Læsetid: 8 min.

USA’s grønne oligark har blikket rettet mod præsidentposten i 2020

Michael Bloomberg er verdens 11. rigeste mand og har været New Yorks borgmester i tre perioder – han er politisk centrist og klimapolitisk grøn, men først og fremmest er han en forretningsmand, der vil erstatte politik med erhvervslivets metoder
Det er blevet sagt om den tidligere New York-borgmester, at »hvis en kæmpe pengebunke kunne antage menneskelig form, ville den se ud omtrent som Michael Bloomberg: en koldt kalkulerende, rationel person, som ingen kan føle sympati for«.

Det er blevet sagt om den tidligere New York-borgmester, at »hvis en kæmpe pengebunke kunne antage menneskelig form, ville den se ud omtrent som Michael Bloomberg: en koldt kalkulerende, rationel person, som ingen kan føle sympati for«.

Chad Batka

6. juli 2018

I en note gemt af vejen på side 16 af New York Times kunne man forleden læse, at Michael Bloomberg, verdens 11. rigeste mand, agter at donere 80 millioner dollar i kampagnebidrag til Demokraternes bestræbelser på at genvinde flertallet i Repræsentanternes Hus, når USA i november holder midtvejsvalg. 

Bloomberg er ikke en ordinær milliardær. Han har i tre perioder været republikansk borgmester i et New York, der ellers kun lader borgmestre tjene i maksimalt to perioder. Og så er han en af de rigeste og mest durkdrevne figurer på den politiske scene.

Desværre er han også frygtelig kedelig. Som en af hans kritikere har udtrykt det: »Hvis en kæmpe pengebunke kunne antage menneskelig form, ville den se ud omtrent som Michael Bloomberg: en koldt kalkulerende, rationel person, som ingen kan føle sympati for. Kun en art universel ærefrygt og en beklemmende fornemmelse af, at her vil al modstand være nyttesløs«.

Nogle vil være uenige, ja, mange newyorkere vil insistere på, at byen aldrig har været under et bedre styre end i Bloombergs tid (2002-13, red). Ikke desto mindre er det en træffende karakteristik af den ukarismatiske og dog imponerende mand, der engang udtalte, at New York må lære »at tænke som en privat virksomhed« og se sig selv som »et luksusprodukt«.

Det er værd at se nærmere på historikken og stilen i Bloombergs ledelsesform, for han er i dag den eneste mand i USA, der kan stille op til præsidentvalget i 2020 og selv vælge, om det skal være for Demokraterne og Republikanerne, eller om han vil finansiere sin egen kampagne som en uafhængig kandidat.

Gylden faldskærm

Bloomberg er søn af en revisor, der siges aldrig at have holdt en fridag i sit liv. Han begyndte sin karriere som elektroingeniør, men søgte siden over i finansverdenen som partner i den nu krakkede investeringsbank Salomon Brothers – det var i de tidlige 1980’ere, da lempelser i børsreguleringerne var begyndt at fyre op under finanssektoren.

Han fik overdraget ansvaret for computersystemer, der dengang var en obskur del af forretningsaktiviteterne, men åbenlyst var han kløgtigere og flittigere end nogen anden i virksomheden. Ganske vist endte det hele med, at han tabte en intern magtkamp, men med sig tog han en fratrædelsessum, en såkaldt gylden faldskærm, på ti millioner dollar.

Bloomberg og Trump er to af New Yorks mest ikoniske forretningsmænd, og det gør det fristende at sammenligne dem, kontrasten er stor. Trump er en hustler, en brugtvognsforhandler, en chancerytter, en bondefanger, en charlatan og lever op til de mest glorværdige traditioner for den slags i amerikansk historie.

Bloomberg er snarere som 1800-tallets entreprenante industrifyrster. Han brugte halvdelen af sine ti millioner dollar på at grundlægge sin egen virksomhed, Bloomberg LP. Men snarere end at sprede sine investeringer over flere ventures valgte Bloomberg målrettet at forfølge en ganske bestemt idé: Han ville udvikle computersystemer, der kunne bruges i finansindustrien til at overføre finansielle data med lynhast. Det slog an, må man sige.

I dag er der installeret omkring 325.000 ’Bloomberg’-computerterminaler i finansinstitutioner verden over, der dagligt formidler svimlende store datamængder. Forbundet til dette centralnerversystem er hjælpesystemer som Bloomberg Radio, Bloomberg TV, Bloomberg Markets og Bloomberg News – som man fornemmer af Bloomberg-navnets allestedsnærværelse, er beskedenhed ikke en af finansfyrstens dyder. Han ejer selv 88 procent af sit selskab og skønnes at besidde en personlig nettoformue på 50 milliarder dollar – 90 lande i verden har  bruttonationalprodukter, der ligger under det.

På baggrund af den historie bør det måske ikke undre, at den egenskab, Bloomberg skatter højest hos sine medarbejdere, er loyalitet. Han styrer alting metodisk, oppefra og ned, og omgiver sig kun med rådgivere, der tænker i samme baner som han selv. I en erindringsbog fra 1997 skrev han, at »når nogen forlader virksomheden, sårer det os, der bliver tilbage ... de er herefter faldet i unåde som dårlige mennesker – sådan er det«.

Firmaet New York

Da Bloomberg i 2001 stillede op til New Yorks borgmestervalg, lå det allerede lige for at betragte byen som én stor erhvervsvirksomhed – den status havde den været på vej imod gennem årtier.

Siden en truende bankerot blev afværget i 1975, har New Yorks fagforeninger i både den private og offentlige sektor mistet medlemmer og indflydelse. Huslejelofter er gradvist forsvundet. Nye billige boliger for almindelige mennesker er stort set ikke bygget. Gratis adgang til videregående uddannelser er for længst opgivet. I stigende grad er byens overlevelse kommet til at bero på indtægter fra ejendomsbeskatning af luksuslejligheder og kontorbygninger. Huslejerne har nået et niveau, så næsten kun store kæder kan etablere sig. De mange små familievirksomheder, som i generationer var en del af New Yorks identitet, har i årtier været på vej mod at uddø.

Men hvis New York allerede var en virksomhed, var den ikke specielt fremgangrig. Mange følte, at der var behov for ikke bare mere effektiv ledelse, men også en ny businessfilosofi. Som en beundrer af Bloomberg skrev: »Hvad der forener Bloomberg og hans inderkreds, er deres syn på byen som et produkt, der skal markedsføres.«

Resultatet af hans 12 år lange virke som borgmester er blandede, eller rettere: kommer i flere lag. Mange af hans påhit var originale og absolut mere positive end bygherren Trumps brutale og hårdhændede adfærd over for fattige og minoriteter. Alligevel må man sige, at alle disse innovationer snarere er indrettet på at spejle Bloombergs egne præferencer og idiosynkrasier end på optimeret imødekommelse af newyorkernes behov.

I ’øverste lag’ finder vi hans måske mest synlige bedrifter på folkesundhedens område: et forbud mod stækt sukkerholdige drikke, en stærkt forhøjet tobaksafgift, et forbud mod at ryge på restauranter og arbejdspladser, et væld af nye cykelstier og billige bycykler – ikke revolutionære tiltag måske, men generelt fornuftige og populære blandt de fleste indbyggere.

Incitamentpolitik

Inden for uddannelsespolitik var Bloombergs tiltag mere kontroversielle. Han overtog kontrollen over skolevæsenet fra det statslige uddannelsesnævn og indførte en ny politik, hvor skoler fik nedjusteret eller tilbageholdt deres tilskud, hvis ikke de præsterede fremgange i eksamensresultater – en incitamenttankegang, der var fuldkommen blind over for problemerne med overfyldte skoler i fattige bydele, og som han da også endte med at måtte opgive.

Kontroversiel var også en lov, der bemyndigede New Yorks politi til at stoppe og kropsvisitere hvem som helst, de måtte finde ’mistænkelig’. I 2011 var denne praksis – som en domstol siden dømte forfatningsstridig – kommet helt ud af kontrol: Hele 600.000 personer blev stoppet og kropvisiteret på New Yorks gader.

Hensigterne bag de to forfejlede politikker var for så vidt gode: at højne skoleundervisningens kvalitet, at reducere kriminaliteten. Men forløbet udstillede, at Bloomberg måske nok kan være stærk inden for effektivisering, men er svag inden for psykologisk og menneskelig forståelse.

Hans største bedrift var nok at forvandle byens mange millioner store, kroniske underskud til et budgetoverskud. På hans vagt voksede velstanden i New York til aldrig før sete højder. Samtidig steg antallet af hjemløse dog til niveauer, hvis lige man skal tilbage til depressionstiden for at finde. Ingen steder i USA er kontrasten mellem rig og fattig så stor som i New York.

En tredje periode

Og så kom finanskrisen i 2008. I egen sikker forvisning om, at han ville være den bedste mand til at lede byen gennem krisen, bad Bloomberg bystyret om at suspendere sin to-periodesbegrænsning. Det gik man med til, tilsyneladende uden bestikkelse og med kun en beskeden mængde armlægning: Bystyret faldt simpelthen til føje. Bloomberg finansierede sin egen kampagne, vandt en tredje periode (dog kun marginalt) og beregnede sig i øvrigt kun en dollar om året i løn i alle tre perioder.

Selv om Bloomberg, der er synligt pressesky, er en elendig offentlig taler, kaster hans bemærkelsesværdige vej til politisk magt – som Trumps gør – et grelt lys over et påtrængende spørgsmål for USA’s demokrati i disse år: Er politik blevet til et rent forretningsanliggende? Kan stærke rigmænd presse byråd og senater til at bøje eller ændre love efter forgodtbefindende?

Efter at have fuldført sin tredje periode genoptog Bloomberg sin stilling som topchef for Bloomberg LP. Hans imperiums filantropiske arm fortsatte med at uddele adskillige hundrede millioner dollar om året til en række progressive formål. (I 2015 skænkede han 510 millioner dollar i donationer, hvilket gjorde ham til leder af USA’s tredjestørste filantropiske organisation). Politisk vendte han hjem til Det Demokratiske Parti (til borgmestervalgene stillede han kun op for Republikanerne, fordi han ikke kunne vinde den lokale demokratiske partibestyrelses støtte til sit kandidatur), og under valgkampen i 2016 holdt han ved det demokratiske partikonvent støttetale til fordel for Hillary Clinton.

I de sidste fire år har han også været FN’s særlige udsending for byer og klimaændringer og har arbejdet for at fremme storbyers omstilling til brug af vedvarende energikilder – i en direkte afvisning af Trumps politik.

Man kan let få den tanke, at dette ligner bestræbelser på at bringe sig i stilling som præsidentkandidat.

Bloomberg vil dog møde forhindringer på sin vej. Politiske som personlige. Ved næste præsidentvalg vil han være 78 år gammel, og for mange vil det nok være i overkanten til, at de vil turde tiltro ham et af verdens mest opslidende job. Selv om han kun er jøde af navn og ikke praktiserende, vil denne baggrund kunne få nogle vælgergrupper til at vende sig imod ham. Ingen jøde har nogensinde været præsident eller vicepræsident, og kun én – Joe Lieberman, Al Gores vicepræsidentkandidat i 2000 – har nogensinde gjort forsøget.

Rigid centrisme

Bloombergs rigidt centralistiske dagorden vil også vække modvilje i dele af begge partier. Hvis de Trump-støttede kandidater klarer sig dårligt til november, er det ikke utænkeligt, at ’gamle penge’ – fløjen inden for det republikanske parti, folk som Bush og Romney-folkemængden – kan gøre comeback og gå efter en socialliberal, men finanspolitisk konservativ kandidat som Bloomberg. På den anden side vil hans støtte til abort, hans korstog for grøn energi og hans generelt gode forbindelser til minoritetsgrupper dog nok vanskeliggøre Bloombergs vej til en nominering, der vil kunne sprænge partiet i småstykker.

At stille op som demokrat bliver ikke meget lettere. Selv om partiet stadig leder efter en stor national lederskikkelse, der kan slå Trump, er de mere ’progressive’ elementer aktuelt i offensiven – spektakulært eksemplificeret i sidste uges sejr ved et demokratisk New York-kongresprimærvalg til den demokratiske ’socialist’, Alexandria Ocasio-Cortez, en 28-årig Sanders-tilhænger. Nogle af Bloombergs politikker fra borgmestertiden såsom politivisitationspolitikken vil være uappetitlige for partiets venstrefløj og kunne udløse noget af det samme kaos, som Trump-tilhængere vil kunne skabe på den republikanske højrefløj.

Vil oligarken Bloomberg da stille op som uafhængig kandidat? Ja, sandsynligvis. Og takket være begge partiers sørgelige forfatning har han endda en reel vinderchance. Og det er i grunden et foruroligende perspektiv. For er det ikke tænkeligt, at netop Bloombergs ubestridelige teknokratkompetence – hans effektivitets- og businesskalkuler og evne til at styre fra toppen med en diskret, men aldrig svigtende selvtillid – vil kunne slå det sidste søm i det amerikanske ’repræsentative’ folkestyres kiste.

George Blecher er amerikansk forfatter, bosat i New York. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Bjørn Pedersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Henrik Brøndum
  • Troels Holm
Torben K L Jensen, Bjørn Pedersen, Eva Schwanenflügel, Henrik Brøndum og Troels Holm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Millionær skal man åbenbart nu om stunder være for at blive præsident i verdens førende 'demokrati.'

Estermarie Mandelquist, Flemming Berger, Søren Fosberg, Dennis Jørgensen, Randi Christiansen, Christian Skoubye, Anne Lintrup og ulla enevoldsen anbefalede denne kommentar
Anne Lintrup

Demokra... hvad for noget?

Vibeke Hansen, Estermarie Mandelquist, Søren Fosberg, Verner Nielsen og Anders Graae anbefalede denne kommentar
Søren Knudsen

Det er åbenbart det der skal til. En mand der er 10 gange rigere end Dump, og som har ledt New York City i den rigtige retning. Men det er så trist, at man skal ha' så mange penge plus celebrity kendis, før man har en chance for at blive præsident. Når det er sagt, tror jeg han vil føre USA i den rigtige retning.

Grethe Preisler

The landlord's game

Brooklyn you have never seen
the skies ain't blue the grass ain't green.
That doesn't matter much
we have the Bloomberg tuch.

Flemming Berger, Trond Meiring og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Så newyorkerne bør altså tænke på sig selv som luksusprodukter... hvor staten (Bloomberg) er ejer? Åh, hvad er det nu det kaldes? Det noget "etnisk", der ender på "ri". Germaneri? Skandinaveri? Romaneri, måske?

Efter at have læst artiklen, virker Bloomberg mere som en Soylent Green oligark.

Torben K L Jensen

Kan han stille op som demokrat nu hvor Bernie Sanders og hans tilhængere er på vej frem ?
Næppe. Konservative ? Nej . Hele artiklen bygger på hvordan det var før 2016 og Bloomberg er selve inkarnationen af "The Establishment" der blev hældt eftertrykkelig ned ad brætten i 2016.

Hvis hans penge kan vaere behjaelpelige med at fjerne "det", der sidder ved roret i USA pt, saa for min skyld fine! Et pragmatisk Establishment der har laert af sine fejl er at foretraekke any day, any time. Om ikke andet, saa for at redde klimaet.

Mette Poulsen

Når journalister gerne vil sige noget svinsk om en given person, så tager de bare et citat fra en eller anden forsmået person og lader vedkommende sige det for dem - så er journalisten jo bare budbringer og dem skyder man jo ikke, vel? Helt til grin.