Læsetid: 9 min.

USA’s allierede vil tale med store bogstaver over for Trump. Det sker på G7-topmødet i dag – hvis han vel at mærke møder op

Aldrig har en amerikansk præsident været så isoleret inden et G7-topmøde. Værten Canada, Japan og de tre EU-stormagter planlægger at fremlægge en enslydende kritik af Donald Trumps ensidige og protektionistiske handelspolitik og appellere til USA om at stå sammen mod en fælles rival – Kina. Men det vides end ikke, om G7 kan enes om en sluterklæring
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Canadas premierminster, Justin Trudeau, havde smilene fremme, da de mødtes i Ottawa forud for G7-mødet. Ansigterne bliver formentlig lagt i mere alvorlige folder, når de – måske – skal diskutere handelspolitik med Donald Trump på G7-mødet.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Canadas premierminster, Justin Trudeau, havde smilene fremme, da de mødtes i Ottawa forud for G7-mødet. Ansigterne bliver formentlig lagt i mere alvorlige folder, når de – måske – skal diskutere handelspolitik med Donald Trump på G7-mødet.

Justin Tang

8. juni 2018

BOSTON – Til det sidste hænger der en sky af uvished over dette års G7-topmøde, der bliver afholdt på et slot i Charlevoix, Québec i Canada. Vælger den iltre og uforudsigelige amerikanske præsident Donald Trump at blive væk og sende vicepræsident Mike Pence i sit sted?

I går kunne The Washington Post citere kilder i Det Hvide Hus, der har hørt præsidenten kvie sig ved, at han skal »spilde« to dage på et topmøde, hvor de seks andre medlemslande efter alt at dømme vil rotte sig sammen og kritisere ham åbent for USA’s protektionistiske handelspolitik.

Trump afskyr ifølge kilderne at optræde i fora på lige fod med andre verdensledere. Så er det bedre at møde dem hver for sig på tomandshånd, hvor han som leder af supermagten føler, han står stærkest.

Men hvis præsident Trump skulle dukke op i Québec, hvilket er det mest sandsynlige, udelukker hans rådgivere ikke, at han i irritation over at blive udsat for enstemmig kritik for den straftold, han pålagde de seks andre landes eksport af stål og aluminium i sidste uge, nægter at underskrive en sluterklæring.

Splittelsen mellem USA på den ene side og de seks andre vestlige stormagter på den anden side er så afgrundsdyb, at G7’s finansministre ikke kunne enes under et møde sidste weekend i Canada om at fastlægge en fælles dagsorden for stats- og regeringschefernes samtaler. Det er helt uhørt i G7-gruppens 44 år lange historie.

Indtil den amerikanske straftold på stål og aluminium havde finansministrene fra de seks andre lande i G7-gruppen håbet at finde fælles fodslag med USA om en handelspolitik rettet mod Kina. Det er Kinas overproduktion af aluminium og stål og videresalg til bl.a. EU-landene, Canada og Japan, der er skyld i de lave verdensmarkedspriser på metallerne.

Hvis G7-gruppen m.a.o. kunne presse Kina til at begrænse sin produktion, ville det have været unødvendigt for Trump at straffe USA’s allierede for at eksportere relativt billige, forarbejdede metalprodukter til USA.

Men de seks landes forslag blev afvist af USA. Trump har tilsyneladende ikke i sinde at uddelegere sin handelspolitik over for Kina til andre vestlige stormagter. Præsidenten mener, han er stærk nok til at gå enegang.

Her står G7-landene

USA

I præsidentvalgkampen i 2016 gentog Donald Trump gang på gang refrænet, at multilaterale handelsaftaler begunstiger alle andre lande end USA. Især kritiserede han Kinas meget store handelsoverskud med USA for at være »uretfærdigt«. Den eneste måde at rette op på disse »unfair« handelsordninger ville i Trumps øjne være at melde sig ud og forhandle sig frem til nye og for USA mere fordelagtige aftaler med de enkelte lande.

Som præsident har Trump været bemærkelsesværdig konsekvent i sin udførelse af denne strategi. Han har trukket USA ud af frihandelsaftalen TPP med ti lande i Stillehavsregionen. I valgkampen lovede han også at skrotte den nordamerikanske frihandelstraktat, NAFTA. Men NAFTA er ratificeret af Senatet, så præsidenten kan ikke uden videre trække USA ud. Derfor har Trump-regeringen drøftet en »opdatering« af traktaen med Canada og Mexico. Trump har også antydet, at USA bør forlade WTO, hvorpå hele det internationale frihandelssystem hviler.

Canada

Som vært for dette års G7-topmøde i Charlevoix, Québec, befinder premierminister Justin Trudeau sig i en yderst penibel situation. USA er Canadas største handelsparter. De to landes økonomier er tæt forbundne. Ikke desto mindre var Canada et af de lande, USA i sidste uge pålagde straftold på eksport af stål og aluminium.

Trudeau kaldte Trumps træk »en fornærmelse« og annoncerede lige som den tredje partner i NAFTA, Mexico, gengældelse med straftold på bl.a. amerikanske stålprodukter og landbrugsvarer. Kort efter fortalte canadieren på en pressekonference, at Trump havde afvist at se ham i Washington i midten af maj, da forhandlingerne om en revision af NAFTA var tæt på at være i mål. Tidligere i denne uge sagde præsidenten, at han sigter mod at opløse NAFTA og indgå særskilte frihandelsordninger med Canada og Mexico. Det afviser begge lande.

Japan

USA er Japans største eksportmarked. Samtidig er de to lande bundet sammen af en forsvarstraktat, og USA har militære baser i Japan. Denne økonomiske og militære afhængighed stiller premierminister Shinzo Abe i et vanskeligt dilemma. Han var den første regeringschef, der mødte Trump efter indsættelsen i 2017, og de to ledere har siden mødt hinanden ofte.

Men Abes charmeoffensiv over for Trump synes ikke at have givet gevinst. Abe frygter, at præsidenten vil nedprioritere USA’s forsvarsforpligtelse over for Japan under forhandlingerne i Singapore tirsdag med Kim Jong-un om en afrustning af Nordkoreas atomvåbenarsenal. Tokyo har desperat brug for at have amerikansk rygdækning i sit vanskelige forhold til Kina, men meget tyder på, at Trump prioriterer en frihandelsordning med Kina højere.

USA pålagde import af stål og aluminium fra Japan straftold i marts og har tilkendegivet, at toldsatserne på import af biler og trucks snart vil stige. Japan har i modsætning til EU, Canada og Mexico valgt ikke at gøre gengæld.

Trump alene

Trump ankommer således til Québec i dag eftermiddag dansk tid uden en eneste allieret i kredsen af G7-lande. Ikke alene står de tre EU-magter – Tyskland, Frankrig og Storbritannien – last og brast. Canada og Japan er lige så fast besluttede på at tale med store bogstaver over for Trump.

At de canadiske ledere Justin Trudeau og Shinzo Abe er villige til at slutte sig til EU, illustrerer, hvor dyb frustrationen er over Trumps ensidige handels-, forsvars- og udenrigspolitik.

Japans handelsminister, Hiroshige Seko, slog i tirsdags endda til lyd for at rekruttere andre lande uden for G7-gruppen til en alliance vendt mod Trumps protektionistiske linje.

»EU og Japan vil stå sammen og opfordrer andre lande til at slutte op,« sagde Seko.

Et magtopgør i G7-gruppen ville være revolutionerende. Fra sin start i 1985 har USA stort set dikteret andre medlemmer sin økonomiske politik i kraft af sin stilling som supermagt, hvis mønt – den amerikanske dollar – tjener som international reservevaluta.

Men efter Kinas optagelse i Verdenshandelsorganisationen, WTO, i 2002 og fremvæksten af nye regionale stormagter som Brasilien, Indien, Indonesien, Tyrkiet, Sydkorea og Saudi-Arabien er den globale økonomiske dominans gledet USA af hænde.

I stedet har G20-gruppen vundet indflydelse. Ikke desto mindre anses G7-gruppen stadig for at være et uundværligt element i bevarelsen af det internationale frihandelssystem.

Men i Trumps øjne er han blot ude på at redde systemet fra at bryde sammen.

»Frihandel er endt i et kaos, og Trump ser det som sin opgave at rette op på alle manglerne,« forklarede økonomisk chefrådgiver Larry Kudlow under en briefing onsdag i Washington, D.C.

Præsidentens udgangspunkt er, at USA som efterkrigstidens garant for frihandelssystemet kun kan bevare sin førerstilling, såfremt landets industri og arbejderklasse får en større bid af kagen.

Tyskland

USA er den største aftager af tyske eksportprodukter. Tyskland er endvidere mere afhængig af USA’s forsvarsforpligtelse end de fleste andre europæiske lande. Tilsammen betyder det, at Angela Merkels koalitionsregering er den af EU-landenes regeringer, der har udvist størst interesse for at indgå kompromis med Trump om en samhandelsordning mellem EU og USA.

Trumps straftold på import af stål og aluminium rammer Tyskland hårdere end noget andet EU-land. Hvis USA senere i år hæver toldsatsen på import af biler fra 10 til 25 pct., vil det være en katastrofe for tysk bilindiustri. Det er i det lys, man skal se økonomiminister Peter Altmaiers idé om at gå i forhandlinger med USA om en afskaffelse af told på handel med personbiler og lastbiler og på længere sigt fritage alle industrivarer told. Men den idé har indtil videre ikke vundet opbakning inden for EU.

Det stiller kanslerinde Merkel i en vanskelig situation på G7-topmødet i dag. I forvejen er hendes personlige forhold til Trump køligt. Der er endda ikke aftalt et bilateralt møde mellem de to ledere i Québec.

Frankrig

USA er kun det fjerdestørste marked for franske eksporterhverv, og Frankrig er i kraft af et større forsvar end Tyskland og sin status som atomvåbenmagt derfor mindre afhængig af USA. Det er formentlig grunden til, at præsident Emmanuel Macron i april blev indbudt til officielt statsbesøg i Det Hvide Hus med stor fanfare, mens både Merkel og den britiske premierminister Theresa May endnu ikke er blevet tildelt den ære.

Indtil videre har Macron ikke fået noget konkret ud af sit nære personlige forhold til Trump. Tværtimod er hans råd om at lade USA blive i den internationale klimaaftale og i atomaftalen med Iran samt at undlade at pålægge USA’s allierede straftold blevet ignoreret af den amerikanske leder. Ligesom premierminister Trudeau synes præsident Macron derfor nu at have lagt sin charmeoffensiv til side og er mere tilbøjelig til at kritisere Trump direkte i det offentlige rum. Trump skal ifølge CNN være blevet fornærmet over Macrons kritik af hans handelspolitik i en telefonsamtale mellem de to ledere i sidste uge.

Storbritannien

USA er britisk industris største eksportmarked. Briterne anser amerikanerne for at være deres nærmeste militære allierede i kraft af historiske bånd, der går tilbage til kolonitiden. Men Trump – der skal på visit i Storbritannien i midten af juli – har indtil videre ikke udvist samme interesse for London som tidligere amerikanske præsidenter. Premierminister Theresa May har kun en enkelt gang været på et kort besøg i Washington, D.C.

I sidste uge tog May endelig bladet fra munden og kaldte Trumps straftold for en »uberettiget og dybt skuffende« beslutning. Briterne er som en nær USA-allieret særdeles opbragt over Trump-regeringens argument om, at USA’s metalindustri af nationale sikkerhedsgrunde ikke bør være afhængig af import af stål og aluminium – end ikke fra allierede lande.

Italien

Selv om Italien er tvunget til at støtte op om EU-Kommissionens kritiske linje over for den amerikanske handelsprotektionisme, forventes det, at den nye regering under ledelse af premierminister Giuseppe Conte vil holde en lav profil på G7-topmødet i Québec.

For det første er USA Italiens tredjestørste eksportmarked, og for det andet har vicepremierminister Matteo Salvini aldrig lagt skjul på sin beundring for Trumps America First-politik. Omvendt vil Trump være positivt indstillet over for Conte-regeringens planer om at slå ned på dokumentløse immigranter og planerne om at opnå mere fleksibilitet for sin finanspolitik. Italiens støtte til ophævelse af de økonomiske sanktioner mod Rusland vil ligeledes blive billiget af den amerikanske leder. Efter alt at dømme vil premierminister Conte være den eneste, der undlader at kritisere Trump i Québec.

»Uretfærdig behandling«

I en tweet for nogle dage siden fremlagde han sin handelsfilosofi.

»Det er på tide, at USA bliver behandlet retfærdigt. Når vi indkræver nul told af et land for at sælge os deres varer, og det pålægger os toldsatser på 25,50 og selv 100 pct., er det URETFÆRDIGT og kan ikke længere tolereres. Det er ikke fri og fair handel. Det er idiotisk handel!«

Påstanden er urigtig og derfor demagogisk. Men mange af Trumps kernevælgere har set industrijob forsvinde i de sidste årtier; de tror derfor fuldt og fast på hans forenklede fremstilling.

USA har dog næppe tilstrækkelig global indflydelse i dag til at omkalfatre det internationale frihandelssystem på en sådan måde, at økonomiske interesser tilgodeses. En sådan plan virker politisk urealistisk uden at have støtte fra andre G7-lande.

»Det kan godt være, at USA kan fremtvinge indrømmelser på handel fra sine allierede på kort sigt. Men på lang sigt vil vores førerstilling blive undergravet, hvis Trump med sin politik støder de allierede fra sig,« siger handelseksperten Fred Bergsten til The Washington Post.

Adspurgt på finansministres G7-formøde i Canada, om hvorvidt Trumps politik ikke er ensbetydende med at opgive lederskabet af gruppen, erklærede finansminister Steven Mnuchin sig totalt uenig. Et eksempel på USA’s fortsatte lederskab, han nævnte, var skattelettelserne for amerikansk erhvervsliv vedtaget sidste år i Kongressen.

Men det er næppe et eksempel, der illustrerer lederskab af et frihandelssystem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Folke Knudsen
  • Kurt Nielsen
  • Torben K L Jensen
  • Dorte Sørensen
  • Alvin Jensen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Christian Skoubye
  • ulrik mortensen
  • Mihail Larsen
Kim Folke Knudsen, Kurt Nielsen, Torben K L Jensen, Dorte Sørensen, Alvin Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Christian Skoubye, ulrik mortensen og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mihail Larsen

USAs exceptionalisme

- er ikke ny. Den har på godt og ondt været dominerende for amerikansk politik i det mindste siden Atlanterhavserklæringen under 2. verdenskrig, hvor Roosevelt tvang Churchill til at opgive en tilbagevenden til 'de gode gamle (imperiale) dage'. Den efterfølgende afkolonisering svækkede de europæiske magter, og gav plads til en global, amerikansk dominans. Politisk, økonomisk og kulturelt.

Den nye verdensorden blev udtænkt i USA med dannelsen af FN i New York 1945, og verdenserklæringen om Menneskerettigheder blev vedtaget i San Francisco i 1948. I tilknytning til FN blev der i årene fremover dannet mange forskellige institutioner og vedtaget en lang række konventioner. Det bemærkelsesværdige er, at USA er det land, der - trods sin selvpåtagede lederrolle - har underskrevet (og dermed bundet sig til) de færreste konventioner.

USA har i det store hele villet tiltage sig en privilegeret rolle som global leder og ordenshåndhæver uden selv at ville binde sig til selv at efterleve reglerne. Præsidenterne Carter og Obama gjorde forsøg på at bryde denne rolle, men uden held.

På det økonomiske område har USA dog alligevel haft en interesse i en form for normering. Kapitalismen kan godt lide beregnelighed. Aftaler skal holdes, hvis forretningslivet skal trives. Og det har USA i uhørt grad nydt godt af i tiden efter 2. verdenskrig, bl.a. i kraft af en overlegen teknologi, der har muliggjort bemærkelsesværdige væksttal i økonomien og en imponerende fremgang i velstand.

Men i de sidste 30-40 år er store dele af den amerikanske industri sakket agterud og har ikke kunnet konkurrere med japanske, europæiske og nu også kinesiske virksomheder. Den har derfor ikke kunnet financiere en fortsat velstandsfremgang. De amerikanske politikere har løst problemet ved at lade seddelpressen løbe og optage lån i udlandet (bl.a. Kina). I den sikre forvisning, at dollaren var så stor og mægtig, at den umuligt kunne kollabere, fordi den nærmest var synonym med det internationale, monetære system. Når alle er nødt til at bruge dollars som vekselkurs, kan udstederen tillade sig nogle friheder.

Men den går ikke længere. USAs gæld er svimlende og svulmende, og Kina kunne i princippet erklære USA bankerot ved at kræve sine tilgodehavende lån indløst. Det er denne spændetrøje, Trump mærker, men i stedet for at imødegå den med moderniseringer af den amerikanske industri og nedlæggelse af håbløse energiformer vælger han at gå i flyverskjul med videreførsel af urentable virksomheder, handelsbarrierer, toldmure og 'sikkerheds'-argumenter.

En ren taberposition, der i al fald allerede på meget kort sigt vil fratage USA rollen som 'leder' - det skulle da være af 'røven af fjerde division'. USA er ved at gøre sig irrelevant. Og det er derfor meget forståeligt, at Macron nu indvarsler en tid, hvor vi ikke længere gider høre på amerikansk bavl.

Jan Jensen, Kim Folke Knudsen, Flemming Berger, Per Torbensen, Kurt Nielsen, Karsten Lundsby, Michael Waterstradt, Holger Madsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Aleksander Laursen, Torben Vous, Alvin Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Christian Skoubye og John Andersen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Hvordan undgår man gæld på statsbudgettet?

Ved at opkræve skatter. Men det har amerikanerne det åbenbart svært ved. 'Skat' er nærmest et fyord for en stor del af befolkningen. Minimalstats-tanken er meget stærk i USA, selv blandt borgere, der egentlig ville have fordel af en velfærdsstat med en rimelig, solidarisk skattepligt.

Ved den sidste skattelovs-vedtagelse i USA i efteråret 2017 fulgte det politiske flertal i kongressen det sædvanlige mønster: Ufinansierede skattenedsættelse (der udhuler de eksisterende sundheds- og velfærdsprogrammer). Tilmed skruet sådan sammen, at de allerstørste skattelettelser går til de allerrigeste, medens middelklassen får nærmest intet ud af dem. Og dem i bunden får naturligvis slet intet.

Resultatet er en øget gældsætning af den amerikanske forbundsstat, som alene kommer landets allerrigeste (1%) til gode; men det er de 99 andre %, der også hænger på gælden.

Det er denne model, Mnuchin synes, vi alle sammen i vesten skal anvende.

"Adspurgt på finansministres G7-formøde i Canada, om hvorvidt Trumps politik ikke er ensbetydende med at opgive lederskabet af gruppen, erklærede finansminister Steven Mnuchin sig totalt uenig. Et eksempel på USA’s fortsatte lederskab, han nævnte, var skattelettelserne for amerikansk erhvervsliv vedtaget sidste år i Kongressen."

USAs økonomi er en tidsindstillet bombe.

Jan Jensen, Kim Folke Knudsen, Flemming Berger, Per Torbensen, Kurt Nielsen, Karsten Lundsby, Carsten Wienholtz, Elisabeth Andersen, Michael Waterstradt, Holger Madsen, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Dorte Sørensen, Alvin Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Gert Romme, Christian Skoubye, John Andersen, Marianne Bjerg og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar

Jeg syntes ikke, man skal tage frihandel ud af "pakken", selv om det alene kan sætte verdens økonomier i kraftig gyngning. Til gengæld syntes jeg, man skal se Donald John Trump´s holdninger, og politik som en helhed, og det er i hvert fald et tilbageskridt på mange år.

En af de mindst debatterede er f.eks. hans kvindeopfattelse. Og den har han nu brugt til at få en række udviklingslande til at skabe anti-abortlove til stor skade for landenes kvinder.

USA´s bidrag til verdens fattige er ret lille. Men skal et land have penge fra USA til f.eks. vandrensning, brøndboringer og så videre, så kræver Donald John Trump at landet etablerer anti-abortlove med meget store straffe for overtrædelser. - Også i lande hvor voldtægt bruges som politisk pressions- og straffemiddel.

Flere af disse lande i Afrika, har således på få måneder reduceret aborter med mere end 90% . Men aborterne udføres trods dette, nu foregår det blot under forhold, hvor risikoen for kvinderne liv nu er ganske overhængende.

Kim Folke Knudsen, Peter Beck-Lauritzen, Kurt Nielsen, Karsten Lundsby, Carsten Wienholtz, Elisabeth Andersen, Christel Gruner-Olesen, Christian Skoubye, Alvin Jensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Nu venter vi på en ny økonomisk katastrofe for USA, lidt af et militært Perle Harbour-katastrofe, hvor USA også havde isoleret sig fra "verden".
Kina kan udløse katastrofen, Israel, Iran kan sikkert også, plus andre tilligemed. Uforståeligt at USA vil løbe denne risiko. Smide "vennerne" ud! Opsvinget i USA efter WW2 var baseret på stjålet teknik og videnskab, kombineret med egen, ikke krigsskadet, produktionskapacitet, der blev afsat til de krigsskadede lande. Denne mulighed foreligger ikke denne gang for USA! (endnu?).
Så lad os skifte dollaren ud med lokalvalutaer og se, hvad der så sker?

Kim Folke Knudsen, Kurt Nielsen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
ingemaje lange

God artikel. Som desværre skæmmes af det altmodische udtryk 'kanslerinde'. Det hører ikke hjemme i en moderne, intellektuel avis.

Kim Folke Knudsen, Kurt Nielsen, Terkel Brenøe og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Geduld ist angesagt. Tålmod: Præsident Donald Trump og det republikanske parti er ved at ændre fundamentalt på USA´s rolle i Verden.

Vi ser konturene af et hvidt USA for de rige, hvor USA´s andre folkeslag udskammes. Vi ser et USA, som har et anløbent forhold til racismen overfor de sorte. Vi ser et USA, der ødelægger stabiliteten i Europa, ved at flytte ambassaden til Jerusalem melde sig som Benjamin Nethanyahus ubetinget allierede uden forbehold. Opskriften på at tilspidse situationen i Mellemøsten yderligere. USA havde magten til at kunne tale israelerne til fornuft i forskellige betændte sager, men bruger ikke denne magt konstruktivt.

Vi ser et USA, som har valgt det islamistiske og fundamentalistiske Saudi Arabien som deres næst vigtigste allierede i Mellemøsten efter staten Israel.

Vi ser et USA, der er slået ind på Protektionisme, som bekæmper og ødelægger frihandel og som begynder at fedte med forslag om at lukke Rusland ind i G7 kredsen.

Vi ser et USA, som nægter at anerkende Klimakrisen og behovet for at omstille til økologi. Det er ikke Præsidenten og hans reaktionære Republikanske parti, som fører denne politik. Det gennemsyrer også virksomhedernes ledelseskoncept. Eksempel koncernen AMAZON. Her har koncernen etableret afdelinger som bringer helt nye returnerede produkter fra kunderne til destruktion fremfor at give dem eller sælge dem fordelagtigt på andre markeder. Nye produkter, som kunderne har returneret indgår i AMAZON regnskab, som en omkostning, da de skal ødelægges efterfølgende. Et syn på ressourcer som er kulsort og reaktionært.

Vi ser et USA, som tror, at konkurrenceevne i virksomheder, det udvikles bedst bag en tyk toldmur. Jeg erindrer utallige eksempler på at det modsatte er tilfældet. USA skal kigge indad og ikke kun udad, når amerikanerne harmes over tabte arbejdspladser. Hvorfor er stålproduktionen flyttet udenlands nok ikke kun p.g.a en manglende amerikansk told ?. Hvorfor har landet ikke ført en aktiv uddannelsespolitik, som kunne give de arbejdsløse stålarbejdere håb om nyt job i en anden branche ?.

Europa og G6 landene bør fastholde overfor USA, at frihandel er et gode og et afgørende redskab til at skabe velstand i hele Verden. Protektionisme og isolationisme fører til det modsatte.

Geduld ist angesagt. Tålmod er påkrævet.

Trods denne lange liste over alt det som Donald Trump og hans dysfunktionelle Republikanske Parti ødelægger for tiden, så skal vi vente med det afgørende kursskifte til efter Midtvejsvalget i November måned 2018.

Valget bliver et målepunkt. Hvis Donald Trump og hans parti vinder valget, så er det amerikanske kursskifte en uoprettelig realitet. Hvis det andet USA de sortes USA, frihandelens USA, de spansk talendes USA, Østkystens USA rejser sig ved Midtvejsvalget og siger stop til dette farlige og reaktionære projekt, som USA er slået ind på. Så er der håb forude, for at skaderne kan genoprettes og dialogen genoptages.

Det atlantiske forhold til USA har været til stor gavn for Europa. Under den 2. Verdenskrig satte hundredetusinder af amerikanske soldater deres liv og førlighed på spil, for at redde demokratiet i Europa fra Nationalsocialismens tyske herskerskab. Det har jeg ikke glemt. Så meget desto mere min forundring og tristesse ved at se, den nuværende Præsidents egocentriske politik udfolde sig.

Kim Folke Knudsen

Mikhail Larsens kommentarer kl. 04:54, og kl. 05:18 er sandheden om USA´s økonomiske tilstand.

Mikhail Larsens beskrivelse af den økonomiske udvikling i USA er den sandhed, der skulle fortælles til amerikanerne. Donald Trump minder mig om en moderne udgave af Napoleon. Han tror, at han kan opretholde et verdensimperium ved at true sig frem i Udlandet og nægte at forholde sig til den indenlandske elendighed i USA, som vokser dag for dag.

En afgørende forskel: Napoleon var en fortræffelig leder i felten. Donald Trumps talenter i den retning, vi får at se ?

Kina sidder på en stor del af de amerikanske obligationer. Hvis USA tirer Kina, så kan de give igen, da de finansierer det amerikanske statskasseunderskud. Kina er ikke en nation, som du kan rykke rundt på som en flok bønder i et spil skak. Det kommer USA til at sande før eller siden. Kina skal behandles med sans for diplomatiet, konduite og respekt for landets ældgamle traditioner også selvom, der er uoverensstemmelser på områderne frihandel og menneskerettigheder med den kinesiske regering.

Hørte i dag vores Donald, nemlig Donald Tusk sige, at han var bekymret for den internationale regel-baserede orden blev udfordret for tiden, og så af dets hovedarkitekt og garant. Han mente så selvfølgelig af Trump/USA.

Tænker bare at netop garant-rollen er blevet en økonomisk udfordring for USA. Og burde være en demokratisk udfordring for os alle. For det han mener med garant i den internationale orden er hardcore militært isenkram.

Udenfor USA har mellem 800 og 1000 (medregnet de hemmelige) militære baser placeret i i 80 lande. Her har amerikanerne så udstationeret 138.000 soldater. Hvilket må koste de hvide ud af øjnene. Jeg tror især at det er denne byrde at amerikanerne ikke kan bære meget længere.

Desværre er det sådan at europæiske regerings-ledere ser disse baser som et gode. Hvor Kineserne ser dem som et onde.

Måske det snart var på tide at befolkningerne især i Europa siger fra overfor dette garant-system. Og beslutter at andre demokratiske ikke-militære organisationer skal være de bærende i den internationale orden.