I dag lægger en isoleret Trump arm med Juncker om straftold på EU-biler

EU-kommisionsformand Jean-Claude Juncker har ikke haft nogen let gang på jord på det seneste, og det må være særligt vanskeligt for ham at beslutte, hvilket ben han skal stå på, når han i dag kl. 13.30 møder præsident Donald Trump i Det Hvide Hus for at drøfte den truende handelskrig mellem USA og EU.

Er der et mønster i den amerikanske præsidents adfærd under møder med ledende politiske skikkelser, synes det at være, at Trump før møderne i tweets skælder hidsigt ud på modparten for efterfølgende at erklære, at man har haft et strålende møde og skabt en glimrende relation, i øvrigt uden håndfaste resultater.

Det har været forløbet omkring præsidentens møder med Nordkoreas Kim Jong-un, Tysklands Angela Merkel, Storbritanniens Theresa May og Ruslands Vladimir Putin. Det er, som om Trump under det direkte møde lader de realpolitiske interessemodsætninger fortone sig, opsluges af den personlige psykologi og spejler sig i statsmanden eller -kvinden på den anden side af bordet.

Før dagens møde har Trump affærdiget EU’s udsending som »en brutal dræber« – Junckers egen gengivelse af en samtale – men kommissionsformandens egentlige udfordring er, at mødets emne fordrer konkrete og hurtige løsninger snarere end floromvundne tilkendegivelser om gode relationer.

Emnet er den handelskrig, Trump har indledt mod EU såvel som mod Kina, Canada og Mexico. Trump indførte i juni en straftold på importeret stål og aluminium, hvilket straks medførte gengældelsesaktioner fra både Kina og EU i form af told på udvalgte amerikanske varer. Nu truer Trump Kina med at lægge straftold på den samlede kinesiske eksport til USA – værdi 500 mia. dollar – mens han som næste skridt mod EU varsler 20-25 pct. straftold på europæiske biler og dele til biler, hvis ikke EU giver USA substantielle indrømmelser.

Hvad vil Trump?

Jean-Claude Junckers problem er ikke blot, at han hverken kan eller vil give handelspolitiske indrømmelser på EU’s vegne. 

»Vi vil give svar på tiltale ved enhver provokation, som måtte blive kastet imod os,« fastslog kommissionsformanden i onsdags i EU-mediet EurActiv.

Junckers problem er nok så meget, at det er uklart, hvad der er Donald Trumps reelle forhandlingsposition og krav. Meldingerne fra Det Hvide Hus er ikke mere konkrete end, at »vi bør finde fælles fodslag om fair og gensidig handel på måder, der gavner markedsøkonomi, sænker handelsbarrierer og er gensidigt nyttige for arbejdere i G7-landene«, som det hedder i en udmelding fra juni.

Adspurgt af finansmediet Business Insider, hvad der egentlig er det konkrete mål for Trumps handelspolitiske offensiv, siger Edward Alden, seniorforsker ved Council of Foreign Relations:

»Det ærlige svar er, at ingen ved det. Der synes at være reelle meningsforskelle i regeringen, og præsidenten har ikke været klar omkring sine standpunkter.«

Mandag markerede Trump sin aggressive position over for EU, men uden at blive specifik om sine krav: »Vi har sagt, at hvis vi ikke forhandler os frem til noget, der er retfærdigt, så har vi formidable gengældelsesmuligheder, som vi ikke ønsker at gøre brug af, men vi har formidabel kraft (…) inklusive biler, biler er en stor ting.«

På vej mod selvmål

Donald Trump har længe skældt ud over, at tyske bilproducenter sender »millioner« af BMW’er og Mercedes’er til USA, mens europæerne kun køber få Chevrolet’er og andre amerikanske biler. Hvor europæiske biler blot pålægges 2,5 pct. i told ved import i USA, rammes eksporterede amerikanske biler i dag af EU’s toldsats på ti pct.

Det er uretfærdigt og skal laves om, siger Trump. »Producer dem her!« tweetede han for nylig.

Kommer straftolden, skønnes de store bilproducenter i EU at kunne miste syv til ti pct. af indtjeningen næste år med den tyske bilindustri som den mest udsatte. Det tyske Ifo Center for International Economics skønner, at den amerikanske manøvre kan koste Tysklands BNP fem milliarder euro, langt mere end effekten af den allerede indførte straftold på stål og aluminium.

Det paradoksale er imidlertid, at de tyske producenter allerede i dag fremstiller langt flere biler i USA, end de eksporterer dertil. Knap 500.000 biler fremstillet i Tyskland blev i 2017 sendt til USA, mens de tyske producenters fabrikker på amerikansk jord samtidig fremstillede 800.000 biler. Det største af BMW’s globale fabriksanlæg ligger i USA, nærmere bestemt i Spartanburg, South Carolina, hvor 10.000 personer er ansat. Ifølge German Economic Institute skaber de tyske bilproducenter omkring 115.000 direkte og indirekte job i USA.

Billedet kompliceres yderligere af, at flere af de amerikanske bilproducenter – bl.a. General Motors og Fiat Chrysler – får en stor andel af deres biler fremstillet uden for USA, herunder i Mexico og Canada. Hvis straftolden også rammer disse lande, rammes altså nogle af USA’s egne producenter. Kun at ramme EU vil med sikkerhed bringe USA en sag på halsen ved WTO.

Oven i det hele gælder, at amerikanske bilproducenter importerer mange bestanddele til deres biler udefra, herunder fra Europa, ligesom at amerikanske virksomheder fremstiller bestanddele til biler, som samles hos producenterne i Europa. I begge tilfælde vil en straftold rettet mod EU komme til at smitte negativt af på de involverede amerikanske virksomheder: Amerikanske biler med europæisk indmad bliver dyrere og dermed mindre salgbare, ligesom europæiske biler med amerikansk indmad bliver dyrere og mindre salgbare, konkluderer det amerikanske Center for Automotive Research (CAR).

Centeret »vurderer, at forbrugere vil opleve prisen på alle nye biler stige med 455-6.875 dollar, afhængigt af toldtarif eller -kvote, hvor bilen samles, og af om den politiske beslutning undtager bilhandel med Canada og Mexico«.

»Amerikanske producenter af biler og bildele vil ikke have fordel af told- eller kvotebeskyttelse,« fastslås det.

Faktisk kan en straftold mindske salget med op til to mio. biler og koste op til 715.000 amerikanske job og godt 62 mia. dollar på BNP, skønner CAR.

Dette er grunden til, at ikke bare den europæiske bilindustri, men også de amerikanske producenters sammenslutning, American Automotive Policy Council (AAPC), i klare vendinger taler imod Trumps straftold.

»Vi er meget bekymrede for, at de positive effekter af disse politikker (Trumps skattelettelser til erhvervslivet, red.) vil blive undergravet ved indførelse af toldtariffer på importerede biler og bildele,« sagde AAPC’s præsident, Matt Blunt, ved en høring i det amerikanske handelsministerium i torsdags.

Så dem, Donald Trump vil hjælpe med sin straftold, siger klart og tydeligt ’tak, men nej tak’.

’Alt bliver godt’

Sandheden er, at præsidenten i Det Hvide Hus står noget nær totalt isoleret med sin protektionistiske ide forud for dagens møde med Jean-Claude Juncker. Erhvervslivet er imod den handelspolitiske linje, demokraterne i Kongressen er det, rigtig mange frihandelsorienterede republikanere er det, ifølge netmediet Politico er selv Trumps handelsambassadør, Robert Lighthizer, finansminister Steven Mnuchin og direktøren for National Economic Council, Larry Kudlow, imod linjen, herunder straftolden på biler. De skønner alle, at protektionisme kun bringer tabere, ikke vindere.

»Jeg er bekymret for, at toldtariffer samt gengældelsesforanstaltninger mod amerikanske virksomheder vil hæmme eller ligefrem vende de rekordhøje niveauer for vækst- og jobskabelse,« sagde Steven Mnuchin forleden ved en høring.

Kun præsidentens aggressive hardliner, handelsrådgiver Peter Navarro, er tilsyneladende på Trumps linje.

Den sælsomme situation, som Juncker skal tackle, er altså forhandlingen med en amerikansk præsident, der nok har den formelle magt, men ikke i denne sag repræsenterer sin nations erhvervsliv, politikere eller egne centrale medarbejdere. Og dertil en præsident, der i disse dage agerer så aggressivt og uforudsigeligt som nogensinde.

Gårsdagens handels-tweet fra Trump lød sådan:

»Told er det største! Enten forhandler ethvert land, der har mishandlet USA i handelssammenhæng, en fair aftale, eller også bliver de ramt med told. Så simpelt er det – og alle snakker! Husk, vi er sparegrisen, der er blevet plyndret. Alt bliver godt!«