Læsetid: 3 min.

’Lige siden Horst Seehofer blev sportsminister har landsholdet tabt’

De seneste ugers drama om Tysklands regering og EU’s migrationspolitik har ændret Europa. Vi står tilbage med et mere skrøbeligt Tyskland og et mere fragmenteret kontinent
Man kan ikke længere regne med, at Tyskland altid vinder til sidst, når det gælder fodbold, og det samme kan måske nu siges om europæisk politik.

Man kan ikke længere regne med, at Tyskland altid vinder til sidst, når det gælder fodbold, og det samme kan måske nu siges om europæisk politik.

Tobias Schwarz

7. juli 2018

Sammenfaldet kunne næppe været mere symbolsk. Mens stjernerne fra det tyske landshold stirrede tomt ud i luften på grønsværen i Rusland uden helt at forstå, at de rent faktisk havde tabt 2-0 til Sydkorea og nu var ude af VM – gjorde deres kansler, Angela Merkel, klar til at kæmpe for sit politiske liv i Bruxelles.

Merkel og den tyske landstræner Joachim Löw har været på deres poster cirka lige lang tid – henholdsvis siden december 2005 og juli 2006. Merkel har dikteret Europas økonomiske politik og skabt en international eksportsucces; Löw har vundet VM og ydmyget Brasilien med 7-1. På hver sin måde har de været et stærkt centrum i et stærkt Tyskland. Stabile og dominerende. Og på én dag så det hele ud til at være slut.

Britiske Gary Lineker måtte opdatere sin gammel læresætning: »Fodbold er et simpelt spil, hvor 22 spillere løber rundt og sparker til en bold i 90 minutter, og tyskerne vinder alligevel ikke altid til sidst,« skrev han på Twitter.

Det samme kan måske siges om europæisk politik.

»Ingen ved helt, hvor Europa står efter de sidste uger,« siger historiker Uffe Østergaard, der er professor emeritus fra CBS med speciale i europæisk identitetshistorie. »Bortset fra at Viktor Orbán synes at have vundet, og at Tyskland står forpjusket tilbage.«

Migration overskyggede alt andet

I knap to uger har dramaet i den tyske regering fyldt kontinentets aviser: Om indenrigsminister Horst Seehofer, der truer med at lukke grænsen, vælte Merkel og sprænge det politiske Tyskland i luften, hvis migrationspolitikken ikke bliver strammet.

»Jeg kan ikke arbejde mere med denne kvinde,« har Seehofer angiveligt sagt om Merkel på et lukket møde. Offentlig har han sagt: »Jeg nægter at lade mig fyre af en, der kun er kansler på grund af mig.«

Så Merkel, der engang sagde »wir schaffen das«, sagde pludselig, at »migrationen kan afgøre Europas fremtid«. Nu skulle der strammes op, og dagen efter det tyske VM-exit, fløj hun til midnatstopmøde i Bruxelles, hvor spørgsmålet om migration overskyggede alt andet. Hun vendte hjem med forsikringer om en benhård ydre grænse, om pilotprojekter med migrationscentre uden for EU’s grænser, og med en række bilaterale aftaler, så Tyskland kunne sende asylansøgere tilbage til andre EU-lande, hvis migranterne allerede var registreret dér.

En trumpifisering

Torsdag aften blev hele den tyske regering – CDU, CSU og SPD – endelig enige om en plan. Merkel var reddet. De har indført grænsekontrol ved den tysk-østrigske grænse, og vil nu sende migranter tilbage – men kun asylansøgere, der er midt i en asylproces i et andet EU-land. Dem kom der godt 29.000 af til Tyskland sidste år. Tyskland skal også oprette »overførselscentre« på nogle politistationer, så asylansøgere kan blive ’overført’ til andre EU-lande derfra.

Men hvordan skal alt det egentlig fungere?

»Det er bare et slogan – ikke en politik,« siger Gerald Knaus, stifter og chef for den europæiske tænketank European Stability Initiative.

Ja, Merkel har lavet nogle bilaterale aftaler med nogle lande, men ikke med Italien, Østrig og Ungarn – de har tværtimod sagt, at de ikke vil tage migranter tilbage. Og hvad så?

»Den plan kan ikke lykkes!« siger Gerald Knaus. »Det er useriøst og umodent. En trumpifisering af den europæiske debat: ’Jeg vil bygge en mur, og Mexico skal betale’. Det, Seehofer siger, er bare: ’Nu skal Dublinforordningen pludselig virke, bare fordi jeg siger det.’«

Næste uge er der møde mellem indenrigsministrene fra både Tyskland, Italien og Grækenland – det skal nok blive sjovt.

Koalition af nationalstater

Én ting står dog klart efter de seneste ugers europæiske kaos: EU er ikke længere en samlet enhed.

»EU er blevet en koalition af nationalstater,« siger Uffe Østergaard. »Vedtagelserne i EU – uanset hvilket niveau det er på – har fået karakter af anbefalinger snarere end af en klar retsgyldighed. Og det er et brud med det, mange ser som styrken i det europæiske samarbejde.«

I dagene efter det ydmygende nederlag til Sydkorea overvejede Joachim Löw, om han skulle trække sig. Han var i chok, sagde han. Der gik en lille uge, og så kom beslutningen: Han bliver.

Det samme gør Merkel altså. Det tyske centrum er måske nok rystet, men det er ikke kollapset. Den seneste måling fra tv-programmet Tagesschau viser godt nok, at Merkels popularitet er faldet en smule, men Seehofers er styrtdykket.

Og den ironiske krølle på historien er, at den tyske sportsminister, der har ansvaret for fodboldlandsholdet, faktisk hedder … ja, Horst Seehofer.

Som Gerald Knaus siger: »Lige siden Horst Seehofer blev sportsminister har landsholdet tabt.«

Spørgsmål er, om tyskerne på langt sigt alligevel vinder. Eller om spillet fra nu af bliver anderledes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikael Aktor

Det her er altså ikke journalistik, der gør os klogere. Stort set alt i artiklen har været fremme de sidste dage allerede. Og Uffe Østergaard citeres blot for et par enkle sætninger. Jeg ville godt høre meget mere af hans analyse af situationen. Hvorfor lave I ikke et egentlig interview med ham eller andre, der kan grave et spadestik dybere?

Torben Lindegaard

@Mikael Aktor

Du har ret - det eneste interessante i artiklen er citatet af Uffe Østergaard.

»EU er blevet en koalition af nationalstater,« siger Uffe Østergaard. »Vedtagelserne i EU – uanset hvilket niveau det er på – har fået karakter af anbefalinger snarere end af en klar retsgyldighed. Og det er et brud med det, mange ser som styrken i det europæiske samarbejde.«

Det vil vi gerne høre mere om.

Jeg ved egentlig ikke, om der er meget at sige omkring den tyske regering netop nu. For både i SPD samt tilsyneladende også store dele af CDU forventer man, at Bundesverfassungsgericht blokerer for den aktuelle kompromis-asylaftale, som Angela Merkel har lavet, for at tilgodese den tidligere embedsmand, Horst Lorenz Seehofer fra CSU.

Specielt omkring Christlich-Soziale Union in Bayern (CSU) kan man sige,at det er højre-konservativt, præcis som mange landbrugere i Bayern - til tider ualmindelig forstokket-konservativt. Desuden har partiet haft sager omkring korruption. Samtidig lokal-partiet, CSU, haft langt større indflydelse i tysk politik under CSU, end dets størrelse berettiger til.

Og specielt omkring Horst Lorenz Seehofer kan man sige, at han ikke ligefrem er diplomat, og måske heller ikke ligefrem et geni, men egentlig blot en grov og brovtende medlem af CDU, der kom ind som partileder, da den tidligere ledelse trak sig i 2008, grundet meget stort tab af stemmer. Dengang tabte men ikke til det nationalkonservative, neoliberalistiske og protektionistiske Alternative für Deutschland, men til SPD og såmænd også CDU.

Og Horst Lorenz Seehofer har allerede for 4 år siden både været ualmindelig grov og ikke særlig rimelig overfor Angela Merkel, og har faktisk været det flere gange siden. Bl.a. har han tilsyneladende altid haft problemer med kvindelige ledere, men også fordi han, i hvert fald tidligere, mente, at det var hans tur til at blive Kanzler, og dermed lede regeringen.

Alt tyder på, at Horst Lorenz Seehofer febrilsk søgte efter et kompromis omkring sin tidligere kritik af Tysklands asylpolitik. For netop denne kritik samt hans ualmindelig grove personlige kritik af Angela Merkel medførte yderligere tab af stemmer for CSU hjemme i Bayern, Men det asyl-kompromis, Horst Lorenz Seehofer nu har indgået med Angela Merkel har SPD tidligere sagt absolut nej til flere gange, og også det store flertal af CDU-tilforordnede er imod dette. Når man alligevel accepterer kompromisset, så skyldes det, at man er sikker på, at Bundesverfassungsgericht forbyder den. Men bort set fra dette, rummer denne kompromis-aftale også en række forudsætninger omkring andre lande, som disse lande stort set alle har sagt absolut nej til.

Mikael Aktor, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ole Arne Sejersen

Her overværer vi ein Putschversuch fra Seehofer og hans støtter (modelleret over Angela Merkels
dolk i ryggen på Helmut Kohl) som udvikler sig in eine Zeitlupe.
Resultatet venter stadig på sig. Spændende som en fodboldskamp,
Bolden lever stadig!