Læsetid: 5 min.

Spørgsmålet er ikke, om fascismen er på vej tilbage, men om vi overhovedet vil bemærke det, hvis demokratiet falder fra hinanden

De autoritære regimer bruger i stigende grad valg som et våben i deres politiske arsenal. I mellemtiden ser demokratiske politikere på valg med en voksende mistanke og spekulerer på, om der kunne være mere effektive måder at få tingene gjort på
Valg i flere lande viser gang på gang, hvor splittede vælgerbefolkninger er blevet, og hvor svært det derfor er blevet at finde et fælles grundlag. Sidste års tyske valg er endnu et eksempel på et land, der ikke ser ud til at vide, hvilken vej det vil.

Valg i flere lande viser gang på gang, hvor splittede vælgerbefolkninger er blevet, og hvor svært det derfor er blevet at finde et fælles grundlag. Sidste års tyske valg er endnu et eksempel på et land, der ikke ser ud til at vide, hvilken vej det vil.

Markus Schreiber

2. juli 2018

Hvilken folkevalgt politiker i verden har størst succes? Det må være Vladimir Putin, der for nylig aflagde ed på at påtage sig en fjerde periode som Ruslands præsident. Ikke blot har Putin aldrig lidt valgnederlag – ved det seneste valg, hvor 67 procent af vælgerne stemte, præsterede han ligefrem at vinde 77 procent af stemmerne. Han kan altså samle tilslutning fra over en ud af to stemmeberettigede russere.

Så overvældende popularitet kan de fleste politikere i demokratiske lande kun drømme om.

Derfor foretrækker vi at tro, Putin slet ikke er demokrat, og at valget af ham var fuld af fup. Sejrens margin var for stor. Oppositionen for stækket. En ægte demokratisk valghandling kan det umuligt have været.

Alligevel vinder Putins model for autoritær styreform stigende udbredelse. I Ungarn i april formåede Viktor Orbán at genvinde præsidentposten med næsten 50 procent af stemmerne, og i weekenden blev Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, genvalgt med 52 procent af stemmerne. Som Putin har Erdoğan sit første valgnederlag til gode. 

Måske skal vi ikke afskrive disse valgresultater som ren manipulation. Ved Malaysias valg i maj måned blev sejrherren den tidligere stærke mand 92-årige Mahathir Mohamad, der har styret landet i over to årtier. Dét udfald var en ægte overraskelse.

Regeringspartiet Najib Razak måtte skumlende afgive sin magt. Ingen valg er fuldkommen forudsigelige, selv ikke i lande, hvor regimer synes at sidde sikkert i sadlen. I Malaysia foretrak de den djævel, de kendte fra gamle dage, frem for den djævel, de først lærte at kende for nylig. De illiberale, autoritære regimers greb om magten beror på, at de kan forbinde demokratisk energie fra folkelig stemmedeltagelse med fravær af de reelle alternativer, der gør demokratiet meningsfuldt.

Uvilje ved valg

Mens dele af verden således eksperimenterer med valg uden ægte demokrati, oplever vi nu i Vesten eksempler på det modsatte: Et demokrati, der vægrer sig ved valg. Valget i Italien i år blev det første i fem år. Igen og igen blev det udskudt af frygt for et resultat, der kunne gøre italiensk politik endnu mere uhåndterbar.

Valgsejren til Femstjernebevægelsen og højrepopulistiske La Lega syntes at bekræfte den frygt. De to umage partier fandt sammen i et usandsynligt regeringssamarbejde ved truslen om endnu et valg eller midlertidig overdragelse af magten til en ikkevalgt teknokratisk regering.

MICHAEL KAPPELER

Det kunne se ud til, at det eneste, der er værre end politisk usikkerhed, er at give vælgerne chancen for at stemme, da hovedparten af usikkerheden udgår fra dem.

Valg i flere lande viser gang på gang, hvor splittede vælgerbefolkninger er blevet, og hvor svært det derfor er blevet at finde et fælles grundlag. Sidste års tyske valg, der resulterede i et halvt års dødvande, før en svækket Angela Merkel kunne få flikket en ustabil koalitionsregering sammen, er endnu et eksempel på et land, der ikke ser ud til at vide, hvilken vej det vil.

Igen var det kun den alarmerende udsigt til et nyvalg, som næsten ingen ønskede, der gjorde det muligt for Merkel at male revnerne i væggen over.

I Storbritannien udskrev Theresa May nyvalg for at skaffe sig et styrket mandat til sin Brexit-strategi. Hvad hun i stedet fik, var mere svækkelse og splittelse. Det vil tage lang tid, før en britisk premierminister begår den samme fejl.

Det ser nu ud til, at Brexit under en eller anden form og med alle sine indviklede implikationer vil kunne realiseres i alle sine konsekvenser, før briterne igen får chance for at vælge sig en ny regering i 2022.

Bag denne ængstelige uvilje ved valg findes en dybere tendens, som handler om den voksende appel fra alternative demokratiske praksisser. Femstjernebevægelsen har lovet, at enhver regering, som den indgår i, skal bruge onlinestemmer til at generere og validere politikker.

Den folkelige deltagelse vil dermed ikke længere kun komme i valgenes primitive form, men via et strømlinet digitalt demokrati, hvor jævnlige høringer vil kunne træde i stedet for jævnlige udskiftninger af politikere gennem jævnligt tilbagevendende valg.

Gammeldags valg ligner en analog politik i en digital tidsalder. Hvorfor stille vælgerne ét spørgsmål, når man kan stille dem mange? Hvorfor lade dem stemme én gang hvert fjerde år, når de kan stemme hele tiden?

Ny teknologi truer desuden med at gøre valg overflødige ved at gøre dem usikre. Bølgen af mistanker om russisk indblanding i Brexit-folkeafstemningen, i de amerikanske og franske præsidentvalgkampe og så videre er undergravende for vores tiltro til vælgerbaseret politik.

Cambridge Analytica-skandalen gjorde mange vælgere yderligere opmærksomme på, hvor sårbare valg kan være over for manipulation. Og sandt at sige har efterhånden få mennesker tiltro til, at deres valgte regeringer kan løse dette problem, da de ofte selv er del af det.

Politikere er henvist til at bede techvirksomhederne om hjælp til at komme ud af denne redelighed. I sidste ende vil det måske ikke blive flere valg, der løser problemet med Facebook – men Facebook, der løser problemet med valg.

Hyklere

Demokratiets aktuelle svaghed afspejler det forvirrende udvalg af udfordringer, det må konfrontere. I det 20. århundrede var kamplinjerne tegnet stærkere op: Det liberale demokrati stod over for ideologiske rivaler i fascisme og kommunisme, der udgjorde stærke alternativer til det.

Nu bliver der trukket i demokratiet fra forskellige retninger på samme tid. De autoritære regimer bruger i stigende grad valg som et våben i deres politiske arsenal. I mellemtiden ser demokratiske politikere på valg med en voksende mistanke og spekulerer på, om der kunne være mere effektive måder at få tingene gjort på.

Få af truslerne imod demokratiet er i dag eksplicit antidemokratiske. Det, som Putin og Erdoğan, Facebook og Femstjernebevægelsen har til fælles, er, at de alle er hykleriske i deres tilslutning til princippet om, at folket skal have bestemmende indflydelse på politik. De hylder nok folkelig deltagelse, men kun, når den sker på egne præmisser.

Vi bruger megen tid på at bekymre os for, om dæmoner fra demokratiets fortid skal genopstå og hjemsøge os. Vil Trump blive tyran? Er fascismen på vej tilbage? Denne frygt er distraktion, da vilkårene for det politiske liv har ændret sig dramatisk i forhold til dengang, da det blev udfordret af diktatorer og totalitarisme.

Det egentlige spørgsmål handler om, hvorvidt demokratiet falder fra hinanden i mindre stykker – og om vi overhovedet vil bemærke det, hvis det sker.

David Runcimans Sådan ender demokratiet er udkommet på Informations Forlag

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Fascisme bliver lavet af unge mænd, ikke af de gamle, påpeger David Runciman. Og dagens samfund er fuld af gamle mennesker, fuld af pensionister og mennesker i 1960’erne, 70’erne, 80’erne og 90’erne.
Læs også
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Hans Aagaard
  • Frede Jørgensen
David Zennaro, Hans Aagaard og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Hvad med at politikerne skulle komme med konkrete planer for samfundet der rakte længere ud end valgperioden. Så kunne de bedømmes om de virkeligt arbejde for et bedre samfund til alle eller om de mest arbejde for at blive siddende på magten.

Egon Stich, Bjarne Andersen, Anders Reinholdt, Anne Eriksen, Carsten Wienholtz, Tor Brandt, Torben Bruhn Andersen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Poul Erik Riis

Frihed uden demokrati er lige så absurd som demokrati uden frihed.

Bjarne Andersen, Anne Eriksen, Torben Bruhn Andersen, Torben K L Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det handler ikke om en mere effektiv, men en mere inddragende måde - og der er det ægte demokrati måske på tide at indføre. Altså lodtækning imellem vælgerne, baseret på en demografisk opdeling, snarere end en geografisk.

Ejvind Larsen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Dorte - du kan gå ind på de forskellige partiers hjemmeside og læse deres partiprogrammer og deres tanker om fremtiden. Socialdemokratiet 2032 er der vist en der hedder.

Steffen Gliese

Det handler om almindelig ansvarsforflygtigelse - borgerne organiserer sig ikke for at påvirke politikken, de valgte politikere ønsker ikke at løse opgaverne, men vil lave noget mere spektakulært, og sådan får det hele lov til at forfalde.

Bjarne Andersen, Anne Mette Jørgensen, Anne Eriksen, Vibeke Hansen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Marianne Stockmarr

Angrebene på menneskerettigerne er også et angreb på demokratiet! Og vice versa!

Steffen Gliese, Britta Hansen og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Torben tak for henvisningen.
Det jeg fiskede efter var mere ærlighed i de politiske budskaber - mere hvorfor og hvordan vil det og det parti løse den og den opgave og hvilken opgave ønsker de ikke tage op.

Fx. taler de alle mere eller mindre om hvor godt det danske samfund er med velfærd/sikkerhedsnet/osv. Men hvorfor nedbryder de fleste partier så de opbyggede sikkerhedsnet og skubber ansvaret fra fællesskabet over på den enkelte person - Det var mere stilling til sådanne problemer og en klar tilkendegiv af hvordan de ønsker samfundet - et hvor alle er deres egen "lykkesmed" eller et hvor det er fællesskabet der uddanner, plejer osv.
Eller når de råber skattelettelser - hvad skal vælgerne så selv betale og er det bedre for samfundet.
Ikke bare slippe af sted med at med mindre skat så vil flere arbejde mere osv. og så får "vi" mere velfærd.
Osv.....

Anders Graae, Steffen Gliese, Katrine Damm, Bjarne Andersen, Ejvind Larsen, Anne Mette Jørgensen, Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Ærligheden er sendt til hjørne. Demokrati er den frie verdens luder. Den kan være præcis som magthaverne ønsker den skal være. Hvis magten ønsker overvågning - så er der dømt undergang for moral, etik og integritet.
Og jo, det er blevet sværere at bryde den sociale arv (skrevet i et medie). En tilfældighed ? Nej, det er kynisk kalkulation. Konkurrencestaten i en ligning hvor de fattiges børn er dømt til undergang. Ualmindeligt trist og ulækkert.
Enhver rationel analytiker ved at denne åbenlyse nedgørelse af underklassen ikke holder i en status, hvor magten er slet skjult imellem paragraffer, der langt fra bliver forvaltet demokratisk. Hvor er retssikkerheden når det gælder socialklasse 5 ?

Steffen Gliese, Bjarne Andersen, Anne Mette Jørgensen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Fascismen er et udtryk for afmagt - en ukvalificeret protest mod det bestående, drevet af frygt og stræben efter at skabe orden i en verden, som fremstår stadig mere kaotisk - og uretfærdig.
Derfor er fascismen på fremmarch alle steder. I forskellige forklædninger ganske vist, men ikke desto mindre.
I den sammenhæng er demokratiet meget lidt modstandsdygtigt. Og det er først når demokratiet er forsvundet, det går op for folk, hvad det er, de har mistet. Men så er det som regel for sent.

Katrine Damm, Britta Hansen, Frede Jørgensen, Bernd Åke Henriksen, Bjarne Andersen, Runa Lystlund og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar

At Putin ikke er specielt demokratisk vil jeg gerne tro på. Men at de kommentatorer de forskellige nyhedsmedier benytter er bias't, er jeg heller ikke i tvivl om. Altid de samme kommentatorer fx Anna Libak eller et eller anden der har læst militære studier. Meget af det de siger, lyder som om det kommer lige fra NATO's og EU's talepapirer og netop disse kommentatorer er i studiet for at Rusland ikke bliver omtalt som en kulturnation, men kun som et autoritært styre..

Reaktionen på Peter Schmeichel-videoen var et Danmark med en forbenet NATO-reaktion...

René Arestrup

@Jan Skovgaard Jensen
'og netop disse kommentatorer er i studiet for at Rusland ikke bliver omtalt som en kulturnation, men kun som et autoritært styre..'
Det er jo æbler og bananer!
Hvad har Ruslands kulturhistorie at gøre med Putin-regimet?
Det er fuldstændig på sin plads at kritisere det autoritære og dybt kriminelle regime i Kreml - og ikke mindst hvis man har respekt for Rusland, russerne og russisk kulturhistorie.

Steffen Gliese, Bjørn Pedersen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Putins Succes med valg skyldes Putins modstand mod USA og USA´s dominans i verden; Russerne ønsker fordumsdage i det mindste dele supermagt og gøre det bipolære. Men hvad angår resten af sin politik. Krig i Syrien er bare tilfældigt til at presse USA på Verdensorden spørgsmålet. Russere sige spørg Putin om udenrigspolitikken. Det var hvad Sovietunionen gjorde med Afganistan. Men han er ikke Syrernes ven og der findes stor sandsynlighed for risiko her og falder af sin Syriske poltik, ligesom sine amerkanske modstander. De Syriske oprøre har nemlig gennemskuet hans strategi. En strategi der gå ud på total sejr i Syrien. Vesten er imod Putins politik, fordi de kun se svækkelse af Vesten og ikke Islamofobe som vesten gerne vil trække han til. Russerne generalt ser anderledes på problemet, Putins vil helst gøre Russland større med
muslimer og ikke uden dem. Men hvis man koges al sin politik sammen virker det som det vestlige. Det et sjowt at se de to spermagter plukket ren i Mellemøsten.Putin er total bundet til Syrien derfor taber han.

Britta Hansen

Om vi vil opdage det, når demokratiet falder fra hinanden? Jamen, vi opdager det da hver evig eneste dag og ikke uden at beklage os over det fx her i kommentarspalterne.

Forringelsen af velfærdsstaten, hån og endda direkte mishandling af marginale grupper, bl.a. arbejdsledige og syge, mistænkeliggørelse, udhængning af 'de fremmede', stramninger, love med tilbagevirkende kraft, det der ikke ønskes, forbydes bare med henvisning til tvivlsomme begrundelser (tiggere udgør en fare for befolkningen). Osv.

Jeg er spændt på at se, hvornår vi, befolkningen, reagerer med andet end beklagelser. Muligvis, når middelklassen bliver tilstrækkeligt meget ramt. Det kan vare lidt endnu.

Olav Bo Hessellund, Poul Erik Riis, Jens J. Pedersen, Steffen Gliese, Katrine Damm og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Meget tyder på, at ingen rigtig ved, hvad demokrati går ud på. For mange er det en religion, der skal udbredes til alle folkeslag. Men det er vigtigt at vide, at demokrati ikke kan indføres med magt.
Demokrati er en livsform, man hele tiden skal kæmpe for. Det er også vigtigt at forstå, at demokrati er frihed under ansvar. Når andre tager ansvaret, så får vi diktatur.