Baggrund
Læsetid: 8 min.

Det moderne Nuuk forsøger at sætte en prop i udvandringen til Danmark

Nuuk går imod de nationalistiske strømninger i Grønland. Borgmesteren er stolt over, at hendes by er international, og at der tales 40 forskellige sprog i byen. Masser af nye boliger og børneinstitutioner skal lokke veluddannede, unge grønlændere hjem igen. Og en ny lufthavn sætte gang i turismen
De gule byggekraner er blevet et slags vartegn for Nuuk. Overalt sprænges der klipper og støbes fundamenter til nye boliger.

De gule byggekraner er blevet et slags vartegn for Nuuk. Overalt sprænges der klipper og støbes fundamenter til nye boliger.

Finn Frandsen

Udland
18. juli 2018

NUUK – Lille Per har 22 lortespande at tømme. Dem vipper han ud på ’Chokoladefabrikken’, det poetiske navn for det klippefyldte sted i Nuuk, hvor spandene altid er blevet tømt.

Jeg møder Lille Per en frostklar sommermorgen kl. 8.15, hvor han netop er på vej ud for at tømme spande. Han peger rundt på et par farverige træhuse, som ligger med bedårende udsigt på den ellers eksklusive vej Saqqarliit.

»De der har stadigvæk spand og de der,« fortæller Lille Per – som alle kalder ham – på syngende vendelbomål.

Per har boet i Nuuk siden 2002. Dengang var der masser af spande at tømme. Men med kloakering og de mange nye lejligheder, som er skudt op i Grønlands hovedstad, svinder antallet hastigt ind.

Den lille, lune mand har været snedig nok til at tegne kontrakt med kommunen, så han stadig har sit job som lokumsspandetømmer, indtil der kun er otte spande tilbage i byen at tømme.

Rundt om i Grønland er det ganske almindeligt, at folk må »skide på en spand« – for at sige det med Jess G. Berthelsens ord. Fagforeningsformanden sagde i sin tid, at han var parat til at skide på en spand – bare Grønland kunne blive fri af Danmark.

Efterhånden er Nuuk blevet så moderne en by, at træk og slip er en selvfølge. Det er ikke som i resten af Grønland, hvor så godt som ingen af de omkring 60 bygder har et moderne toilet. Også i mange byer på kysten er folk henvist til tørkloset.

I takt med at velstanden og de moderne bekvemmeligheder er galopperet af sted i Nuuk de sidste 40 år, har byen næsten fordoblet sit indbyggertal. En tredjedel af grønlænderne bor nu i Arctis Metropolis, en af verdens mindste hovedstæder med knap 18.000 indbyggere.

Tugthusslaver og letlevende damer

Da jeg selv boede i byen første gang tilbage i 1978, var det ganske almindeligt at se folk komme gående med vanddunke i hånden for at fylde dem op ved fælles vandpumper. Dengang var der mange, som hverken havde indlagt vand eller træk-og-slip.

Dengang var Nuuk en søvnig lille hovedstad, som de fleste stadig kaldte for Godthåb. I dag er navnet mere eller mindre gået i glemmebogen, selv om Grønlands Apostel, den dansk-norske missionær Hans Egede stadig vogter over byen fra sin høje klippe blandt historiske 1700-tals huse i den gamle kolonihavn.

Engang imellem må den strenge præst døje lidt graffiti. Eller et halstørklæde. Men normalt er der fred og ro og ingen ballade ved statuen af missionens og kolonisationens fader.

I dag har de fleste lykkeligt glemt, at kolonien Godthåb blev anlagt med 12 tugthusslaver og 12 letlevende damer, som blev tvangsgift før afrejse til Grønland under overværelse af selveste kongen.

Straffefangerne og luderne skulle under ledelse af guvernør Paars danne grundstammen i den danske knytnæve mod nord, kolonien Godthåb. Alle på nær et enkelt par led en ynkelig død under kummerlige forhold i den ny verden. Kulde, sult og kopper udgjorde den brutale cocktail, som fældede de fleste i kolonien Godthåbs barndom.

Beverly Hills og gadebørn

Nogle af de gamle huse tilbage fra 1728, kolonitidens første år, står stadig som minder om en tid, ikke mange taler om i dag.

Det moderne Nuuk er en næsten bizar cocktail af rig og fattig. De lange bilkøer, som hver morgen kl. otte snegler sig ind til byen fra forstæderne, emmer af potente firhjulstrækkere. I lystbådehavnen ligger kæmpe skuder til millioner.

Nuuk har sit Beverly Hills på Niels Hammekensvej, hvor mængden af direktører er tæt.

For et halvt århundrede siden flyttede folk fra bygderne ind til Myggedalen og Islandsdalen. Her ligger klassiske grønlandske huse i blåt, rødt og gult med bedårende udsigt over fjord og fjeld.

Engang var det ren slum med lokum og uden indlagt vand. I dag er smarte arkitekter rykket ind. De tidligere så overbefolkede små træhuse er gjort labre og luftige. For nylig var et nybygget hus til salg i kvarteret for 6,6 millioner kr.

I dag er slummen rykket andre steder hen. For eksempel i containere, hvor hjemløse og gadebørn må kæmpe for et natteleje.

Nuuk har det hele, fra Grønlands formentlig rigeste mand, en af Polar Seafoods ejere milliardæren Anders Brøns, til den lille mand foran Brugsen, som troligt – og stort set uden udbytte – forsøger at sælge Hus Forbi.

Inde i ’Brugseni’, som det hedder, kan man købe alskens sager fra den ganske verden. Hvis man altså har råd. Mindstelønnen på 91 kr. i timen rækker ikke langt, når priserne på mad er omkring 25 procent højere end i Danmark.

De privilegerede kan i en af kongerigets allerstørste brugser hente alt fra hvalhud til veganske varer. Der er frisk økologisk koriander, sorte fermenterede hvidløg, tørrede morkler, laktosefri mælk, alt i økologiske varer, thaimad og friske hindbær til 39 kr. for 170 g.

Længere nede ad hovedgaden kan man besøge kulturhuset Katuaq med moderigtig kaffe og fransk filmuge.

Der er golf, ballet, yoga og vinterbadning hver søndag. Snart åbner der også en rideskole.

Hele verden myldrer til Nuuk. Kommunen opgjorde fornylig, at omkring 40 forskellige nationaliteter er repræsenteret i den arktiske hovedstad.

Der er alt fra ungarere til somaliere, tyskere, svenskere og selvfølgelig en del danskere, selvom de er blevet færre. Til gengæld stiger mængden af thaier og filippinere. De arbejder især i restaurationsbranchen.

Borgmester Asii Chemnitz Narup er glad for, at Nuuk er ’colourful’ – byens stolte slogan. Hun gør en dyd ud af at gå imod de nationalistiske strømninger, som ellers præger Grønland i disse år.

»Når jeg går ned gennem hovedgaden, hører jeg en symfoni af alle Grønlands dialekter. Der er mennesker fra hele verden. Det giver dynamik.«

Lufthavne som løftestang

Et kæmpe banner på rådhusets væg skriger det simple budskab: #2200meteri.

De 2200 meter henviser til byens mangeårige, brændende ønske om en lang flyveplads, så fly fra hele verden kan lande direkte i Grønlands hovedstad. I dag er der kun forbindelse via København og Kangerlussuaq. Indimellem også via Island.

Nu bliver det endelig til noget. Selvstyret har store planer om en investering på ikke mindre end 3,6 milliarder kr. i i alt tre nye landingsbaner, de to andre i Ilulissat og Qaqortoq. Omsat til danske forhold ville det svare til en investering på 360 milliarder kr. Et eksorbitant beløb – den største grønlandske investering nogensinde.

Nuuk står først i køen til en lang landingsbane. Licitationen skulle være holdt i maj. Men endnu engang er projektet blevet udskudt, hvilket Asii Chemnitz Narup i den grad beklager.

Hun frygter, at Selvstyret med sin tøven – og interne uenighed om lufthavnene – skræmmer investorer bort. For borgmesteren har store planer for sin by. Og i den sammenhæng er en moderne lufthavn central.

»Den nye lufthavn er simpelthen forudsætningen for byens udvikling,« siger hun.

»Får vi udbygget lufthavnen, vil turistbranchen vokse. Der vil komme endnu mere gang i servicefagene og i fiskeindustrien.«

Et nyt hotel er på vej. Og norske Hurtigruten er parat til at gøre Nuuk til base for to nye kystskibe, som skal pumpe turister rundt i det store land. Hvis altså den ny lufthavn kommer.

Koncerndirektør i Hurtigruten Thomas Westergaard ser Grønland som »en diamant« med masser af muligheder for turisme. Nuuk har et bedårende fjordsystem – verdens næststørste – men næsten ingen turister.

Hjerneflugt

Borgmesteren mener, at de mange unge, som uddanner sig i Danmark, kun kommer hjem, hvis de møder »et moderne Grønland med gode fritidstilbud, skoler og institutioner«.

Der er i dag en kæmpe hjerneflugt af veluddannede grønlændere, som bliver i Danmark efter deres uddannelse. Omkring 18.000 grønlændere bor i Danmark – altså næsten svarende til en tredjedel af befolkningen.

Især unge, veluddannede kvinder bliver hængende i Danmark. Mange fortæller, at de simpelthen opgiver at finde bolig og institutionsplads i Grønland. Så befolkningstallet er gået i stå eller faldet let det seneste årti.

Lige modsat går det i Nuuk. Hele Grønland strømmer til ’storbyen’, som ellers får skyld for ikke at være det ’rigtige’ Grønland.

»Det er ikke noget nyt, at Nuuk er ugleset. Sådan var det også i 1950’erne, da jeg var barn. Tendensen med at kikke lidt surt til hovedstaden ser vi worldwide. Jeg oplevede nærmest et had mod Nuuk, da jeg blev borgmester. Så en dag vågnede jeg op og besluttede mig for at sige nej! Jeg gider ikke at krybe langs væggene. Vi skal kæmpe for udviklingen af byen. Det styrker også resten af Grønland,« siger borgmesteren.

Men byen kan ikke skaffe boliger til de mange nye borgere. Ventelister på ti år for en lejlighed er ikke usædvanligt.

Bystyret regner med, at det kommer til at gå som på Island, hvor Reykjavik har suget stort set hele øen til sig. Ifølge prognoserne stiger Nuuks befolkning til næsten det dobbelte om 12 år.

Det kommunalt ejede byudviklingsselskab Siorarsiorfik – Nuuk City Development regner med 30.000 indbyggere til den tid.

Lejligheder og svævebane

Nuuk City Development har store planer om 1.600 nye boliger, heraf 400 kommunale, op til ti børneinstitutioner og to nye skoler. Et stort overdækket stadion. Og – for at det ikke skal være løgn – en svævebane op til fjeldet Store Malene.

Der skal anlægges en helt ny bydel, Siorarsiorfik. Alt sammen betalt via et privat-offentligt partnerskab.

Men hvordan skal bare 18.000 borgere – som godt nok bliver til endnu flere – kunne forrente sådan et milliardprojekt?

Der stilles mange kritiske spørgsmål til de store planer. Men borgmesteren holder fast.

»Vi følger slagets gang meget tæt, så vi har styr på økonomien. Husk på, at en meget stor del af boligbyggeriet er privat. Selvfølgelig er der kritik. Det tager vi i stiv arm. Men vi er ikke uansvarlige. Vi placerer ikke regningen i børneværelset,« siger borgmesteren.

Hun understreger, at projektet nu er delt op i mange små bidder, så det bliver lettere at håndtere. Noget af det første, som skal bygges, bliver en stor ny skole i centrum som erstatning for to nedslidte skoler.

»Det bliver et bæredygtigt projekt,« forsikrer Asii Chemnitz Narup, som mener, bydelen Siorarsiorfik kommer til at gavne hele Grønland.

»Mange grønlændere flytter fra bygder og små byer. De ender i Nuuk. Nogle af dem flytter videre til Danmark. Så vores byudviklingsprojekt er også en måde at sætte en prop i affolkningen. Vi tænker stort. Og det har jeg det godt med.«

De gule byggekraner er blevet et slags vartegn for Nuuk. Overalt sprænges der klipper og støbes fundamenter til nye boliger. Der er stadig slum og overbefolkede boliger.

Ikke alle magter at betale for kloakering, så der er arbejde lidt endnu for Lille Per. Men han kører også taxa. Og så har han måttet supplere med et job i byggeriet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Supergod artikel, meget interessant læsning :-)

ingemaje lange, Claus Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Afkolonialiseringens bitre frugter

Jeg var i Grønland 1/5-1979, da hjemmestyret blev indført. Min opgave var at undervise ledere i grønlandske børneinstitutioner i pædagogik. Det gik fint, og jeg blev til sidst beæret som æresgrnlænder med en tupilak, som jeg har båret i mange år fæstnet med en skindrem omkring halsen.

Men begyndelsen var hård. De grønlandskfødte ledere spurgte mig allerede ved det første møde, hvorfor undervisningen ikke skulle varetages af en grønlænder. Jeg kunne kun svare, at der åbenbart ikke var nogen sådan med de tilstrækkelige kvalifikationer (jeg var allerede professorbedømt).

Mit ophold i Grønland gav mig en stor kærlighed til både den grønlandske natur og almindelige grønlændere. Men jeg har i årene herefter kunnet følge en udvikling i Grønland, der på bedrøvelig vis minder om andre lande under afkolonisering.

En ny elite (der ofte er højt uddannet i kolonimagten) baner sig vej til korrupt magt ved at slå på fremmedhadet - ikke mindst til repræsentanter fra den tidligere kolonimagt. Også selv om denne, som i Grønlands tilfælde, fuldkommen uegennyttigt (nogle ville sige dumt) bidrager finansielt til Grønlands løsrivelse fra Danmark - og forventeligt senere (langt mere dominerende) indflydelse fra mere kyniske magter som USA og/eller Kina.

Hvis disse magter fik muligheden, ville de hellere end gerne ‘købe’ Grønland ved at sende hele befolkningen på en livsvarig pension. Herregud - 60.000 borgere p (indtil videre) evig forsørgelse. Det er billigt sluppet for kontrol med Nordpolen.

Har den danske stat nosser nok til at forhindre dette udsalg?

Selv om det er besværligt og kræver nogle hjernevindinger - op imod Trump og Putin - hvor klogt er det nu at overlade Grønlands fremtid til opportunistiske, skuppelløse karrierepolitikere, der vil mele deres egen kage og sikre sig selv sociale privilegier i form af luksusboliger.

Er vi dumme nok i Danmark?

Det ville være synd for Grønland.

Eva Schwanenflügel, Per Torbensen, Torben Skov, Peter Hansen og Verner Nielsen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Hvor dumme er vi i Danmark

- hvis vi i afkolonisliseringens og humanismens navn lader Grønland blive et nyttigt redskab for Kina og USA?-

Eva Schwanenflügel, Per Torbensen og flemming sølberg anbefalede denne kommentar