Læsetid: 7 min.

15-20 års integrationsarbejde er kollapset

Han var Merkels kardinaleksempel på alt det gode ved 00’ernes åbne, multikulturelle Tyskland. Men så trykkede han hånd med Erdoğan for rullende kameraer. Og nu risikerer fodboldstjernen Mesut Özils bitre afsked med ’Die Nationalelf’ at rive op i et af tyskernes dybeste sår
»Stort set alle unge tyske fodboldspillere med udenlandsk baggrund har Özil som deres forbillede. Det, der sker nu, er, at de vil spørge sig selv, om Tyskland overhovedet vil have dem,« siger lektor Moritz Schramm.

»Stort set alle unge tyske fodboldspillere med udenlandsk baggrund har Özil som deres forbillede. Det, der sker nu, er, at de vil spørge sig selv, om Tyskland overhovedet vil have dem,« siger lektor Moritz Schramm.

Benjamin Cremel

25. juli 2018

Da Tyskland måtte forlade verdensmesterskabet i Rusland allerede efter tre kampe, var det første gang i 80 år – eller siden 1938 – at landet ikke formåede at avancere fra det indledende gruppespil.

Bortset fra en god anden halvleg mod Sverige i anden gruppekamp havde Tyskland spillet tamt. Det skyldtes »sejrsmæthed« efter triumfen fra det seneste verdensmesterskab, lød en af forklaringerne på det tidlige exit. Det var manglen på en notorisk målscorer som Miroslav Klose eller Gerd Müller, lød et andet bud.

Men særligt én analyse vandt indpas i den tyske offentlighed: Den tyske landsholdlejr havde været ramt af uro. En intern uro, der havde to landsholdsspillere med tyrkisk afstamning – Mesut Özil og Ilkay Gündoğan – som hovedpersoner, og som var blevet fremprovokeret af, at de kort inden slutrunden havde poseret side om side med den tyrkiske præsident, Erdoğan, i forbindelse med et velgørenhedsarrangement i London.

Fotoet af landholdsstjernerne og den tyrkiske demagog fremprovokerede stærke reaktioner. Mens Gündoğan hurtigt bedyrede sin uskyld og forklarede, at mødet ikke havde noget politisk motiv, forblev Özil tavs. Kritikken fra medier og politikere var skarp.

Medmindre de to spillere stopper med at »smigre« den tyrkiske præsident, kan »det tyrkiske landshold se frem til to nye spillere«, sagde Sebastian Münzenmaier, medlem af Bundesagen for højrefløjspartiet Alternative für Deutschland (AfD), mens direktøren for Det Tyske Teater i München, Werner Steer, i et senere slettet tweet bad Mesut Özil om at »skride til Anatolien« – selv om Özil er født i Gelschenkirchen og ikke har tyrkisk statsborgerskab.

Reinhard Grindel, præsidenten for det tyske fodboldforbund, DFB, understregede, at det bestemt ikke gavnede forbundets integrationsindsats, at de to landsholdsspillere viste sig offentligt med den tyrkiske statsleder og lod sig »blive misbrugt til hans kampagnestunt«.

Tonen blev ikke mildere, efter at Özil leverede en række ringe præstationer ved VM. Det tyske landsholdskoryfæ Oliver Bierhoff udtalte til Die Welt, at Özils beslutning om ikke at forklare sig efter at være blevet fotograferet med Erdoğan, »burde have været grund nok til at udelade ham fra VM-truppen«, mens DFB-formand Grindel mente, at Özil skyldte tyskerne en forklaring:

»Mange fans blev skuffet, fordi de havde spørgsmål til Özil og forventede et svar,« sagde Grindel til det tyske sportsmagasin Kicker og mente, at spilleren burde forklare sig, når han vendte tilbage fra ferie.

En bredside

Det gjorde Özil så i søndags.

I en føljeton af længere beskeder på Twitter meddelte Özil, at han stopper på landsholdet og rettede i samme ombæring en sønderlemmende kritik mod de tyske medier, DFB og ikke mindst formand Grindel, som Özil anklagede for at have racistiske tilbøjeligheder.

»I Grindel og hans støtters øjne er jeg tysker, når vi vinder, men en immigrant, når vi taber,« skrev Mesut Özil blandt andet og mindede om, at Grindel i 2004, da han sad i Bundesdagen, havde kaldt multikulturalisme »en myte og livslang løgn«.

Han beklagede samtidig, at »visse tyske aviser« havde forsøgt »at vende nationen imod« ham ved at bruge hans dobbelte baggrund og billedet med Erdoğan som forklaring på landsholdets mislykkede slutrunde.

Men det var ikke alene et påstået xenofobisk fodboldforbund og unuancerede medier, der var genstand for Özils kritik. Arsenal-stjernen gjorde i sine tweets opmærksom på, at han ikke følte sig »accepteret i samfundet«, og at han blev behandlet »anderledes«.

Özil refererede blandt andet til den bayerske teaterdirektør Werner Steers bemærkning om, at Özil skulle »skride til Anatolien«, samt at SPD-politikeren Bernd Holzhauer, ifølge Özil, skulle have kaldt ham en »gedeknepper«.

»Disse mennesker har brugt mit billede med præsident Erdoğan som en anledning til at udtrykke deres tidligere skjulte racistiske tilbøjeligheder, og det er farligt for samfundet.« skrev Özil på Twitter og sluttede af med at gøre det klart, at han ikke kunne se sig selv spille for det tyske landshold, så længe han »oplevede en følelse af racisme og disrespekt«.

Udtalelserne antændte en heftig debat i Tyskland, der siden har kørt på fuld blus.

AfD’s Alice Weidel kaldte mandag Özil for »et typisk eksempel på den mislykkede integration af alt for mange indvandrere fra tyrkisk-muslimske kulturelle kredse«.

Præsidenten for fodboldklubben Bayern München, Uli Hoeness, hilste mandag Arsenal-stjernens afgang fra landsholdet velkommen og mente, at Özil havde haft held med at få debatten om Erdoğan-billedet til at dække over sine »lortepræstationer« på landsholdet.

’Et advarselssignal’

Heiko Maas, Tysklands udenrigsminister fra SPD, afviste på en pressekonference mandag, at Özils udmeldinger kunne læses som en dom over landets integrationsindsats, som tyske medier ellers lagde op til.

»Jeg mener ikke, at sagen om en multimillionær, der bor og arbejder i England, vil give os nogen information om vores evne til at integrere i Tyskland,« sagde Heiko Maas, mens andre dele af regeringen udtrykte større opbakning til Özil.

»Det er et advarselssignal, når en så stor fodboldspiller som Mesut Özil føler sig udsat for racisme i sit eget land og ikke føler sig repræsenteret af det tyske fodboldforbund,« skrev justitsminister Katarina Barley (SPD) mandag på Twitter.

Kansler Angela Merkel udtrykte mandag via sin talskvinde sympati for Özils beslutning, som man »må respektere«.

»Mesut Özil er en stor fodboldspiller, der har gjort meget for landsholdet,« sagde regeringens vicetalskvinde, Ulrike Demmer.

I Tyrkiet blev Özils afsked med landholdet til gengæld modtaget med jubel og skadefryd.

»Vi støtter vores bror Mesut Özils ærefulde holdning,« tweetede Tyrkiets sportsminister, Mehmet Kasapoğlu, mens justitsminister Abdulhamit Gül lykønskede Mesut Özil, »som ved at forlade landsholdet har scoret det smukkeste mål mod fascismens virus«.

Den omstridte Erdoğan

Når Özil-Erdoğan-fotoet kan afføde så stærke reaktioner både i både Tyskland og Tyrkiet, skyldes det først og fremmest det allerede temmeligt anstrengte forhold de to lande imellem, understreger Detlef Siegfried, professor på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet.

Sidste år forsøgte Erdoğan at føre aktiv valgkamp over for det tyrkiske mindretal i Tyskland forud for en folkeafstemning, hvilket blev skarpt kritiseret af Tyskland. I forbindelse med præsidentvalget i maj i år bandlyste den tyske regering ethvert forsøg fra Erdoğans side på at føre valgkamp i landet, hvilket fik den tyrkiske præsident til at kalde Tyskland en »undertrykkende magt«.

»Under det seneste valg i Tyrkiet blev det heftigt diskuteret i tyske medier, hvorfor så mange tyrkere i Tyskland stemte på Erdoğan og AKP. Det blev tolket som et integrationsproblem, og derfor bliver det selvfølgelig betragtet politisk, når Özil lader sig fotografere med Erdoğan,« siger Detlef Siegfried.

Han peger på det ændrede styrkeforhold i forbundsdagen som den vægtigste forklaring på, at debatten har været så hård.

»Siden AfD kom ind i forbundsdagen sidste år, har der været øgede tendenser til en racistisk diskurs i Tyskland, hvor synet på integration grundlæggende har ændret sig fra positivt til negativt. Det er AfD og CSU, der står bag, og det er det, som Özil nu sætter på spidsen i sin besked,« siger Detlef Siegfried.

’En katastrofe for Tyskland’

Moritz Schramm, lektor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, ser den verserende debat i Tyskland som et »sammenbrud«. Det kan lyde voldsomt, anerkender han – men man er nødt til at »trække den store pensel frem«, når man skal beskrive følgevirkningerne af Özils opgør med nationalmandskabet:

»Man har i Tyskland, og også i Vesttyskland inden Murens fald, været meget tøvende med at anerkende personer med tyrkisk baggrund som en del af det tyske samfund. Det ændrede sig, da Angela Merkel kom til i 2005 med et mere potitivt syn på etnisk mangfoldighed,« siger Moritz Schramm.

En mangfoldighed, som Özil om nogen inkarnerede.

»I 00’erne var der en enorm lyst i samfundet til at se sig selv som et åbent land og dyrke rummeligheden af forskellige nationale identiteter. Den generation på U21-landsholdet, der vandt europamesterskabet i 2009 og havde spillere som Özil, Khedira og Boateng som de bærende kræfter, blev betragtet som en succeshistorie, der blåstemplede mangfoldighed og pluralitet som positive værdier i Tyskland,« siger Moritz Schramm.

Selv om der hele tiden har været en underliggende strømning, der var skeptiske over for den øgede multikulturalisme, er Özils anklager om racisme alligevel et voldsomt slag for selvforståelsen i Tyskland, fordi det bortvisker den utopiske forestilling om, at Tyskland er i stand til at omfavne pluraliteten bedre end nabolande som Danmark og Frankrig, mener Moritz Schramm.

»Özil sætter ord på en følelse, som i øjeblikket breder sig i de tysk-tyrkiske miljøer. Her herskede der ellers en opfattelse af, at det lige var lykkedes at blive accepteret som en del af Tyskland – men nu bliver der revet op i følelserne igen. Stort set alle unge tyske fodboldspillere med udenlandsk baggrund har Özil som deres forbillede. Det, der sker nu, er, at de vil spørge sig selv, om Tyskland overhovedet vil have dem,« siger Moritz Schramm.

»Sat på spidsen kan man sige, at de seneste 15-20 års arbejde med integrationsspørgsmålet kollapsede i søndags. Det er en katastrofe for Tyskland.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Olaf Tehrani
  • Eva Schwanenflügel
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Katrine Damm, Olaf Tehrani, Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

niels astrup

ôzil og Gündogan lagde pokker tage mig selv deres bagdel i klaskehøjde med den hilsen Gündogan havde skrevet på sin trikot: "Til min præsident. Ærbødigst.".

Det stunt høstede også mængder af kritik fra det tyrkiske community i Tyskland - og man kan spørge sig selv om, hvordan du kan kalde Erdogan "min præsident" ....mens man stiller op for et andet land.

Landsholdsspiller som Sami Khedira - der også er tunesisk statsborger - sagde præcis det, da han blev interviewet af ARD..

Anne Mette Jørgensen, jens peter hansen, Martin Sørensen, Anders Skot-Hansen, Katrine Damm, Bo Carlsen, Christel Gruner-Olesen, Flemming Berger, Anders Reinholdt, Mette Poulsen, Karsten Aaen, ulrik mortensen, Herdis Weins, Peter Beck-Lauritzen, Lars Rasmussen, Karsten Lundsby, Britta Hansen, Jørn Andersen, Carsten Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Per Langholz

Når et dansk sports idol som Peter Schmeichel spiser kage med Putin og har sit eget show på den Putins statspropaganda kanal, får han også hård kritik fra mange, og helt berettiget kritik. På samme måde må Özil acceptere kritik af hans venskab med Erdogan. Özil spiller offer for vesten, præcis som Erdogan gerne vil, og Özil er nu en stor helt i Erdogans Tyrkiet. Det vil være racisme/forskelsbehandling hvis man ikke kritisere ham for hans venskab med Erdogan

jens peter hansen, Anne Mette Jørgensen, Martin Sørensen, Christel Gruner-Olesen, Olaf Tehrani, Herdis Weins, Peter Beck-Lauritzen, Karsten Lundsby, Mette Poulsen, Jørn Andersen, Carsten Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Ét er at Ôzil forekommer politisk naiv, noget andet er, at han føler sig kaldet til at trække racisme-kortet fordi han har kvajet sig. Det er set før, men er stadig et sølle forsvar.

Anne Mette Jørgensen, Martin Sørensen, Bo Carlsen, Steffen Gliese, Flemming Berger, Anders Reinholdt, Carsten Hansen, Peter Beck-Lauritzen, Karsten Lundsby og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

Ved intet om fodbold og meget lidt om Özil, der er født i Gelsenkirchen, men det politiske signal han udsendte ved at vise sig med Erdogan, har været fatalt og yderst kritisabelt i mine øjne. Der mangler han i hvert fald noget 'Fingerspitzengefühl'.

Udenrigsminister Maas' udtalelse »Jeg mener ikke, at sagen om en multimillionær, der bor og arbejder i England, vil give os nogen information om vores evne til at integrere i Tyskland" er helt forbi, da Özil jo netop var kommet så langt på sin vej uden en yderst vellykket integration.

Tilbage bliver de nedgørende og direkte racistiske bemærkninger og beskyldninger, Özil har været udsat for. De har meget lidt med Özil at gøre, men alt med dem, der har udtalt dem.

Racismen bobler i bedste velgående under overfladen - også i Tyskland.

Touhami Bennour, Katrine Damm, Christel Gruner-Olesen, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Herdis Weins og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Martin Kristensen

Özil er tysker når han opfører og føler sig som en. Han er tyrker, når han horer sig ud til diktatorer og omtaler andre landes statsledere som "min præsident".

At han så nu forsøger at dække sin egen svage slutrunde - og faldende kvalitet generelt - ind under racisme understreger bare at det at have evner med en bold ikke giver en højere kvalitet som person - en læring vi mennesker åbenbart skal modtage igen og igen...

Martin Sørensen, Bo Carlsen, Maria Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Jørn Andersen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Det forhold indvandre/ indfødt skal først afklares engang når det er inten glemt eller ej. Jeg har selv hørt eller læst i avisen le Monde den tidliger bagerske finansminister "Franz Josef Strauss"sige at "indbyggere i Bayern er af Karhago´s oprindelse", som blev deporteret af Romere i sin tid. Men det er gammel og derfor glemt. Jeg husker precis den udtalelse fra Franz Josef Strauss men jeg kan ikke huske hvornår. Ikke alle bliver glemt for eksempel er Jøder ikke glemt og derfor er de for sig.

Peter Beck-Lauritzen

Ôzil er en naiv tøsedreng: vil han Tyskland eller Erdogan? I oo'erne var Tyrkiet ikke det, det er idag. Da Erdogan kom til og han "udviklede" sig, ville han udover at føre valgkamp i Tyskland (Holland etc. inklusiv indberetning af Erdogan-fjendsk adfærd bland udenlandsk-boende tyrkere) også have Merkel til at oprette et tyrkisk universitet for de 4 mill. tyrkeres børn i Tyskland! Hvad bilder Erdogan sig ind?
Send Özil hjem til "hans" præsident/diktator! Fodbold eller ikke fodbold. Det er sindelaget, det kommer an på, så derfor "herut" med Özil.

Karsten Lundsby og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Hans Storgaard

@Per Langholz. Var pointen i Özil's kritik om racisme, netop ikke at en anden tidligere tysk spiller, Lothar Matthëus, stillede op til et photo med Putin (sammen med Schmeichel), men som undgik samme form for kritik? Og at det derfor var reduceret til spørgsmål om etnisk baggrund. I øvrigt, var Matthäus også selv én personlighed som kritiserede Özil for at posere med Erdogan.

Ole Frank, morten andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Mads Jakobsen

Tyrkiske indvandrere er en super god mulighed for at måle integration, for at måle om minoriteter tiltager sig vestens værdier om individualitet.

Det er de fordi de kan stemme to steder; i det land de bor i, og Tyrkiet. Vi kan simpelthen med jævne mellemrum se hvad de virkeligt mener når det kommer til stykket.

Og hvordan stemmer de så? De stemmer for blød multikulturalisme rundt omkring i Europa, og en hård, sikker etnostat, Tyrkiet for tyrkere, derhjemme.

De stemmer ikke ud fra individuelle værdier, men ud fra deres gruppes interesser.

Karsten Lundsby og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

Manden er en habil fodboldspiller. Hvis der ikke skal mere til at kradse i selvgodhedens tynde fernis, giver jeg ikke fem flade øre for argumentet om, at vi alle er født lige, og at vi har alle samme rettigheder ved fødsel som menneske. Hvor stor er, og ikke mindst var mandens politiske interesse ?

Anders Skot-Hansen

"De stemmer ikke ud fra individuelle værdier, men ud fra deres gruppes interesser".
Det lyder bekendt. Så er han imtegreret. Måske skulle man se Özil som et individ, og ikke som tihørende en bestemt gruppe, fordi hans far er født i Tyrkiet. Hvor er Peter Schmeichels far iøvrigt født, og er Peter Schmeichel pæredansk? Og er det interessant at vide?

Argumentet om at man ikke kan skille politik og sport holder ikke. Fordi herr Hitler ikke kunne finde ud af at gøre det, betyder ikke, at alle vi andre bare skal følge trop i en tid med eskalerende konflikter. Peace and understanding.

Mads Jakobsen

"Måske skulle man se Özil som et individ, og ikke som tihørende en bestemt gruppe, fordi hans far er født i Tyrkiet."

Hvis man gør det, så kan man ikke forstå hvorfor han, og de fleste andre, opfører sig præcist som om de var del af en gruppe.

Jan Skovgaard Jensen

Uberhalshuggeren den saudiarabiske kronprins Mohammad bin Salman tog for ikke så lang tid siden til USA, som led i at skabe et billede af det Saudiske diktatur som en moderat stemme i Mellemøsten. Kronprinsen mødte med alle politiske repræsentanter og milliardær-drengene i Silicon Valley. Bl.a. man kan man finde yndige billeder af af kronprinsen og Bill Gates og Jeff Bezos.

Den Saudiske moderationen viser sig ved at saudiske kvinder nu må køre bil. De er dog stadig anset for at være mandens ejendom, da de skal bruge mandlige værger, når de ellers skal rundt omkring. På andre områder ses ingen moderation. Samtlige vestlige medier hoppede med på vognen og brugte ord som liberal og moderat i deres artikler om kronprinsen. Og ingen siger et kvæk..men en fodboldspiller kan vi ikke ha fremstå naiv i vores demokratikamp mod autoritære systemer....

Touhami Bennour

En demokrat burde ikke have nogen fjender om de hedder Saudisk Arabien. Saudiarabien har altid været allieret til USA, især i hele den kolde krig, derfor den saudisk kvinde havde også en rolle at spille i den kolde krig: USA sige til Saudier gør nogen mod Soviet, og Saudier gør noget. Hvad angår mandlig "værge" for kvinder i Saudi var også en del at den kolde krig,. Jeg husker President Sadat af Egypten sagde om kvinden i Soviet, som vesterlændige måske ser dem fri og oplyst, var de ikke for Sadat: idet han sagde: "jeg vil aldrig tillade min mor at feje på gaden, det er at nedværdige kvinden", om kvinde der feje på gaden i Soviet. Værge er ikke reaktionnært beslutning men naiv og faderlig beslutning. I Arabien gives ikke skidt arbejde til kvinder så som feje på gaden, det kan man forslå noget andet men det har ikke noget at gøre med menneske rettighederne. Det er ikke en ret for kvinden at feje på gaden. Jeg indrømmer at det er "faderligt" at bestemme for kvinden og hun skal gøre hvad hun vil. Det de gør for kvinden er sagt i god mening og bare gammeldags.Den kolde krig er forbi nu også for USA, og derfor der skal nye mennesker til at ændre på situationen i Saudi Arabien, Nato var det ikke nok at bekempe Soviet. Det er hvad vesterlændige glemmer, Saudier var en rigtig virkelig allieret til USA i Den kolde krig. Det sagde Mohamed ben Salman til Trump.

Mads Jakobsen

Sikket adskillige. Hvis jeg forlangte at blive behandlet som om jeg ingen gruppe tilhørte, ville alle synes jeg tilhørte gruppen af idioter. Med rette.

jorgen stender clausen

Tilfældet Ozil viser, at flertallet af de tyske medier (og politikere) åbenbart er lige så elendige som de danske. Her i landet svines Peter Smeichel til, og da det ikke virker, så er der ingen der undskylder smædekampagnen mod den berømte målmand, der nærmest blev beskyldt for u-dansk virksomhed og landsforræderi. Hvordan man skal karakterisere de journalister, der startede denne hetz, skal jeg ikke komme ind på. Men da verdensmesterskaberne i fodbold så gik hen og blev en succes for den modbydelige Putin og alle de modbydelige russere - hvoraf et meget stort flertal giver ham deres stemme, så kan man levende forestille sig at de samme journalister sikkert har følt sig som de små lorte de er. Mens Smeichel er endnu mere vellidt og beundret end før

Peter Jensen

Sagen er jammerlig for både Özil og Tyskland. Når Heiko Maas ikke mener at Özil har nogen relevans for en vurdering af tysk integration, tager han selvfølgelig fejl. For det pinlige er, at man jo netop, mens alt var godt og Özil var et forbillede, brugte ham som et strålende eksempel på vellykket integration.

Lige så selvfølgelig er det, at Özils omgang med Erdogan er yderst kritisabel. Her har vi altså en tysk borger, med tyrkisk baggrund, der ikke alene har haft voldsom succes i det tyske samfund, men er blevet en nationalhelt. Og på et kritisk tidspunkt viser han så tegn på loyalitet overfor en problematisk politisk skikkelse fra sit oprindelsesland. Dermed kommer han til at personificere en bekræftelse af alle fordomme om, at en vellykket integration ikke altid er reel, men kun tilsyneladende.

Som udgangspunkt er kritikken af ham altså helt berettiget, men samtidig kommer der, som man kunne forvente det, også en række antipatier af mere eller mindre racistisk tilsnit frem ved samme lejlighed. Og dem tager Özil - lige så forventeligt - udgangspunkt i, fordi det er her han nemmest kan forsvare sig. Det er muligt at han altid har været forfulgt af den slags, men hans troværdighed havde været noget større, hvis han havde problematiseret dette, mens han stadigvæk var en nationalhelt.

Jørgen Mathiasen, Tommy Gundestrup Schou og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

En frisk meningsmåling i Forbundsrepublikken, som kan læses på ARD, viser, at 50% er af den opfattelse, at såvel Öyil selv som DFB er skyld i miseren. Det vidner ikke om dårlig dømmekraft og heller ikke om, at der er indtrådt katastrofer i integrationen i Tyskland.
Fra højrefløjen kommer de fremmedfjendtlige, nationalistiske toner, den altid spiller, men Moritz Schramm kan glæde sig - sammen med mange andre - over, at forfatningsdomstolspræsident Voßkuhle i går sammenlignede Horst Seehofers kategorier med naziperiodens. Dermed blev der sat en grænse for populismen og CSU kom uden for døren.