Læsetid: 5 min.

Iran kan kun overkomme sin vandmangel ved at opgive regimets ideologi

Iran lider af tørke og vandmangel som den måske alvorligste af en lang række udfordringer mod præstestyret. Miljøeksperten Kaveh Madani blev hentet hjem fra London for at tackle problemerne, men da han fortalte regimet, at en stor del af problemerne var selvforskyldte – og uoprettelige – blev han jaget ud af landet igen, anklaget for spionage
Den iranske flod Zayandeh Rud i Isfahan løber tør, inden den når byen. Perioden mellem september og december 2017 var den tørreste i Iran i over 60 år, og 40 procent af landet gennemgår i øjeblikket en ’alvorlig’ tørke.

Den iranske flod Zayandeh Rud i Isfahan løber tør, inden den når byen. Perioden mellem september og december 2017 var den tørreste i Iran i over 60 år, og 40 procent af landet gennemgår i øjeblikket en ’alvorlig’ tørke.

ATTA KENARE

17. juli 2018

Siden Donald Trump trak USA ud af atomaftalen i maj, er kriserne haglet ned over regimet i Teheran.

I et nyligt besøg i Wien forsøgte præsident Hassan Rouhani forgæves at få Frankrig, Storbritannien, Kina og Rusland til at presse hårdere på for at få deres store virksomheder til at blive i Iran, når de amerikanske sanktioner træder i kraft i august.

I Syrien blev endnu en iransk base bombet af israelerne, denne gang T4-basen i Homs, hvor angiveligt 14 sikkerhedsfolk blev dræbt, herunder syv iranere.

Og hjemme i Iran kommer protesterne mod præstestyret fortsat i bølger, siden de begyndte 28. december. Inflation, arbejdsløshed, stigende fødevarepriser, virksomhedslukninger, korruption, og manglende frihedsrettigheder er blot nogle af årsagerne bag den stigende utilfredshed.

I sidste uge kunne ayatollaherne så føje en måske endnu større udfordring til listen: vandmangel.

»Vi kan måske godt leve med stigende priser og arbejdsløshed. Men når vi mangler rent drikkevand, er det ikke nemt at tilgive myndighederne,« siger den 42-årige tømrer Soheil Bamedi over telefonen fra byen Abadan i Khuzestan-provinsen.

Det sidste årti har der været lignende episoder i Iran med manglende rent drikkevand. Men de seneste protester har været mere voldelige. Offentlige ejendomme blev smadret under sammenstød med sikkerhedsstyrker, mindst en blev såret.

»Der er både en vrede og en frygt i landet, som jeg ikke har set tidligere,« siger Soheil Bamedi.

Især myndighedernes reaktion har skabt vrede blandt mange iranere. I stedet for at adressere vandmanglen, beskyldte en iransk topembedsmand Israel for at »stjæle skyerne over Iran,« og selvom landets meteorologiske institut hurtigt afviste embedsmandens udmelding, skabte udtalelsen forargelse blandt mange iranere.

»De færreste i Iran bryder sig om Israel, og Gud ved, hvor mange lyssky aktiviteter zionisterne står bag i regionen. Men at anklage Israel for at stjæle Irans skyer ser jeg og mange andre som en falliterklæring,« siger Soheil Bamedi.

Vandmangel er selvforskyldt

Perioden mellem september og december 2017 var den tørreste i Iran i over 60 år.

40 procent af Iran gennemgår i øjeblikket en ’alvorlig’ tørke. Yderlige 38 procent af landet oplever en ’gennemsnitlig’ tørke, viser de nationale statistikker ifølge tænketanken Atlantic Council.

For at tackle problemerne hyrede præsident Hassan Rouhanis administration den iranskfødte klimaekspert Kaveh Madani fra London-universitetet Imperial College for som vicepræsident for Irans miljøstyrelse at være med til at løse landets miljøproblemer.

Men der gik ikke ret længe før Irans Revolutionsgarde anklagede den vestliguddannede klimaekspert for spionage. I april i år forlod han sin post som vicepræsident og flygtede til udlandet.

»Min synd var at sige, at klimaopvarmningen kun spillede en minimal rolle i vandmanglen. Jeg pegede i stedet på udviklingspolitikken. Jeg sagde, at det handler om ren og skær dårlig planlægning og en elendig forvaltning af Irans knappe vandresurser,« siger Kaveh Madani til Information.

Siden revolutionen i 1979 har Irans ledere investeret i landbrug i et forsøg på at blive selvforsynende og uafhængige af andre lande. Men det har ifølge Madani og en række andre eksperter været en dårlig prioritering. I dag betaler man en alt for høj pris for det ideologiske projekt.

Kun en tiendedel af landets areal er dyrkbart, hvortil 90 procent af landets vandresurser kanaliseres. I mellemtiden bidrager landbruget til mindre end 10 procent af Irans BNP.

»Det kan bedre betale sig for Iran at importere nogle enkelte fødevare og satse på andre industrier. Men ingen i Teheran vil lytte til den pointe,« siger Madani.

Uopretteilge katastrofer

Siden protestbølgen startede i december 2017 har regimet drevet klapjagt på miljøaktivister. En enkelt er død i det berygtede Evin-fængsel i Teheran.

Af den grund er der i øjeblikket få, der tør tale åbent om de miljømæssige konsekvenser af regimets politik. En af dem er Madani, der altså nu befinder sig i sikkerhed i udlandet.

»Kig på Urmia-søen. Mellemøstens største sø. Den har mistet mellem 80-90 procent af vandindholdet over de seneste 30 år. Myndighederne fastholder, at det skyldes klimaopvarmning. Men vi ved, at vandet fra søen er blevet anvendt til landbrug over årene. Det tager rigtig, rigtig lang tid at smadre miljøet, men når det endelig er smadret, er det svært at genoprette igen. Det forstår de ikke i Teheran og mange andre steder i verden,« siger Madani.

Urmia-søen er blot et eksempel, siger klimaeksperten. De miljømæssige problemer i Iran tæller alt fra luftforurening i byerne, olieforurening i Den Persiske Golf, til ørkendannelse, afskovning, og ophobning af salte i jorden.

Vandmanglen har sendt iranerne på gaden, men fremtiden er endnu mere dyster, spår Madani.

»De nuværende problemer er kun begyndelsen. I fremtiden vil protester og uroligheder blive langt mere hyppige. Alle taler om regimets ideologi, men den rigtige katastrofe er, at Iran nu de facto er løbet tør for vand. Iran er nået til et punkt, hvor nogle af de miljømæssige katastrofer er uoprettelige, og regimet er på ingen måde gearet til at håndtere de fremtidige udfordringer«, siger Madani.

Statens autoritet undermineres

Irans landbrugssektor er stor nok til at sikre en grad af selvforsyning, men ikke stor nok til at sikre arbejdspladser eller forhindre udvandring fra landområder til storbyerne. Tørken vil derfor skabe uoverskuelige konsekvenser, mener Ali Alfoneh, en førende Iran-ekspert med base i Danmark.

»Regeringen står i øjeblikket over for en omfattende migration fra landområderne til storbyerne. Her bor bønderne i slumkvarterer, hvor de forsøger at overleve som gadesælgere eller byggearbejdere. Det skaber spændinger. Der er tale om et uroligt proletariat, som er vrede over regimet, mens de lever blandt byboere, der ser ned på dem,« siger Alfoneh.

Nogle internationale eksperter har peget på Syrien som skrækscenarie. Menneskeskabte miljømæssige forandringer stod bag en langvarig tørke i landområderne, som skabte grobund for utilfredshed mod Assadregimet.

Ali Alfoneh sammenligner ikke personligt Iran med Syrien, men han siger, at den nuværende situation er ved at bygge op til en katastrofe, som dog fortsat kan undgås.

»Det kræver, at regimet udviser mod ved at erkende fejl og give afkald på den ideologiske økonomiske planlægning,« siger Alfoneh.

Generelt er Ali Alfoneh ikke optimistisk på regimets vegne. Teheran står overfor så mange udfordringer i øjeblikket, og udfordringerne håndteres med en helt forfejlet indstilling. En realitet som kun gør ondt værre for Teheran.

»Regimets særlige påklædningskrav til kvinder provokerer kvinder til at smide deres tørklæder på åben gade for derved at udtrykke deres modstand mod regimet. Forbud mod dans provokerer lige så mange kvinder til at danse i protest mod regimet. Undertrykkelsen af alternative fortolkninger af islam såsom sufiernes provokerer de troende på gaden, mens andre iranere konverterer til kristendom i smug,« siger Alfoneh.

Alfoneh er ikke sikker på, om regimet vil falde, men han understreger, at de vedvarende protester mod den økonomiske tilstand vil underminere den iranske stats autoritet og slide på de iranske sikkerhedsstyrker. Alfoneh ser normalisering af relationerne med USA som den eneste vej frem, men det er der ikke særligt gode udsigter til.

»Regimet er bange for at åbne op for økonomien og derved miste kontrollen over befolkningen, samt at gøre op med antiamerikanismen, som er en del af regimets ideologiske fundament,« forklarer Alfoneh.

Global opvarmning klimaforandringer tørke sommer
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • Jørn Andersen
  • Torben K L Jensen
  • Ib Christensen
  • David Zennaro
  • Helle Christiansen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Peter Beck-Lauritzen
Erik Karlsen, Jørn Andersen, Torben K L Jensen, Ib Christensen, David Zennaro, Helle Christiansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ib Christensen

Egentlig ret tankevækkende hvordan "præstestyre" og lignende religiøse mennesker aldrig evner at overveje om deres gud kunne finde på at straffe dem selv. :)

Husker stadig Sørine Gotfredsen forsvare LLR med at "det er ikke forkert hvad LLR gør, men forkert at afsløre hvad han gør". :)

Kenneth Jacobsen

Nåeh, Ib - jeg skal ikke kloge mig på præstestyret i Iran, men ser man på vores egen kulturkreds, er der massevis af eksempler på just det fænomen, du efterlyser. I ældre tid med en næsten morbid hang til at se alverdens ulykker som Guds straf over menneskenes syndigheder. Jeg læser for øjeblikket Dick Harrisons bog om Trediveårskrigen - her kan jeg love for at folk ingen anden forklaring havde. Naturligvis med en slet ikke ringe inspiration fra GT. Mit ringe gæt er at den tankegang næppe ligger iranerne så fjern. Men så er der jo den politiske dimension...

Ib Christensen

@Kenneth Jacobsen
Det jeg mener er at præsterne mener ikke det er dem der mødes med guds straf, men at det er deres menighed der straffes.

Torben K L Jensen

I over hundrede år har olie og gas været udløseren af krige - i det 21. århundrede bliver det vand både fra de tusindårige flodsystemer og så de enorme mængder af fossilt vand der gemmer sig under sandet i ørkenen.

David Joelsen, David Zennaro, Torben Bruhn Andersen, Kim Houmøller, Steffen Gliese og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Problemet i Iran er mangel af politiske og økonomiske reformer. Det kan Iran ikke gøre, deres system er bygget på uforanderlighed. Der er ikke vand mangel endnu. Den ekspert, der blev hentet fra London, sagde det også. Den Islamiske Republik i Iran har ikke fortilfælde og Iran er det eneste, der har det lukket system. Der skal være Ayatollaher i Iran.

Touhami Bennour

Der mangler noget i den sætning. overfor. Olie og gas har ingen sjæl og kan ikke udløse krig. Man behøver ikke at være cand. mærk for at vide der var Vesten der førte krig i verden for olie og gas.

.

Kim Houmøller

Dysfunktionelle regimer har naturligvis alvorlige konsekvenser for befolkningen. Nu er det vand de mangler. Men måske skulle de begynde at skifte deres gud ud med en mere pragmatisk person.

Forhåbentlig bliver vi i vesten helt uafhængig af mellemøstlig olie, og så kan vi jo se hvad præstestyret vil gøre ved det!

Touhami Bennour

Så vidt jeg ved køber Danmark ingen olie udefra, danmark er selv eksportør af olie. Hvad angår de andre vestlige lande, det er ikke noget problem; de vil købe til de sidste dråbe af olie. Og kommer energi krise når olie felter er tømt. En verden energi krise bliver det.