Læsetid: 7 min.

Nynazisten Beate Zschäpe er dømt for 32 drabsforsøg. Men problemet er racisme

Med livstidsdommen til nynazisten Beate Zschäpe sluttede Tysklands største retssag i nyere tid. Men den tyske efterretningstjenestes rolle i, at terrorcellen NSU kunne dræbe ni migranter, er langt fra opklaret, mener advokaten Mehmet Daimagüler. Han kæmper fortsat for opklaring – og et opgør med den institutionelle racisme i Tyskland
Nynazisten Beate Zschäpe fortrak ikke en mine, da hun modtog en livstidsdom for medvirken til ti drab, medvirken til ti væbnede røverier, og 32 drabsforsøg – især i forbindelse med to sprængstofattentater i multikulturelle handelsgader i Nürnberg og Köln.

Nynazisten Beate Zschäpe fortrak ikke en mine, da hun modtog en livstidsdom for medvirken til ti drab, medvirken til ti væbnede røverier, og 32 drabsforsøg – især i forbindelse med to sprængstofattentater i multikulturelle handelsgader i Nürnberg og Köln.

Ritzau Scanpix

20. juli 2018

Det var en klar sensommerdag i Nürnberg. Og det var en usædvanlig arbejdsdag for blomsterhandleren Enver Şimşek.

Normalt var han engroshandlende, men netop denne 9. september i år 2000 havde han taget en ferievagt for en kollega i en blomsterstand ved en indfaldsvej, hvor han solgte blomster direkte fra sin varevogn.

Tidligt på eftermiddagen opdagede en kunde, at der ikke var nogen betjening i blomsterstanden. Han fik en patruljevogn sendt derud. Sammen med politimændene fandt kunden den 38-årige Enver Şimşek blødende inde i varevognen, skudt gennem hovedet med otte kugler.

Som det første ud af ni mordofre for den nynazistiske terrorcelle Nationalsocialistisk Undergrund (NSU) blev Enver Şimşek myrdet ene og alene af den grund, at han med sine tyrkiske rødder ikke var af tysk afstamning.

Mordvåbnet – en Ceska 83-pistol, som de følgende års otte dødsofre med udenlandsk afstamning også blev likvideret med – kom til at lægge navn til disse ’Ceska-mord’.

Blind på højre øje

Selvom tre vidner uafhængigt af hinanden berettede om to unge, tysk udseende mænd i cykeltøj, rettede politiets mistanke sig i lang tid især mod familien og den nærmeste vennekreds. Først da det andet og tredje mord blev begået med samme mordvåben i 2001, lettede presset på Enver Şimşeks familie og efterladte.

I stedet tog teorierne om interne bandeopgør, narkohandel og mafialignende strukturer i tysk-tyrkiske miljøer til. Og betegnelsen ’Döner-mordene’ blev gængs både i pressen og i politikredse.

»Döner-mordene,« siger advokaten Mehmet Daimagüler, som om han smager på ordet.

»Begrebet viser ikke bare, hvordan ofrene og deres slægtninge blev kriminaliseret. Det sætter samtidig en hel befolkningsgruppe i et tvivlsomt lys.«

Mehmet Daimagüler lægger ikke fingrene imellem, når han bliver spurgt til forløbet omkring terrorcellen, der i 2011 viste sig at stå bag de ni ’Döner-mord’ samt mordet på en tysk politikvinde.

Fra 2013 og til retssagens afslutning i sidste uge har Daimagüler optrådt som advokat for de efterladte til to af ofrene. Han er ikke et sekund i tvivl om, at politiet allerede i opklaringsarbejdet var »blindt på det højre øje« – altså ubevidst overså muligheden for, at der var tale om højreradikale og racistiske mord.

»Racisme er et strukturelt problem i Tyskland, også i politiets rækker. Både før, under og efter NSU-skandalen har der været racial profiling i politiet. Når man stempler ni myrdede migranter som kriminelle og vender bevisbyrden mod ofrene, så er det racial profiling post mortem,« hævder advokaten.

»Alle nazister er racister, men ikke alle racister er nazister. Det er en hyppig tysk fejlslutning: At sidestille racisme med nazistisk ideologi og højreekstrem vold. Men den findes også langt mere ubevidst og langt ind mod midten af det tyske samfund.«

NSU stod bag ti racistisk motiverede drab og adskillige drabsforsøg i forbindelse med terrorangreb blandet her i Nürnberg, hvor graffiti på nazisternes gamle paradeplads nu opfordrer: Aldrig igen NSU

Timm Schamberger

Drab, bomber og røverier

Politiets højreblindhed var i så fald blot én af grundene til, at NSU’s serie af mord og røverier kunne fortsætte i årevis.

Først i november 2011 – efter 13 år under jorden – gik det galt for NSU. Efter et røveri i en bank i Eisenach i østtyske Thüringen flygtede to af terrortrioens tre medlemmer, Uwe Mundlos og Uwe Böhnhardt, på cykel til en campingvogn i nærheden.

Da politiet få timere senere ville storme campingvognen, hørte betjentene to skud. Uwe og Uwe havde begået selvmord. Et par timer senere detonerede en bombe i NSU-cellens sidste opholdssted, en lejlighed i Zwickau, som brændte ud.

Bag eksplosionen stod Beate Zschäpe, der havde som opgave at slette sporene fra terrorgruppen. Hun flygtede, men fire dage senere meldte hun sig selv til politiet. Som hjernen bag NSU har hun i Tysklands største retsproces i nyere tid derfor været anklaget for at skaffe våben, køretøjer og falske papirer til gruppens øvrige medlemmer, samt for at organisere både sprængstofangreb, mord og røverier.

Dommen faldt nådesløst i landsretten i München i sidste uge. Ud over medvirken til de ti drab blev Zschäpe dømt for medvirken til ti væbnede røverier, og hun blev kendt skyldig i 32 drabsforsøg – især i forbindelse med to sprængstofattentater i multikulturelle handelsgader i Nürnberg og Köln. Dommen lød på fængsel på livstid.

Ikke kun en trio

Ved domsafsigelsen fortrak den altid tavse Beate Zschäpe stadig ikke en mine. En af de fire medsammensvorne, nynazisten André Eminger, kunne derimod åbenlyst ikke fatte sit held.

Hvor de andre fik op til ti års fængsel, slap Eminger med to et halvt år. At det udløste klapsalver fra højreradikale i salen, kastede ikke et mere glorværdigt skær over retssagen, mener Mehmet Daimagüler.

Hans helt store anke er dog, at der efter en sag med 438 dages retsforhandlinger, 75 advokater, 600 vidner og 11 undersøgelsesudvalg – herunder to i den tyske Forbundsdag – stadig ikke foreligger en reel opklaring.

»NSU var ikke bare en trio. De var en del af et større højreradikalt netværk. Men en effektiv opklaring er blevet forhindret af den tyske stat, især af Verfassungsschutz (den ledende tyske efterretningstjeneste, red.) og deres muldvarpe,« siger advokaten.

»De nynazistiske miljøer i Thüringen er infiltreret af efterretningstjenesten. Hvordan kunne de tre terrorister så leve under jorden i en provinsby i så mange år og samtidig begå så mange mord og røverier?«

Svaret ligger implicit i Mehmet Daimagülers retoriske spørgsmål: Fordi muldvarpe har advaret NSU-medlemmerne mod politiet, sløret deres identiteter og hjulpet med at fjerne vigtige akter og beviser.

Derfor har retten nu også svigtet på flere punkter, mener han.

»Det er ikke afklaret, hvilket omfang NSU egentlig havde, og hvilken rolle efterretningstjenesten har i de nynazistiske miljøer. Der er en lang række figurer i kredsen omkring NSU, som kunne være blevet anklaget for længst. I stedet bliver der efterforsket og efterforsket og undersøgt og undersøgt. I sidste ende vil det betyde, at gerninger og frister vil blive forældede,« siger Mehmet Daimagüler.

»Rigsadvokaten har ét overordnet mål: at holde kredsen af mistænkte så lille som mulig. Jo større kredsen er, desto større er risikoen for, at de støder på efterretningstjenestens muldvarpe – altså på staten selv.«

Med skam og sorg

Mehmet Daimagüler er langt fra den eneste kritiker af processen.

Efter domsafsigelsen skrev Süddeutsche Zeitung på lederplads, at hvis Verfassungsschutz i alle årene fra 1998 til 2011 ikke vidste noget om NSU-gruppen, så er de komplet nyttesløse som efterretningstjeneste. Og hvis Verfassungsschutz faktisk kendte til NSU-gruppen, så er de direkte farlige. Avisen krævede derfor en gennemgribende fornyelse af efterretningstjenesten.

Et andet indicium på deres tvivlsomme arbejde blev leveret i en beretning fra et NSU-undersøgelsesudvalg i Landdagen i delstaten Thüringen fra 2014.

Her medgives det officielt, at der »foreligger mistanke om målrettet sabotage mod opklaringsprocessen fra myndighedernes side«. Ved præsentationen af undersøgelsen bad Thüringens ministerpræsident Christiane Lieberknecht (CDU) »med skam og sorg om tilgivelse fra de pårørende«.

På trods af livstidsdommen til Beate Zschäpe var der i sidste uge derfor også demonstrationer mod Verfassungsschutz og for en bredere opklaring af NSU-skandalen i en lang række tyske byer.

I Berlin var knapt tusind mennesker forsamlet i bydelen Kreuzberg, hvor de holdt plakater med billeder af ofrene og budskaber som »NSU var ikke kun tre« eller »Problemet hedder racisme«.

Demonstranterne var tydeligvis vrede og havde mistet tiltroen til den tyske retsstat. Men at dømme ud fra en håndfuld samtaler og på demonstranternes udseende var der overvejende tale om de sædvanlige aktivister med venstreorienterede grupperinger som Antifa i spidsen.

Det var ikke et bredt udsnit af den tyske befolkning, og der var heller ikke mange tysk-tyrkiske demonstranter.

Den utopiske retsstat

Det overrasker ikke Mehmet Daimagüler, at der ikke er mere forargelse i det tyske samfund. Før afslutningen på NSU-retssagen udgav han en bog om hele processen med titlen Forargelse er ikke nok. Vores stat har svigtet, så nu må vi handle.

Der er lang vej igen til en passende forargelse og handling i de bredere lag, medgiver han.

»De (demonstranterne, red.) har ret i, at problemet stadig hedder racisme. Samlet set har NSU-processen ikke ændret noget i Tyskland,« siger han.

»Vi lever i en tid med permanent terrorangst. Uanset om den er berettiget eller ej, så medfører det en stor tolerance overfor huller i retsstaten og urent trav i efterretningstjenesterne.«

Trods kritikken er det meget magtpåliggende for den tysk-tyrkiske advokat fra Nordrhein-Westfalen at understrege, at han ikke ser NSU-processen som en ren farce eller som helt og aldeles mislykket.

»Fem mennesker er blevet dømt. Det er trods alt noget,« siger han.

»Men også der, hvor staten har svigtet, har vi opnået vigtige erkendelser. Vi har fastslået, at NSU ikke var en trio men del af et større højreradikalt netværk. Og vi har fastslået, at dele af efterretningstjenesten og staten ikke ønsker en fuldstændig opklaring af sagen, og at der findes en institutionel racisme i Tyskland.«

Disse »negative kendsgerninger« giver ifølge Daimagüler hele det tyske samfund en politisk opgave for fremtiden.

»Tyskland har en god retsstat, som jeg har meget høje tanker om. Men vi har også problemer, især med vores efterretningsmyndigheder – altså et politisk og ikke et juridisk problem,« siger han.

»Den perfekte retsstat er et utopisk slutpunkt, men vi skal stadig arbejde hen imod den. Derfor skal vi også fortsætte arbejdet.«

For advokaten betyder det mere konkret, at han overvejer at tage sine klienters sager videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

»Vi i Tyskland bakker op om kritik af lande som Bulgarien, Tyrkiet eller Polen, når den kommer fra menneskerettighedsdomstolen. Men efter NSU peger fingeren tilbage på os selv.«

Unge tyskere er ikke optaget af at holde erindringen om den nazistiske fortid levende. Men det er nødvendigt, hvis de fascistiske strømninger, som er tilbage på Europas radikale højrefløj, skal imødegås
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • Eva Schwanenflügel
  • Eric Philipp
  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
  • Torben K L Jensen
Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Eric Philipp, David Zennaro, Steffen Gliese og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eric Philipp

Det er det der sker, når man sætter gamle nacister i gang med at oprette efterretningstjenesten. Hvor Sovietunion/Østtyskland var meget påpæsseligt med hvem de brugte til deres Ministerium für Staatssicherheit, da var USA/Vesttyskland bare interesseret i, at oprette et fungerende forsvar så hurtig som muligt.

Man brugte bare gamle GeStPo mænd.

Nu høster man frugterne fra den gang. En inlandsefterretningstjeneste, der er blind på det højre øje. Det var kendt før og er sikkert nu.

Hvor var det dog bare heldigt for Verfassungsschutz, at næsten alle journaler til deres muldvarpe og hvad de har foretaget sig, ikke fandtes længere, da undersøgelsen gik i gang.

Som man siger på tysk: "Ein Schelm wer Böses dabei denkt."

Ole Frank, Karsten Lundsby og Christina Petterson anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Eric - Det er den britiske hosebåndsorden hvor der står : "honi soit qui mal y pense" og oversat til dansk bliver til : "skam få den der tænker ilde derom"

Torben K L Jensen

Og Eric - lad være med at bruge Google translate - det virker ad helvede til. Og forresten blev den vesttyske efterretningstjeneste oprettet af Reinhard Gehlen - en tysk general fra Wehrmacht.