Essay
Læsetid: 5 min.

Ivan Krastev: Dæmonisér ikke nationalisterne

Jugoslaviens blodige opløsningskrige gjorde nationalisme til et fyord og ødelagde dermed den alliance mellem moderate nationalister og liberale kræfter, som var den afgørende drivkraft bag kommunistregimernes fald
Udland
21. juli 2018
Det ultrahøjrenationale ungarnske parti, Jobbik, spillede i mange år en ubetydelig rolle i landet. I dag stemmer hver femte ungarer på partiet.

Det ultrahøjrenationale ungarnske parti, Jobbik, spillede i mange år en ubetydelig rolle i landet. I dag stemmer hver femte ungarer på partiet.

Attila Kisbenedek

»Jeg har altid kun frygtet tegn og symboler – aldrig mennesker og ting«.

Sådan skriver den rumænske dramatiker og romanforfatter Mihail Sebastian i indledningsafsnittet til De două mii de ani (’I totusinde år’) – hans bemærkelsesværdige bog fra 1934, der malende beskriver den kvælende atmosfære af antisemitisme og giftig nationalisme, som var så karakteristisk for mellemkrigstidens Rumænien.

I Europa og USA taler mange nu om, at vi er på vej mod tilstande, der ligner, dem vi så i 1930’erne med aggressiv nationalisme i fremmarch.

Her støder vi dog på et paradoks: Flere undersøgelser viser, at nationalistiske holdninger, herunder negative holdninger til indvandrere, ikke har ændret sig mærkbart over de sidste tyve år. Der har altid været betydelige befolkningssegmenter, der har set med skepsis på, at udlændinge i større stil skulle bosætte sig i deres land.

Spørgsmålet er derfor ikke, hvorfor nationalismen synes at blusse op nu.

Det er rettere: Hvorfor har den ligget underdrejet i alle disse år? Hvad er forklaringen på, at etno-nationalisme i dag vinder øget vælgertilslutning, men havde svært ved det tidligere? Gode og oplagte forklaringer er selvfølgelig eftervirkningerne af finanskrisen 2008-2010 kombineret med de rystelser, som flygtningekrisen i 2015 afstedkom. Men er de tilstrækkelige? Kunne der måske være en anden og mindre åbenlys forklaring?

Hest uden rytter

Tidligere i år så jeg en udstilling i Sofia med værker af den bulgarske kunstner Luchezar Boyadjiev og stødte her på en perfekt visualisering af vor tids politisk korrekte udgave af Europas historie.

Værket, som bærer titlen På ferie, forestiller den berømte rytterstatue på Berlins Unter den Linden­-boulevard med den preussiske leder Frederik den Store på hesteryg – bortset fra, at kongen ikke længere er der. Ved at fjerne rytteren har kunstneren forvandlet et monument for en nationalhelt til et monument for en hest.

Med ét er alle de komplekse referencer til en stor, men moralsk kontroversiel fortidig skikkelse elimineret. Bodyajievs værk rummer en dobbelt ironi, der både retter sig imod dem, der ynder at se deres nationale ledere til hest, og dem, som håber på, at historien kan omskrives ved at bortretouchere en konge.

Dog har Boyadijev måske overset, at når historiske helte pilles af deres heste, kan politiske ledere fra vores egen tid føle sig fristet til at springe på.

I Centraleuropa i de seneste år er dette præcis, hvad der er sket. Det højrenationalistiske politiske hegemoni i lande som Polen og Ungarn er et direkte resultat af det tomrum, som opstod, da liberalismens og nationalismens veje skiltes midt i 1990’erne.

Nationalliberalismens akse

Da kommunismen blev omstyrtet i 1989, var nationalister og liberale endnu forenede – de var hinandens allierede. Centraleuropas liberale var bevidste om den postkommunistiske nationalismes politiske appel, så de lagde mange kræfter i at forme og moderere den.

Appel til nationalfølelse var af afgørende betydning for at mobilisere civilsamfundene imod datidens kommunistiske regimer. Polens Solidarność-bevægelse (solidaritetsbevægelsen, red.) var ikke en udpræget liberal koalition – snarere var den et miks af socialister og nationalister, der havde taget det liberale demokratis grundværdier til sig.

Under de jugoslaviske krige begyndte denne alliance mellem nationalister og liberale at falde fra hinanden. Landets voldelige disintegration overbeviste liberale om, at nationalismen er mørkets hjerte, og at det derfor var syndigt at flirte med den.

De dramatiske begivenheder fik samtidig nationalisterne til mere eller mindre at forstumme – i al fald for en tid. Den daværende serbiske leder, Slobodan Milošević, en tidligere kommunist, blev det ondartede symbol på post-1989-nationalismen.

Centraleuropas nationalistisk sindede politikere, hvoraf langt hovedparten var stærkt antikommunistiske, skulle ikke nyde noget at blive sidestillet med ham. De foretrak derfor at holde lav profil – deres udgave af nationalismen kunne ikke være sig selv bekendt og vovede ikke at udtale sit navn.

De jugoslaviske krige gjorde det umuligt for liberale at definere liberalisme som andet end antinationalisme. Men identifikationen af liberalisme med antinationalisme kom til at koste dyrt.

Den undergravede vælgernes støtte til de liberale partier, hvis chancer for fortsat politisk indflydelse nu blev koblet til deres økonomiske reformers grad af succes, og gjorde det umuligt for dem at spille på de magtfulde nationalistiske symboler. Samtidig førte en ikke-erklæret krig mellem liberale og nationalister til, at de moderate nationalister med tiden blev skubbet over i den illiberale lejr.

’Vergangenheitsbewältigung’

Tysklands eksempel spillede også en rolle. Central- og østeuropæiske liberale ønskede, at deres egne samfund skulle se deres fortid i øjnene på samme afklarede og nøgterne måde, som Tyskland havde gjort. Men var det efter 1989 realistisk at forvente, at vi alle ville blive tyskere?

Efterkrigstidens tyske demokrati blev bygget på den grundforestilling, at nationalisme uvægerligt vil udarte sig til nazisme. Som resultat af dette blev alle tilløb til at udtrykke sig etno-nationalistisk stigmatiseret, hvis ikke kriminaliseret – selv at flage med den nationale fane ved landskampe blev set på med mistro.

Tysklands radikale tilgang kan være forståelig, set i lyset af dets umådeligt grumme arv fra nazismen. Men forsøgene på at kopiere samme tilgang i Centraleuropa var dømt til at give bagslag.

Det skyldes, at de centrale og østlige stater er børn af den nationalisme, der fulgte med opbruddet af Europas imperier. Men i modsætning til tyske nationalister i 1945 følte de centraleuropæiske nationalister i 1989, at de var kommet ud som vindere, ikke tabere, efter den sidste krig – i dette tilfælde Den Kolde Krig.

I den forstand var det ’at blive tysk’ en umulighed. De fleste polakker fandt det absurd ikke at måtte hylde og hædre de nationalistisk sindede ledere, som havde sat livet på spil i forsvaret for Polens suverænitet over for Hitler og Stalin.

Etnocentrismens genkomst

I dag ser vi resultatet. I det 19. århundrede og igen i 1970’erne og 80’erne var liberale og nationalistiske kræfter i stand til at etablere et fælles grundlag – en inklusiv platform forankret i en kultur om individuelle rettigheder og centreret om en følelse af national stolthed.

Nutidens centraleuropæiske nationalisme er derimod snævret ind til en etnocentrisme, drevet af demografisk frygt og bekymring for Europas ændrede rolle i verden.

De centraleuropæiske lande føler sig dog ikke så meget truet af indvandrere (der da også er ret tilbageholdende med at bosætte sig i deres lande), men af det tomrum, de føler, deres egne borgeres betydelige økonomiske udvandring over det sidste årti har skabt. Hos de tilbageblevne har dette skabt en oplevelse af et kollektivt tab.

Liberale kræfter kan nu drømme om at besejre nationalismen på samme måde, som nationalismen selv bidrog til at besejre kommunismen. Men det håb er hastigt ved at forvandle sig til en politisk tragedie.

For hvor kommunismen var et radikalt politisk eksperiment baseret på afskaffelse af den private ejendomsret, er nationalisme – i den ene eller den anden form – en fast organisk del af en enhver demokratisk politisk scene.

At erkende dette som vilkår må være en uomgængelig forudsætning for alle forsøg på at inddæmme og afbøde dens voksende indflydelse.

Ivan Krastev er formand for Center for Liberale Strategier i Sofia, Bulgarien og forfatter til flere bøger, deriblandt Efter Europa, der for nylig udkom på Informations Forlag. Bogen kan købes på butik.information.dk

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jan henrik wegener

Det store spørgsmål her er vel hvornår kritik, også med "hård" undertone (som de "nationale" sandelig heller ikke selv altid mangler) er kritik og hvornår "dæmonisering". Det sidste kan vel også give bagslag, og har gjort det også her i landet. Så partier og grupper som Ny Borgerlige, Dansk Folkeparti, Dansk Samling ikke blot ikke taber men vinder på kritik (over målet?/"dæmonisering"?)
I det omfang nationale tanker var hårdt undertrykte i f.eks. det "gamle" Jugoslavien og Sovjetunionen er spørgsmålet vel også om det i grunden fremfor at svække ekstrem nationalisme styrkede den? Og hvorfor skulle alle europæiske nationer i grunden tænke som tyskere, selvom de fleste ikke er?

“Under de jugoslaviske krige begyndte denne alliance mellem nationalister og liberale at falde fra hinanden. Landets voldelige disintegration overbeviste liberale om, at nationalismen er mørkets hjerte, og at det derfor var syndigt at flirte med den.”

Syndigt? Kunne det mon tænkes, at nationalismen simpelthen stod pinligt afklædt tilbage — ubegavet reaktionær og potentielt meget farlig?

“Liberale kræfter kan nu drømme om at besejre nationalismen på samme måde, som nationalismen selv bidrog til at besejre kommunismen. Men det håb er hastigt ved at forvandle sig til en politisk tragedie.

For hvor kommunismen var et radikalt politisk eksperiment baseret på afskaffelse af den private ejendomsret, er nationalisme – i den ene eller den anden form – en fast organisk del af en enhver demokratisk politisk scene.”

Det var da en besynderlig determinisme. Hvad er belægget for, at et demokrati behøver at anerkende nationalisme? Hvorfor skulle et til enhver tid eksisterende mindretal, der nærer nationalromantiske og/eller xenofobiske følelser, ikke udmærket kunne integreres i et demokratisk og åbent fællesskab uden at gives politisk afløb for deres tilbøjeligheder til indskrænket selvfedme og irrationel overbevisning om at mennesker er adskilte og delt op i etniske identiteter? Jeg kan vel med ligeså megen gyldighed postulere, at moderne internationalistisk økosocialisme er klar til at blive for de næste generationer, hvad nationalisme har været for post-kommunismens børn, bare med demokrati og optimisme på menneskehedens vegne i centrum (i modsætning til frygt, chauvinisme og og revanchisme).

No pasarán.

Bo Stefan Nielsen

NB. Ovenstående indlæg er skrevet af Bo Stefan Nielsen, ikke Ida Julin. (Man skal huske at logge ud...)

Bo Stefan Nielsen

Det 21. århundredes altoverskyggende problem er internationalt og globalt, det er kapitalistisk, og det lader sig umuligt løse indenfor nationalstatens rammer endsige af nationalistiske forestillinger. Vi sagde farvel til stalinismen i 1989, det skal vi også sige til nationalismen, så klimakampen kan vindes af en international solidarisk bevægelse.