Læsetid: 2 min.

Israel tilbageholder Gaza-aktivister i fiskerbåd – herunder en dansker

Israelske myndigheder har fængslet 22 aktivister efter forsøg på at bryde israelsk blokade af Gaza
Søndag blev den norske fiskerbåd, Al-Awda, som er en del af aktivistgruppen Freedom Flotilla, stoppet af den israelske flåde. Det skete, da de 22 ombordværende aktivister forsøgte at bryde Israels blokade af Gaza.

Søndag blev den norske fiskerbåd, Al-Awda, som er en del af aktivistgruppen Freedom Flotilla, stoppet af den israelske flåde. Det skete, da de 22 ombordværende aktivister forsøgte at bryde Israels blokade af Gaza.

Ritzau Scanpix

31. juli 2018

Søndag blev den norske fiskerbåd, Al-Awda, som er en del af aktivistgruppen Freedom Flotilla, stoppet af den israelske flåde. Det skete, da de 22 ombordværende aktivister forsøgte at bryde Israels blokade af Gaza.

Båden, som havde planer om at nå Gazas havn klokken 21 søndag, blev ifølge talsperson for solidaritetsorganisationen Ship To Gaza Norge, Torstein Dahle, indtaget af israelske styrker i internationalt farvand. Aktivisterne og deres båd blev taget til Ashdod-havnen nær Tel Aviv, hvor de ifølge Torstein Dahle nu sidder fængslet.

Skibet bar medicinske forsyninger for knap 100.000 kroner, som sammen med båden skulle have været en donation til palæstinenserne. Ifølge aktivistgruppens hjemmeside er aktionen dog ikke en nødhjælpsaktion, men en politisk protest imod den blokade, som Israel har opretholdt, siden Hamas fik magten i Gaza i 2007. Den israelske hær har ifølge Al-Jazeera udmeldt, at de medicinske forsyninger vil blive leveret til Gaza.

Blandt de 22 tilbageholdte aktivister er 44-årige danske Mikkel Grüner, som er lokalpolitiker for Socialistisk Venstreparti i Bergen i Norge. Han sidder nu, sammen med de 21 andre aktivister, fængslet i Israel.

Udenrigsministeriet bekræfter, at en dansk statsborger er tilbageholdt af de israelske myndigheder, og at vedkommende vil blive ydet konsulær bistand. Mikkel Grüner har i kraft af at have boet i Norge i 20 år også ret til hjælp fra den norske ambassade.

Blandt aktivisterne er også to israelske statsborgere, Yonatan Shapira og Zohar Chamberlain Regev.

Freedom Flotilla, som er en sammenslutning af aktivistiske organisationer fra 12 lande, har sendt to skandinaviske både mod Gaza. Den ene er den nu tilbageholdte norske Al-Awda, og den anden er svenske Freedom, som forventes at ankomme i løbet af tirsdagen. 12 mennesker er om bord på Freedom – heriblandt to journalister fra den engelsksprogede iranskejede tv-station, PressTV.

Ikke første gang

Denne Freedom Flotilla-aktion er ikke den første af sin slags. Tidligere aktioner fandt sted i 2010, 2011 og 2015. Den mest voldelige episode var i 2010, hvor ti tyrkiske aktivister blev dræbt. Båden havde 590 passagerer, hvoraf resten blev anholdt, men løsladt efter få dage. FN afgjorde efterfølgende, at den israelske blokade ikke strider imod international lov, men at Israel brugte unødig magt og indtog skibet, inden det brød blokaden.

I 2011 og 2015 forløb aktionerne uden dødsfald. Da bådene i 2011 nåede Grækenland som sidste stop inden Gaza, forbød Grækenland skibet videre rejse. Kun 16 personer valgte at fortsætte rejsen til Gaza, og de blev tilbageholdt af den israelske flåde i internationalt farvand og senere deporteret.

I 2015 blev den svenske fiskerbåd, Marianne, tilbageholdt af de israelske myndigheder, og deltagerne blev deporteret inden for en uge. Da skibet sejlede igennem København, deltog læge og forfatter Haifa Awad, tidligere folketingsmedlemmer for SF Özlem Cekic og Trine Pertou Mach, tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten Rosa Lund, og forfatter Jonas Rolsted.

I Danmark har Enhedslistens Frederikssund-afdeling i år meldt sin støtte til Freedom Flotilla-projektet.

»Vi håber, at budskabet om fred vil gå i opfyldelse. Bådene er en gave til Gazas folk,« skrev Enhedslisten Frederikssund på deres nyhedsblog den 17. juni.

Så sent som for en måned siden stoppede de israelske myndigheder en båd i modsatte retning med 17 palæstinensere, hvoraf nogle var studerende, mens andre var sårede fra forårets masseprotester, som var de største af sin slags i Gaza siden 2014.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Dorte Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer