Læsetid: 9 min.

Mellemøstens vandmangel skaber apokalyptiske scenarier og sender mennesker på flugt

Klimaforandringer og forværrede miljøforhold forstærker vandkrisen i Mellemøsten og risikerer at gøre dele af regionen ubeboelig ved århundredeskiftet. »Glem fremtiden,« siger en international ekspert: »Apokalyptiske scenarier i regionen udspiller sig allerede for vores øjne, og vi er ikke engang begyndt at tale om det«
Engang var Orontes-floden årsag til velstand. I dag er den stort set tørlagt. Kun små vandpytter er synlige, og det meste af dagen sender Orontes en fæl stank i vejret. Så når indbyggerne i eksempelvis den tyrkiske by Antioch går langs floden, holder de sig for næsen.

Engang var Orontes-floden årsag til velstand. I dag er den stort set tørlagt. Kun små vandpytter er synlige, og det meste af dagen sender Orontes en fæl stank i vejret. Så når indbyggerne i eksempelvis den tyrkiske by Antioch går langs floden, holder de sig for næsen.

Waleed Safi

27. juli 2018

ANTAKYA, TYRKIET – Da de første kristne disciple flygtede fra forfølgelsen i Jerusalem i år 30, søgte de ly i byen Antioch. En tolerant, kosmopolitisk og velstående by, der i sin tid kun blev overgået af Rom og Alexandria. I Antioch, i det nuværende Tyrkiet, kunne de første kristne leve i fred.

En af årsagerne til byens velstand var Orontes-floden, som udsprang i Bekaa-dalen i nutidens Libanon, løb igennem Syrien, inden den nåede frem til Antioch og til sidst mundede ud i Middelhavet.

I dag eksisterer Orontes stadigvæk, men den er stort set tørlagt det meste af året. Kun nogle vandpytter fra byens kloaksystem er synlige på jordbunden. Det meste af dagen sender Orontes en fæl stank i vejret, så når tyrkerne går langs flodens promenade, holder de sig for næsen for ikke at få kvalme.

»Sådan har det mere eller mindre været de seneste ti år. Men i år har det været rigtig, rigtig slemt,« siger den gråhårede Abu Cemil, der sælger stof og er født og opvokset i Antakya.

Som barn svømmede Abu Cemil ofte i Orontes. I dag holder han sig langt væk. Ligesom de andre lokale ved stofsælgeren ikke rigtig, hvad der er sket med floden. 

»Nogle siger, at det ikke længere regner i Bekaa-dalen i Libanon. Andre siger, at Bashar al-Assad holder på vandet bag dæmninger i Syrien for at tørste de oprørskontrollerede områder. Jeg har også hørt nogle sige, at Tyrkiet bruger vandet til landbrug. Men vi kender ikke sandheden.« 

Abu Cemils vidnesbyrd om Orontes’ skæbne opsummerer situationen i Mellemøsten i en nøddeskal. Millioner af mennesker i regionen påvirkes dagligt af miljømæssige problemer, men de færreste ved, hvad der udløser dem.

Irak er i øjeblikket ramt af den største protestbølge mod vandmangel siden invasionen i 2003. I ugerne inden protesterede titusinder af iranere i provinsbyerne mod præsteregimet – ligeledes på grund af mangel på rent drikkevand.

I Egypten er Nilen ikke længere kraftfuld nok til at overrisle deltaet nord for hovedstaden Kairo. I stedet er de stigende vandstande i Middelhavet langsomt begyndt at presse saltvand ind i kanalerne ved Egyptens nordlige kyst.

I Libanon er det ellers sejlivede cedertræ – nationalsymbolet på det libanesiske flag – langsomt ved at uddø som følge af den globale opvarmning. I mellemtiden rammes den arabiske halvø hyppigere af sandstorme, mens isen på toppen af de anatolske bjerge er ved at smelte. Selv Ararats bjerg i det østlige Tyrkiet, hvor Noa ifølge første Mosebog strandede med sin ark, har mistet 29 procent af sin iskappe siden 1976.

Det 5.317 meter høje bjerg Ararat mister gradvist mere af sit snedække.

AA/ABACA

»Måske er det hele endnu en guddommelig afstraffelse,« siger Abu Cemil.

Ideologiernes hovmod

Magthaverne i Mellemøsten mener selv, at de hersker over lande, der er rige på historie og olie. Men når vandeksperter betragter de mellemøstlige ledere, ser de herskere, der regerer over lande, som er fattige på vand og viden.

Sådan lyder formuleringen fra Kaveh Madani, vandekspert ved Imperial College i London. Madani har i årevis forsket i vand, miljø og klima i Mellemøsten. Han har tidligere været vicepræsident for Irans miljøstyrelse, og før det var han vicepræsident for FN’s Miljøforsamling.

»Mellemøsten er klodens fattigste region, når det gælder vand, men beslutningstagerne agerer ikke efter det faktum,« siger Madani.

Naturen har ikke ligefrem været retfærdig over for regionen. Selv om Mellemøsten huser seks procent af jordens samlede befolkning, har regionen i øjeblikket kun adgang til én procent af verdens samlede ferskvandsforbrug.

»Mellemøsten står over for et problem, der hedder vandmangel. Det skyldes begrænset nedbør, misforvaltning af vandressourcer og befolkningstilvækst. Men det største problem er staternes ideologiske projekter, der handler om at blive selvforsynende med fødevarer. Hele 85 procent af vandforbruget i regionen går til landbrugssektoren,« forklarer Kaveh Madani.

De fleste mellemøstlige stater har siden selvstændigheden fra kolonimagterne konkurreret om at bevise deres egen uafhængighed, magt og storhed ved enten at betone den historiske arv eller ved at tæmme naturen. For at vise at de er i stand til at forsyne og brødføde sig selv, har staterne bygget dæmninger, boret efter grundvand, udtørret søer, tæmmet floder og brugt oliepenge til at gennemføre storstilede nationsbygningsprojekter. 

»Magthaverne er besatte af tanken om en stor landbrugssektor. Det er et ideologisk problem. Alle vil bevise, at de kan stå på egne ben. Men som tommelfingerregel siger vi, at der, hvor man kunstvander, løber man til sidst tør for vand. Situationen vil forværres yderligere med klimaforandringerne, og det ser vi allerede eksempler på nu,« siger Madani.

Tørke, migration, uro

Fra 2006 til 2011 gennemlevede over halvdelen af Syrien den værste tørke i landets moderne historie. Det førte til stigende migration fra landområderne til byerne, hvor arbejdsløse landmænd kom til at udgøre et uroligt proletariat i slumkvartererne. Vreden over situationen spillede en stor rolle i opstanden mod Bashar al-Assad, som førte til den borgerkrig, der endnu ikke er afsluttet.

Martin Hvidt, lektor på Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet, med fokus på vandressourcer og miljømæssige forhold, siger, at prognoserne generelt tegner et trist billede af fremtiden i regionen.

»Forskningsrapporterne forudser, at klimaforandringerne vil øge spændingerne. Der vil blive mere arbejdsløshed, ustabilitet, fattigdom og migration på grund af tørken og det uforudsigelige klima,« siger han.

De tendenser, Martin Hvidt gør opmærksom på, er allerede på spil flere steder i regionen. I Egypten, Irak, Syrien og Iran forlader landmændene i stor stil deres jord og flytter til storbyen, hvor de konkurrerer mod hinanden om lavtlønnede job. Det skaber grobund for utilfredshed og voldelige protester, som det har været tilfældet i Irak og Iran de forgangne uger.

I Egypten er situationen allerede kritisk i det ellers frodige nildelta nord for hovedstaden Kairo. Den globale opvarmning kan imidlertid føre til en yderligere reduktion af vandføringen i Nilen. Ved århundredeskiftet ventes flodens vand at være reduceret med 75 procent. I dag er der 100 millioner egyptere – til den tid vil befolkningstallet være på 200 millioner.

»Nilen strømmer gennem ti lande. Hvis de andre lande omkring Nilen – ligesom Etiopien –  begynder at bygge dæmninger, vil det få helt overskuelige konsekvenser for Egypten og egyptiske landmænd,« siger Martin Hvidt.

Eufrat-floden, som strømmer gennem Tyrkiet, Syrien og Irak, er også i store problemer. Siden de tyrkiske dæmninger begyndte at operere i 1970’erne, har vandstrømmen i Eufrat taget et dramatisk dyk. I Irak var vandføringen i 1970’erne 700 kubikmeter pr. sekund – i dag er den 260 kubikmeter.

Eufrat, som udmunder ved Basra i Irak, er ikke længere kraftfuld nok til at holde havvandet tilbage i den Persiske Golf. Siden den amerikanske invasion i 2003 er saltindholdet i Basras jord derfor steget med mere end 15 procent, viser undersøgelser.

Hyppigheden af mave- og hudsygdomme har været stigende i det sydlige Irak de seneste år. At Iran sender industriaffald fra byen Abadan ud i den Persiske Golf, hvorfra det strømmer ind i Basras vandingskanaler, gør ikke situationen bedre for irakiske landmænd.

»Overalt i regionen er økosystemerne under enormt pres, og når økosystemerne forsyrres eller smadres, har det voldsomme konsekvenser for alt levende,« siger Kaveh Madani.

Sandstorme som case

De mellemøstlige stater har været gode til at udnytte vand og olieressourcer i deres aggressive udviklingsplaner, men de har været mindre gode til at håndtere de miljømæssige konsekvenser af udviklingsprojekterne.

I takt med, at vand bliver en mere knap ressource, og regionen gennemgår flere tørkeperioder, vil sandstormene i regionen blive mere intense og hyppige, viser studier udført af hydrologen Anthony Parolari m.fl. og offentliggjort i Environmental Research Letters.

»Vand fungerer jo lidt som lim på sandpartikler. Vandmangel betyder flere og voldsommere sandstorme, og de vil blive langt værre i fremtiden,« siger Kaveh Madani.

Sandstorme har ikke bare vist sig at have enorme økonomiske konsekvenser, de sætter også sundhedssystemerne under stærkt pres. 

»De fleste lande lider af enten økonomiske problemer, inkompetence eller korrupte statsapparater, så det halter i forvejen med sundhedsvæsenet i store dele af regionen. Og én ting er at symptombehandle mennesker efter sandstorme, en hel anden ting er at genoprette jordens fugtighed i regionen. Regimerne har hverken lyst, penge eller kompetence til at fikse den slags i øjeblikket,« siger Madani.

Det mest foruroligende ved sandstorme er, at de har vist sig også at indeholde kemikalier og i nogle tilfælde radioaktivt materiale som følge af industriel forurening og krige, viser studier.

»Sand og støv kan flyttes tusinder af kilometer, hvis det blæser tilstrækkeligt. Det betyder, at forureningen eksporteres på tværs af grænser i Mellemøsten.«

Problemerne eksporteres 

De miljømæssige og klimatiske udfordringer kan fortsat tackles, men det kræver en enorm indsats på både nationalt, regionalt og internationalt plan, og man er langt fra begyndt at adressere disse problemer.

»Staternes idé om en selvforsynende landbrugssektor bør genovervejes. Ideelt set bør de være selvforsynende på nogle afgrøder, mens andre kan importeres. Men der er så mange interesser på spil, at det ikke er så ligetil,« siger Martin Hvidt.

En af de store udfordringer er, hvem der skal påtage sig den uoverskuelige opgave at overbevise staterne om nødvendigheden af hastige reformer af landbrugssektoren. Med Vestens historik i regionen vil ethvert forsøg på overbevise regionens magthavere om at opgive tanken om selvforsyning blive mødt med skepsis. Især i lyset af sanktionerne mod Irak i 1990’erne og nu mod præstestyret i Teheran.

Kaveh Madani er enig med Marin Hvidt i udfodringens omfang, men insisterer på, at det internationale samfund bør spille en mere aktiv rolle i vand- og klimaproblematikken i Mellemøsten. Ellers risikerer man hyppigere og længere kriser i fremtiden. Og kriserne i Mellemøsten har det med at brede sig.

»De apokalyptiske scenarier i regionen udspiller sig allerede for vores øjne, og vi er ikke engang begyndt at tale om det. Vi skal forstå, at det ikke bare er sandstorme, der eksporteres på kryds og tværs af grænser i regionen, men også kriser,« påpeger vandekspert Kaveh Madani.

Han bruger den syriske konflikt som eksempel. Tørken var en faktor i uroen op til den borgerkrig, som nu har sendt millioner af flygtninge udenlands – især til nabolande som Libanon og Jordan, som i forvejen lider af tørke samt elektricitets- og vandproblemer.

»Problemeksporten indebærer nogle selvforstærkende negative cyklusser. Tørke fører til intern migration, arbejdsløshed, utilfredshed og i værste fald konflikt. Derefter kommer flygtningestrømmene, pres på nabolande, mere arbejdsløshed, større efterspørgsel på vand og energiforbrug, kollaps af energisektoren, mere utilfredshed,« siger Madani.

Reformer og internationale aftaler nødvendige

En af de ting, man bør arbejde på – ud over at overbevise staterne om at genoverveje selvforsyningstanken – er en bedre fordeling af vandressourcerne via bi- og multilaterale aftaler. Mange floder og søer deles af flere lande, og i øjeblikket er det den stærke, der bestemmer over vandressourcerne.

For eksempel er Etiopien nu ved at blive et magtfuldt ’upstream country’ ved Nilen. I Addis Ababa har man udnyttet den egyptiske stats internationale svækkelse efter revolutionen i 2011 til at opføre en dæmning. Det giver etiopierne mulighed for at intimidere egypterne.

»Tyrkiet er også et ’upstream country’, der ofte intimiderer Irak og Syrien ved at begrænse vandet i Tigris og Eufrat,« forklarer Madani.

Om staterne ønsker at afgive magt over vandressourcerne, er tvivlsomt, mener Martin Hvidt. Tyrkerne vil for eksempel næppe afstå deres ret til at styre dæmninger for at tilgodese Syrien eller Irak.

»Tyrkiske dæmninger er jo bygget med tyrkiske penge, fordi Verdensbanken dengang sagde, at de ikke ville finansiere dæmninger, netop fordi der ikke var internationale aftaler på forhånd. Det er ikke nemt at lave sådanne aftaler, men man kunne for eksempel lave fornuftige løsninger om, at tyrkerne lader så og så meget vand slippe igennem på de rigtige tidspunkter på året,« forklarer Hvidt.

Kaveh Madani erkender, at Mellemøsten er et kaostisk sted, hvor det ikke er nemt at sætte klima og miljø øverst på staternes dagsordenen. Men han insisterer på, at verdenssamfundet skal italesætte klima- og miljøproblematikkerne i Mellemøsten – det vil være i alles interesse.

»Ingen er interesseret i mere vold og migration, så alle bør i en ideel verden spille en rolle – USA, EU, internationale organisationer. Både som forsker og embedsmand har jeg set, hvordan det hele bliver forsømt. Ingen taler om det. I steder taler alle om terror, krige, ekstremisme, våben. Lad os i stedet tale om vandressourcer, klimaforandringer og miljøforhold i Mellemøsten. Hvis ikke for vores egen skyld, så for de kommende generationers,« siger Kaveh Madani.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Bruhn Andersen
  • Carsten Munk
  • Thomas Tanghus
  • Henrik Leffers
  • David Zennaro
  • Olaf Tehrani
  • Torben K L Jensen
  • Benno Hansen
  • Hanne Ribens
  • Ruth Gjesing
  • Christian Mondrup
  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
  • Peter Knap
  • Trond Meiring
Torben Bruhn Andersen, Carsten Munk, Thomas Tanghus, Henrik Leffers, David Zennaro, Olaf Tehrani, Torben K L Jensen, Benno Hansen, Hanne Ribens, Ruth Gjesing, Christian Mondrup, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen, Peter Knap og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Jakobs

UHA UHA! Jeg er bange for at disse talsmænd her har ALT for meget ret. Og hvem tror på kommitment fra USA eller EU eller Rusland på en dagsorden som allerførst forudsætter lokale regimers samarbejds vilje og evne til at rette op, det være sig ved at begrænse befolknings tilvæksten og frisætte kvinderne fra kønsrollen, som fødemaskiner. Alle de religiøse autoriteter ser jo det som en vej til mere magt og vælde, ja politikere endog også - af opportune årsager.

Torben Bruhn Andersen, Torben Skov, Randi Christiansen og Niels Mortensen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Der mangler kommunikation mellem lande i verden, Nogle kan fortsætte "føde maskinen elle indvandring", som Canada og Australien, de har store arealer med lille befolkning. Men de kendte overbefolket lande, Kina, Indien og Egypten samt Nigeria, det er forsent. Men som akut behov, menneske hjerner kan hjælpe ved klodens undergrund undersøgelse for vand. Erfaringer viser at forskning give resultater. Men Mellemøsten er rolig i øjeblikket, jeg kan ikke mærke vand krise, tværtimod jeg ser USA og Iran truer hinanden med ødelæggende krige i området og ingen bekymring at notere der.

Torben Skov, Flemming Berger og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Waleed Safi, som sædvanligt en yderst tankevækkende og foruroligende beretning om Mellemøstens frygtelige problemer.
Tak for at gøre os klogere på udfordringerne.

Torben Bruhn Andersen, Mikkel Lambert, Torben Skov, Trond Meiring og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

"Whisky er noget man drikker, vand er noget man slås om." (John Steinbeck)

Torben Bruhn Andersen, Thomas Tanghus, Torben Skov, Trond Meiring, Per Torbensen, Flemming Berger, Benno Hansen, Kim Houmøller, Eva Schwanenflügel og Ruth Gjesing anbefalede denne kommentar
Knud Chr. Pedersen

Palæstinenserne på Vestbredden har mange steder fået deres vand konfiskeret og må tage store omveje for at få det daglige vand til husholdingen. Imens er der rigeligt med vand til at apartheidstatens bosættere kan få fyldt deres svømmebassiner.

Bo Carlsen, Hanne Ribens, Torben Skov, Thomas Tanghus, Randi Christiansen, Per Torbensen, David Zennaro, Erik Karlsen, Trond Meiring, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Og dog disse lande mangler ikke vilje eller midler for at skaffe det nødvendig vand. Tusinde tekninger og ingeniører var mobiliseret i bygningen af Assouan ved nilen i Egypten. Assouan dæmning forsyner Egypten med vand, tænk Egypten er et af de tørke lande i verden og dog mangler ikke vand. 11000m3 vand passerer Assouan dæmningen i seconde. Ydermere hele planeten jorden ses ovenfra blå på grund af vand, 75% ag jorden overfladen er dækket af vand, det meste er havvand men alligevel vand. Egypten har ikke ventet på Vesten til at få tanker om Assouan. Det gjorde Egypterne selv.

Randi Christiansen, Bent Gregersen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Eva Schwanenflugel
Hvad mener du? Det var mod hvad israeler gør og deres propaganda at de har dyrket ørken osv. jeg gav Egypten som eksempel. og det er glemt ikke!

Apokalyptisk! Blah. Kom nu væk fra alle de religiøse udtryk.Brugen af dem sætter enhver diskussion om hvadsomhelst ind i en foruddiskonteret ramme. Det er ikke en skid religion i vandmangel.

Bo Carlsen, Torben Bruhn Andersen, Trond Meiring, Bent Gregersen, Kim Houmøller og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Touhami Bennour
27. juli, 2018 - 19:28

Touhami - undskyld.
Men jeg forstår ikke dine fine pointer.

Eva. Vandmangel er ikke en ny udfordring. Tværtimod.Men beskrivelsen af problemet skal ikke pakkes ind i religiøse ævleudtryk.

odd bjertnes

Eller også skal Steen Voigt udskifte sin religiøse ævleforståelsesramme med en mere alment kombatibel ;-D Ordet apokalypse betyder uafvendelig afslutning. Der er en af bibelens bøger som slangagtigt ofte ses omtalt som apokalypsen - fordi den er placeret til sidst, men det kan naturligvis fylde hele ens hoved med sekstaller 'overalt'..... hvis altså man er motiveret ;-D

Eva Schwanenflügel, Trond Meiring, Erik Karlsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Bent Gregersen

Omvendt osmose er en vej til renset vand!

Problemet er ikke teknologien (omend også her vil der være mulighed for forbedringer), men et el-forbrug proportionalt med vandproduktionen. Der findes anlæg der allerede er i drift og firmaer der kan fremstille disse.

Alene vedvarende energikilder er politisk neutrale og repræsenterer det potentiale der gør denne løsning aktuel i modsætning af omdannelse af stoffer fra jordskorpen som slutter en skønne dag med en hale af politisk pølsesnak og bjerge af affald der skal gemmes i århundreder på en ”sikker” måde og igen garneret med politisk pølsesnak.

Eva Schwanenflügel, Trond Meiring, Randi Christiansen og Henrik Peter Bentzen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Alle kriges moder er kampen om ressourcer. Men hvordan det menneskelige kollektiv og dets ledere kan være så ignorante ifht de iboende lovmæssigheder i deres biotop/habitat er ubegribeligt.

Først når lokummet brænder !!! ses et vist samarbejde, men det er jo noget sent, måske for sent.

Bent Gregersen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Apokalypse er ikke nødvendigvis religiøst.Men mere i retning af erkendelse der opstår, når sløret trækkes væk, og man ser tydeligt, hvad der der før var helt eller delvist skjult.

odd bjertnes, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Sløret er ved at falde, og menneskene opdager at de ikke bor i paradis, men i et overskidt hul.

Touhami Bennour

Hvis man vil se på det objektivt og Mellemøsten land for land, så har man nabo til Israel hvis vand blev stjålet og de er: Palestinænser, Jordan, Libanon og Syrien, hvor store vandløb er stjålet af Israel. Disse vandløb har været brugt af disse lande i århundert. Og resten faktisk ikke mere, Tyrkiet forsyner lande :Irak og Syrien med vand til deres floder (tigris og Eufrat). Egypten har Aswan demningen og Nilen, og så mangler der ikke vand, Golflandene køber vand på flasker. Så al den snak om vand er det bare til grin ved middagsbordet. OG i øvrigt hvornår har Vesten været bekymret for Mellemøsten? I Nassser tid og Aswan da den skulle bygges ville Vesten ikke samarbejde. Det er ellers meget kendt at samarbejde om store projekter, se "metro projektet i København, det er et Italiensk firma der bygger, men den er Dansk metro. Samarbejde om store projekter er altid nøvendigt ( metro i København), men fortiden viser de kommer ikke store projekter mellem vesten og Mellemøsten (bortset fra våben).

Torben K L Jensen

Danmarks undergrund er blevet tømt for olie og gas - Danmark + Grønland sidder på et af verdens største ferskvandsresevoirer - ferskvand er det 21. århundredes olie - vi (Mærsk) bliver megarige når det bliver rentabelt at sende supertankere sydpå - hvis altså de danske regeringer handler som de plejer. Det må ikke ske - det skal være dansk humanitær bistand til de trængte befolkninger sydpå.

Torben Skov, Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Forresten : Grønland kunne frigøre sig fra Danmark hvis de bygger ferskvandsterminaler ved de store smeltevandsfloder fra indlandsisen - pumper vandet over i super-tankere på 500.000 tons der sejler under grønlandsk flag for et grønlandsk ejet rederi. Det ender sgu med at Grønland skal give Danmark hjælp med budgettet. Men vil de ?

Eva Schwanenflügel

@ Torben K L Jensen

Det ender med at danskerne bliver miljø-flygtninge til Grønland !! :-/

Torben K L Jensen

Eva - det kunne meget vel blive enden på det hvis man ikke gør noget effektivt ved klimaet.
Så Danmark kunne faktisk få klima-flygtninge indenfor rigsfællesskabet når vi står i (salt)vand til halsen.

Touhami Bennour

Henrik Ovesen
Du må tro på hvad du vil. det vil gøre hverken mere eller mindre. Verden er den samme som altid har været.

Touhami Bennour

Ps. jeg er ikke meteorolog og har ikke forstand i det. Jeg talte kun om at være objektiv, ikke mere, hvis du ved det.

Allan Petersen

Torben, jeg har set flere boringer med frit overløb der kunne fylde supertankere flere gange årligt her i DK. Ingen grund til at sejle til Grønland for at eksportere ferskvand under dansk flag. Det bedste er, at ressourcen er vedvarende og helt frivilligt lader sig tranportere fra hav til land dagligt.

odd bjertnes

Og herhjemme : nu er der gået over 48 timer siden nordlige jetstrøms 'point of no return' - som har været annonceret i 10 år. Kun meget forsigtige pip i weekendavisen og informeren her signalerer at der skulle være sket noget meget væsentligt : -- ok så :
Forventet mediantemperatur for Danmark juni 2040 er hævet til 48,5 grader.
Den tilhørende vandstandsstigning er opgraderet til 6 meter.
Og så har Lomborg naturligvis bekræftet i Ræson, at der blev - det er datid nu kammeraden - ikke nogen international klimaløsning, og det havde heller ingen vist forventet.
Nu er der sådan set kun tilbage at få lukket de civile lufthavne ned inden næste weekend. Der er faktisk både tog og skibs-forbindelser til Syrien, Mallorca, Seattle og brunch i Barcelona hvis det er så vigtigt.