Læsetid: 7 min.

Tysklands venstrefløj er begyndt at spørge sig selv, hvem de skal være solidariske med

Mens Tyskland svinger mod højre, er den tyske venstrefløj internt røget i kamp om flygtninge og universelle principper. Et nyt venstrepopulistisk samlingsprojekt har reelle chancer som parti, men samlet set vil det blot forstærke venstrefløjens livstruende splittelse, mener den tyske politolog Albrecht von Lucke
Die Linkes gruppeforkvinde i Forbundsdagen, Sahra Wagenknecht

Die Linkes gruppeforkvinde i Forbundsdagen, Sahra Wagenknecht

BRITTA PEDERSEN

14. juni 2018

En nådesløs og uhyre belæst kapitalismekritiker med en skalpelskarp retorik, et stift kropssprog og et klassisk, smukt ansigt.

Som den mest fremtrædende figur på den tyske venstrefløj må partiet Die Linkes 48-årige gruppeforkvinde i Forbundsdagen, Sahra Wagenknecht, leve med mange prædikater.

Derfor har de fleste tyskere også en stærk holdning til Wagenknecht. Den tendens er formentlig kun taget til i styrke, efter hun i weekenden tilmed pådrog sig etiketten ’partirebel’.

I en furiøs tale ved Die Linkes partidag skældte hun ikke bare ud på udbytning og dumpinglønninger i Tyskland.

Under skiftevise buh-råb og klapsalver gik hun også stærkt i rette med partiets »mangel på god debatkultur« – og med partilederne Katja Kipping og Bernd Riexinger, der senere fik sløje genvalg med 65 og 74 procent af stemmerne, selv om der ikke var nogen modkandidater.

»Hvis flere fagforeningsfolk og arbejdere vælger Alternative für Deutschland, end de vælger os, så kan vi da ikke læne os tilbage og gå over til dagsordenen,« lød det næsten forarget fra Wagenknecht.

Hun var ikke mindst oprørt over, at et flertal af de delegerede havde stemt for »åbne grænser« som partilinje – inklusiv en forkastelse af at udvise afviste asylansøgere. Det fik en delegeret til fra talerstolen at hævde, at Wagenknecht ignorerer partiets position:

»Du er netop nu i gang med at ødelægge dette parti.«

Buh-råb og klapsalver. Salen var splittet. Salen var partiet.

AfD på fisketur

Over for medierne prøvede Die Linkes anden gruppeformand, Dietmar Bartsch, at nedtone striden ved at kalde det »en ideologisk maskering af magtspørgsmål«.

Men selv om det var en forventelig konflikt, så handlede den om meget mere end personlige magtspørgsmål, mener den tyske politolog Albrecht von Lucke, der i årevis har beskæftiget sig med den tyske venstrefløj.

»Både partidagen og især Sahra Wagenknecht har gjort det klart for alle: Die Linke er et radikalt splittet parti. Splittet mellem en kosmopolitisk og universalistisk lejr omkring Katja Kipping, der forsvarer åbne grænser for alle, og en mere realistisk og nationalistisk lejr omkring Sara Wagenknecht, der mener, at vi skal værne mere om de udsatte mennesker i vores eget land, som skal stå i konkurrence med de flygtninge, der kommer,« siger von Lucke til Information.

I denne strid om flygtningepolitik ser han et åbent brud mellem to lejre i partiet, som ikke er i stand til at indgå kompromiser. Det er fatalt for partiet og partiledelsen, mener han.

»Faktum er, at AfD har fisket en stor del af Die Linkes og venstrefløjens vælgere, så de er tvunget til at overveje, hvordan de skal hive dem tilbage. De bliver nødt til at spørge sig selv, hvordan de vil tage sig af de mindrebemidlede i Tyskland, og hvad det betyder for en universalistisk og måske utopisk position,« mener Albrecht von Lucke.

»Selv i det velhavende Tyskland føler folk stadig mere socialt nedrykningstruede. Når det på et tidspunkt ikke mere går så økonomisk godt for Tyskland, og den sociale splittelse tager yderligere til, vil Wagenknechts position have et langt større vælgerpotentiale.«

I von Luckes øjne sker der nu det i Tyskland, som i årevis har været tendensen i en lang række vesteuropæiske lande.

»Igen er Tyskland på godt og ondt en forsinket nation,« siger han.

»Renationalisering er skyllet hen over Europa, hvor vi med det stærke flygtningepres stiller spørgsmålet: Hvem er vi solidariske med? Analytikere som Dani Rodrik har påvist, hvordan den globale migration har boostet nationalpopulistiske positioner i hele det politiske spektrum, som dermed brydes op. Nu gælder det også Tyskland og Die Linke.«

Konkurrenceprojekt

I den tyske politologs optik har den populære Sahra Wagenknecht de sidste år i stadig højere grad i både interviews og talkshows kørt sit eget projekt uafhængigt af Die Linkes partilinje. Derfor har de fleste på venstrefløjen kigget ængsteligt på, at netop Wagenknecht har foreslået en venstreorienteret samlingsbevægelse hinsides den tyske partipolitik.

Hvor kommentatorer som Der Spiegels Jakob Augstein i princippet roser en bevægelse, der kan gøre noget ved Tysklands skæve formuefordeling, landets hykleriske våbenindustri og Europas asociale forfald, er von Lucke mere skeptisk. Ligesom mange tyske medier og politikere i både De Grønne, SPD og Die Linke vurderer han, at det vil munde ud i en ’Liste Wagenknecht’, der blot vil splitte venstrefløjen yderligere.

I dette forehavende flankeres Wagenknecht af sin mand, Oskar Lafontaine, der var SPD’s kanslerkandidat i 1990, men som endte med at forlade partiet i protest over Gerhard Schröders socialreformer i 2005 for at samle det parti, der senere skulle blive Die Linke. Det hjælper dog ikke meget.

»For det første er ’Liste Wagenknecht’ et konkurrenceprojekt til Die Linke, som Die Linke til dels var det til SPD. For det andet er der ud over Wagenknecht og Lafontaine ikke nogen afgørende figurer, der kan gøre dem følge,« siger Albrecht von Lucke.

Han giver derfor ikke meget for en meningsmåling, der op til Die Linkes partidage viste, at 25 procent af tyskerne kan »forestille sig at stemme på en ’Liste Wagenknecht’«.

Han tilslutter sig i stedet avisen TAZ’ formulering om, at en fjerdedel af tyskerne »sikkert også kan forestille sig at rejse til Australien næste år«.

»Indtil videre findes det her projekt jo kun på papiret. Men det er et projekt, der har den store fordel, at der både ved De Grønne og Die Linke ellers ikke er et flertal, der taler til de socialt mindre velstillede i Tyskland. Derfor vil ’Liste Wagenknecht’ nok have realistiske chancer for at kravle over den tyske spærregrænse på fem procent. Men de vil ikke kunne kopiere Mélenchons succes,« siger han med henvisning til den franske venstrefløjspopulist og -nationalist Jean-Luc Mélenchon, der samtidig med socialdemokratiets sammenbrud opnåede knap 20 procent af stemmerne med bevægelsen France insoumise ved første runde af det franske præsidentvalg i 2017.

»Selv hvis de skulle blive en dominerende kraft på venstrefløjen, er det i en venstrepopulistisk position, hvor de ikke vil være medskabende i tysk politik, og hvor de ikke vil tage regeringsansvar.«

Denne slags antisystem-partier giver Lucke åbenlyst ikke meget for, men kalder dem tværtimod for »antidemokratiske«, fordi de foregiver at være folkets stemme mod establishmentet, selvom intet parti kan tale for folket som helhed.

»I den forstand står Wagenknecht og Lafontaine ikke tilbage for AfD. De vil forblive et populistisk protestparti.«

Tyskland mod højre

I det større billede afspejler den bitre strid om flygtningespørgsmålet i Die Linke samtidig endnu et aktuelt ryk mod højre og mod en mere flygtningeskeptisk position i tysk politik, mener Albrecht von Lucke. Det er bl.a. opstået i kølvandet på mordet på en 14-årig pige, hvor det lykkedes morderen og hele hans familie at flygte til Irak, selvom de oprindeligt var flygtet netop derfra. 

På et strukturelt plan har den igangværende skandale om korruption ved tildeling af asyl ved de tyske flygtningemyndigheder (BAMF) i Bremen også givet ny fart i tilbagerulningen af den tyske åbenhed og insisteren på at hjælpe ikke mindst syriske flygtninge i 2015.

»I den forstand oplever vi for tiden en højredrejning, som går langt ind i CDU/CSU. I valgkampen lagde søsterpartierne låg på denne strid. Men nu er den blevet overmåde tydelig med aflysningen af Seehofers ’Masterplan Integration’,« siger von Lucke med henvisning til indenrigs- og hjemstavnsminister Horst Seehofer (CSU), der med kort frist aflyste sin planlagte præsentation af sin ’Masterplan Integration’ i denne uge.

Den var med von Luckes ord tilsyneladende »for hård højrekost for Merkel« – ikke mindst fordi Seehofer insisterer på at afvise asylansøgere ved grænsen, hvis de allerede er registreret i et andet land.

Hele denne højredrejning er især interessant, når man i stedet for at fokusere på Die Linke tager hele den tyske venstrefløjs elendighed i kikkerten, mener den tyske politolog.

På partidagen udtalte partileder Katja Kipping godt nok, at »den afgørende kraft til venstre for CDU er Die Linke«. Men for det første kunne partiet kun lige holde sit niveau med godt otte procent af stemmerne ved valget i september. For det andet er den samlede venstrefløj gået markant tilbage, påpeger han.

»Op til det tyske valg var situationen dramatisk. I mellemtiden er tilstanden blevet katastrofal,« mener Albrecht von Lucke. Med henvisning til CDU/CSU’s partifarve betegner han gerne Tyskland som »den sorte republik«.

»Der er intet strategisk centrum på venstrefløjen, og der er ingen karismatiske samlingsfigurer. Selv hvis Wagenknecht kan skabe en solid bevægelse, nytter det samlet set ikke noget, hvis det bare splitter venstrefløjen yderligere op. Desuden bliver det endnu et problem for SPD, som får endnu sværere ved at give vælgerne et troværdigt alternativ til CDU/CSU’s koalitionsmuligheder.«

Mens den tyske venstrefløj ikke har fundet nogen kur mod den fortsatte nedtur, ser AfD, FDP og CSU ud til at blive vinderne.

»Det handler også om, at der i de sidste 12 års tyske politik ikke har været realistiske alternativer til Merkels koalitioner. Samtidig tager længslen efter de hurtige beslutninger og den stærke mand til. Det har været en frugtbar grobund for populismen i Tyskland, som AfD har næret sig ved, men som Wagenknecht også kan nyde godt af, hvis det kommer så vidt.«

Rækkevidden af hele skredet i Vesten, som nu udspiller sig internt i Die Linke, skal man ikke undervurdere, mener den tyske politolog, der taler rasende hurtigt, når han først er varmet op. Han betoner her især opgøret med universalismen.

»Det indvarsler en ny verdensordenspolitik og en ny orientering for institutioner som FN og NATO. Det tvinger europæerne til at spørge sig selv: hvordan kan vi beskytte vores europæiske grænser udadtil, også med militær magt. De spørgsmål har stadig en enorm sprængkraft. Ikke kun i Die Linke, men også i resten af Vesten, hvor en kritisk venstrefløj leder efter nye ben at stå på.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Hans Aagaard
  • Benny Jensen
  • Trond Meiring
  • Torben K L Jensen
  • Stig Bøg
  • Eva Schwanenflügel
Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Aagaard, Benny Jensen, Trond Meiring, Torben K L Jensen, Stig Bøg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Sahra Wagenknecht - der er uddannet økonom - er en lysende politisk begavelse på den tyske venstrefløj - en af de få der har set faren i den udvikling mod højre der sker blandt de tyske arbejdere og fattige der bekymrende meget ligner 30´ernes Tyskland. Det sørgelige er hun er i mindretal.
Selv om hun har ret.

Nike Forsander Lorentsen, Hans Aagaard, Eva Schwanenflügel, Benny Jensen, Trond Meiring og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Sahra stammer fra arabisk "Sahara" og det betyder desert eller ørken. Men sahra kan også betyde "aftenselskab"

Britta Hansen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Steffen - lad være med at blande dansk forvaltningskultur ind i tysk indenrigspolitik.
Den er sgu for langt ude.

Benny Jensen

Naturligvis har Sahra ret. Det er også udlændinge, som presser Tysklands Hartz IV modtagere, og tvunget flere til dobbeltjobs som i United Bluff.

niels astrup

Touhami Bennour - hendes far er/var perser., Han blev vist forsvundet under et besøg i Shahens Iran. Så det er nok farsi du skal kunne.

Jeg så hendes tale på partikongressen. På mig virker hun som en af de få voksne i Tyskland for tiden.

Mens alle andre enten jamrer højlydt over AfDs fremgang - og ser sig selv som frontsoldater i en version 2.0 af historien om den forfejlede kamp mod NSDAP, forsøger hun faktisk at lytte og lære.

Og - hun har ret, når hun siger, at die Linke har glemt/forrådt de mennesker, de skulle have forsvaret.

(Et eksempel: For et par år siden stod jeg selv ude ved Oder-floden og faldt i snak med en lokal bonde, som var gråden nær. Han havde netop - igen-igen - fået stjålet nogle svinedyre landbrugsmaskiner...de er i Polen hurtigere end politiet kan nå at komme. Porblemet er, at hele den politiske klasse har jublet over de åbne grænser - og så måtte folk i grænseområdet ellers klare sig selv. HVORFOR tod de Linke ikke den sag op - manden var ikke alene, det sker langs med hele den gamle grænse).

Sahras ræsonnement minder i øvrigt meget om den diskussion Kaare Bluitgen, Lars Olsen og en håndfuld andre forsøgte at løbe i gang i 2001.

Flemming Berger, Hans Aagaard og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Niels Astrup. Så hvis faderen til Sahra er perser så betyder navnet mere sikkert "aftenselskab". fordi det udtales Sahra på arabisk/persisk på den samme måde som på latinsk, mens Sahara udtates anderledes. H udtales med hals (laryngs) sa( )ara. Det ved man ikke når man taler det på latinsk. Jeg tror ikke perserne har det med "laryngs" vokale men H har det

Steffen Gliese

Det er det sædvanlige skud efter budbringeren, når det er ganske få procents indvandring i Europa over et halvt århundrede, man skyder på.
Over hele Europa har neoliberalismen og dens sværddrager NPM vundet fremgang, lokalt i land for land, men tilsammen rammer det hele det europæiske samarbejde, som nogen ovenikøbet vil begrænse til kun at være handel - og dermed fortsætte ad den samme linje, hvor borgerne blot er produktionsenheder.
Det er derfor, jeg græder tørre tårer over Brexit, fordi UK om nogen har været årsagen til, at tankegangen og politikken har vundet indpas. Men der er selvfølgelig variationer - herunder at Danmark endnu engang havde hat bedre forudsætninger for at redde sig i land med Keynes og et i de år for samfundet altafgørende råstof, som vi ikke kunne ty til i 70erne.
Så meget des mere forbryderisk er det, at neoliberalisterne, senest i skikkelse af Bjarne Corydon, ikke medregnede indtægterne fra Nordsøen - eller den stabilitet for dansk produktion og energiforsyning, som de stadig har, selvom vi selvfølgelig bruger netop det grundlag til at komme hastigt videre med vedvarende, ikke-forurenende energikilder.

Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Jamen Steffen - du har fuldstændig ret når du citerer Knud Aarup og nævner Reagan-Thatcher neo-liberale statskup hvor det drejede sig om at udvide arbejdsudbuddet ekspotentielt med den frie bevægelighed og Tysklands demografiske fremtidsproblemer med en ældrende befolkning.
Så vidt så godt. Det Sahra Wagenknecht mener er at det har medført det problem vi har i dag og den eneste måde at løse det på er at skabe venstre-populistisk bevægelse for at forhindre at bevægelsen mod fascisme fortsætter upåagtet.

Steffen Gliese

Den eneste måde, vi kan løse det på, er ved IKKE at lave en venstrepopulistisk bevægelse, men derimod afsløre Thatcher-Reagans statskup med virkning i hele den vestlige verden. Det er en meget bedre historie, og folk kan straks se sandheden i den.

Henriette Bøhne

I Tyskland anvendes flere varianter af navnet Sara og varianten Sahra er slet ikke ualmindelig. Men googler man, ser man at denne variant faktisk er persisk, og det er vel ikke underligt, eftersom Sahra Wagenknecht, født og opvokset i DDR, er resultatet af en romance mellem en iransk udvekslingsstudent i BRD og hendes mor i DDR. Faderen har hun aldrig kendt, og siger selv, at han formodentlig er forsvundet i Shahens torturkamre.
Udover akademiske grader i filosofi og moderne tysk litteratur har Wagenknecht en nyere doktorgrad i økonomi og er forfatter til flere bøger om finanskrisen bl.a “ Freiheit statt Kapitalismus”. Hun er gift med Oskar Lafontaine, tidligere kanzlerkandidat og finansminister for SPD, som brød med socialdemokratiet og stiftede partiet WASG i protest mod Hartz IV reformerne og senere tog initiativet til at samle venstrefløjen i die Linke.
Wagenknecht er alt andet end populist og desværre forvrænges hendes velunderbyggede udsagn ofte i forvrængede oneliners fra journalisters side for på forskellig måde at bringe hende i miskredit og derfor kan det helt sikkert betale sig at lytte til hendes taler selv, for her har vi med et menneske at gøre, som aldrig giver køb på humanismen.

Britta Hansen, Steen Sohn, Flemming Berger, Torben K L Jensen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Afsløre hvad - Steffen ? En "main-stream" økonomisk politik direkte er indskrevet Maastricht-aftalen der har været gældende i over 20 år ? Kom ned på jorden eller løft strudsehovedet op fra sandet inden det er for sent.

Gustav Alexander

Steffen Gliese,

Jeg forstår ikke, hvorfor man tilslutter sig den elitære og anitidemokratiske position at populisme - dvs handlen efter populær vilje - skulle være forfærdeligt. Vi har da netop brug for venstrefløjspopulisme? Selv de utopiske, humanistiske socialister såsom Walter Benjamin vedkendte sig at der bag enhver fascisme ligger en fejlslagen revolution.

Hvad var Lenin's appel til Sovjetterne i Sankt Petersburg, hvis ikke populistisk? Ønsket om at afslutte den imperialistiske of forarmende krig, at erstatte adels- og borgervælde med arbejdernes diktatur osv. Det samme kan vi spørge om ang. Castro's cubanske revolution - endnu en populisme! Er det virkelig begivenheder du er modstander af? Er spontan, populær vilje vitterlig noget som eliten af borgerlige centrum-socialister skal tøjle?

Det er en noget borgerlig socialisme, som du oftest ender med at give udtryk for, som jeg ser det, fordi den slutter op om status qvo og erstatter politisk selvindsigt med fjendebilleder af de ondskabsfulde racister, som pludselig skulle dominere arbejderklassen - Det er jo også et perspektiv, der dæmoniserer vælgergruppen, som ægte, inderlige socialister burde appellere til, i stedet for at reducere egen politik til en moralsk position angående flygtninge.

Socialismen er ikke en moral eller en etik; det er en nøgtern analyse af kapitalismens lovmæssigheder.

Hvis man lytter til den usædvanligt flotte tale, Henriette Bøhne henviser til ovenfor, skal man lytte mere end godt efter for at høre buhråb.

Henriette Bøhne

Det er en god tale, men langt fra Sahra Wagenknechts stærkeste - den her er fra valgkampen i 2017 og en af de bedste og stærkeste, jeg har hørt fra hende:

https://m.youtube.com/watch?v=s9VMKPsXEAk&t=606s

Jeg læste engang på en blog, hvor en tysk buddhist skrev, at SW er en direkte reinkarnation af Rosa Luxemburg. Jeg er ikke troende, men jeg forstår hvorfra tanken kommet.