Læsetid: 4 min.

Novichok-affæren: På femte måned savnes beviser

Den britiske regering synes fuldkommen overbevist om, at Rusland står bag nu to tilfælde af forgiftninger i Salisbury, men holder fortsat offentligheden i uvidenhed om, hvad der gør dem så sikre i deres sag
Omkring 100 antiterrorbetjente arbejder med at efterforske sagen om et britisk par, som ligger dødssyge med en nervegift i kroppen. Ligesom i Salibury, hvor den russiske eksspion Sergej Skripal og dennes datter blev forgiftet tidliger på året, er der tale om nervegiften Novichok.

Omkring 100 antiterrorbetjente arbejder med at efterforske sagen om et britisk par, som ligger dødssyge med en nervegift i kroppen. Ligesom i Salibury, hvor den russiske eksspion Sergej Skripal og dennes datter blev forgiftet tidliger på året, er der tale om nervegiften Novichok.

Matt Dunham

7. juli 2018

Kan jeg være den eneste person i verden, der er helt i vildrede om, hvem der har forgiftet fire personer i en provinsby i Sydvestengland?

Vi hører, at kun russere har adgang til Novichok – selv om britisk militær har et forskningslaboratorie i Porton Down, der ligger påfaldende tæt på Salisbury (9 km) og tydeligvis også ved rigtig meget om nervegiften. Jeg kan stadig ikke se for mig, hvilket motiv Kreml kan have haft til at ville likvidere Sergej Skripal og hans datter. For at afskrække andre fra at hoppe af? Men hvorfor først så lang tid efter hans flugt? Og hvorfor tilrettelægge en sådan aktion umiddelbart op til en så højpolitiseret begivenhed som VM i fodbold i Rusland?

Fire måneder efter giftattentatet holdes de to Skripal-ofre helt afsondret fra offentligheden på ’et sikkert sted’. Vi har knap hørt ét ord fra dem, selv om de for længst har genvundet deres bevidsthed. Theresa May skyder konsekvent skylden på Rusland. Hun betegner episoden som »skamløs og hæslig«. MI5, den britiske indenrigsefterretningstjeneste, fordømmer »det grove brud på internationale regler«. Beviser har vi dog endnu til gode at se.

Gratis spekulationer

Skulle samme attentatmand eller gruppe af attentatmænd have ønsket at dræbe et midaldrende engelsk par, der ikke har skygge af forbindelse til Skripal-ofrene? Det er svært at tro. Kan de være blevet eksponeret for nervegiften tættere på stedet for det oprindelige attentat, 12 km fra stedet, hvor de kollapsede? Er den nye giftepisode et forsøg på at aflede opmærksomheden fra den første? Ligger der en snedig plan bag om at give det udseende af, at novichok flyder rundt på alle gadehjørner eller ligefrem kan købes hos den lokale pusher? Måske har ét af ofrene, Charlie Rowley, kammerater blandt Porton Down-laboratoriets medarbejdere?

Sådanne spekulationer er ganske gratis, men så længe svarene på alle vores spørgsmål er uopdrivelige, ser jeg ikke grund til at kapitulere over for frygtens og terrorens politik. Jeg kan åbne min hoveddør uden efterfølgende at føle behov for at vaske hænder. Jeg kan i fred og ro besøge grevskabet Wiltshire og beundre spiret på Salisbury Cathedral.

Dømmesyge

Sådan ser vores ministre ikke på det. Uvidenhed er ikke tilstrækkelig grund til at tie. Indenrigsminister Sajid Javid udtaler, at »nu må det være på tide, at den russiske stat kommer på banen og forklarer os, hvad der foregår«. Sikkerhedsminister Ben Wallace fælder samme konklusion: »Det er russerne, der har udviklet novichok – der er fortilfælde for, at de har forsøgt sig med likvideringsprogrammer, og de har både et motiv og en erklæret politik,« tordner han.

Som Javid hævder han, at »der er en til vished grænsende sandsynlighed for, at Rusland står bag« og taler om, hvor vred han er på den russiske stat. »De har brugt et uhyre giftigt, et uhyre farligt våben.«

Han kommer dog nok til at vente længe på, at Moskva »kommer på banen« og »forklarer sig«. Herfra har linjen konsekvent været at benægte enhver involvering, ethvert kendskab til sagen.

Tre måneder efter giftattentatet mod Skripal’erne skulle man mene, at de britiske myndigheder måtte kunne fremlægge et eller andet bevismateriale til støtte for deres anklager.

Åbenlyst er det også en mulighed, at ’freelancere’ eller private lejemordere eller aktører i det russiske sikkerhedsapparat, der handler på egen hånd, kan have ageret uden om Kreml. Om noget sådant skulle være tilfældet, kan vi lige så lidt vide. Et andet oplagt motiv til angrebet kan være at bringe Putin i større international miskredit, og i så fald skal vi snarere søge gerningsmændene blandt hans fjender end blandt hans venner eller medarbejdere. Men igen har vi ingen spor at gå efter. Alligevel presser forhastet dømmesyge sig frem i mediedækningen og de politiske dagsordener. På de sociale medier tolker folk terroristiske og morderiske begivenheder efter egne ideologiske præferencer, allerede længe før det står klart, hvad der er foregået, og hvem der står bag.

’Krig med andre midler’

På samme måde forholder det sig med sportsbegivenheder. Bønnen om, at ’vi skal holde politik ude af sport’, er så meningsløs som at kræve korruption og bedrag udryddet én gang for alle. Alene udtrykket ’international sport’ flyder over af politisk betydning. Hvorfor skulle politikere ellers hælde så enorme skatteydersummer i værtskaber for mesterskaber? Som den preussiske general Carl von Clausewitz kunne have sagt det, er sådanne begivenheder en fortsættelse af krig »med andre midler«. Det så vi meget klart ved den enorme skadefryd, hvormed britiske tabloidaviser hyldede Tysklands tidlige VM-exit i sidste uge.

Heldigvis er der en udvej af novichokmoradset. Lad os indtil videre betragte disse kriminelle hændelser som lokale mordforsøg. Lad os skille dem fra global storpolitik, selvhævdende politikermarkeringer og straffesparkskonkurrencer. De hører til hos det lokale politi og deres efterforskere.

Fremkommer der ikke spor, der kan knytte Moskva til disse forgiftninger, vil vores politikere tage sig desto dummere ud. Og hvis der gør, og vi får fremlagt beviser, vil tiden først være inde til berettiget vrede. Indtil da anbefaler jeg tennistranmissionerne fra Wimbledon.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Bettina Jensen
  • Erik Karlsen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Hans Aagaard
  • Espen Bøgh
  • Torben Skov
  • Jørn Vilvig
Hans Larsen, Bettina Jensen, Erik Karlsen, Palle Yndal-Olsen, Hans Aagaard, Espen Bøgh, Torben Skov og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Neiiendam

Artiklens forfatter dækker på fortræffelig vis, noget der ligner alle Novichokssagens konspirationsteorier og -muligheder, så de spor vil jeg ikke gå ned i.

Jeg er i vildrede med forløbene og ophavsmændene, samt ikke mindst med at ofrene rent faktisk ikke er døde øjeblikkeligt, i betragtning af at det efter forlydende blot er en dråbe der skulle være fatalt dødelig.

Så vidt jeg er orienteret, så var Russerne hurtigt ude med tilbuddet om at hjælpe Britterne med at undersøge forgiftningerne. De blev afvist, af grunde mange af os i Vesten har læst om i medierne. Men hvorfor egentlig det ? Det kunne både afsløre Russernes dobbeltspil og uskyld. Men måske også at nogen har nogle sikkerhedsbrister at skjule. Samt at skruppelløse trediemænd forsøger at 'lave rav i den', som artiklens forfatter beskriver det.

Hidtil har jeg ikke fået skyggen af en forklaring jeg kan tro på, selvom jeg følelsesmæssigt gerne vil dømme Russerne, fordi de i forvejen er brutale bekæmpere af de rettigheder vi andre påstår at have i Vesten.

Dobbeltspioner eller afhoppere er kun interessante for efterretningstjenesterne, så længe de har hemmeligheder, deres herrer endnu ikke har fået ud af dem ved debriefingen.

Derefter er de ikke interessante - og til tider en belastning, hvis ikke de kan forsørge sig selv, og trænger sig på.

Det er et yderst velkendt fænomen indenfor enhver efterretningstjeneste, - og deres død er bestemt ikke uvelkommen - tværtimod!

Kun få klarer sig efter en afhopning eller som dobbeltspioner, og det skyldes i sagens natur, den usikkerhed og det paranoia som efterretningstjenesterne lider af, - "kan vi nu stole på det vi har fået fortalt, eller er det opspind for at dække over noget andet"?

Torben Jensen

For vestens ledere er sandheden også ligegyldig. Som man ser arbejder Hjorth'en ufortrødent videre med aggressiv ekspansion i Baltikum. Det gør man bedst med en uvidende befolkning, propaganda og syndregn af udokumenterede beskyldninger.

Sagen er ikke bevist - men 150 russiske diplomater er vel stadig sendt hjem i unåde?

Henrik Leffers, Lars Løfgren og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar