Læsetid: 9 min.

En serbisk krigsforbryder vender tilbage til gerningsstedet

Sjældent har tesen om historien, der gentager sig, syntes mere sand: Første gang Vojislav Šešelj holdt tale i den serbiske landsby Hrtkovci, opfordrede han til en etnisk udrensning, der er blevet et symbol på de lokale kroaters lidelser under den jugoslaviske krig. Efter endt afsoning af sin krigsforbryderdom er han vendt tilbage til byen
Vojislav Šešelj opfordrede den 6. maj 1992 til etnisk udrensning af kroater i den serbiske landsby Hrtkovci. Efter endt afsoning af sin krigsforbryderdom vendte han i maj tilbage til byen for at holde endnu en tale. Politiet spærrede alle veje til Hrtkovci. »Forbryderen vender tilbage til gerningsstedet!« hed det i kroatiske medier. To uger efter købte han hus i byen.

Vojislav Šešelj opfordrede den 6. maj 1992 til etnisk udrensning af kroater i den serbiske landsby Hrtkovci. Efter endt afsoning af sin krigsforbryderdom vendte han i maj tilbage til byen for at holde endnu en tale. Politiet spærrede alle veje til Hrtkovci. »Forbryderen vender tilbage til gerningsstedet!« hed det i kroatiske medier. To uger efter købte han hus i byen.

Andrej Isakovic

23. juli 2018

»Vores kirke og huse falder fra hinanden af alle de vibrationer – vi har allerede brugt en formue på at sanere de værste revner i kirken,« klager præsten på sit arbejdsværelse.

Lige uden for vinduet buldrer tæt trafik på nord-syd-hovedvejen i det vestlige Serbien, der starter her i den nordlige provins Vojvodina.

»Vi venter utålmodigt på en motorvej, så vi slipper for de mange tusinde tunge lastbiler. Det sker også, at nogen kommer af dage,« siger Hrtkovcis katolske præst, Ivica Živković.

Hovedvej 21 er i dag den største umiddelbare trussel mod byens katolske samfund – og det er opmuntrende.

Serbiske Hrtkovci er nemlig »symbol på Vojvodina-kroaternes lidelser« under den jugoslaviske krig i 1990’erne, som Kroatiens største avis, Jutarnji List, for nyligt skrev.

Det var her, den radikale serbiske politiker Vojislav Šešelj 6. maj 1992 forklarede sine ortodokse »serbiske brøde og søstre«, at der ikke var »plads til kroater i Hrtkovci«.

I stedet »vil vi køre dem til grænsen af serbisk territorium, hvorfra de kan gå til fods, hvis de ikke selv tager afsted først«, sagde Šešelj i en tale, som ifølge Krigsforbrydertribunalet i Haag var startskuddet til byens etniske udrensning.

Og det var her til Hrtkovci, at Šešelj efter at have afsonet sin dom for krigsforbrydelser vendte tilbage 6. maj i år for at markere 26-året med en tale på samme sted.

»Forbryderen vender tilbage til gerningsstedet!« hed det i kroatiske medier.

På selve dagen lukkede politiet alle veje til Hrtkovci og to andre landsbyer, og Šešelj var i sit es, da han på den spærrede hovedvej talte til en horde af journalister og kameraer.

To uger senere eksploderede endnu en bombe:

»Skandale: Šešelj har købt hus i Hrtkovci,« lød overskriften i Jutarnji list.

»Krigsforbryderen er tilbage blandt dem, han forfulgte, kroaterne væmmes.«

Men væmmelse er et stort fremskridt i forhold til den angst, der eksisterede, dengang Šešelj sidst var i byen, påpeger en kroat i byen omkring de 40 år.

»I 1992 gjorde Šešelj det beskidte arbejde for Slobodan Milošević. Han talte reelt i statens navn, for politiet gjorde ingenting for at beskytte os,« siger Ante, der som næsten alle – uanset etnicitet – ikke vil have sit rigtige navn frem.

»I dag er Šešelj en politisk klovn, der siger grimme ting – men det er også dét. I 1992 skete det, han sagde.«

De bitre serbere udefra

Når man fra Beograd krydser Donau nordover, starter den pannoniske slette, hvor markerne strækker sig tilsyneladende endeløst: Grøn majs blomstrer rødligt, gul solsikke, grønne kartofler – og stubmarker, for kornet er høstet.

Hrtkovci var helst forblevet en anonym del af dette serbiske spisekammer, men har nu igen fået rollen som symbol for forholdet mellem Eksjugoslaviens to største ’folk’, serberne og kroaterne.

I 1990’erne var forholdet roden til krig, men i andre perioder har det været regionens kulturelle og økonomiske motor. Det syntes det for nogle år siden at være på vej til at blive igen, men i den sidste tid har analytikere talt om »de værste spændinger siden krigen«.

Politikere håner hinanden, og forsvarsministrene er persona non grata i de respektive nabolande.

Som i 1990’erne har Hrtkovci spillet en hovedrolle i den seneste forværring – så den 3.000 mennesker store landsby 70 km fra Kroatiens grænse må være rette sted at finde ud af, hvad der går galt.

Det er Skt. Peter og Pouls Dag, så der er mange i kirke, knapt 100. Omkring halvdelen er kroater, resten ungarere, albanere, tyskere. Regionen Vojvodina er et af Europas kulturelt mest blandede områder med mindst 26 etniske grupper. Præsten Živković kommer oprindeligt fra det nordlige Bosnien, der er mindre mangfoldigt, men har en lignende grundindstilling:

»Det er ikke godt, hvis man kun gifter sig med sine egne. Det bliver nemt til indavl med mange sygdomme.«

Når man spørger folk i Hrtkovci om deres etnicitet, svarer mange, at det ved de knapt, for de har ungarske, serbiske, kroatiske rødder, og også lidt tysk. Også dérfor var det ikke lokale, der i 1992 chikanerede kroater og andre katolikker, siger Živković.

»Det var især folk udefra, som brød ind i huse, truede og den slags. Det var serbere, som var bitre over at være blevet fordrevet fra Kroatien, have fået brændt deres gård ned, og nu gav igen med samme mønt her.«

Ifølge folketællingen lige før krigen boede der i 1991 582.000 serbere i Kroatien – i 2001 var de 202.000. De fleste blev fordrevet eller flygtede under kroatiske offensiver i 1995, men trusler, afskedigelser, hærværk og sprængning af huse var begyndt allerede i 1990.

Serberne er generelt ortodokskristne, så flygtningene ændrede Hrtkovci og omegn, hvor 90 pct. indtil da havde været katolikker. I dag er det cirka 25 pct.

»Serberne byttede huse med kroater, der boede her, men følte sig tvunget til at rejse,« forklarer Živković.

I 1991 var der 75.000 kroater i Vojvodina – i 2002 57.000.

Et velkendt politisk spil

Vojislav Šešelj er leder af Serbiens Radikale Parti (SRS), der i 1990’erne til tider var i opposition til Serbiens stærke mand, Slobodan Milošević, til tider del af hans regering. I modsætning til Miloševićs pragmatisme var SRS radikalt nationalistisk og arbejdede for et ’Storserbien’.

Udover væbnede brigader af frivillige var redskabet en hadsk retorik, der for mange eksjugoslaver er indbegrebet af 1990’ernes atmosfære – ikke kun i Serbien. De så sagen, som krigsforbrydertribunalet for krigen i Eksjugoslavien i Haag fra 2003 førte mod Šešelj, som et retsopgør med det klima – med etnisk rensning og det intolerante samfund.

Šešelj stod anklaget for mord, tortur og fordrivelser i Bosnien, Kroatien og Vojvodina – men i 2016 blev han frikendt for alle andre sigtelser end talen i Hrtkovci.

Šešelj var en »ideologisk leder«, som »nogle næsten anså for at være en gud«, skriver tribunalet og ser hans tale som årsag til de trusler, granater i gårde med mere, der de næste måneder fik 700 kroater til at forlade byen. Det var etnisk udrensning, og det gav dommerne Šešelj ti års fængsel for.

Sådan er snesevis af eksjugoslaver idømt straffe i Haag, som de har afsonet eller afsoner rundt om i Europa, og de færreste hører man mere til. Ikke sådan med Šešelj.

Mens Šešelj 2003-14 sad i Haag, faldt SRS ud af parlamentet, for det insisterer på 1990’ernes ’nationale værdier’, mens serbere nu er optaget af arbejde og økonomisk udvikling. Men de fleste ser krigsforbrydertribunalet som skabt til at dømme serbere, så da Šešelj blev frikendt, klukkede mange skadefro.

Sådan hjalp tribunalets dom Šešelj tilbage ind i parlamentet, da der en måned senere var valg. Under retssagen havde han allerede afsonet de ti år, han fik for sin tale.

I dag står SRS til mindre end tre pct. af stemmerne, men Šešelj er »en politisk ekshibitionist«, som en kroat i Hrtkovci siger: Med sygelige provokationer opsuger han opmærksomhed – og det er siden maj især gået ud over Hrtkovci.

Selv om Serbiens præsident, Aleksandar Vučić, forbød Šešelj at markere 26-året for sin tale i Hrtkovci, indgår det hele i et politisk spil, som kroaterne har set før, påpeger Mirko Paulić, der er medlem af kroaternes kulturorganisation, Kroaternes Nationalråd.

»Det hele var til ære for den serbiske og europæiske offentlighed – for at vise Vučić som ’sand europæer’ i kontrast til Šešelj,« siger han.

Aleksandar Vučić var i 1990’erne selv en del af Šešeljs SRS og endda informationsminister indtil en revolution i 2000 væltede Milošević.

Efter Šešelj i 2003 blev fængslet i Haag, ledte Vučić sammen med senere præsident Tomislav Nikolić SRS i det daglige. Da de i 2008 tabte endnu et valg, vendte de 180 grader og stiftede Serbiens Fremskridtsparti, SNS. Det vandt i 2012 valget med regional forsoning og EU-medlemskab som erklærede mål, og siden har Vučić styret landet.

Demokratiet er trængt – Serbien faldt i år ti pladser på Journalister uden Grænsers mediefrihedsindeks til nr. 76 – men for EU og USA er fred og stabilitet vigtigere. Derfor al postyret om Hrtkovci, siger kroaten Ante, der ikke vil ud med sit rigtige navn.

»Šešelj spillede også den forestilling med Milošević. Milošević sagde altid til omverden: ’I må hellere samarbejde med mig, for se bare, hvem I ellers får!’ Det samme gør nu Vučić.«

Tolerancen genoprettet

I Vojvodinas hovedby, Novi Sad, er analytiker Aleksandar Popov enig.

»Šešelj er ikke officielt del af regeringen, men hans provokationer er tydeligvis aftalt med Vučić. Ellers ville han ikke være på samtlige forsider, men blive marginaliseret ved blandt andet at få frataget sit mandat i parlamentet,« siger Popov, der kommer fra tænketanken Institut for Regionalisme.

Han påpeger, at et parlamentsmedlem ifølge loven fratages sit mandat, hvis vedkommende idømmes over et halvt års fængsel – og det er ikke sket for Šešelj. Derfor var han til stede, da en delegation fra Kroatiens parlament kort efter Šešeljs dom i april for første gang besøgte serbiske kolleger i Beograd.

Mens parlamentarikerne forhandlede, fortalte Šešelj uden for parlamentet medierne, at han havde trådt på Kroatiens flag.

Det fik straks kroaterne til at afbryde besøget og tage hjem, mens begge landes medier og politikere udråbte det til en skandale. Senere har det vist sig, at ingen så flag-betrædningen.

»Den slags spændinger skabes, fordi det passer begge parter. Šešelj er nyttig til at overdøve kritik af mangel på retsstat og mediefrihed,« siger Popov.

Forholdet mellem Serbien og Kroatien blev efter 1990’ernes krig langsomt normaliseret, forklarer han. I Serbien var 1990’ernes antinationalister ved magten, mens Kroatien prøvede at opfylde EU’s krav om ’godt naboskab’ for at blive medlem. Man sagde officielt undskyld til hinanden.

Så vandt Vučić og Nikolić i 2012 magten i Serbien, mens Kroatien året efter kom i EU, hvorefter nationalismen uhindret kunne blomstre. Samtidig ramte den globale krise Balkan hårdt, og for eliterne er Šešelj en velkommen lynafleder.

For Hrtkovci er Šešelj derimod »en ond ånd at have i huset«, siger Ante – men en ånd, som i dag kun vækker onde minder. Truslen ligger nu et andet sted: pengemangel. Og selv om Ante og Mirko Paulić mener, at det siden krigen er nemmere for serbere end andre at få job i det offentlige, ser de livet som stort set lige svært for alle.

»Her på egnen passer konen gerne husholdningen, mens manden arbejder, og ved siden af har man så landbruget,« forklarer præsten Živković.

»Dem, der er heldige at have et job, tjener i gennemsnit 300 euro om måneden, og det kan en familie ikke leve af.«

For tiden høster man vandmeloner, netmeloner, pebre, tomater, kartofler, som alt sammen sælges ved hovedvejen, som på den måde er både forbandelse og velsignelse.

Fra præstens arbejdsværelse ses brandstationen med sit tårn og manglende ruder. Herfra rykkede frivillige i Jugoslaviens tid ud med stationens egen brandbil, produceret på Jugoslaviens egen Zastava-fabrik.

»Den er så gammel, at før de får den startet, er huset brændt ned,« spøger Živković.

Den katolske kirke kendes som enormt rig, så kirken lige over for brandstationen viser med sine huller i puds og udsmykning måske allerbedst, hvor fattig egnen er.

Landsbyen var tydeligvis engang velstående: Husene og selv udhusene er store og statelige. Mange gårde har flere længer, og bag mandshøje porte ligger nytte- og frugthaver, høns går rundt, og biler og redskaber er parkeret. For det meste pinligt velholdt, men med ikke så lidt frønnet træ og smuldret murværk.

»I dag er den gensidige tolerance genoprettet, man har opnået et samliv og gifter sig igen indbyrdes,« siger Živković.

Der er ikke så mange blandede ægteskaber som før krigen, siger han, men det skyldes mere, at der ikke er så mange i den giftemodne alder.

Unge af alle etniciteter rejser til udlandet eller større byer for at finde arbejde. Det er ikke specielt for Hrtkovci eller Serbien, men faktisk endnu mere udtalt i Kroatien. Og dér ligger grunden til de serbisk-kroatiske spændinger og »Šešeljs cirkus«, mener Ante.

»Eliterne er ude af stand til at løse deres landes virkelige problemer, så når nogen spørger til den dårlige økonomi, siger de: ’Det kan vi ikke snakke om lige nu, for kroaterne truer os’ – eller ’serberne truer os’. Den mekanisme er perfektioneret gennem 30 år.«

Derfor holder man ikke af politikere i Hrtkovci, siger Živković.

»De kommer kun for at score points og tager afsted igen, mens vi her lever videre i fattigdom.«

Šešelj har kun været én gang i sit hus, der muntert lyseblåt står ved hovedvejen og skælver gabende tomt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Steffen Gliese
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Erik Karlsen
Ervin Lazar, Steffen Gliese, David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Mette Jørgensen

Da de bosniske flygtninge kom til Danmark fra 1993 blev de indkvarteret i lejre ledet af Røde kors.
I lejren i Allerød., en gl. skole som jeg pt ikke erindrer navnet var jeg vikar og det var ikke godt for nogen.
I lejren var der et ungt par, som af de øvrige flygtninge blev anset for serbere af bosnierne
De skilte sig rigtignok ud. De var mere vestligt klædt.
De turde ikke gå ud af deres værelse og jeg nævnte det for ledelsen , men det tog Røde Kors sig ikke af.
Der kom en dansk læge som skulle tale med flygtningene og om vedkommende var psykiater eller noget andet ved jeg ikke. Men jeg husker tydeligt, at han efterflg. sagde, noget i retning af.
Jeg har ikke set så grimt et folkefærd før. Ja de bar præg af angst, fattigdom og mange også små børn havde mistet deres mælketænder eller var helt sorte.
Mange unge havde stærk tandpine og kom ofte og bad om panodiler. Den danske stat gav ikke lov til tandlægehjælp.
Maden, som de ikke selv måtte tilberede lå i timer til optøning på et køkkenbord. Føj!
Men desværre er der intet nyt under solen.

Ole Frank, Christel Gruner-Olesen, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Mikkel Kristensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Her i foråret holdt jeg ferie i flere af de gamle lande i Jugoslavien, hvor vi kørte rundt i bil, så vi boede blandt alle de store folkeslag. Det var overvældende at se den store forskel på rigdommen i Slovenien den den udbredte fattigdom i Republik Srpska. Der er umådeligt flot, men der er godt nok også mange fattige mennesker. Men alle steder mærker man også vandringen fra land til by, fordi der ingen fremtid er i landdistrikterne. Og ja, vi så også alle boderne langs vejene, hvor folk forsøger at få nogle kontanter. Men der var så også livlig handel, så nogen må jo have penge.

Eva Schwanenflügel, Hans Aagaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jeannette Lundbak

Tak for en nuanceret artikel. Nu, som under krigen, er Information leverer Information stadig den mest lødige skildring af forholdene.

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Mikkel Kristensen anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Demonteringen, eller opløsningen, af den jugoslaviske føderation, skete på foranledning af reaktionære, højreliberale kræfter i specielt Kroatien, Slovenien og Bosnien-Hercegovina - og med ivrig bistand fra en række EU-lande samt USA. Serberne udpegedes uden videre som bad guy i de vestlige massemedier og i den vestlige mainstreampresse, hvilket da også afspejles i tilstandene i de respektive stater ... samt i de stærkt partiske retssager og domme, som fulgte i kølvandet på opløsningskrigen.

Christina Petterson, Tonny Helleskov og Per Torbensen anbefalede denne kommentar