Feature
Læsetid: 9 min.

Zimbabwerne håber på forandring: »Han er vores Macron«

Folk taler friere, og angsten for sikkerhedspolitiet er aftaget, efter at Mugabe blev tvunget fra magten i november sidste år. Men Zimbabwe fattes stadig penge, og der er opbrud i den politisk-økonomiske orden. Nu udfordrer oppositionens unge Nelson Chamisa militærets magthavere
Oppositionslederen Nelson Chamisa er på kort tid vokset kraftigt som en seriøs udfordrer af ZANU-PFs greb om magten – ikke mindst ved brug af de evner, han har opnået som vækkelsesprædikant. 

Oppositionslederen Nelson Chamisa er på kort tid vokset kraftigt som en seriøs udfordrer af ZANU-PFs greb om magten – ikke mindst ved brug af de evner, han har opnået som vækkelsesprædikant. 

Ritzau Scanpix

Udland
4. juni 2018

»Når Chamisa bliver præsident, får vi solgt vores tomater. Så kan vi endelig tjene nogle penge!«

James Chingomore er 27 år og bonde med tre børn i oplandet til provinsbyen Murewa. Han forbereder sig på at stemme for bare anden gang i sit liv, når Zimbabwe 30. juli går til parlament- og præsidentvalg.

Så denne lørdag i marts stod han op klokken fire, tog det pæne tøj på og cyklede 12 kilometer ind til byen for at se og høre oppositionspartiet MDC-T’s nye leder, Nelson Chamisa.

Ved forrige valg stemte Chingomore på systemet, det vil sige daværende præsident Robert Mugabe og hans ZANU-PF parti – som i november erstattede Mugabe med daværende vicepræsident Emmerson Mnangagwa. Nu overvejer han at stemme for chinja! – ’forandring’, MDC-T’s slogan.

Chamisa var før sin politiske karriere vækkelsesprædikant. Han mestrer kunsten at engagere sin flok:

»Vi smed diktatoren ud, men diktaturet er der stadig!« råber han.

»Hvad er der fortsat?« –

og forsamlingen brøler tilbage: »Diktaturet!«

»Mugabe er væk, men hvem er der stadig?« – og forsamlingen jubler: »Mugabe!«

»Hvem er arkitekten bag Mugabeism?«

»Mnangagwa!«

Blandt folket taler Chamisa lokalsproget shona iblandet engelske fraser, når noget specifikt, noget rammende, noget moderne skal understreges – for eksempel løftet om en lokal lufthavn i Murewa, så bønder som Chingomore kan få deres tomater hurtigt frem til markedet i hovedstaden Harare, 90 km borte.

Da Chamisa slutter, brøler tusinder af stemmer taktfast kravet om Chinja! Chinja! Chinja!

»Han er vores Macron,« fastslår Chingomore – med reference til Frankrigs ungdommelige, politiske hvirvelvind – om den bare 40-årige Chamisa:

»Han er ung, han er en vinder.«

Strømpil

Zimbabwe har altid været en strømpil for kontinentets politiske udvikling. Da Mugabe og ZANU-PF efter en grusom befrielseskrig i 1980 vandt landets første demokratiske valg med en fremstrakt hånd til de hvide tidligere magthavere, viste det vejen ud af apartheid for det langt større og vigtigere Sydafrika.

I de følgende år blev Zimbabwe en succeshistorie. Med støtte til markedsadgang fik landets flertal af småbønder bedre liv, hvor staten med skoler til deres børn gjorde borgerne til Afrikas bedst uddannede.

Internationalt blev Mugabe en ledestjerne for aggressiv afrikansk selvbevidsthed i 1990’erne og et forbillede for drømmen om et Afrika, der er stærkt nok til at tale Vesten imod – hvorefter han styrtede landet i en afgrund af økonomisk armod, afstivet med vold og svindel for at fastholde sin og partiets magt.

Zimbabwe blev symbol på et Afrika styret af despoter, hvor ufrihed og økonomisk stilstand fratog borgerne håb om en bedre fremtid.

I november sidste år tvang militæret den 94-årige Mugabe fra magten i et paladskup. Partiet fastholdt magten, mens det indsatte Mnangagwa (75 år) på topposten efter Mugabe. Han har lovet økonomiske reformer, men ikke politiske.

Hans forbilleder er tilsyneladende Etiopien og Rwanda, der i Vesten fremhæves som Afrikas økonomisk progressive lande. Begge styres af benhårde regimer som dementier af, at demokrati skulle være en betingelse for økonomisk vækst.

»Jeg lover jer økonomisk fremgang og en stærk stat,« sagde han ved sin tiltræden, og han har for nylig udtrykt beundring for ’Rwanda-modellen’.

Hans magtovertagelse har skabt stor optimisme i landets erhvervsliv. Med sit slogan, »Zimbabwe is open for business«, har han rejst verden rundt med løfter om sikkerhed for investeringer.

»Han er helt klart vores mand,« siger en europæisk forretningsmand, der ønsker at være anonym. Han har investeret seks millioner kroner i en ny fabrik.

»Han er jo nok en bandit, fordi han i 40 år var syltet ind i partiets affærer. Men han er den bandit, vi kender. Vi kan samarbejde med ham. Jeg frygter kaos, hvis oppositionen kommer til magten.«

Kanten af afgrunden

Der er håndgribelige tegn på en anden tilstand end under Mugabe. Folk taler friere, angsten for sikkerhedspolitiet er aftaget – i hvert fald i de store byer. Desuden er landevejene til en vis grad befriet for de talrige politispærringer, som ikke bare forsinkede, men kostede de fleste bilister kolde kontanter, især buspassagerer og lastbilchauffører.

De materielle forhold er imidlertid ikke blevet bedre; arbejdsløsheden er lige så massiv som før, og »pengene er væk!«, som Chingomore med en hyppig zimbabwisk frase beskriver det forhold, at landet ikke bare er blevet fattigt, men at det helt enkelt mangler pengesedler.

»Når jeg har solgt mine tomater på markedet i Harare, får jeg en bankoverførsel. Men når jeg så går i banken for at hæve pengene, har de ingen kontanter.«

Zimbabwe har i årevis eksporteret for mindre, end det har importeret, og skiftende ZANU-PF regeringer har lystigt brugt flere penge, end staten tjente på skatter og afgifter. Derfor vokser statsgælden, inflationen og fattigdommen og dermed den politiske trussel mod Mnangagwa.

Tilfangetaget præsident

Mnangagwas magtovertagelse har imidlertid forstyrret den politisk-økonomiske orden inden for den herskende partielite, forklarer en erfaren diplomat i Zimbabwe, der ønsker at være anonym:

»Tidligere var der en relativ klar fordeling af, hvem der plyndrede landet hvordan. Mnangagwa og hans folk har store interesser i guld- og kromminerne. Militæret sidder på alle diamanterne. G40-gruppen, altså kredsen af yngre folk omkring den forrige præsidentfrue, Grace Mugabe, havde en række afgørende importlicenser, især til benzin og diesel, som de tjente tykt på.«

»Nu er der opbrud. Mønsteret er ikke længere klart, der er især kamp om brændstoffet, nu hvor G40 er nedkæmpet. Det skaber usikkerhed og splid.«

Landbrugsforsker Prosper Matondi har som rådgiver om jordreformer længe haft adgang til regeringens inderkreds. Han siger:

»Mnangagwa er en ’tilfangetaget’ præsident, som forsøger at befri sig selv. Han måtte betale generalerne for magten med en vicepræsidentpost og flere vigtige ministerposter. Hæren havde oprindeligt insisteret på repræsentanter i hvert eneste ministerium, men han stoppede dem med argumenter om, at der også skulle være plads til andre af den gamle partigarde.«

»Dernæst har han presset unge kandidater frem. ZANU-PF’s ungdomsorganisation er utålmodig; dens medlemmer er jo også blevet holdt tilbage af stilstanden under Mugabe. Nu vil de til fadet! Ungdomsorganisationens ledelse truede offentligt med at stemme på MDC-T, hvis dets folk ikke blev opstillet til valget. Han kunne spille dette kort mod både generalerne og den gamle garde,« siger han.

»Nogle af de gamle får ikke lov at stille op til valget. Andre fra partiet taber penge. Mnangagwa kan ikke regne med deres støtte, men partiet har brug for alle kræfter for at vinde valget.«

Frihedens dilemma

»Mnangagwa sidder fast i en spændetrøje,« forklarer EU’s ambassadør til landet, Phillippe van Damme.

»Zimbabwe kan ikke komme op af det økonomiske hul uden tilførsel af kapital fra nye lån eller investeringer. Men det har eroderet udlandets tillid, og det første, helt afgørende skridt til at genvinde den er, at valgets vinder får legitimitet gennem et frit og fair valg.«

Omverdenen har siden paladskuppet rettet sine stærkeste projektører på Mnangagwas løfte om en ny stil. Allerede i februar lovede han at bryde med Mugabes aggressive afvisning af udenlandske valgobservatører.

»Alt bliver frit og fair, kom selv og se,« lovede han. Og EU har sagt ja tak. Van Damme har engageret sig stærkt i et pres på staten og regeringen for at sikre, at valgets regler overholdes.

Men løftet er et tveægget sværd, med hvilket Mnangagwa ganske vist har kunnet fælde sine værste modstandere – men at det også truer ham selv, stod klart under Chamisas velbesøgte valgmøde i Murewa.

»Vi har aldrig tidligere set MDC-T her,« fortæller James Chingomore til valgmødet.

»Deres folk blev jaget væk,« forklarer han med en mild omskrivning af, at ZANU-PFs voldsmænd ganske enkelt med skydevåben og køller gjorde store områder af landet utilgængelige for oppositionspartiet, især i partiets vigtigste magtbase, som er bondelandet omkring Murewa.

MDC-T fører i år valgkamp, hvor det aldrig tidligere kunne vise sin røde partifarve. Måske var det mest nyhedens interesse, der trak tusinder til Murewa og farvede byen rød den lørdag i marts, hvor Chamisa lovede lufthavn, men Chingomore gik hjem med mere end en følelse af at have set giraffen:

»Den fyr er stærk!« konkluderede han.

Vinder visionskrigen

Mnangagwa arvede med magten også Mugabes rivalisering med MDC-T’s mangeårige leder, Morgan Tsvangirai. I november så truslen fra valget bare otte-ni måneder borte overkommelig ud for den nye præsident. Han red på en bølge af folkelig eufori, mens MDC-T aldrig havde stået svagere.

Lige siden MDC-T blev dannet i 1999, har ZANU-PF langsomt eroderet Tsvangirais styrke med vold, bestikkelse og slesk tale med den konsekvens, at da Mugabe faldt, og hovedstadens gader var fyldt med et festende folk, takkede det Mnangagwa og ikke MDC-T.

Partiet formåede ikke at bruge den folkelige mobilisering som afsæt til pres for yderligere, demokratiske indrømmelser.

Men i marts døde Tsvangirai, og før hans krop var kold, tog Chamisa ved en lynaktion magten over MDC-T.

Det skete på tværs af både partivedtægter og almindelig anstændighed, og mange omtaler ham som en brutal bandit. Men hans tilranelse af magten over partiet viste, at han nu er den ubestridte kaptajn på oppositionsskibet. Han har samtidig tilført partiet ny, næsten magisk energi.

Allerede ved begravelsesceremonien nogle få dage senere blev Chamisa hyldet som en frelser, »salvet af Tsvangirai«, som han selv sagde, og på en serie efterfølgende møder i partiets vigtigste valgkredse – de store byer – gik tilhørerne hjem med en syngende fornemmelse af, at landet var på vej til et reelt kursskifte.

»Chamisa har givet folk nyt håb,« siger landbrugsforskeren Prosper Matondi, der tilbringer en stor del af sin tid i bondelandet langt fra hovedstaden.

»Vi har levet de seneste mange år i et jerngreb af stilstand, hvor Mugabes magt forekom uden ende. Vi var blevet berøvet fremtiden!«

»Så kom Chamisa. Han lover guld og grønne skove – højhastighedstog mellem landets største byer, firesporede ’spaghetti’-veje og så videre. For folk som os, der tænker os om, er det jo absurd at love højhastighedstog, når selv vores bumletog for længst har opgivet ånden. Men netop derfor! Han siger alt det, som unge mennesker vil høre. Husk på, at 40 procent af vælgerne er under 35 år, de afgør valget! De vil ha’ et nyt Zimbabwe, og Chamisa tænker utraditionelt. Chamisa vinder visionskrigen.«

Militæret bestemmer

Det er muligt, at Chamisa kan få flere stemmer end Mnangagwa. Men det er ikke ensbetydende med, at han vinder valget.

Kun få i Zimbabwe tror, at det hegemoniske ZANU-PF, der har hersket uafbrudt siden 1980, bryder årtiers praksis med at snyde, true og tæve sig til valgsejr. I sidste uge fik skeptikerne syn for sagen, da vicefinansminister Terence Mukupe sagde dét, som alle tænker:

»Hvordan kan nogen helt ærligt tro, at soldaterne tog magten fra Mugabe for bare at aflevere den til Chamisa?«

Det skulle han naturligvis aldrig have sagt, i hvert fald ikke højt.

ZANU-PF-regeringens talsmand, informationsminister Simon Khaya Moyo, kaldte udtalelsen »uautoriseret, ulovlig, hensynsløs, upassende, uønsket og dermed totalt forkastelig. Den truer fred og ro i landet og repræsenterer et frontalangreb på demokratiske principper og traditioner.«

Efter en sådan svada kunne man tro, at viceminister Mukupe blev fyret, men nej: Han er fortsat minister.

Også selv om han har andre pletter på sit ry, blandt andet en frisk voldsdom fra april, hvor retten fandt ham skyldig i at have tævet ministeriets finansdirektør, fordi han nægtede at udbetale Mukupe højere diæter, end statens retningslinjer tillader.

Sagen omkring Mukupe udkrystalliserer præsident Mnangagwas dilemma i valgkampen. Han skal fremstå, som om han har lagt partiets beskidte fortid bag sig.

På den anden side har han brug for partiets gamle, garvede mænd for at vinde. Men både de og hæren holder ham i et jerngreb. Derfor har han ihærdigt forsøgt at få partiet til at opstille en blodtransfusion af unge og selvberoende kandidater til valget.

En af disse er Mukupe, en rig bankmand med internationale forbindelser, der selv kan betale sin valgkamp – og så er han ung, bare 41 år. Han er netop blevet partiets kandidat i valgkredsen Harare East for at slå en af landets mest populære oppositionspolitikere, Tendai Biti.

»De snyder nok igen, som de plejer,« sagde James Chingomore i Murewa allerede i marts.

»Men så ta’r vi dem næste gang. Chamisa er ung, han har tiden for sig. Han vinder det næste valg!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her