Egypten synker stadig dybere ned i diktaturtilstande: Tidligere på måneden vedtog parlamentet en lov, der giver præsidenten mulighed for efter eget skøn at give livslang straffrihed til militærofficerer.
I denne uge vedtog det egyptiske parlament en ny medielov, der giver staten beføjelser til at blokere for sociale medieprofiler og straffe journalister for at offentliggøre historier, der efter statens opfattelse er fake news.
Ifølge den ny lov, der blev vedtaget mandag, skal blogs og profiler på Twitter og Facebook med over 5.000 følgere regnes for medier. De vil derfor også kunne straffes for at publicere falske nyheder eller tilskyndelser til ’lovbrud’.
Den myndighed, som tilser lovens overholdelse og tager stilling til mulige lovovertrædelser – Det Øverste Råd for Medieadministration – refererer direkte til præsident Abdel Fattah al-Sisi, der udpeger dets medlemmer.
Loven forbyder også oprettelse af hjemmesider uden forudgående licens fra rådet og forbyder kamera- og fotooptagelser på ’forbudte steder’, uden at dette begreb konkretiseres nærmere.
Ifølge Egyptens regering og dens jurister sikrer loven ytrings- og pressefriheden, mens kritikere siger, at den er nøje udformet med henblik på at slå ned på systemkritikere og udvide statens kontrol til at omfatte de sociale medier, der spillede en væsentlig rolle i den massemobilisering, der fik egypterne til at gå på gaden i hundredtusindvis under Det Arabiske Forår for at protestere imod Mubarak-regimet.
Fortolkningsmagt
Sherif Mansour, Mellemøst- og Nordafrika-programkoordinator for Komiteen til Beskyttelse af Journalister siger til Reuters, at lovens vage formuleringer giver rådet vide muligheder for selv at fortolke, hvad der udgør lovovertrædelser:
»Den omfattende fortolkningsmagt kan bruges til at retfærdiggøre aggressive og exceptionelle foranstaltninger imod landets journalister.«
Hundredvis af nyhedssites og blogs er allerede blevet blokeret i de seneste måneder. 12 personer er i år blevet anholdt og sigtet for at offentliggøre falske nyheder, flere af dem prominente journalister og regeringskritikere.
3. juli vedtog Egyptens parlament desuden en immunitetslov, som giver præsidenten myndighed til at friholde miltærofficerer for retsforfølgelse.
Loven indebærer dermed straffrihed for overgreb, der blev begået i 2013 og 2014, da daværende forsvarsminister al-Sisi overtog magten fra den folkevalgte regering og slog ned på dens støtter fra Det Muslimske Broderskab, især under den såkaldte Rabaa-massakre, som militæret eufemistisk omtaler som ’rydning af pladserne’. Ifølge menneskerettighedsorganisationer dræbte de egyptiske sikkerhedsstyrker mindst 800 mennesker under massakren.
Nogle naive politikere tror, at man kan indføre folkestyre med magt, men det er kun folkets magt, der kan indføre det.