Læsetid: 9 min.

’Day Zero’ skræmte fællesskabsfølelsen frem i et splittet Cape Town

Da bystyret satte dato på den forestående katastrofe, ’Day Zero’, vågnede de privilegerede – det var deres ødsle vandforbrug, som truede alle på livet. I et af verdens mest splittede samfund skabtes en enestående fællesskabsfølelse med høflig brug af pisk, gulerod og gruppepres
Tilbage i februar hjalp to mænd hinanden med at fragte vand fra en af de naturlige kilder i Cape Town., mens tørken var voldsom.

Tilbage i februar hjalp to mænd hinanden med at fragte vand fra en af de naturlige kilder i Cape Town., mens tørken var voldsom.

Bram Janssen

25. juli 2018

CAPE TOWN, SYDAFRIKA – Tre år i træk svigtede regnen Cape Town.

»Vi vidste jo godt, at vi skulle spare på vandet,« siger Yasmin Abdurahmana, mens hun viser rundt i sin prisvindende have. »Jeg plejede at plaske løs med vandslangen og med sprinklere, og det holdt jeg så op med. Men roserne fik nu lidt – hvad skulle jeg gøre? De var døden nær.«

Hun fægter med havesaksen:

»Men lige pludselig sagde borgmesteren, at om et halvt år er det slut. Der ville ikke være mere vand. Hæren skulle ud i gaderne og sikre, at folk ikke kom op at slås om vandet. Det var som dommedag!«

Hvert af de tre år 2015, 2016 og 2017 var værre end det forgående, hvert satte ny rekord som det tørreste i mere end 100 år.

Hydrolog Piotr Wolski fra Cape Town University har beregnet, at kombinationen var nærmest umulig, risikoen var statistisk set under en titusindedel, men i oktober 2017 satte borgmesteren dato på det utænkelige: En af verdens mest kendte millionbyer ville løbe tør for vand den 22. april 2018 (Day Zero blev senere udskudt en uge).

»Vi skulle sende et budskab, der på én gang var ærligt, klart og direkte,« fortæller vandborgmester Xanthea Limberg: »Alle skulle forstå to væsentlige forhold: At forandring hastede, og at alle borgere er nødt til at bidrage.«

Det virkede.

»Day Zero skræmte os virkelig!« fortæller Yasmin, mens hun inviterer til havevandring. Først skal vi dog lige en tur gennem køkkenet, så hun kan skrue ned for en dampende karrygryde.

»Det eneste vand, jeg bruger i haven nu, er det, jeg samler op fra håndvask og rengøring af grøntsager og fisk,« fortæller hun og peger på den spand, der er blevet permanent installeret i køkkenvasken. »Tænk sig, vi må ikke bruge mere end 50 liter om dagen!«

»Men kom nu! Du skal se haven.«

Barndommens havedrøm

Haver i Sydafrika er et kapitel for sig. Titusinder af hvide overklassefruer med hushjælp inde og havemand ude har gennem historien brugt millioner af timer på at dirigere mandskab og vandslanger på store grunde, hvor middelhavsklimaet kan skabe magiske haver.

74-årige Yasmin elsker sin have med en styrke, der næppe er nogen dansker forundt. Rødderne strækker sig tilbage til hendes fortid som underprivilegeret i landets berygtede apartheidsystem, klassificeret som ’asiat’.

»Vores familie var blevet tvangsflyttet, og jeg voksede op en halv kilometer herfra. Jeg husker, at mor tog mig i hånden, og vi gik tur i de gader, hvor hvide boede. De havde så fantastiske roser – især dette hus. Mor sagde: De har forbudt os at bo her, men de kan ikke forbyde os at se på deres haver …«

Siden fulgte et langt, hårdt liv som freelance annoncesælger og enlig mor. Samfundet omkring hende gik økonomisk i stå under apartheids dødskamp. Senere, da landet var frit og børnene flyttet hjemmefra, fandt hun så hr. Abdurahmana. Hun blomstrede.

»Tilfældigvis så jeg, at huset var til salg. Da vi flyttede ind for syv år siden, var her ikke andet end sten og ukrudt. Ejeren var en gammel hvid mand, der havde fået Alzheimers og bare ladet alt stå til.«

Yasmin har genopbygget barndommens blomsterdrøm. Store amaryllis flankerer murene til det kølige hus, basilikum er lige så høj som hende selv, og der er et mylder af bier i de lilla blomster. Bønneranker filtrer sig op i tagrenden, der skygges af bananpalmer og et karrytræ, hendes mand har bragt hjem fra Indien. Peberfrugter og tomater lyser rødt, det samme gør hele to granatæbler i det træ, det er lykkedes hende at få til at overleve.

Yasmins haver foran og bag huset er frimærkesmå, men har vundet hende priser for deres skønhed. Nu kæmper Yasmin for at opretholde standarden.

»Næsten alle roserne er altså døde,« konstaterer hun. »Som jeg dog håber på regn!«

Englevinger og himmelske vandveje

Store dele af Sydafrika og dets vestlige nabolande er regulær ørken. Kolde havstrømme fra Antarktis stryger op langs kontinentet uden at afgive megen fugt til luften. Tørre vinde jager over atlanterhavsdønningernes drøn mod kysten og fortsætter solbagt ind i kontinentet med skoldende hårtørrerhede.

Men hvert år, når solen vandrer mod nord og luften afkøles på den sydlige halvkugle, skabes gigantiske anticykloner og højtryk, over det sydlige Atlanterhav. Mens kloden drejer vestover, stryger højtrykkene mod øst, sønden om Afrika, og snurrer om sig selv med lange spidse udløbere. De yderste af deres vinger fejer ind over Kaplandet som koldfronter og udløser regn. De gør Kaplandet til en oase.

Hvor meget vand, hvormed disse nådige englevinger kærtegner det tørre land, afhænger af en lang række faktorer, forklarer hydrologen Wolski:

»Hvor de opstår, hvilke baner de følger, og hvorvidt det lykkes dem at tappe ind i de højtliggende atmosfæriske floder, som er bælter af fugtig luft, der fodrer højtrykkene med vand.«

Disse himmelske vandveje strækker sig under lavtliggende jetstrømme i tusinder af kilometer og bærer mere vand end klodens største landbaserede flod, Amazonas.

»Hvor meget regn, vi så faktisk får i Kaplandet, er yderligere afhængig af, hvor mange fronter, der rammer os, og hvor meget vand de hver især indeholder. Vi forstår endnu ikke mekanismen,« indrømmer Wolski. »Derfor er regnprognoser behæftet med stor usikkerhed.«

Nedbøren varierer desuden voldsomt lokalt. På de lave kyststrækninger ved Cape Town falder der årligt kun omkring 400 mm, lidt under det halve af den gennemsnitlige årlige regn i Danmark. Men 70 kilometer bag byens vartegn, det firkantede Taffelbjerg, modtager Hottentot Holland-bjergene årligt op til 2.000 mm. Her indsamler Cape Town sit drikkevand bag fjorten store dæmninger.

Sådan har byen indvundet sit vand fra floder, siden Nederlandske Ostindiske Kompagni, den første multinationale korporation, oprettede en vandpost langs ørkenkysterne, der siden er vokset til Cape Town. Overfladevand er billigst, landet var fattigt og byen har altid manglet penge, mens den voksede til de nuværende fire millioner indbyggere.

Det værst tænkelige

Da regntiden sluttede i 2014 var dæmningerne fulde, men efter to dramatiske tørkeår var der i december 2016 kun 62 pct. tilbage. Det gav ikke anledning til krise, for med bare fem måneder til næste regntid, var der nok – hvis man holdt lidt igen: Bystyret forbød havevanding og bilvask, og byens tusinder af ejere af svømmepøle måtte fremover kun fylde dem med vandværksvand, hvis de mindskede fordampningen med presenninger eller andre former for top.

Wolski fortæller, at eksperterne på dette tidspunkt indså, at deres modeller ikke virkede og derfor ikke kunne enes om en udsigt. I stedet opfordrede de myndighederne til at forestille sig det værste og forberede sig derefter. Men bystyret kan kun distribuere det tilgængelige vand; myndigheden med ansvar for dæmninger og vandforsyning er centralregeringen. Den var løbet tør for penge og er i øvrigt ikke venligt stemt over for Kapregionen, der politisk er i oppositionens hænder.

Mens der ’gik politik’ i sagen, indtraf det værste: For tredje år i træk var regntiden den tørreste, man havde målt i mere end hundrede år. Nu var der kun 27 pct. til rådighed bag dæmningerne. Det ville ikke række frem til regntidens begyndelse i 2018, byen kunne ikke skaffe nye forsyninger på den korte tid, og nu meldte tanken sig helt automatisk om Day Zero, den dag dæmningssøerne ville være tørlagte.

Der var kun én mulig løsning: En dramatisk nedskæring i forbruget – en dyb forandring af Cape Towns berømte livsnydende levemåde. Indbyggerne fik at vide, at de skulle begrænse deres døgnforbrug til 87 liter per person. I september 2017 blev begrænsningen strammet yderligere, og i februar 2018 lød beskeden: Ikke mere end 50 liter per person per døgn.

Sort-hvid

Enhver krise i Sydafrika får en etnisk dimension. Da overborgmester Patricia de Lille i oktober udsendte dommedagsmeldingen om Day Zero’s komme, haglede hadsk kritik ned over hende og det øvrige bystyre.

En Ane Oosthuizen hvæsede på hendes Facebook-side: »Hvad med at begrænse indvandringen? Cape Town kan ikke understøtte tilvandringen og huspriserne stiger her, der og alle vegne. Hvis der ikke er vand nok til den nuværende befolkning, hvordan kan I så tillade ukontrolleret indvandring?«

For ’indvandring’ læs ’fattige sorte afrikanere’, for ’Oosthuizen’ læs ’konservative, hvide afrikaanere’, efterkommere af den befolkningsgruppe, der vælgermæssigt stod bag indførslen og opretholdelsen af apartheid.

Øst for Cape Town, op langs landets kyst ligger fattige landområder med dårlig økonomi. Herfra – og fra resten af Afrika, især det kriseramte naboland Zimbabwe – strømmer sultne arbejdsløse til Cape Town, der længe har nydt godt af økonomisk vækst. Alene de seneste ti år er byens indbyggertal vokset med en tredjedel. De fleste lever en fattig tilværelse i de støvede flade slumområder på sandjorden sydøst for byen, kendt som The Cape Flats. Men de bruger ikke meget vand, forklarer vandborgmester Limberg, der også er borgmester for informal settlements, et pænere ord for The Flats bølgeblik-slum:

»Beboerne har hverken græsplæner eller svømmepøle. De har ikke engang indlagt vand. De slæber deres vand i spande og dunke fra fælleshaner – de har absolut ingen tilskyndelse til at spilde og bruger typisk mindre 50 liter pr. person pr. døgn.«

Professor Neil Armitage, der leder University of Cape Towns Urban Water Management Department bakker op: Han vurderer, at slumområderne forbruger mindre end 5 pct. af byens vand. I øvrigt kan bystyret bryste sig af, at det samlede forbrug har været konstant siden 2000; effektivisering af forsyningsnettet har dækket det stigende behov fra indvandringen.

Pisk, gulerod, gruppepres

Professor Armitage kan også fortælle, at to tredjedele af byens vand forbruges i middel- og overklassens villakvarterer, der huser lidt under halvdelen af byens borgere. Her er gennemsnitligt hvert tredje hus forsynet med en pool, som hver koster omkring 9.000 liter vand om måneden. Med de nye regler må hver husholdning kun bruge 6.000 liter om måneden (beregnet som 50 liter per person for en husstand på fire – plus lidt overforbrug, da det reelle gennemsnit er 3,6 personer per husstand).

Cape Towns virkelige vandsyndere er altså pæne, ældre damer som Yasmin sammen med de familier, hvis børn plasker i de mange pools. Da miljøkrisen ramte, var det altså samfundets mest privilegerede, der skulle ændre vaner.

»Vi brugte pisk, gulerod og gruppepres,« fortæller vandborgmester Limberg. Et vandpoliti sikrer, at svømmepøle ikke længere fyldes med kommunevand, og at de mange bilvaskefirmaer heller ikke bruger samme kilde. Storforbrugerne fik vandmålere med automatisk stop: Når den daglige grænse er nået, lukkes stort set for tilførslen, så vandhanerne nærmest kun kan dryppe. På et halvt år blev der monteret 53.000 af sådanne begrænsere.

»Gruppepres opstod gennem vores green dot-koncept: Vores hjemmeside viser forbruget i hver eneste husholdning: De, som holder sig på måtten, har et lysegrønt mærke, de som næsten er i mål er mørkegrønne, mens dem, der fortsat overforbruger, er mærket med gråt. Alle kan se alles forbrug.«

»Men først og fremmest valgte vi en strategi med at informere og skabe en stemning af, at vi sammen skal nå målet.«

På plakater og klæbemærker, i radiofortællinger og mailbeskeder udbredes det enkle budskab, at folk skal klare sig med 50 liter i døgnet: Et to-minutters brusebad hver tredje dag er acceptabelt – klatvask for resten. Skyl kun toilettet én gang i døgnet. Fyld vaskemaskinen, vask højst én gang om ugen. Brug sprit i stedet for håndvask, lyder rådene.

Strategien virkede: Cape Towns samlede forbrug er faldet fra 1.200 til 500 millioner liter i døgnet.

Hydrologen Wolski opsummerer:

»Vi har lært at håndtere en situation, som kan gentage sig i de kommende år. Det er sket ved at skabe en enestående fællesskabsfølelse i et af verdens mest splittede samfund.«

Alle frygter, at sparetræthed på et tidspunkt resulterer i et nyt overforbrug, og da Limberg i marts meddelte, at Day Zero var udskudt til den anden side af dette års regntid, holdt hun vejret, for »forbruget steg øjeblikkeligt. Men vi gentog budskabet om, at krisen ikke var løst – og så faldt det sørme! Og det har holdt sig nede på 500 millioner liter i døgnet.«

Yasmin Abdurahmana giver hende ret:

»Nu er det blevet en vane. Der går næsten sport i at lade være med at trække ud i toilettet,« fniser hun.

»Og ved du hvad, der er faktisk fordele ved kun at vande en lille smule,« siger hun, og rækker en arm ud til nogle knaldrøde frugter i baghaven. »Jeg siger dig, chilierne er det rene dynamit!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Aagaard
  • Lise Lotte Rahbek
Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Hans Aagaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu