Læsetid: 9 min.

Macron er verdens mest populære leder – kun franskmændene kan ikke lide ham

I Vesten hyldes Macron som den frie verdens nye leder. Samtidig præsterer Frankrig igen vækst, arbejdsløsheden og det statslige budgetunderskud falder, og truslen fra islamistisk terror er inddæmmet – men den ’centristiske’ kandidat har vist sig at være mere højre- end venstreorienteret og mere autoritær end inddragende
Den franske præsident Emmanuel Macron på vej til en samling i det franske parlament. Mens den franske præsident er populær i udlandet er han i Frankrig udsat for omfattende kritik af både politik og stil.

Den franske præsident Emmanuel Macron på vej til en samling i det franske parlament. Mens den franske præsident er populær i udlandet er han i Frankrig udsat for omfattende kritik af både politik og stil.

Eliot Blondet

14. juli 2018

»Vi er i finalen! Vi ses søndag, når vi tager sejren hjem,« twittede Emmanuel Macron efter Frankrigs sejr over Belgien i VM-semifinalen i et åbenlyst forsøg på at bringe sig i samklang med nationens foldboldeufori.

Tirsdag så man ham heppe på tribunen i Sankt Petersborg og trykke hånd med spillerne. Endnu mere tv-tid følger lørdag, når præsidenten skuer ned på Bastille-dagens militærparade i Paris og giver sin årlige tale til folket, og søndag er han atter at finde på lægterne på et russisk stadion, når Les Bleus løber på banen i Moskva som favoritter til at tage VM-titlen.

Faktisk har Macron allerede taget en titel for Frankrig. Ifølge en Gallup-måling, der baserer sig på undersøgelser fra 55 lande, er han i dag verdens mest populære leder, ligesom Macrons Frankrig er verdens stærkeste softpowermagt. En bemærkelsesværdig forandring fra det mismodets og stagnationens Frankrig, der under forgængeren, François Hollande, blev kaldt ’Europas syge mand’.

USA’s præsident kalder ham »en vinder, en dealmaker, ligesom mig«. Stjernefilosoffen Jürgen Habermas roser den franske præsidents mod til at tænke originale tanker, der offensivt kan »forme« en ny politik, i modsætning til Tysklands Merkel. Og det toneangivende britiske magasin The Economist betegner Macron som »det liberale demokratis nye bannerfører«, mens det førende Bruxelles-medie Politico kalder Macron – og ikke Merkel – »den frie verdens nye leder«.

Men hjemme i Frankrig kan Macron endnu kun håbe på en afsmittende effekt fra den udenlandske popularitet og det franske landsholds succes. Macrons popularitetstal blandt franskmændene ramte en nyt lavpunkt i sidste uge: 34 procent. 

Jupiter-stilen

14 måneder efter at 66 procent stemte på Macron, er den yngste til at beklæde Frankrigs højeste embede ikke blevet nogen folkekær landsfader eller samlingsskikkelse. Ikke desto mindre forbliver han en stærk leder, der fundamentalt har omkalfatret Frankrigs politiske liv.

Gør man status over Macrons resultater – og ikke kun hans målinger – er han allerede lykkedes med at gennemføre reformer, som hans forgængere har måttet opgive. Flere reformer er i vente, og Macron synes ikke at lade sig påvirke af massiv hjemlig upopularitet, strejker og den omfattende kritik af både hans politik og hans stil. Det måske mest bekymrende ved Macron er de forandringer i selve det franske demokrati, han står for, skriver den franske antropologiprofessor Didier Fassin i en kritisk gennemgang af Macrons første år ved magten i London Review of Books.

Macron har sine franske fans, deriblandt romanforfatteren Michel Houellebecq. At kemien mellem Macron og Houllebecq er god, fik man indtryk af i et dobbeltinterview i Information. Macrons peptalks til franske arbejdsløse om at tage selvstændige initiativer er ifølge forfatteren »nødvendig gruppeterapi«. Med Macron ved magten, udtalte Houellebecq i et interview på bogmessen i Frankfurt, er der igen grund til at håbe på »genrejsning af fransk national stolthed og arrogance« – det sidste var for Houllebecq en klar positiv kvalitet.

Macron afviser de hyppige anklager for at være arrogant med sin nye standardreplik »JE dis ce que JE fais et JE fais ce que JE dis« – »jeg siger, hvad jeg gør, og jeg gør, hvad jeg siger«. Den nu 40-årige præsident synes upåvirket af kritik og dalende folkelig yndest. Han er med stor selvbevidsthed trådt ind på den globale politiske scene i en epoke, hvor karismatiske førerfigurer trænger sig i forgrunden. Macron kaldte Hollande farveløs og efterlyste »en Jupiter« til at kaste glans over embedet – nu klæber termen til ham selv. 

Dialektisk tænkning

Stilistisk har Macron med sin forkærlighed for højstemte taler og historisk iscenesættelse som ingen anden siden de Gaulle udnyttet de royale aspekter af det franske præsidentembede, den vestlige verdens mest magtfulde. Det er i Versailles-slottet, han foretrækker at modtage andre statsledere såsom Vladimir Putin.

Macrons ledelsesstil er ikke bare pompløs. Den er også teknokratisk og synes at efterlade ministre og partifæller på bagsmækken, Virginie Martin, politilog ved erhvervsuniversitetet Kedge Business School, siger herom til Financial Times:

»Det er en magtudøvelse, der sætter effektivitet i højsædet. Macron styrer den franske stat som en virksomhed, og den er egenrådig på en måde, der får politisk debat til at forstumme.«

Kritikken kommer efterhånden også fra de indre rækker fra trofaste støtter i La République en Marche, som Macron ifølge sin bog Revolution havde tænkt sig som en medborgerinddragende og diskuterende græsrodsbevægelse. Gilles Legendre, parlamentsmedlem for LRM siger, også til Financial Times:

»Marcrons vertikale regeringsstil er inkompatibel med hans løfter om demokratisk fornyelse, der pr. definition er horisontal.«

Venstreorienterede kritikere ynder at parodiere Macrons forkærlighed for dialektisk tænkning, som ytrer sig i hans hyppige brug af vendingen »en même temps« – »både… men også«. Macron er »både neoliberal… men også autoritær«, siger de.

Om denne kritik sagde Macron for nylig i en tale:

»Man må være fri for at turde være paradoksal og være paradoksal for at være fri.«

Oppositionen er væk

Macrons egenrådighed udfolder sig på baggrund af et knusende mandat. Hans bevægelse En Marche (hvis initialer ikke tilfældigt er identiske med hans navns), der blev til partiet LRM, sidder på et absolut flertal med 308 ud af Nationalforsamlingens 577 pladser.

Hans valgsejr pulveriserede de andre partier. Det stærkeste oppositionsparti, det borgerlige Les Républicains, har blot 99 mandater. Det andet traditionelt regeringsbærende parti, Parti Socialiste, er marginaliseret ud i betydningsløshed, uden umiddelbare tegn på at kunne  genrejses.

Hvad angår Marine Le Pen, kan hun ikke være sikker på at få en ny chance som præsidentkandidat for Frankrigs højrepopulistiske parti. At hun har omdøbt det fra Front National til Rassemblement National har ikke givet medvind i meningsmålinger.

Det venstreradikale La France Insoumise (’det ubøjelige Frankrig’) har ikke kunnet gøre alvor af sine trusler om at lamme landet med massedemonstrationer imod ’den neoliberale præsident’ og risikerer nu at skulle slides op af en intern lederstrid mellem udfordreren, den 42-årige dynamiske François Ruffin og ’gammelkommunisten’ Jean-Luc Mélenchon. Ruffin er dygtig til at mobilisere demonstranter og populær, men ikke nogen rival til Macron. Meningsmålinger viser, at hver anden franskmand ikke i oppositionens rækker kan få øje på nogen, de kan gøre Macron rangen stridig. 

Som Laurent Bigorne, leder af tænketanken Institut Montaigne, udtrykker det over for Financial Times:

»Macrons valgsejr var som Hiroshima – et år nul i fransk politik. En atombombe faldt, og vi står stadig i ruinerne.«

Trues kan Macron dog teoretisk af mulig indre dissens og begyndende fløjkampe i LRM – et parti med et svag nationalt partiapparat, der stadig kun er i en opbygningsfase og fuld af uprøvede parlamentarikere.

Det højeste reformtempo i Den Femte Republiks historie

For at fastholde sit mandat må Macron levere resultater, men det er han også bevidst om. Ifølge topembedsmænd, som Financial Times har talt med, rykkede den tidligere investeringsbankmand Macron ind i Elysée-palæet med detaljerede planer og en metode for at gennemføre dem: Målet er at liberalisere Frankrigs økonomiske model, genskabe dets internationale anseelse og profitere på en global økonomi, der er under hastig teknologisk forandring og underlagt et krav om grøn omstilling.

Frankrig skal genopfinde sig selv som en start-up-nation, der er agil, fleksibel, kreativ, i stand til at spille lige op med de stærkeste verdensmagter, men skal gøre det ved at bruge multilateralisme til at fremme europæiske og franske interesser.

Handlekraft har Macron, der angiveligt nøjes med fire timers søvn i døgnet. Reformtempoet er et af de højeste i Den Femte Republiks historie: En stor forfatningsreform er undervejs og skal bl.a. reducere antallet af parlamentsmedlemmer og valgbarhed til tre perioder.

Et lovkompleks til reformering og modernisering af arbejdsmarkedet i den private sektor er trådt i kraft – et projekt, alle forgængere knækkede halsen på som følge af modstand fra militante fagforeninger.

Det er nu blevet lettere at hyre og fyre i Frankrig, og måske derfor falder arbejdsløsheden – den er nu på 8,8 procent, mens den i det meste af Hollandes tid svingede mellem 10 og 11 procent. Macrons stærkere budgetdisciplin er også slået igennem: Frankrigs budgetunderskud for 2017 skrumpede til 2,6 procent af BNP og kom dermed for første gang i ti år under de tre procent, som EU sætter som acceptabel tærskel.

Protester har der naturligvis været – senest imod hans tiltag til modernisering og delvis privatisering af de franske statsbaner, SNCF – og flere må forventes. Men i armlægningen med utilfredse franske arbejdstagere har Macron endnu kun sejret, noterer Didier Fassin i London Review of Books.

Macrons hårdere linje over for arbejdsløse, der ikke er aktivt jobsøgende, med sanktioner i form af bortfald af understøttelse i op til flere måneder, skal følges op med investeringer for 15 milliarder euro i opgradering og uddannelse af arbejdsstyrken over de næste fem år. En afkortning af asylbehandlingstiden for asylansøgere er vedtaget sammen med skærpede bestemmelser for udvisning af illegale flygtninge.

Macron er mere til højre end til venstre

Macron er erklæret centrist, men hans ministerudnævnelser er ifølge førnævnte Fassin klare vidnesbyrd om en slagside til højre. De fleste har han fundet i centrum-højre-partiet Les Républicains, herunder premierminister Edouard Philippe og økonomiminister Bruno Le Maire. Andre poster er gået til navne, der har skabt sig en karriere i den private sektor som arbejdsminister Muriel Pénicaud, der kom fra en lederstilling i den multinationale mejerigigant Danone. Fra Socialistpartiet hvervede han dog Gérard Collomb til posten som indenrigsminister.

Højreaftrykkene findes især i Macrons skattepolitik med store lempelser af kapitalbeskatningen og afskaffelse af den formueskat, som før ramte velhavere med aktiver for over 1,3 millioner, til fordel for en højere boligskat, der dog snarere rammer middelklassen end de rigeste og en mindre forhøjelse af indkomstskattens såkaldte generelle sociale bidrag fra 6,6 til 8,3 procent, der rammer selv svage indkomstgrupper som folkepensionister.

På det klima- og miljøpolitiske område breder der sig en vis skuffelse over Macron, der nu ifølge politico.eu kaldes en »avocadopræsident« – mørkegrøn på overfladen, men lysegrøn nedenunder. Over et år er gået, siden Macron under parolen #makeourplanetgreatagain svor at påtage sig en ledende klimapolitisk rolle for Europa med et erklæret mål om at arbejde for fælles afgifter på CO2-udledning. Som miljøminister udpegede han den førende grønne aktivist Nicolas Hulot. Men Hulot siges nu at være så skuffet over manglen på konkret indhold i klima- og miljøpolitikken, at han vil overveje at træde tilbage til efteråret, hvis reformtempoet ikke optrappes på dette politikområde. Til skuffelserne hører, at det ikke lykkedes at få forbudt ukrudtsmidlet glyfosat – presset fra det magtfulde franske landbrug var for stort.

I november 2017 ophævede Macron den undtagelsestilstand, Hollande indførte pr. dekret efter den blodige islamistiske terroraktion i november 2015, og som nåede at blive forlænget seks gange. En normalisering af retssikkerheden er der næppe tale om, for mange af de særligt vide beføjelser som retsmyndighederne nød godt af i undtagelsestilstanden, blev i stedet ophøjet til lov, hvilket udløste kritik fra FN’s menneskerettighedsobservatører.

Frankrig fastholder antiterrorpolitiets vide handlefrihed. Det kan nu anbringe borgere i husarrest uden dommerkendelse, foretage husransagninger uden dommerkendelse og forbyde offentlige arrangementer uden dommerkendelse.

Men har Frankrig inddæmmet faren for islamistisk terror med klart færre og klart mindre blodige anslag i 2017 og 2018, tyder intet på, at denne udvikling skal tilskrives disse tiltag, skriver Didier Fassin i London Review of Books.

Ifølge kritikeren Fassin er det intet originalt over Macron. Han er nok en stor pr-succes med intellektuelle attituder, men hans politik er »banal neoliberal pragmatisme«, der næppe kan skelnes fra Tony Blairs ’tredje vej’ eller Gerhard Schröders Harz-reformer og deres udhuling af arbejdstagerrettigheder og sociale forsikringsordninger. For Fassin er det værste dog, at Macrons autoritære stil er ’antidemokratisk’, og hans politikker ikke baserer sig på demokratisk viljesdannelse gennem diskussion. 

Det er et paradoks, at Macron uden for Frankrig ses som bolværket imod ekstremistiske tendenser, der truer demokratiet, når han selv er i gang med at underminere demokratiets centrale komponenter, herunder en engagerende debat i parlament og medier. Som tidligere assistent for filosoffen Paul Ricœur opfordrer Fassin i London Review of Books Macron til at tænke lidt mere over sin mentors ord:

»Demokratiet er ikke et politisk system uden konflikter, men et system hvor konflikter lægges åbent frem, og man forhandler sig til rette efter gensidigt anerkendte regler for indgåelse af kompromiser«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Erik Riis
Torben K L Jensen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Matthias Smed Larsen

Ikke overraskende. Omverdenen bliver ikke berørt af hans politik og får kun den overfladiske præsentation af ham som reformator. Det er det samme med Justin Trudeau i Canada: udadtil progressiv og miljøvenlig, indadtil tillader han stadigvæk olieboringer på indfødtes land, eksporterer våben til usaglige aktører og gennemfører andre tiltag der er massivt upopulære hos det segment der kun stemte på ham for at undgå at Harper beholdte magten.

Henrik Peter Bentzen, Karsten Aaen, Torben Jensen, Katrine Damm, Børge Neiiendam, kjeld jensen, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel og Jan Jensen anbefalede denne kommentar
Jens Winther

Der er overhovedet intet overraskende i forløbet. Det store flertal af franskmænd var (og er stadig) ganske klar over, at der var/er behov for at gennemføre reformer i Frankrig - herunder arbejdsmarkedsreformer. Derfor og fordi Macron er et gennemkultiveret menneske, stemte flertallet på Macron.

Når så reformerne kommer på bordet i praksis, så går det som altid: nogle får inddraget det, de betragter som velerhvervede rettigheder og så falder reformatorens popularitet. Men når reformerne er gennemført og kommet lidt på afstand, vil Macron helt sikkert genvinde sin popularitet.

Selv lokomotivførerne hos SNCF kan jo godt indse, at det ikke er holdbart med en pensionsalder på 58 år og en solid pension derefter - selvom de ikke vil indrømme det offentligt.

Står han egentlig for andet end de andre vestlige ledere (og Putin) med sociale nedskæringer?

Per Torbensen, Henrik Peter Bentzen, Carsten Svendsen, Katrine Damm, Børge Neiiendam, kjeld jensen, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens Winther

@Steen Sohn, han er bare ansvarlig nok til at indse, at man ikke kan fortsætte med den gavebod, hans forgængere har drevet!

Det er Anker Jørgensen (og grækerne, fx) om igen. Du kan lege julemand med gavebod og det hele i en periode, men det holder ikke i længden. Og jo længere tid man holder hovedet i busken, jo mere ubehageligt bliver det, når man tvinges til at se realiteterne i øjnene.

@Jens Winther. Tak for bekræftelsen af min formodning.

Torben K L Jensen, Per Torbensen, Katrine Damm, Børge Neiiendam, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
David Joelsen

Han er pompøs og selvhøjtidelig - et par numre over Obama, som også holdt meget af at se sig selv i spejlet. Det kan verden ikke bruge til noget. Så hellere et statsoverhoved med menneskelige fejl - Lars Lykke falder mig lige på tungen her. Hvor er vi heldige!

Jens Winther

@Steen Sohn, lige over, du! Du er tydeligvis medlem af den svindende kreds, der har hovedet dybt forankret i busken.

Carsten Svendsen

Jeg betragter Emmanuel Macron, som en ikke helt så rig, og mere veltalende og "velfriseret" udgave af Donald Trump.

Katrine Damm

- Og arrogance, forstået som noget positivt, (Houllebecq) det er vel her man nogle gange kan blive en anelse træt af franskmennesker....

Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben Jensen

Højre populisme og Højreradikalisering.
Selv Marine Le Pen indrømmede i valgkampen at det var uretfærdig, og man burde arbejde på en udfasning. Jaque Chiraq sagde at uden Afrika var Frankrig en 3. rangs nation.
Men Macron NON - ikke en rød Franc ville den unge mand pille ved den udplyndring Frankrig tilraner sig hver år. 440 Milliarder Euro - Hvert år. og ikke et bjæf fra den etablerede presse??
https://arbejderen.dk/udland/frankrig-ribber-afrika-440-milliarder-euro

Det er lidt besynderligt, at 14 afrikanske lande skal betale for fransk infrastruktur under kolonien, bare de selv kan finde ud af det. Frankrig er dygtig til branding, det må jeg give dem.

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel og Torben Jensen anbefalede denne kommentar