Læsetid: 2 min.

Trump rækker hånden ud til Iran – og så alligevel ikke

USA’s præsident ville mandag gerne mødes med Irans præsident Rouhani ’uden forhåndsbetingelser’ – men iranerne ville ikke, og forhåndsbetingelser var der alligevel, viste det sig
USA’s præsident ville mandag gerne mødes med Irans præsident Rouhani ’uden forhåndsbetingelser’ – men iranerne ville ikke, og forhåndsbetingelser var der alligevel, viste det sig

Ritzau Scanpix

1. august 2018

Rækker Trump nu hånden ud til det Iran, som han har truet med bål og brand? Mandag erklærede USA sig »helt sikkert« klar til at mødes med Irans præsident, Hassan Rouhani – og »uden forhåndsbetingelser«. Der gik dog kun få timer, før både Trumps administration og en af Rouhanis vigtigste rådgivere tog livet af al realisme i et sådant scenarie.

Det var på en pressekonference med Italiens premierminister, Giuseppe Conte, at Trump erklærede sin vilje til at mødes med iranerne, »når de vil«: »Jeg vil mødes med alle – der er ikke noget galt med at mødes,« tilføjede han. »Uden forhåndsbetingelser, ja. Vil de mødes, er jeg klar. Godt for dem, godt for os, godt for verden.«

Også i september sidste år søgte Trump at få et møde i stand med præsident Rouhani – det var dog dengang umiddelbart efter, at han havde affyret en bandbulle mod »det morderiske regime« Iran fra FN’s talerstol, og også dengang afviste iranerne et møde.

Efter planen genindfører USA i næste måned de sanktioner, der blev ophævet i 2015 i forbindelse med indgåelse af atomaftalen. Washington har i den seneste tid skruet op for presset mod præstestyret, hvilket har fået flere iagttagere til at spekulere på, om USA målrettet søger at fremprovokere et regimeskift.

Tilbuddet om et møde blev skudt ned af USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, mandag aften, da han definerede, hvad der godt kunne ligne forhåndsbetingelser. Til CNBC sagde han: »Hvis iranerne udviser klar vilje til fundamentale forandringer i forhold til, hvordan de behandler deres egen befolkning, nedtoner deres ondskabsfulde adfærd og kan gå med til (...) en atomaftale, der reelt kan forebygge, at flere magter får atomvåben, ja, så vil præsidenten, som han sagde, være klar til at føre en samtale.«

Og som for at aflive enhver misforståelse understregede Garrett Marquis, en talsmand for præsidentens Nationale Sikkerhedsråd, i går, at USA ikke vil hæve nogen sanktioner eller genetablere diplomatiske og kommercielle relationer, før »der sker håndgribelige, påviselige og vedvarende ændringer i Teherans politiske linje – så længe det ikke sker, vil sanktionernes brod kun gøre stadig mere ondt.«

På Europas banehalvdel

Hamid Aboutalebi, en ledende rådgiver for Rouhani, fastsatte i går Irans egne betingelser for et møde med Trump. Blandt disse var ifølge Associated Press, at Trump skulle »udvise respekt for den store nation Iran, stå ved atomaftalen og ophøre med sine fjendtlige handlinger«.

Højest usikkert er det derfor, om den tilsyneladende forsonlige tone skulle markere et forsøg på åbning efter måneders eskalerende retorik – efter Trumps opsigelse af USA’s medvirken i atomaftalen, der handler om en afvikling af det iranske atomvåbenprogram til gengæld for ophævelse af internationale sanktioner.

I en udtalelse lagt på hans officielle hjemmeside tirsdag kalder Rouhani Trumps opsigelse af atomaftalen for »ulovlig« og tilføjer at »bolden nu er på Europas banehalvdel« med hensyn til at fastholde relationerne til Teheran og friholde styret fra sanktioner.

»Den Islamiske Republik har aldrig søgt at skabe spændinger i regionen og ønsker ikke at skabe problemer for de globale vandveje, men vi vil ikke uden videre acceptere, hvis vores ret til olieeksport lægges hindringer i vejen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikkel Kristensen

Trump gør dit og Trump gør dat - kan vi for fanden snart blive fri for, at høre om Trump, Trumpf eller Trumf - det hedder USA rækker hånden ud, Donald Trump er præsident i USA, og han gør alting på USA's vegne - TAK

Hvem er mon aggressoren.
Det grove 'iransk styre har valgt at regere lige der hvor de frihedselskende amerikaneres baser ligger. Og Hvad så?

Ville USA f.eks. begynde at blive paranoid bare forbi Iranerne havde anlagt bare 100 baser rundt om USA? Nej vel?!

Anders Graae, Lars Løfgren, Hans Larsen, Per Torbensen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar