Læsetid: 6 min.

Samfundsforsker: De materielle vilkår, unge vokser op under, bestemmer, hvor tolerante de bliver

Hvis vi vil have et åbent og tolerant samfund, skal vi sørge for, at borgerne føler sig trygge. At samfundet hele tiden bliver lidt bedre. Det mener den 83-årige sociolog Ronald Inglehart, der i knap 40 år har styret et globalt forskningsprojekt, der kortlægger hele klodens værdier
Ungdomsarbejdsløsheden i Europa er høj. I Grækenland, der er et af de hårdt ramte lande, bor Iason Rousopoulos, der er arbejdsløs økonom. Og det kommer til at sætte sig spor i de kommende generationers værdier, forudsiger professor Roland Inglehart.

Ungdomsarbejdsløsheden i Europa er høj. I Grækenland, der er et af de hårdt ramte lande, bor Iason Rousopoulos, der er arbejdsløs økonom. Og det kommer til at sætte sig spor i de kommende generationers værdier, forudsiger professor Roland Inglehart.

Daniel Hjorth

30. juli 2018

Det er ikke ligefrem noget lille forskningsprojekt, den 83-årige amerikanske politolog Ronald F. Inglehart har været chef for i snart 40 år.

Siden 1981 har han stillet præcis de samme spørgsmål til næsten hele verden: ’Hvor meget betyder Gud for livet?’ ’Er det vigtigste, at børn adlyder eller lærer at tænke selvstændigt?’ ’Er homoseksualiteten i orden?’ ’Har kvinder samme ret til job som mænd?’ ’Er indvandring positivt for et samfund?’

World Value Survey, som projektet hedder, er et internationalt forskersamarbejde, der efterhånden har opbygget en kæmpemæssig database med besvarelser fra et repræsentativt udsnit af befolkningerne i over 100 lande, der tilsammen dækker 90 procent af verdens befolkning.

»Vi kan sammenligne hele kloden over tid,« siger Ronald Inglehart på en telefon fra et hotelværelse i Köln, hvor han netop har holdt en forelæsning om udviklingen i de globale værdier. I næste uge skal han til Rusland, og for nylig var han i Dubai – hans seneste bog, Cultural Evolution, er lige udkommet.

– Nu har du studeret udviklingen i verdens værdier i snart 40 år. Hvilken retning er vi i Vesten på vej i lige nu?

»Overordnet kan man sige, at i udviklede industrialiserede samfund som vores fortsætter tendensen til øget tolerance over for homoseksuelle, handicappede og kampen for kvinders rettigheder, som for alvor begyndte at rulle efter Anden Verdenskrig. Det er helt klart,« siger Inglehart.

Hans stemme er dyb og myndig. Næsten som en af de amerikanske skuespillere, der indtaler trailere til biograffilm.

»De unge er mere tolerante end de ældre, og i takt med at befolkningen udskiftes, bliver hele samfundet mere tolerant.«

Det kunne man se et eksempel på i Irland tidligere på året: Et land, som historisk set har været katolsk og konservativt, stemte pludselig massivt for at gøre aborten fri – blandt 18-24-årige stemte 88 procent ja. For tre år siden legaliserede Irland også homoseksuelle ægteskaber, og nu har de fået en homoseksuel premierminister.

»Momentum fra bølgen af tolerance og liberale værdier er ikke væk, vi bevæger os stadig i den retning. Men vi kan også se, at tolerancen over for fremmede er stagneret. Den er ikke gået tilbage, men den vokser ikke længere. Det samme med opbakningen til demokratiet, som også er stagneret. Og jeg tror, det hænger sammen med voksende usikkerhed.«

Vi underminerer os selv

Siden Ronald Inglehart i 1977 udgav bogen The Silent Revolution har han været fortaler for en særlig teori om, hvordan værdier udvikler sig: Han mener, at de materielle vilkår, som mennesker vokser op under, former deres værdier resten af livet. Så teenagere, der lever i et samfund med tryghed og fremgang, bliver tolerante, hylder individuel frihed og bliver åbne over for nye ideer. De bliver »postmaterialister«, som Inglehart kalder det:

»Det vil sige, at de lægger mindre vægt på penge og fysisk sikkerhed og mere vægt på personlig udvikling og frihed.«

I postmaterielle samfund stiger opbakningen til demokratiet, tilbøjeligheden til at slås for fædrelandet falder, og religionens rolle bliver mindre udtalt.

»Det er utroligt, men den faktor, der bedst forklarer et lands holdning til homoseksualitet eller kvinderettigheder, er landets tilstand og økonomi for 40 år siden,« siger han.

»Man kan se det i dataene.«

Det var det, der skete efter Anden Verdenskrig: En ny generation af babyboomers voksede op med fred og tryghed, og derfor udviklede de nogle helt andre værdier end deres forældre, som havde været udsat for anderledes usikre forhold. Velstand og tryghed satte individet fri.

– Så hvis politikere gerne vil have værdimæssigt liberale borgere, skal de først og fremmest sørge for, at borgere er trygge og materielt sikre, og at de hele tiden føler, at samfundet bliver lidt bedre?

»Ja, lige præcis. Det, der virkelig betyder noget, er, hvor trygge mennesker føler sig.«

Men noget tyder på, at den sociale dynamik, der tidligere har skabt tolerance, nu er ved at vende.

»Postmaterialismen er ved at underminere sig selv,« som Inglehart siger.

Det er der to grunde til: For det første er det ikke alle i Vesten, der for alvor har taget de postmaterielle værdier til sig, siger han. Store grupper – typisk ældre, kortuddannede, mænd og folk uden for de store byer – ser stadig religion, fædreland og familie som kerneværdier. Og jo mere de oplever, at postmaterielle værdier dominerer samfundet, jo mere stritter de imod.

Polens forhenværende udenrigsminister Witold Waszczykowski har tydeligt sat ord på modviljen mod de postmaterielle værdier i 2016, da han hånligt beskrev sine politiske modstandere som »en sammenblanding af kulturer og racer, en verden af cyklister og vegetarer, som kun bruger vedvarende energi og kæmper imod enhver form for religion«.

Vesten oplever lige nu »et kulturelt backlash«, som Inglehart siger; en kløft i befolkningen, som er »den mest konsekvente og vedholdende forklaring på støtten til populistiske partier«, som han og kollegaen Pippa Norris har skrevet i en analyse kort efter valget af Trump.

For det andet er der sket noget paradoksalt: I takt med at fysisk sikkerhed og materiel tryghed har skabt grundlaget for de nye værdier, er vælgere og politikere begyndt at bekymre sig mindre om fysisk sikkerhed og materiel tryghed – selv om det er grundlaget for hele herligheden.

»De seneste år er samfundets gevinster næsten udelukkende gået til toppen,« siger Ronald Inglehart. »Mindst halvdelen af befolkningen i USA har ikke oplevet nogen bevægelse i årevis. Deres relative position er forværret, og de tænker ’hvad i alverden sker der?’«

Noget lignende sker i Europa, hvor store dele af ungdomsårgangene har måttet spendere deres formative år i arbejdsløshed, og det kommer til at sætte sig spor i de kommende generationers værdier, forudsiger Inglehart.

»Folk sulter ikke, men usikkerheden vokser, og vi kan allerede se i vores undersøgelser, at synet på udefrakommende er stagneret. Og det giver jo mening. Mennesker har udviklet sig sådan, at når der er usikkerhed og knaphed på ressourcer, bliver overlevelse deres topprioritet. Evolutionnært giver xenofobi mening. Befinder man sig i marginen af en gruppe, når en anden gruppe kommer forbi, er det bogstavelig talt os eller dem. Det er naturligvis ikke tilfældet i dag – vi sulter ikke – men refleksen er der stadig; den autoritære refleks: Man stiller sig tættere i geledderne, man har stærk solidaritet med sin egen gruppe, man udelukker udefrakommende, og man vil have en stærk leder, der kan beskytte.«

Han understreger, at det ikke kun er absolut fattigdom, der skaber utryghed – relativ fattigdom ryster også samfundet: Fornemmelsen af at man bliver overhalet, at man bliver udskiftet, at man mister status. Derfor spiller indvandringen i høj grad sammen med den økonomiske ulighed.

»Hvis der kommer en gruppe forbi, som truer din ’stamme’, så reagerer du xenofobisk og med stammementalitet, og hvis mennesker samtidig er utrygge, bliver de meget mindre imødekommende over for fremmede.«

Men hvad med Kina?

Politologer plejer at kalde Ingleharts analyser for ’modernitetsteori’ – en teori, der hævder, at materiel velstand og liberale værdier går hånd i hånd, hvis velstanden er nogenlunde ligeligt fordelt. Den er i årenes løb blevet stærkt kritiseret: for udelukkende at bygge på erfaringerne fra Vesten, for at ophøje det liberale demokrati til hele verdens mål og for ikke at lægge tilstrækkelig vægt på forskelle mellem lande – Syrien og Mongoliet kan ikke analyseres efter samme skabelon, siger kritikerne. Og hvad med Kina? Er de ved at blive gode liberale demokrater, eller kan velstand også bringe lande helt andre steder hen?

Selv mener Inglehart at kunne se i sit datamateriale, at det kinesiske samfund rent faktisk er ved at udvikler sig i en postmateriel retning – det går bare meget langsomt.

»Modernitetsteorien er selvfølgelig ikke en historisk jernlov,« siger han. »Kultur og historie spiller ind – modernisering udspiller sig ikke på samme måde i Kina og Afrika. Men vi har fundet en helt enorm stærk korrelation mellem økonomisk udvikling og udviklingen i værdier.«

Tiden for interviewet er ved at være gået. Inglehart skal videre i sit program i Köln.

– Er situationen i Europa virkelig så slem? De fleste europæere vokser jo trods alt op under materielle forhold, der er langt bedre end for få årtier siden …?

»Ja, og derfor fortsætter tendensen til liberale og tolerante værdier også. Men de er mindre trygge end tidligere. Der er ungdomsarbejdsløshed, usikre job og truende automatisering. Ingen sulter, men blandt en voksende del af befolkning er der en fornemmelse af, at livet ikke er på vej et godt sted hen,« siger Ronald F. Inglehart.

»Og det er ikke godt, hvis man gerne vil blive ved med at have et tolerant samfund.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Steen Voigt
  • David Zennaro
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Peter Knap
  • Kim Folke Knudsen
Eva Schwanenflügel, Steen Voigt, David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Knap og Kim Folke Knudsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Folke Knudsen

Ronald F. Ingleharts analyse er fremragende ifølge beskrivelsen her.

Efter den 1 Verdenskrig var der bestemt ikke tryghed og social velstand i de mange europæiske lande, der var ødelagt af krigen. Frankrig var skamferet af massive ødelæggelser tværs gennem landet. Tyskland og Østrig Ungarn var hærget af hungersnød oven på de allieredes flådeblokade. Rusland befandt sig midt i en omvæltning uden sidestykke fra Kejserrige (Zarenes tid ) til bolsjevikkernes revolution i 1917. 1920´ernes omvæltninger i Rusland førte til nye humanitære katastrofer bl.a hungersnød i Ukraine, da Josef Stalin ødelagde levevilkårene for de selvstændige Kulak bønder.

Med bagklogskaben og historiens analyse bliver udløberne af 1918 og 1919 til den destruktive kraft, der grundlægger vejen til den 2. Verdenskrig. Den 1. Verdenskrig og den 2. Verdenskrig kan på mange områder ses som et udslag af en krig om magten på kontinentet afbrudt af en pause i 1920´erne og 1930´erne med store forandringer og voldsom økonomisk krise.

Der fornemmes sandheden i ønsket om at stemme på den store stærke leder og ønsket om at finde syndebukken for al den elendighed, som omgav mange borgeres hverdag af arbejdsløshed, fattigdom og elendighed. Det er det budskab, som er gemt i Ingleharts konklusion. Utrygheden driver dette budskab frem.

Nu lever vi i en Trump tid med ny usikkerhed. Hvem skal bestemme fremover bliver det forsat USA ? og hvilket USA rent politisk ? Bliver det Kina ? eller i Europa Rusland ?

Klimakrise stor social nød i Afrika og regionale krige i Mellemøsten, som minder om forspillet til den 2 Verdenskrig Den Spanske Borgerkrig, italienernes overfald på Abyssinien mv.

Men vi ved nu, hvad denne populisme kan medføre i værste fald og vi har erfaringen og muligheden for at stå vagt om de institutioner og lande, som vil fremme det liberale demokrati og det samarbejdende folkestyre også mellem de store lande. Brug den erfaring fremfor at stikke hovedet i busken.

Historien behøver ikke at gentage sig endnu en gang.

Claus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Einstein udtrykte det engang således; "Kun 2 ting er uendeligt, universet og den menneskelige dumhed, og jeg er ikke sikker på det første"!

Så mon ikke historien vil gentage sig selv.

Touhami Bennour

Den anden verdens krig er forårsaget af kolonitid, Tyskland fik ikke plads i paradiset. Jeg tror situationen i dag er noget unormal, det tales om EU, hvor i virkeligheden hvert land plejer sin interesser, det giver noget ret til Trump, idet han mener i denne verden skal aftales bilateralt og ikke i grupper.. Hvis vi taler om EU, ser man Frankrig mere pro arabisk end andre, og det er det der interessere arabere. Hvis Vesten ikke mere blander i krige i verden, bliver det fred tror jeg. Man ikke afskaffe ueninghederne mellem mennesker men krige kan man. Konflikt mellem Saudier, Emirater og Egypten med Qatar førte ikke til krig, selvom konflikten består. Der kommer ikke krige mellem arabiske lande, men konfliker altid er mulige.. Den nuvenrende konflikt mellem Iran og Arabere er ny i hverfald er 90 pro cent af arabere er med Saudier. Hvad det kan forhindre krig. Iran kan ikke modstår 90 procent imod sig.

Fremragende. Er forbløffende identisk med resultater fra forskning blandt flokdyr.

Steffen Gliese

Selvfølgelig er det sådan, det er - vi så det jo i de årene frem til midt90erne og for nogle gruppers vedkommende fortsat (de, der blev endnu rigere i begyndelsen af den liberalistiske omvæltning). Der er ingen grund til at tro, at det er anderledes andre steder. Dog er trygheden betinget af netop en demokratisk frihed, hvad man kan se i rige, men diktatoriske lande, der holder fast ved den revanchisme, der beskrives her, fordi den bedre kan manipuleres og kontrolleres.
Moralsk er der dog ingen tvivl om, at det er bopladssocialismen, der er grundlæggende for menneskers ydeevne og velbehag: sociale ydelser får ikke folk til at ville arbejde mindre, end de kan, men for små sociale ydelser får folk til ikke at kunne realisere deres muligheder.

Helene Kristensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Man taler meget om "diktatur rige stater" men når irakere demonstrere for bl.a.rent drikke vand så sige man det er tørke og klima opvarmning og ikke et revolte, sådan det er sket med arabisk forår om det er Tunesien eller Syrien eller Libyen. Hvis man ikke er interesseret i at folk rejser sig mod uretfærdiheder så lytter man heller til når det tales om diktataturer