Læsetid: 8 min.

Macri skulle være Argentinas frelser. Nu skranter økonomien igen

Det var med løfter om styr på finanserne, at den forretningskyndige Mauricio Macri for to et halvt år siden blev valgt ind som Argentinas præsident og redningsmand. Men nu har Macri været tvunget til at lade landet optage et nyt rekordlån hos den Internationale Valutafond, IMF, der af mange argentinere betragtes som hovedskurken bag deres lidelser, da landet kollapsede i 2001
Præsident Mauricio Macri har forhandlet sig frem til et lån på 50 milliarder dollar – det største i både IMF’s og Argentinas historie, svarende til næsten 10 procent af landets BNP

Præsident Mauricio Macri har forhandlet sig frem til et lån på 50 milliarder dollar – det største i både IMF’s og Argentinas historie, svarende til næsten 10 procent af landets BNP

Ritzau

9. juli 2018

Kan du huske, da Argentina gik statsbankerot? Det er snart 17 år siden. En tredjedel af argentinerne levede under fattigdomsgrænsen, hver femte var arbejdsløs, og folk begyndte at lave stormløb på bankerne for at få deres opsparinger ud i tide. Til sidst, i december 2001, nægtede den Internationale Valutafond IMF at udbetale en planlagt lånerate på 12 milliarder kroner for at tvinge regeringen til at gennemføre de økonomiske reformer, den havde lovet. 

For at undgå at løbe tør for penge forbød den daværende præsident Fernando De la Rúa argentinere at hæve mere end 250 dollars om ugen. I desperation begyndte folk at plyndre butikker, og 36 mennesker mistede livet i sammenstød med politiet. Ministrene faldt i hobetal, og i løbet af blot to uger havde Argentina fem forskellige præsidenter.

Nu er Argentina nok en gang tilbage med hatten i hånden hos IMF. Præsident Mauricio Macri har forhandlet sig frem til et lån på 50 milliarder dollar – det største i både IMF’s og Argentinas historie, svarende til næsten 10 procent af landets BNP.

Hvordan er det gået så galt – igen?

Macris brudte løfter

Det var nok de færreste Macri-vælgere, der havde forudset den nuværende situation, da de sendte ham ind i præsidentpaladset i 2015. Både argentinerne og omverdenen fæstede deres lid til, at Macri, med sin profilerede forretningskarriere og ophold på flere Ivy League-universiteter i baggagen, kunne løfte landet tilbage til fordums storhed. Måske ikke helt tilbage til dengang for 100 år siden, hvor Argentina hørte til blandt verdens rigeste lande. Men måske noget af vejen, for potentialet er der endnu.

Under valgkampen lovede Macri at åbne op for Argentinas isolerede økonomi efter 13 år med Néstor de Kirchner og hans hustru Cristina Fernández de Kirchner ved roret. Ægteparrets regeringstid var i perioder kendetegnet ved økonomisk vækst, men også betydelige stigninger i de offentlige udgifter, valutakontrol og økonomisk protektionisme, der sendte den argentinske pesos værdi i sænk og fik investorer til at flygte ud af landet. I 2014 måtte Argentina for ottende gang i sin historie erklære sig ude af stand til at betale sine kreditorer tilbage.

Macri lovede, at Kirchner-parrets lemfældige forhold til brugen af statens penge skulle høre fortiden til, og indkomstskatten skulle sænkes. Den galoperende inflation ville blive tæmmet og fattigdommen udryddet, lød det bestandige omkvæd i Macris valgsang.

I dag, godt to et halvt år efter sin indsættelse, lader Macris resultater en del tilbage at ønske. Ved udgangen af marts i år var inflationen steget med 100 procent siden valget i 2015, og Argentina har i dag kontinentets højeste inflationsrate efter Venezuela. Alene i 2018 er den argentinske peso faldet med en fjerdedel i forhold til den amerikanske dollar.

Fattigdommen er kun reduceret marginalt fra 29 procent af befolkningen under fattigdomsgrænsen til omkring 26 procent, og det offentlige underskud er stadig tårnhøjt. Argentinas gæld er vokset med mere end 50 milliarder dollars, siden Macri tog tøjlerne.

Macri har med andre ord haft svært ved at leve op til forventningerne, og da renten begyndte at stige tidligere på året, begyndte problemerne for alvor for Macri, siger Bruno Binetti, der er forsker ved tænketanken Inter-American Dialogue.

»Man skal huske, at Macri overtog en økonomi, der var i en temmelig ringe forfatning med et enormt underskud på de offentlige finanser, valutakontrol og handelsbegrænsninger,« siger Bruno Binetti på telefon fra Buenos Aires.

»Problemet var, at Macri nok var for optimistisk i forhold til, hvor hurtigt økonomien ville ændre sig. Han håbede, at han med løbende reformer ville være i stand til at kontrollere inflationen, reducere underskuddet på de offentlige finanser og skabe en mere konkurrencedygtig økonomi. Samtidig har Macri været dybt afhængig af at låne penge til en lav rente for at finansiere underskuddet. Det kunne han gøre de første par år af sit præsidentembede, men det ændrede sig alt sammen i år, da den amerikanske centralbank hævede rentesatsen. Det betød, at de investorer, der var gået ind i Argentina i løbet af de første år under Macri, forlod landet til fordel for mere sikre investeringer,« forklarer Bruno Binetti.

Forspildte muligheder

Økonomer taler ofte om »det argentinske paradoks« med henvisning til den uforklarlige deroute, landet har gennemgået siden dets storhedstid i begyndelsen af det 20. århundrede. Argentina havde dengang det tiendehøjeste BNP pr. indbygger i verden – højere både end Canada og Australien. Velstanden skyldtes især Argentinas ualmindeligt store arealer af frugtbar landbrugsjord.

Men fra 1930’erne blev Argentina ramt af politisk ustabilitet, da en militærjunta overtog magten og indførte omfattende protektionisme efter ønske om økonomisk uafhængighed. Tendensen tog fart under den senere præsident Juan Perón, der nationaliserede store dele af industrien og lagde navn til peronismen, en politisk bevægelse, som hovedparten af oppositionen i dag fortsat bekender sig til.

Den protektionistiske ære aftog i 1970’erne, men voksende offentlige udgifter betød sammen med store lønstigninger og ineffektiv produktion, at der opstod en kronisk og voksende inflation op gennem 1980’erne. Trods flere IMF-indgreb lykkedes det aldrig at stabilisere økonomien permanent, og i slutningen af 1990’erne ramte »den store depression«, der kulminerede med statsbankerotten i 2001-2002.

Bruno Binetti understreger, at selv om situationen i dag langtfra er lige så grel, som da Argentina senest var underlagt IMF’s sparekrav i begyndelsen af 00’erne, vil det formentlig vise sig, at regeringen har truffet det rigtige valg ved at optage et nyt lån.

»Til at begynde med virkede det forhastet at henvende sig til IMF. Men i lyset af, at ustabiliteten på markederne er fortsat, og at pesoen bliver ved med at falde i forhold til dollaren, tror jeg, det har været den rigtige beslutning. Målet med lånet var at sikre den nødvendige finansieringen for både 2018 og 2019 og at sikre investorernes tillid. Nu har de pengene til det,« siger Bruno Binetti.

Argentinerne ruster sig imidlertid allerede til det værste.

Der gik kun få timer fra, at en åbenlyst træt præsident Macri i begyndelsen af maj under en tale på nationalt TV erklærede, at han arbejdede på en låneaftale med Den Internationale Valutafond, IMF, til at demonstrationerne brød ud foran kongresbygningen i hovedstaden Buenos Aires.

»Nej til IMF«, »IMF = nedskæring« og »Ud med IMF« har de overlappende budskaber lydt, printet på demonstranternes skilte og bannere, der vidner om argentinernes ualmindeligt anstrengte forhold til organisationen. Mandag er der varslet nye omfattende demonstrationer i Buenos Aires mod IMF’s tilbagevenden som rammesætter for landets finanspolitik.

Selvom det er de færreste argentinere, der giver IMF skylden for alle landets ulyksaligheder, er fortællingen om IMF i Argentina temmelig mørk, forklarer Bruno Binetti.

»Mange mennesker i Argentina anser organisationen for at være medansvarlig for de hårde strukturelle reformer og nedskæringer på socialprogrammer og pensioner gennem årene. IMF arbejder ud fra en neoklassisk økonomisk tænkning, hvor finanspolitisk stabilitet og balance er en forudsætning for vækst, og det har medført smertefulde reformkrav med sig, hver gang Argentina har lånt penge af IMF,« siger Bruno Binetti.

Som modydelse til IMF-lånet forpligter Macri-regeringen sig på at skrue op for tempoet i reduktionen af finansunderskuddet, så der opnås finansiel balance i 2020. Regeringen forudser selv lavere vækst og højere inflation i de kommende år som følge af stramningerne, men i modsætning til tidligere aftaler med IMF indeholder det nye lån ikke nogen bindende planer for, hvilke foranstaltninger regeringen skal tage i brug for at nå de opsatte mål, forklarer Bruno Binetti.

»IMF har understreget, at det denne gang alene er op til den argentinske regering at lægge strategien for, hvordan man mindsker finansunderskuddet. IMF forsøger på den måde at sende et signal om, at det er et andet og mindre formynderisk IMF, end det, argentinerne husker fra 1990’erne og begyndelsen af 00’erne,« siger Bruno Binetti.

Macri har bebudet, at han hverken vil skære i velfærdsydelser som pensioner eller arbejdsløshedsunderstøttelse, som tidligere præsidenter har brændt fingrene på. I stedet vil Macri blandt andet gå efter at reducere understøttelsen til elektricitet og vand, der var heftigt subsidieret under De Kirchner-regeringerne.

Arven efter Perón

Forsøgene på at formilde omstændighederne for lånet har dog hverken overbevist borgere eller oppositionspolitikere om, at den nye aftale er noget at juble over. En meningsmåling fra maj viser, at tre ud af fire argentinere – heraf 58 procent af dem, der stemte på Macri ved valget i 2015 – ikke støttede op om hans anmodning om IMF-midler. I parlamentet er fordømmelsen særligt udtalt blandt peronisterne, støtterne af den tidligere præsident Juan Peróns politiske ideologi. Den tidligere præsident Cristina Fernández de Kirchner er selv erklæret peronist, og var ikke sen til at kalde den dengang forestående aftale for både en »katastrofe« og en »tragedie«. Hendes partifælle Martín Sabbatella greb efter aftalens indgåelse til tasterne.

»De (regeringen, red.) gældsætter vores børn og børnebørn,« skrev han på Twitter.

Roberto Cachanosky, der er uddannet økonom og forfatter til flere bøger om det argentinske sammenbrud i 2001, giver ikke meget for peronisternes anklager. Han anerkender argentinernes ret til at være skeptiske over for IMF på grund af organisationens rolle i sammenbruddet i år 2001. Men det er et udtryk for »populisme og ignorance«, når De Kirchner-støtterne går i rette med Macris aftale med IMF, mener han.

»Situationen i dag kan slet ikke sammenlignes med den i 2001. Der er simpelthen ikke grundlag for at konstatere, at det har været forkert af Macri at kontakte IMF. Hvis ikke han havde gjort det, havde situationen været meget værre. Inflationen ville stige endnu mere, end vi ser i dag, og landet havde ikke haft midlerne til at komme ind på de finansielle markeder igen,« siger Roberto Cachanosky på en telefonlinje fra Buenos Aires.

Selv om krisen ikke er afblæst, og folk vil komme til at mærke recessionen i fremtiden, tror han, at argentinernes frygt for at vende tilbage til De Kirchner bliver udslagsgivende ved præsidentvalget til oktober næste år.

»Macri kan ikke fritages for, at der fortsat er krise i dag, men problemerne er i højere grad et resultat af arven fra Christina De Kirchner. Det tror jeg, mange argentinere vil indse, og derfor vil de formentlig stemme på Macri, selvom situationen er ukomfortabel rent økonomisk,« siger Roberto Cachanosky.

Macris hidtidige linje blev blåstemplet af vælgerne, da hans parti, Cambiemos (’Lad os forandre’) tog en afgørende sejr ved midtvejsvalget til kongressen i oktober sidste år. Efter sejren proklamerede Macri, at de hårdeste økonomiske justeringer var ovre:

»Det viste sig bestemt ikke at være rigtigt,« siger Bruno Binetti.

»IMF-lånet viser omvendt, at det er meget sværere, end nogen havde forestillet sig at bryde ud af den evige argentinske cyklus med krise-opsving, krise-opsving. Det kommer til at tage mange år at stabilisere den argentinske økonomi.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • David Zennaro
Torben K L Jensen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Aaen

Kirchnerparret, som præsidenter, indførte bl.a. eksportforbud af dagligvarer, produceret i Brasilien, for netop at kunne brødføde befolkningen i Argentina. Macri har ophævet de her restriktioner, hvilket har betydet, at Argentina igen sælger sine madvarer til (alle) andre end argentinerne også...

Og hvorfor ville Macri sænke indkomst-skatten i Argentina! Fordi manden er dybt liberalistisk, måske endda ligefrem neoliberal! Og fordi han derved håbede - måske - at folk ville arbejde mere mm. når skatten på arbejde blev sænket; men hvis han har gjort det, altså sænket skatten, har folk jo så nok ikke arbejdet mere, vel. Så mangler der penge i statskassen, og så bliver han nødt til at gå til IMF og låne en hel masse penge; betalingen for dette er flere nedskæringer og mere pres på de fattigste i Argentina...