Læsetid: 6 min.

Den bayerske gorilla Horst Seehofer brøler uforudsigeligt – og truer Merkels regering

De færreste forstår, hvad der har drevet den tyske indenrigsminister Horst Seehofer til at eskalere magtkampen mod Angela Merkel. For med den nye europæiske asylpolitik havde han egentlig allerede vundet kampen
Heller ikke vælgerne ser ud til at forstå Seehofer. I en meningsmåling ser to tredjedele af tyskerne Seehofers linje som »ansvarsløs«.

Heller ikke vælgerne ser ud til at forstå Seehofer. I en meningsmåling ser to tredjedele af tyskerne Seehofers linje som »ansvarsløs«.

Jens Schicke

3. juli 2018

Når historikere en dag skal sammenfatte det aktuelle og kaotiske drama i tysk politik, vil indenrigsminister Horst Seehofer fra bayerske CSU have efterladt det afgørende stikord: »virkningsadækvat«.

Netop dette klodsede begreb har fået Tyskland til at holde vejret efter den forgangne uges EU-topmøde. Seehofer havde nemlig lovet, at han søndag aften ville fælde sin dom over, om de aftaler, som Merkel fik med hjem fra Bruxelles, var »virkningsadækvate« med – altså lige så effektive som – Seehofers krav: at indføre tysk grænsekontrol og tilbagevise alle flygtninge, der allerede er registeret i et andet EU-land.

Denne Europaskeptiske tyske enegang har Merkel afvist på det skarpeste. Men selv om Merkel vendte hjem til Berlin med løfter om europæiske asylstramninger og stærkere ydre EU-grænser samt et dusin bilaterale asylaftaler, vendte CSU-lederen Seehofer tommelfingeren nedad. Merkels aftaler ser han ikke engang som et »virkningsadækvat surrogat« til grænselukningen. Finere kunne det budskab vist ikke pakkes ind.

Strejf af panik

Dermed var det store spørgsmål, om Seehofer egenhændigt ville indføre grænsekontrol. I så fald ville Merkel ikke have andre valg end at fyre ham som minister. Da han samtidig er CSU-leder ville det i praksis have opløst fraktionsfællesskabet mellem CSU og CDU, hvormed Merkels regering ville falde. Det gjorde han ikke.

Den første melding lød, at han tilbød – eller truede med – at trække sig som både indenrigsminister og CSU-formand. Den generelle tolkning af den melding var, at Seehofer havde indset, at at han har spillet for højt spil med sit ultimatum til Merkel. Men da en tydeligt udmattet Seehofer natten til mandag selv trådte frem for pressen, trådte han pludselig tilbage fra tilbagetrædelsen og udbad sig endnu tre dage til at finde en løsning på striden. At den frist gælder til på onsdag, hvor Seehofer fylder 69, er forhåbentlig tilfældigt.

I denne optræden var det meget svært at få øje på den vildskab, der har fået finansavisen Handelsblatt til at mene, at han nu endegyldigt er trådt ind i gorillafasen, hvor han brøler og slår sig på brystet frem for at analysere den udvejsløse situation rationelt.

Men med sin adfærdsbiologiske forklaring står Handelsblatt alligevel noget nær alene i et måbende tysk presselandskab. Selv det ellers hårdtslående Der SPIEGEL indrømmer åbent, at de ikke forstår, hvad der driver Horst Seehofer. I Die ZEIT betegnes Seehofer som en ’brandstifter’, der med den ny europæiske asylpolitik egentlig for længst har vundet over Angela Merkel.

»Hvis Seehofer ville indse det, kunne han gå fra banen som vinder. I stedet slår han alting i stykker.«

Den målløshed bakkes op af det konservative magasin Cicero.

»Uden nød og med et strejf af panik udløste Horst Seehofer magtkampen for et par uger siden,« skriver Cicero.

»Nu står CSU splittet tilbage, uden ledelse og orientering. Tre en halv måned før valget til landdagen i Bayern står det selvudråbte Bayernparti foran en politisk ruinhob.«

Ligesom pressen ser heller ikke vælgerne ud til at forstå Seehofer. I en meningsmåling ser to tredjedele af tyskerne Seehofers linje som »ansvarsløs«, mens CSU nu kun står til 34 procents opbakning i Bayern.

Frygtløs og stridbar

Hos det joviale magtmenneske Seehofer kan man finde flere tråde i hans politiske biografi, der peger frem mod striden med Merkel.

Oprindeligt er han som arbejdersøn fra Ingoldstadt en vaskeægte bayer. Sit politiske håndværk har han dog lært i Bonn og Berlin, hvor han har siddet i Forbundsdagen fra 1980 – bl.a. som sundhedsminister under Helmut Kohl og forbrugerminister under Merkel.

Selv om han allerede som 42-årig blev regnet for at være fremtidens mulige kanslerkandidat, skulle partiinterne stridigheder og en affære om et barn uden for ægteskabet sørge for, at Seehofers vej opad ikke blev helt så lige som ventet. Bl.a. blev han til sin fortørnelse ikke valgt som CSU-formand i 2007. Det lykkedes dog i 2008, hvor han ligeledes blev bayersk ministerpræsident, selv om han gik for at være en blanding af frygtløs, stridbar og politisk utilregnelig.

I 2013 oplevede Seehofer sin måske hidtil største triumf, da CSU erobrede det absolutte flertal tilbage i Bayern, som nu er truet. Små fem år senere – i marts 2018 – måtte han i magtkampen med sin rival Markus Söder atter afgive posten som ministerpræsident for til gengæld at rejse tilbage til Berlin og tjene som Indenrigs- og Hjemstavnsminister i Angela Merkels fjerde regering.

Det forhold stod helt fra start under en meget uheldig stjerne, især fordi Seehofer siden flygtningekrisens udbrud har kritiseret Merkel heftigt for den åbne flygtningepolitik.

»Det var en fejl, som kommer til at beskæftige os i lang tid,« udtalte han om søsterpartiets leder i september 2015.

»Jeg kan ikke se, hvordan vi igen kan få proppen på flasken.«

På CSU’s partidag i november 2015 behandlede Seehofer kansleren som en uvidende skolepige, hvorefter han gav sig til at tænke højt over, om CSU og CDU skulle gå hver sin vej. Den formodning følte han sig bekræftet i, da Alternative für Deutschland tog over 12 procent af stemmerne ved valget til Forbundsdagen i 2017, hvormed Franz Josef Strauss’ bayerske diktum om, at der ikke må være et parti til højre for CDU/CSU, var brudt.

Det var på denne hårdt prøvede baggrund, at Seehofer ved den langtrukne tyske regeringsdannelse aftvang Merkel et luftigt løfte om, at der skulle indføres en øvre grænse for optaget af asylansøgere. Den fleksible overgrænse på 200.000 om året kaldte Seehofer højtideligt for »CSU’s sjæl, som jeg ikke vil sælge«. At der i praksis ikke ser ud til at komme i nærheden af de 200.000 i 2018, bekræfter ifølge flere tyske medier indtrykket at, at magtkampen handler mindst lige så meget om en ultimativ personlig konfrontation med Merkel som om det »virkningsadækvate« i Merkels europæiske asylstramninger.

Seehofers bål

For Angela Merkel, der aldrig bliver træt af at betone Tysklands særlige europæiske ansvar, sætter Seehofers Germany first tilmed hele CDU/CSU’s europæiske identitet på spil. I samme tråd bliver Seehofers kritikere ikke trætte af at påpege, at hele den tyske politik nu tages som gidsel i et regionalpartis jagt på de nationalistiske AfD-vælgere.

Det er en af grundene til, at man mandag i det meste af Tyskland nærmest kunne mærke de kolde bayerske fødder. På vej til krisemøde i Berlin med både CDU og SPD betonede CSU-ministerpræsident Markus Söder, at »CSU ikke sætter spørgsmålstegn ved regeringens stabilitet – at droppe fraktionsfællesskabet med CDU er heller ikke den rigtige vej«.

CSU-gruppeleder Alexander Dobrindt kom med lignende udtalelser. Men da han og Söder har hældt rigelige mængder benzin på Seehofers bål de sidste uger, virker det ikke videre pålideligt.

Desto mere afspejler det CSU’s dilemma. Selv hvis Seehofer-striden opløser søsterfraktionen og river både regeringen og Merkel med i faldet, er det langt fra sikkert, at de bayerske vælgere vil belønne dem for det ved valget i oktober. For det første vil det sætte hele det tyske partilandskab på hovedet, og politiske omvæltninger er nu engang ikke en tysk livret. For det andet formodes det bl.a. i magasinet Blätter für deutsche und internationale Politik, at det vil bekræfte hele højrefløjen i, at asylstramningerne er AfD’s værk, og at de derfor i endnu højere grad vil vælge ’originalen’. Og for det tredje er der mange i Bayern, der vælger CSU på grund af og ikke på trods af Merkel.

Uanset udfaldet ser CSU ud til at stå svækket tilbage.

Det betyder ikke, at Merkel er styrket. Tværtimod vil hendes bare 100 dage gamle regering fortsat stå i et alvorligt kaos, der med SPD-udenrigsminister Heiko Maas’ ord har gjort ubodelig skade på regeringens anseelse og autoritet både i Europa og ude i verden.

Det konservative magasin Cicero slår hovedet på sømmet med en formulering om, at »Merkel står styrket på afgrunden«. Hun står desværre bare så tæt på den, at Seehofer stadig kan hive hende med i faldet og satse på, at det ved både det bayerske valg i oktober og et nyvalg til Forbundsdagen kan vendes til en positiv fortælling for et selvstændigt CSU.

For andre end gorillaer som Seehofer er det svært at se den logik som »virkningsadækvat« for CSU.

»Det var en offensiv Angela Merkel, der torsdag i Forbundsdagen forsvarede et Europa med åbne indre grænser, før hun tog sit fly til EU-topmødet i Bruxelles. Hun er nemlig under stærkt pres for at skabe fremskridt i den europæiske flygtningepolitik.« skriver Mathias Sonne.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
  • Morten Lind
Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Morten Lind anbefalede denne artikel

Kommentarer