentkandidat, Muharrem Ince, der pryder hovedkvarterets facade. Præsidentkandidaten smiler som en fræk playboy, der lige har drukket et shot raki.

Özkan skal køre os til havnen i Izmir, hvor vi møder det homoseksuelle CHP-medlem Celik Özdemir. Chaufføren ved det ikke og er heller ikke særlig interesseret i at vide det. Han snakker hele vejen til havnen. Han snakker om alt. Trafikprop, rygning, kultur, børn, vejret, Osmannerriget og ukrudt i baghaven. Men Özkan snakker især om landets sekulære, som han intet har tilovers for.

»De såkaldt sekulære praler med deres teorier, humanisme og menneskelige værdier, men når det kommer til stykket, er de en flok egoister, der vil tryne os, så snart de får magten,« siger Özkan mellem to gearskift.

For mange AKP-tilhængere er Izmirs sekulære indbyggere indbegrebet af arrogance. CHP har mere eller mindre repræsenteret den tyrkiske republik, indtil Erdoğans AKP kom til magten i 2002. Folk som Mustafa Özkan mener, at de sekulære sad på flæsket i Tyrkiet. De var eliten. Det var dekanen på universitetet, kunstneren i det fine galleri med udsigt til Bosporus-strædet i Istanbul, forretningsmanden med panoramavinduer i lejligheden ud til havet og kendissen på magasinforsiden, som var skrevet af CHP-venlige journalister, der dominerede den nationale diskurs.

»Man skal aldrig sætte sin lid til en sekulær eller nogen fra CHP. Slet ikke dem fra Izmir,« siger Özkan.

Set fra Özkans konservative perspektiv er mange af Izmirs indbyggere mere europæiske end tyrkiske. Han ser kvinderne vise for meget hud på Izmirs gader. De er letpåklædte og har farverige tatoveringer på anklerne. Mændene er forfængelige og retter konstant på håret, skægget og tøjet for at blive klar til næste selfie. Musikken fra natklubberne overdøver morgenbønnen fra mineraterne. Mange i kystbyen drikker alkohol og spiser på gaden midt under ramadanen uden respekt for islam.

»De er alle sammen Vestens tjenere,« siger han.

Det ville de sekulære izmirier nok grine ad. Men de siger selv, at byen er »vinduet til Europa«, og er stolte af det. Hvis man kommer kørende i bil fra den anatolske højslette ligner bugten i Izmir en favn der vidtåben er vendt mod Middelhavet og det europæiske kontinent. At netop Izmir blev et knudepunkt for de syrere og irakere, der flygtede fra Assad og Islamisk Stat mod et bedre liv i EU, gør heller ikke symbolikken mindre tydelig.

Nu er dagene med de syriske og irakiske flygtninge ovre. I stedet er det Tyrkiets sekulære, som flygter hertil, efter livet som homoseksuel i Istanbul er blevet for farligt. En af dem er Çelik Özdemir.

»Lad os finde en bar nær vandet,« siger Özdemir, da vi ankommer til havnen i Izmir.

»Vi bliver slået til plukfisk«

Çelik Özdemir er en charmerende, skaldet mand med skægstubbe og en dyb, behagelig stemme. Han har et eftertænksomt og flirtende blik. Der er en noget uhyggeligt roligt over Özdemir. Som om han kontrollerer samtlige nerver i sin krop.

Özdemir er klædt i en lyserød skjorte og går som en elegant model på catwalken, når han slentrer langs stålbjælkerne i Konak Pier-centret, som blev designet af den legendariske franske arkitekt Gustave Eiffel, der også tegnede Eiffeltårnet.

»Istanbul er blevet et helvede, så jeg er kommet hertil for at kæmpe videre, men det er heller ikke nemt,« fortæller Özdemir på vej til baren.

I Istanbul boede Özdemir i Beyoğlu-distriktet; det mest frisindede område i metropolen. Men over de seneste år er forfølgelse af bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner blevet langt mere udbredt. Özdemir og venner fra hans miljø må kigge sig over skulderen, når de går på gaden af frygt for at blive slået ned af højrenationalister og islamistister, der ikke mener, at bøsser hører hjemme i Tyrkiet.

»Vi bliver slået til plukfisk,« siger Özdemir og sætter sig ved et terrassebord på en bar langs vandet.

»De hænger os ud på de sociale medier med teksten ’Eftersøgt’. De sender os dødstrusler og alt muligt. Selv i regeringsvenlige medier kører en hetz imod os.«

Det er i følge CHP-medlemmet Çelik Özdemir blevet et helvede at være homoseksuel i Istanbul. Derfor har han forladt byen og flyttet til Izmir »Den sidste tolerante bastion i Tyrkiet,« siger han.

Waleed Safi

Özdemir viser på sin mobiltelefon en avisforside, hvor homoseksuelle bliver dæmoniseret.

»Derfor er jeg kommet til Izmir. Den sidste tolerante bastion i Tyrkiet,« siger han.

Ved havnen, der vender mod Europa, kan Özdemir i sikkerhed tale om sin kamp. Problemet er, at det nu er partiet, der skaber de største udfordringer for ham. Han må dagligt kæmpe indædt for at få LGBT-rettigheder på programmet.

»Lige nu forsøger jeg at få vores rettigheder på dagsordnen under valgkampen. Problemet er, partiet er splittet. Det består på den ene side af en gammel højrefløjsgarde, som er bange for at skræmme vælgere væk, og på den anden side en progressiv fløj, som mener, at vi skal stå ved vores sekulære og humanistiske værdier,« siger Özdemir. 

Selin Sayek Böke er hans foretrukne i partiet, da hun er den mest progressive.

Özdemirs drøm er, at Tyrkiet en dag bliver som Danmark eller de andre skandinaviske lande. Men de interne uenigheder gør det svært. Det er ikke bare under valgkampen, at partiet frygter en vælgerflugt. Partiet har i længere tid ikke turdet stille lovforslag mod hadforbrydelser.

»I partiet er vi enige i teorien, men splittet i praksis om timingen. Vi skal kæmpe for det, for Tyrkiet har ikke den slags lovgivning. Vi bliver gennemtæsket, og ingen retsforfølges. Jeg tror, at sekulære værdier er den eneste vej til frelse,« siger Özdemir.

Selv om partiet skaber udfordringer for hans arbejde, tror han alligevel, at CHP er det eneste sted, hvorfra han kan kæmpe for LGBT-rettigheder. Det er det ældste, mest traditionsrige og største sekulære oppositionsparti, og hvis LGBT-rettigheder nogensinde skal blive mainstream i Tyrkiet, er partiet den eneste platform, der giver mulighed for forandring.

Özdemir er optimistisk. Som kampagneleder møder han en del almindelige tyrkere i hverdagen og fornemmer en stigende modstand mod Erdoğan og AKP-partiets konservative og homofobiske linje.

»Jeg ser helt klart en forandring i Tyrkiet i disse dage. Jeg ser også en anden forandring: Selv om det er blevet farligere at være LGBT, er der flere og flere, der står frem,« siger han.

Özdemir holder en kort tænkepause og kigger mod havet uden at sige et ord. Kun den afdæmpede musik og bølgerne, der rammer molen omkring barens terrasse, kan høres. Tjeneren spørger, om vi ønsker at bestille, men Özdemir vifter med hånden, inden han begynder at tale igen.

»Vores problem er ikke kun et politisk problem. Det er et samfundsproblem. Samfundet vil ikke acceptere os som gruppe. Mange ønsker at kaste os bøsser i havet,« siger han med et smil.

Özdemir ser valget den 24. juni som en eksistentiel kamp. Kun hvis Erdoğan væltes, kan han sove trygt. Hvis Erdoğan sætter sig på magten i længere tid, frygter han for fremtiden.

»Er der en fremtid for folk som mig? Kan jeg få et job i fremtiden? Kan vi fortsætte med at leve her? Alle disse spørgsmål går dagligt gennem mit hoved. Det er demotiverende, men jeg er nødt til at kæmpe videre. Jeg elsker Tyrkiet, jeg elsker virkelig Tyrkiet,« siger Özdemir.

Definitionen af Tyrkiet

Chaufføren Mustafa Özkan (der ligner Kim Vilfort og elsker Erdoğan) har fundet en ny skyggeplads foran Konak Pier-centret. Nu går turen til det kurdiske CHP-medlem Muharrem Dayanc, der venter på en café i et af Izmirs finere kvarterer.

Özkan snakker igen. Om trafikprop, rygning, kultur, børn, vejret, Osmannerriget, og han er stadig sur over ukrudtet, der gror i hans baghave. Men denne gang snakker han også om, hvad han værdsætter ved Tyrkiet.

For Özkan er Tyrkiet først og fremmest et islamisk land. Han værdsætter Osmannerriget, den osmanniske arv og magt som europæerne ’konspirerede’ for at knuse. Han værdsætter Anatoliens soldater, der adlød sultanen i Istanbul og ofrede deres liv for at sprede islam til nye fronter.

»Vi er osmannernes børnebørn, og det er det, vi skal være stolte af,« siger han.

Özkan værdsætter også Tyrkiets landsfader, Mustafa Kemal Atatürk. Men han definerer Atatürk på en helt anden måde end landets sekulære. Han ser landsfaderen som et almindeligt menneske med de rette intentioner.

Tyrkiets sekulære ser derimod Atatürk som et slags overmenneske; en politisk tænkende, valsdansende, rakidrikkende, kvindebedårende kosmopolit, der så Europa i sin belle époque – dengang de europæiske imperier var besatte af at øge deres viden, magt og velstand – og som ønskede at forme Tyrkiet efter europæisk forbillede.

For AKP-tilhængere som Özkan er Atatürk blot endnu en modig soldat i rækken af modige tyrkiske soldater, der knuste de britiske imperialister ved Gallipoli under Første Verdenskrig og bankede grækerne under den tyrkiske uafhængighedskrig i 1919.

»Mustafa Kemal var først og fremmest et ægte mandfolk,« siger Özkan og knytter den ene næve.

Atatürk og hans arv har været genstand for megen debat i Tyrkiet over de senere år.

Præsident Erdoğan har destrueret den skov, som Atatürk opførte i hovedstaden Ankara, og i stedet opført et palads til sig selv, som efter sigende skulle have 1.000 værelser. Han har lukket flere kulturcentre opkaldt efter landsfaderen og planlagt at lukke Atatürk-lufthavnen i Istanbul til fordel for en større lufthavn, der åbner senere på året.

Derudover har AKP-partiet under Erodogan iværksat det, som mange debattører kalder for »en snigende historisk revision af landsfaderen«. AKP har forsøgt at kapre Atatürk ved at projicere partiets egen ideologi og retorik over på ham, præcis som når islamistiske og jihadistiske grupperinger projicerer deres egne ideologier på profeten Muhammed.

Erdoğan har endnu ikke forvandlet Atatürk til islamist, men hans forsøg på historisk revisionisme har været succesfuld. Så succesfuld, at AKP-tilhængere som chaufføren Özkan slet ikke tror, at Atatürk ville bryde sig om landets nulevende sekulære.

»Hvis Atatürk levede i dag, ville han gasse alle de sekulære partier, for de arbejder ikke for hele nationen, men for deres egne snævre interesser og livsstil,« siger Özkan.

Da vi ankommer til caféen, står kurdiske Muharrem Dayanc på fortovet og venter under frodige træer blandt velklædte unge mænd og kvinder, som efter en lang arbejdsdag mødes til en drink, som det er traditionen i Izmir.

’Det fungerer ikke optimalt for partiet’

Muharrem Dayanc er høflig, imødekommende og gavmild. Han insisterer på at give både kaffe og is og beder tjeneren om at lægge regningen til side, så han personligt kan betale den senere.

Men Muharrem Dayanc er også rastløs, frustreret, og utilfreds. Han synes ikke, partiet hænger sammen, og kæmper dagligt med at få sin stemme hørt internt. Han virker bedrøvet.

Om det er, fordi han er en venstreorienteret kurdisk politiker, der opererer i et parti kontrolleret af højrefløjen, vil han ikke selv ind på. Han elsker partiet og vil kæmpe videre, men ligesom den homoseksuelle Çelik Özdemir har han svært ved at præge partiets linje indefra.

»Partiets problem er, at vi forsøger at favne bredt. Vi forsøger at være alting, men ender med at være ingenting,« siger Dayanc, mens han vipper på sin stol på den franske café.

Kurderen siger, at partiet ikke længere er det socialdemokratiske parti, det engang var. I stedet er partiet blevet et konglomerat af liberale, konservative, socialister, og højreorienterede med forskellige dagsordener. Det eneste, de har tilfælles, er, at de er sekulære og vil af med Erdoğan.

»Vi skal holde fast i vores socialdemokratiske værdier. Vi har jo snart tabt hele venstrefløjen. Hvis vi stadig var socialdemokratiske, ville vi måske hugge stemmer fra det venstreorienterede kurdiske parti HDP, fra centrum-højre-partiet Det Gode Parti og måske også vinde stemmer fra kurdere, som stemmer på Erdoğan,« forklarer han.

Dayanc vipper stadig på sin stol, mens han holder på bordkanten med begge hænder. Han ligner en mand, der forsøger at vælge sin ord med omhu, og vil ikke at besvare spørgsmålet om, hvorvidt de forskellige fraktioner saboterer hinanden. Men han understreger, at partiet er nødt til at stå samlet, hvis Erdoğan skal væltes.

»Jeg håber, at vi kan slå Erdoğan,« siger han, men lyder ikke selv overbevist.

Partiets nuværende præsidentkandidat, Muharrem Ince, har klaret sig bedre end forventet, men ikke alle i partiet står bag ham, afslører Dayanc, og det frustrerer ham.

»Ince er den ideelle præsidentkandidat. Han repræsenterer Tyrkiet. Han er centrum. Han er forandring. Hans diskurs er ikke antikurdisk. Men jeg ved ikke, jeg ved det ikke,« siger Dayanc bedrøvet uden at ville nærmere ind på det.

Dayanc holder af græsrodspolitisk og socialt arbejde. Han mener, at partiet skal ud på landet for at vinde stemmer. Partiet skal øge aktiviteterne i Anatolien, hvor Erdoğan står stærkest, og ikke bare langs kysterne, hvor sekularismen traditionelt altid har stået stærkt i Tyrkiet. Men det lader til, at ikke alle er enige med ham.

»Den, der vinder Anatolien, kan vinde hele Tyrkiet. Nogle gange er det svært at kommunikere den pointe ud,« siger Dayanc.

Kurderens telefon ringer pludseligt, og han stopper sin vippen på stolen. Han er nødt til at gå. Flere møder venter forude, og valgkampen er i fuld gang. Dayanc betaler regningen og siger høfligt farvel. Med telefonen tæt ved øret går han ud på fortovet under træerne langs de mange cafeer og forsvinder i en sidegade. Fra samme sidegade kan man høre en velkendt melodi.

»O bella ciao, bella ciao, bella ciao ciao ciao«

Men det er hverken italienske antifacister eller kurdiske rebeller, der kommer gående med den enorme ghettoblaster, der spiller franske Annie Trousseaus remix af den italienske partisansang. Det er en flok hipstere med solbriller, store hulemandsskæg og hårvoks, der dufter af kokos. De er på vej til havnen i Izmir.

»Ciao ciao ciao.«

Serie

Erdogans sidste stik

Præsident Erdogan er kun ét valg fra at legalisere sit forfatningsstridige enmandsstyre af den tyrkiske republik. Med præsident- og parlamentsvalget den 24. juni træder Tyrkiets nye forfatning i kraft, hvor premierministerposten nedlægges og præsidenten overtager beføjelser til at udpege ministre, forfatningsdommere, topembedsmænd og universitetsrektorer, mens militæret sættes under styrket civil kontrol. Vi følger sidste led i Erdogans kamp for at konsolidere sin magt.

Seneste artikler

  • Danmark og Europa er blevet Erdogans fremskudte kampplads

    28. juni 2018
    Den tyrkiske præsident Erdogan er populær langt ud over landets grænser. I Danmark har over halvdelen af tyrkerne stemt på ham. Præsidenten har gjort meget for at få og fastholde støtter gennem de seneste år. Det har han bl.a. gjort gennem direktoratet for religiøse anliggender, Diyanet, som de danske moskeer hører under, og som har en forbindelse til en organisation i Danmark
  • Nu gælder det for Erdoğans modstandere om at komme væk

    26. juni 2018
    Erdoğans tilhængere jubler over endnu en sejr. Hans modstandere har mistet det sidste håb om, at det nogensinde bliver bedre. Selv hvis Erdoğan skulle falde død om, har det store flertal vist sig alt for villige til at undertrykke anderledes tænkende. »Det er ikke de vilkår, vores børn skal vokse op under,« siger en fyret lektor
  • Erdogans nemesis lurer i Tyrkiets mest beskidte valgkamp

    23. juni 2018
    Erdogan er rimelig sikker på genvalg, men hans flertal er i risiko, og hans politiske projekt har delt nationen i en uforsonlighed hinsides politisk debat, og hvor uenighed med Erdogan udlægges som sympati med terror
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Det har været Ata Tyrk i Tyrkiet i fortiden. Tiden går ikke baglæns heller ikke i Tyrkiet. Tyrkiet er fuldstændigt forandret og er ikke mere afhængig af Erdogan, Erdogan har skabt et forandret Tyrkiet, han skabt et nyt system, hvor kvinder kan gå med tørklæde eller lade være( som I Danmark) Tidlgere var det forbudt for kvinder med tørklæde på Universitetet. Analolien Højslette er forvandlet til en moderne region, og ikke gøres til grin, når danskere vil more sig over for tyrker, der kommer derfra, jeg har selv hørte det. I Tyrkiet er økonomisk vekst på 6-7 % år. Man vælter ikke et system på grund af bøsses rettigheder, de kan få det på anden måde. Altså det system Erdogan har skabt forsvinder ikke. han bliver bare ved siden af Ata Tyrk, eller nr:.2.

Nike Forsander Lorentsen

@Touhami Bennour. Det er da all grund til at vælte Erdogans styre før LGB's rettigheter. Bara så du vet.

ak ja, atter ser vi den organiserede religions spøgelse tramp sig vej ind i den virkelige verden, hvor den ikke hører hjemme, og hvor den kun kan gøre mere skade. Organiseret religion er uden sammenligning, direkte eller indirekte, den største skaber af lidelse og elendighed op gennem historien.

Carsten Hansen, Nike Forsander Lorentsen, Maria Jensen, Flemming Berger, Kjeld Jensen, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Hans Larsen, Peter Hansen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Skulle vi i EU, vi med vores menneskerettigheder, havde ladet være med at være så fine på den, og i stedet have ført dem lidt tættere til os...

Touhami Bennour

Jeg har endnu ikke mødt nogen der ikke ser sort over alt, altid kritiserer, om der er hjemme eller i , udlandet, intet land eller system slipper. Jeg er ikke enig, man skal prioriterer, Først skal folk have tre måltider hverdag, efter kommer andre behov i rækkefølge. Det gør jeg også i forbindelse med" det såkaldte "arabisk forår". måske for dig er"debat" en slags sport,men for mig er det reel, det er som mig selv. hvis det går godt i det land jeg kommer fra, får jeg det bedre i udlandet også,. Jeg bliver ikke "vestlig" men jeg vil få respekt. "Maslov teori" anbefaler at man går behov efter behov. Bare der er et resultat så er det godt.Hvad angår religion så er Danmark ikke helt fri for. I Juletiden alt er lukket i tree fire dage. For mig er det religion.

Peter Hansen

Tyrkiet er et godt eksempel på hvor skrøbeligt demokratiet og retssamfundet kan være, lad det være en advarsel til os alle om ikke at tage noget som helst for givet!

David Breuer, Maria Jensen, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Touhami Bennour.
Danskerne kan godt lide at holde fri og hvis julefesten, fejret verdslig eller gejstlig, kan legitimere frihed i tre dage (og det kan den jo), så benytter vi os selvfølgelig af det. Eller misser vi jo en lejlighed til at få hilst på familien og spist noget god mad. Der er rigtigt meget tradition omkring julen, men i de fleste tilfælde er festlighederne ikke længere koblet op på et stærkt gudsforhold, som det var i gamle dage. Vi er med andre ord sekulariseret, eller frigjort fra religionens åg, om du vil. Men traditionen byder os at tænde lys og holde fest i den mørkeste tid, så hvorfor ikke gøre det?

Carsten Hansen, Trond Meiring, Maria Jensen, Flemming Berger, Hans Aagaard, Eva Schwanenflügel, Peter Hansen, Søren Bro og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Kenneth Jacobsen

Stadigvæk i 2018 prædikes den religionsfri verdens evangelium. Ach ja, wie altmodisch... Men velkommen til det 21. århundrede, folkens! At mennesker kan begå uhyrligheder i religionens navn, er bestemt ikke til diskussion - snarere en banalitet. Men sørme om den slags ikke går udmærket, selv uden legitimering vha religion! Hvem behøver egentlig eksempler? Der er osse masser af eksempler på uhyrligheder sket i ateismens, oplysningens, videnskabens, politikkens, magtens, afmagtens, økonomiens navn (for blot at nævne nogle få - uden sammenblanding iøvrigt) - hvad skal vi så stille op med disse fænomener? Nej vel, ligesom religion er det sider af det, som både er problemet og løsningen: os selv - som mennesker. Det nytter ikke at sende aben videre - det må selv gammeldaws ateisttyper kunne forstå.

@Kenneth Jacobsen, hvad den enkelte har af usynlige voksenvenner skader næppe ret meget, men når religionen er organiseret, er der ingen ende på ulykkerne og nej, der er ingen sammenligning med hvad der er begået i ateismens navn, nemlig intet.

Carsten Hansen, Nike Forsander Lorentsen, Kjeld Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Søren Kristensen
16. juni, 2018 - 11:00

Ja, julefesten har for såvidt intet med kristendommen at gøre.
Den eksisterede længe før "danerne blev gjort kristne" som lysfest, en fejring af at mørket var forbi, og det gik mod foråret.
Men de organiserede religioner har været rigtig gode til at apropriere de "hedenske" ritualer og gøre dem til sine egne.
Danskerne elsker også (stadig) deres fridage med venner og familie :-)

David Breuer, Peter Hansen, Flemming Berger, Kjeld Jensen og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Så vidt jeg ved var familier i Danmark også fra hedenkstid, men set i 21 år hundred den er noget andet. Jeg har også fejret Jul( fordi jeg var dansk gift) med danskere selv om jeg tror ikke på gud, men værter virkede ikke som ateister tværtimod. De hellige dage man holder er religion om det er hedensk eller biblisk. Religion, om det er polyteistisk eller monoteistisk, de er ikke rationelle. Det er sagen.

Touhami Bennour

Man skal vide også at en religion kommer ikke fra himlen, den er býgget udfra den gamle religion, Kaaba ( den hellige sten) hos muslimer var også en kult før Islam, stedet var fyld med afguder(polyteistisk guder). de blev ødelagt og skabte i stedet kun en Gud, monoteistisk. Det er ikke så kompliceret.

Touhami Bennour

Eva Svanenflugel
"Lysfest og mørket er væk" Det er så konkret som det er mytologisk. Det gælder kun for nord folk. I syden elsker, jeg vil helst kalde det "skygge" i stedet for mørket, det modsatte af sol er skygge og lys kommer fra sol, i hvert fald dengang. I Syden og i Arabien man hader sol på grund af varme(45-50) nogle steder i "Den arabiske halv Ø" er det så varmt at man ville være i skygge hele tiden: Det er naturen sådan. Naturen er ligeglad med mennesker. Det er også værre på Venus. Altså det du siger gælder kun for folk i norden. Men Nordfolk begynder at bruge "parasol" også. Læs noget sydlige litteratur om sol. og"mørket"

Trond Meiring, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kenneth Jacobsen

Søren, du må spare på det småhånlige, hvis du vil tages alvorligt. Udtryk som usynlige voksenvenner afslører en vis enfoldighed.
Nå. Så intet er sket i ateismens navn. Ja tak, det kræver at man arbejder med en belejlig definition af ateisme. Det er helt klassisk: om andre (her såkaldt organiseret religion) er billedet alene optaget af dens ugerninger - mens billedet af én selv (her ateisme) består af det bedste. Klassisk vi/dem-tænkning. Derved er kommunismen og nazismen og for den sags skyld Videnskaben (med stort), som ateister i sidste ende tror på, ladt ude af billedet. Og det er dog den slags, der står bag et århundrede af tidligere uset lidelse og destruktion. Efter proklamationen af Guds død. Ateister tager alene kredit for fremskridtene (ganske uanset videnskabsfolkenes personlige trosforhold). Med omvendt fortegn ser man bort fra religions positive virkninger. Religion defineres dermed ud fra misgerningerne, der er sket i dens navn. Korstog, heksebrændinger, selvmordsbomber etc - selvom enhver der besværer sig med at vide en smule om religion, ved, at det naturligvis er et voldsomt forsimplet og fortegnet billede - som ville svare til at ateister som sådan vips skulle til at forsvare Hitler og Stalin og atombomber etc for at få ørenlyd. Begge "argumenter" er lige åndssvage. Selvfølgelig er ateisme både legitimt og så meget mere. Det er religion selvfølgelig også - også såkaldt organiseret religion. Det er ikke min gebet at stå på mål for al religion, ligesom Søren heller skal noget lignende for al ateisme. Så store bukser har vi vel ikke. Jeg siger derfor blot dette: jeg ved, at der er sket meget i kristendommens navn, som jeg ved Gud anser for at være ukristeligt, ja endda blasfemisk. Den "organiserede religion", som jeg bekender mig til, er præget af barmhjertighed, tilgivelse, fred, nåde, åbenhed, tillid, håb osv. Jeg kender også til kirkehistorien, og der er intet fejet under gulvtæppet. Kirken vedkender sig åbent sin historie - hvor ville det være et fremskridt, om ateismen (hvis jeg må bruge et sådant udtryk) vedkendte sig sin "sejrsgang", ikke blot på godt, men også ondt. Sagen er i sin enkelthed, at det altsammen er dele af menneskehedens fælles historie. Nå, nu er der bold!

@Kenneth Jacobsen, ja, det er enforldigt at have usynlige voksenvenner, men det må man som sagt selv om, alle problemerne opstår, når man blander det ind i virkeligheden.

Eva Schwanenflügel

Touhami Bennour
16. juni, 2018 - 17:44

Det er rigtigt at lysfesten er et nordisk fænomen, og sikkert og vidst at sydens folk nok har søgt skyggen og køligheden. Men har det ligefrem været religiøst manifesteret?
Jeg ved at der i arabisk litteratur og poesi er anprisninger af månen og stjernerne, er det mon det du hentyder til?
Men mange sydlige religioner har faktisk dyrket solen førhen, fx i det gamle Egypten. Tænk på Ankhnaton, der udråbte sig selv til Solkonge..
Jeg mener blot, at de store monoteistiske religioner har 'overskrevet' andre trosretninger med deres egne fortolkninger, og brugt folkets mærkedage til det, fremfor at indføre nye.

Trond Meiring, Peter Hansen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Katrine Damm

Min teori - tanke er at det havde været mere fornuftigt, at vi, forstået som EU ikke havde holdt Tyrkiet ud i så lang arm i så mange år, hvor landet rent faktisk nærmede sig EU og var interesseret i samarbejde, men de blev holdt hen. Min vurdering er at det havde været klogere at havde vist mere reel interesse i de forhandlinger. Nu er Erdogan fornærmet og landet går i en retning, hvor det er svært at se noget fornuftigt samarbejde i nær fremtid. Til stor skade for rigtig mange fornuftige og progressive mennesker i Tyrkiet.

Peter Andersen, Nike Forsander Lorentsen, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Katrine, islamofobien har mange grene og udtryk.
Jeg tror du har helt ret i at vi kunne have omfavnet Tyrkiet for længe siden, før det blev et geopolitisk ønske for præsidenten at isolere Tyrkiet.
Der var også det aber dabei, at mange regeingsledere ikke kom med støttende udsagn da revolten fandt sted. Det husker præsidenten.

Trond Meiring, Katrine Damm og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Katrine Damm

Mange ønskede vel rent faktisk i deres stille sind, at Erdogan var blevet væltet/sat af de'r .. Og nogen havde også teorier om han selv havde orkesteret det..
Hvis jeg forestår dig ret Eva, så er din tanke også, at grunden til at EU var så fodslæbende i forhold til Tyrkiet, at det er et overvejende muslimsk land?
Min vurdering er jo, at måske netop eller også derfor, skulle EU havde omfavnet dem langt mere - de var jo netop 'på' og motiverede, og nu har vi "balladen" så jeg synes EU har skudt sig selv i foden her.

Touhami Bennour

Eva swanenflugel
Solkonge og Egypten ja det er rigtigt, men det var før Islam. Oldtiden måske var bange for "Guderne" inclusive solGud. Der var mange Guder. alt, det forsvant med Islam, Og månen og natten der dominere i Islam. Gud er blevet en abstrakt væsen. Muslimer sige om Gud: han er ikke født(modsat Jesus) han føder ikke børn og ingen ved hvordan han er.Det er muligt at solen havde plads før Islam , men jeg kender ikke godt den periode.
I øvrigt når danskere taler om Jul eller "lysfest"virker det infantil og barnlig. Også muslimsk børn når du spørger dem om Muslimsk fest siger de vil besøger tante og mormor og de vil få mange gaver og spise de godt og få masser af "bonbon" der er mange ting til børn. Og de ved intet om religion , de kan ikke en gang forstå hvad de læser. Sådan virker det for mig når danskere skal forklare Jul.. Det er ikke dårligt når man forblive barn hele livet?

Michael W Pedersen

Tager jer samme, julefest min bare, må jeg minde om at der sidder tusinder indespærret og politiske aktive bliver forfulgt, samt der sidder millioner i lejre som venter på hvad ?, hvor ? i Tyrkiet!

Kenneth Jacobsen

Nu kan jeg forstå, at du er et travlt menneske, Søren Bro, som kun har tid til oneliners - men jeg føler alligevel trang til blot at tilføje én ting: nemlig at det, du kalder virkeligheden, måske er dér problemet ligger. Lad mig gætte på, at du her arbejder ud fra den tanke, at virkeligheden består af det der kan sanses, måles og vejes - det såkaldt verificerbare, som naturvidenskaben kan forholde sig til. Hvordan kom mennesket frem til en sådan afgrænsning af virkeligheden? Det gjorde den i en legitim stræben efter det, der kan vides noget om. Alt andet blev ladt ude af sådanne studier. Desværre blev dette til benhård ideologi, hvorved man smed barnet ud med badevandet: virkeligheden blev mindre. Fordi alt umåleligt nu blev uvirkeligt. Ikke blot religiøsitet, men følgelig også alt humanistisk videnskab falder sådan set bort som blot subjektivt. Menneskelige grundfænomener som tro, kærlighed, solidaritet etc etc blir reduceret til kemiske processer i hjernen og/eller følger af artens eller individets evolutionære instinkt. Livet reduceret til alles kamp mod alle. Livet som skabt i vor tids billede. Her siger jeg tak for kaffe - og tak til de mange, der stadig besidder lidt ånd - som abonnerer på en større virkelighed, hvadenten det så udtrykkes som tro på Gud eller bare noget guddommeligt, som ikke ophøjer mennesket selv til sin egen gud.
Jeg beklager, hvis jeg her skyder dig noget i skoene, som du ikke mener. Risikoen er naturligvis tilstede.

Jens J. Pedersen

@Touhami Bennour
Jeg debatterer fordi jeg engageret i samfund og mennesker.
Nu er det sådan, at monoteisme ikke harmonerer med demokrati. Da mennesket pr. definition er underlagt eller underdanig i en monoteisme.
Jeg kender det fra Ortodoks Kristendom, Katolisme, Jødedom, Protestantisme og ikke mindst Islam. I bund og grund kan demokrati og monoteisme ikke forstås sammen.
Således vil Islam altid fremelske en despot/imam etc. etc.
Katolismen vil altid fremelske en kejser etc. etc.
Mange mennesker forstår frihed som det at være under nogens herredømme.
Hvis man vil demokrati, så kræver det selvstændig, oplyste og frie mennesker.

Touhami Bennour

Som det vises et andet sted i dag i avisen, monoteismen og demokrati kan samarbejde når mennesker vil og er oplyst. En politisk handling er ikke individuelt men socialt. For syv år siden opstår i de arabiske lande en bevægelse der hedder "arabisk forår" Det har grebet nogle lande stærk an, således næsten alle blev informeret om det "arabisk forår". Den bevægelse skaber en måde at agere på, den måde hedder "demokratiet".Og det var det hvad skete i Jordan forledendag, hvor regeringen blev skiftet under folket press. altså var der hverken borger krig eller optøger men bare demonstrationer og forespørgsel. Det er demokrati i et monoteist land. Et ord som "monoteismen" kan kombineres elle skillesad som man vil. Sproget er lavet af mennesker og ikke omvendt.

Jens J. Pedersen

Touhami Bennour
Nu bliver jeg meget i tvivl, ved du hvad demokrati er?
Jeg opfatter demokrati som en livsform, hvor hvert enkelt menneske er frit og ansvarligt.
Hvis man accepterer en monoteisme, så accepterer man, at der er en unik enhed, som alt og alle relaterer sig til. Den enhed er ikke på valg, men er evig gyldig i troen.
I de fleste monoteistiske religioner er enheden også benævnt som Gud, der forstås som en overordnet entitet, hvor intet er over eller ved siden af. Det er vel egentlig opfattelsen eller skal være opfattelsen af en despot.
Når mennesker tænker i disse baner og accepterer denne tænkning/tro, så vil det vær utrolig vanskeligt fuldgyldigt også at tænke, at folk i almindelighed kan have magten.

Touhami Bennour

Jens J. Pedersen
Hvis du tror du har nu fundet en muslim, du tager fejl, jeg er det ikke. Min ære var ikke monoteisme som sådan, jeg satte bare mennesket udenfor det. Jeg sagder mennesket med sin viden og vilje kan selv bestemme. Jeg ved hvad demokrati er. Jeg har endnu ikke mødt en demokrat som du skildrer ( en livsform), hvis vi diskuterer bare så bliver en bizantinsk diskussion; reelt findes mange demokratidk systemer, men alle afholder valg, og ved at det er "tre magtdeling (Parlament.regering og domstole også er der magtskift (rotation),. Valget er det vigtigste forudsat at det er fair valg.De tre betingelser er nødvendige for alle systemer (valg , magtdeling
og rotation) regeringskift. resten er som man vil, hvertland har sine traditioner eller bliver det diktatur og ikke demokrati. Etymologisk betyder demokrati folketsmagt, altså mange mennesker.Det blev mange gange sagt at "Danmark er et "stamme samfund", ingen hindring for mig.

Jens J. Pedersen

Jeg ved ikke, hvad demokrati er, men jeg ser mange afskygninger.
Om du er muslim eller ej, det er dit problem og ansvar.
Noget vigtigt er, som du skriver, magtens tredeling og valg, men spørgsmålet er, hvad der vælges.
Da magten korrumperer er transparens og massemediernes uafhængighed afgørende.

Kenneth Jacobsen

Kære Jens! At man ikke kan være demokratisk anlagt, hvis man tror på en monoteistisk gud, er desværre en smule fortænkt. En samtale med en (såkaldt) monoteist kan ret hurtigt afklare den misforståelse. Eksempelvis kunne du gå hen til en hvilken som helst kirke, og ganske enkelt spørge dig for. Det samme garanteret i en synagoge og en moske. Selvfølgelig kan du finde nogen, der bekræfter din fordom - men du er sikkert klogere end som så. Men indtil da kan jeg da fortælle dig, at jeg selv tror på Gud - og samtidig hver dag begræder demokratiets problemer ude i verden og her hos os selv. Som jeg ser det, betyder skabelsestanken, at ethvert menneske er skabt lige - og hver især besidder et uendeligt værd. Det er sådan set essensen - mht mennesket - af hvad evangeliet vil sige os. I modsætning til vores egne alt andet end humanistiske indstilling til hinanden. Det har ret afgørende følger for indstillingen til demokrati, hvis du kan følge tanken. Er du klar over, hvordan vores egen folkekirke er organiseret?

Jens J. Pedersen

Kære Kenneth Jacobsen
Jeg beklager, men det er ikke en fordom, men en realitet.
Det kræver ikke et spørgsmål, men en længere samtale, hvor de implicerede netop ikke bliver stillet spørgsmålet: Tror du på en Gud, og er du demokratisk i din grundholdning?

Jens J. Pedersen

Kære Kenneth Jacobsen
Og ja, jeg ved i store træk, hvorledes folkekirkens menighedsråd er organiseret. Jeg har mødt en del og holdt foredrag for dem. Der kan som du nok ved ikke lovgives, så man får demokrati. Demokrati er en livsform, som den enkelte lever, tager stilling til og forstår.
Man kan med lovgivning skabe rum for demokrati, men demokrati kan ikke påtvinges!

Kenneth Jacobsen

Kære Jens! Jeg forstår ikke, hvad du måtte mene med, at de implicerede netop ikke skulle stilles spørgsmålet? Er du bange for at de pr instinkt lyver? At religiøse mennesker dybest set er nogle luskede typer? Jeg er bange for at du sidder fast i noget, der ikke er en realitet, men just en fordom. Mener du virkelig, at du - evt efter en længere samtale - ville nå frem til, at religiøse mennesker sørme ville vise sig slet ikke at være demokratisk anlagt? Lad mig forsøge med et gæt: er det gudstroen selv, der skal være demokratisk, hvis monoteister efter din mening skal kunne kaldes demokratiske? Men så har du da osse komplet misforstået, hvad tro og Gud og ja religiøsitet overhovedet er for størrelser, må man konstatere - hvis det altså er en ret diagnose fra min side. Feks skelner dette syn ikke mellem hvad troen drejer sig om, og hvad et menneske iøvrigt er i stand til at rumme, eksempelvis hvordan dette menneske kan gebærde sig i samfundet som almindelig borger. Igen er det jo enkelt nok: jeg selv engagerer mig politisk og stemmer, ligesom såre mange af mine medborgere, religiøse eller ej. Kræver det en længere samtale? Næ, det er svaret på et meget enkelt spørgsmål, som du kan stille enhver. Som det ser ud, set fra disse få replikker, forekommer det mig, at du ikke er så demokratisk anlagt, som du måske bryster dig af: feks kniber det med respekten for dine "monoteistiske" medborgere sindelag. Og respekt for andres valg, må dog siges at være essentielt for et demokratisk sindelag. Men det kræver måske "en længere samtale"?

Jeg ved ikke, hvad du har holdt foredrag om for menighedsråd - men er egentlig nysgerrig...
Men at du ikke kan se menighedsråd på sogneplan som rendyrket græsrodsdemokrati, undre mig en smule. At folk så ikke tager mere del i dette nærdemokrati, siger vel først og fremmest noget om majoritetens prioritering af egen tid - og måske i anden række noget om folks faktiske demokratiske sindelag - helt og aldeles uden at at tage deres (evt manglende) religiøsitet i betragtning. Demokrati som livsform kan vi blive enige om, selvom det nok er at stile lidt højt sprogligt set. At være religiøs er bestemt en livsform. Men at tro, at den ene udelukker den anden, er simpelthen en and. Du skelner de forkerte steder. Hvis det her handler om virkeligheden, så tal med - ikke blot om - de mennesker, det drejer sig om.

Jens J. Pedersen

Kære Kenneth Jacobsen
Jeg er ikke enig med dig og er skuffet over, at du lægger mig en masse i munden, som jeg aldrig har givet udtryk for.
Jeg er ikke bange for at spørge nogen om noget. Men du ser ud til at være bange for, at det er rigtigt, det jeg skriver.
Jeg har i øvrigt holde foredrag om liv, Kierkegaard og Sartre.

Jens J. Pedersen

Kære Kenneth Jaobsen
Jeg vil blot opfordre dig til at tænke grundigt efter, om din opfattelse hænger sammen.

Kenneth Jacobsen

Kære Jens! Jeg har sørme forsøgt at tage forbehold for mine gæt angående baggrunden for dine udtalelser. Jeg har ikke ønsket at lægge dig for meget i munden, men du skal være velkommen til at rette mig - som det hele tiden har været forudsat. Såvidt jeg læser, står der blot en række påstande tilbage fra din side. Eller hvad? Nu svarer du alene, at jeg lægger dig ting i munden, at du er uenig, og at jeg skulle overveje, om min opfattelse hænger sammen. Jeg kan ikke se, at du overhovedet har forsøgt at argumentere for din påstand om, at gudstro og demokratisk sindelag er uforenlig. Til gengæld har jeg foreslået dig at tale med dem, du frimodig dømmer. Jeg har tilmed henvist til et ret nærliggende modbevis på din fordom, mig selv - sagde hunden. Og det er ikke just fordi jeg savner andre eksempler. Så igen: hvad er det egentlig, du mener? Hvad baserer du din påstand på? Kierkegaard? Sartre? Eller noget mere jordnært? Svarer blafrer i vinden. Men jeg er oprigtigt nysgerrig.

Jens J. Pedersen

Jeg er ikke bange for spørgsmål, men jeg kan være bange for, om jeg får de rigtige svar.
Måske vi skulle invitere hinanden på en kop kaffe, så vi kan komme til kernen.

Touhami Bennour

Man siger tit at Hitler tog magten demokratisk. Det er et eksempel at demokrati er en styreform. Men Hitler var i virkeligheden ikke demokrat men nazi, men senere ændrede han på alt, også styreformen og blev fanatisk. Det er rigtig demokrari ikke er forenelig med fanatismen, men kan en troende også blive det, dvs. ikke fanatisk. Det gælder ikke for dem der lærte religion udenad Det er en misforståelse at tale om monoteisme uden at forklare, hvad man mener med det. Man taler om "monoteistiske religion"( modsat polyteistiske religion) men det betyder ikke nødvendigvis at den troende ikke kunne relativerer det begreb "monoteisme" . Det er et aktuel problem i islam´s lande, derfor man skal komme med en konklusion. Min tanke er at demokrati er et styreform. Det drejer om millioner af mennesker, som er religiøse og demokrater: (millioner)
PS. Seculære er ikke synonyme med "ateismen" Sekulære betyder bare ikke blande religion med politik , holde religion som privat, eventuelt tale om det hjemme. En sekulære troende er en religiøs , der blev også demokrate. Men der tales her om religiøse som vil blive demokrater. I demokrati kræves ikke at man skal være ateist men sekulær, og det betydet i hjertet troende på en monoteistisk gud.