Læsetid: 4 min.

Vestagers slag mod Google handler om mere end en milliardbøde

En astronomisk bøde løb med opmærksomheden, da EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager onsdag slog ned på Google for misbrug af sin dominerende position på markedet for mobile styresystemer. Men sagen kan potentielt få langt større konsekvenser og udfordre tech-gigantens dominans
På pressemødet onsdag meddelte konkurrencekommissær Magrethe Vestager, at Kommissionen tildeler Google en bøde på 32 mia. kroner. Men bødens størrelse er formentlig ikke det største problem for tech-giganten.

På pressemødet onsdag meddelte konkurrencekommissær Magrethe Vestager, at Kommissionen tildeler Google en bøde på 32 mia. kroner. Men bødens størrelse er formentlig ikke det største problem for tech-giganten.

Yves Herman

19. juli 2018

32 milliarder kroner. Størrelsen på den bøde, som EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager onsdag gav Google, er astronomisk. Faktisk er det den største bøde af sin art nogensinde i EU.

Men formentlig er det ikke først og fremmest beløbet – som er mindre end Googles overskud i de første to måneder af 2018 – der fik topchef Sundar Pichai til straks at meddele, at tech-giganten vil indbringe sagen for EU-Domstolen. På sigt kan Vestagers afgørelse potentielt få endnu større konsekvenser – både for Google og for internettet som sådan.

Sagen handler om Android, Googles styresystem til mobiltelefoner. Allerede i midten af 00’erne indså tech-giganten, at smartphones ville blive en gamechanger. At mobiltelefonen fremover ville blive vores primære indgang til nettet.

Det udgjorde en potentiel trussel mod Googles kerneforretning. Det var lykkedes firmaet at vinde kampen om at blive computerbrugernes foretrukne søgemaskine og derved generere enorme summer i annonceindtægter. Men det var ikke givet, at det ville blive tilfældet på smartphones.

Android var svaret på den udfordring. Google tilbød, at telefonproducenter som HTC, Samsung og Huawei frit kunne gøre brug af styresystemet i forventning om, at det ville generere trafik til Googles tjenester og derved data om brugerne og annonceindtægter.

Som Google dengang skrev i et internt dokument, som Margrethe Vestager citerede fra på et pressemøde onsdag:

»Android er med længder den største mulighed for at tjene penge på søgninger på mobil over de kommende år og er meget strategisk for Google«.

At forære styresystemet væk har været med til at sikre det stor udbredelse. Ifølge EU-Kommissionen kører omkring 80 procent af alle smartphones i Europa og i verden i dag på Android.

Ulovlige licenser

Forretningsmodellen kan umiddelbart virke ulogisk, for der er i princippet ingen garanti for, at brugerne af en Android-telefon vil gøre brug af Googles søgetjeneste eller firmaets webbrowser Chrome.

Der er heller ingen garanti for, at producenterne vil vælge at have Googles browser og søgemaskine installeret som standard. Og da Android er open source ville andre i princippet kunne udvikle videre på styresystemet og lave det til deres helt eget.

Groft sagt risikerede Google at forære deres styresystem gratis væk uden at være sikker på at få gevinst.

Men det havde de selvfølgelig tænkt over.

En smartphone er selvsagt ikke meget værd, hvis man ikke kan downloade apps til den. Derfor er det afgørende for mobilproducenterne, at deres telefoner har adgang til Googles app-central Play Store.

Det kræver en licens fra Google, og det er her, EU-Kommissionen mener, at firmaet har overtrådt reglerne for misbrug af en dominerende markedsposition.

For at få licens til Play Store skulle producenterne nemlig skrive under på nogle betingelser. For det første skulle de love, at Googles søgemaskine og webbrowseren Chrome blev forudinstalleret på deres telefoner. Samtidig betalte Google producenterne for ikke at installere andre søgetjenester.

På den måde blev Googles apps standarden på Android-telefoner.

Det giver en stor konkurrencefordel.

Hvis forbrugeren vil bruge en anden søgemaskine eller browser, må de selv gøre en aktiv indsats for at skifte. Og det gør langt, langt de færreste. Dermed har Google »reduceret rivalers evne til at konkurrere effektivt«, og det er i juridisk forstand at regne for misbrug af firmaets dominerende position på markedet, konkluderer EU-Kommissionen.

Udelukkede konkurrent

For det andet skulle mobilproducenterne skrive under på, at de ikke ville fremstille eller sælge en eneste telefon, der kørte på en alternativ udgave af Android, som ikke var godkendt af Google.

Selv om Android i princippet er open source, og andre derfor frit kan bruge programkoden, udvikle videre på den og potentielt skabe et endnu bedre styresystem, sikrede Google sig på den måde, at det ville være svært for dem at komme ind på markedet.

På pressemødet onsdag understregede Margrethe Vestager, at det ikke bare er en teoretisk problemstilling.

I 2012 og 2013 forsøgte internetgiganten Amazon at komme ind på smartphonemarkedet med deres egen version af Android ved navn Fire OS.

Ifølge Vestager var flere mobilproducenter interesseret, men på grund af Googles restriktioner kunne det ikke lade sig gøre. Havde de fremstillet så meget som én telefon med Fire OS, ville de have mistet retten til at sælge de kendte og populære Android-telefoner.

Det er, mener Kommissionen, til skade for forbrugerne, fordi det hindrer innovation og begrænser vores mulighed for at vælge et alternativt produkt.

»De har nægtet europæiske forbrugere fordelene af effektiv konkurrence i den vigtige mobile sfære. Det er ulovligt,« som Margrethe Vestager sagde.

Det kan ikke udelukkes, at Google vil få held til at overbevise EU-Domstolen om noget andet. Men indtil videre er konsekvensen – ud over milliardbøden – at Google inden for 90 dage skal sætte en »effektiv« stopper for den »ulovlige« praksis.

I fremtiden vil mobilproducenter derfor være frie til at vælge konkurrerende søgetjenester og browsere som standard på deres telefoner. Og konkurrenter vil få reel mulighed for at få deres egne versioner af styresystemet på markedet.

Det kan potentielt true tech-gigantens dominans og gøre internettet til et lidt mere åbent og diverst økosystem. Men det kan tage år, inden effekten slår fuldt igennem.

For ulovligheder eller ej: Faktum er, at Google er dominerende på markedet. Kun i takt med at forbrugerne skifter deres telefoner ud med nye, vil det kunne ændre sig. Og mange vil formentlig også fremover vælge det styresystem og de apps, de har været vant til at bruge de seneste mange år.

Derfor er det et åbent spørgsmål, hvor stor en forskel Kommissionens indgreb kommer til at gøre.

Det er muligt, at Googles dominerende position på markedet i dag er så etableret, at det bliver svært for alvor at udfordre den. I så fald kan man med god ret spørge, om det er rigtigt, at forbrydelser ikke betaler sig.

Den franske historieprofessor Laurent Warlouzet mener, at Vestagers popularitet bl.a. skyldes, at hun har anlagt en mere konfronterende stil i jobbet.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Toke Kåre Wagener
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Erik Riis
Lise Lotte Rahbek, Toke Kåre Wagener, David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jamen, så lad dog de europæiske universiteter samarbejde om at lave en konkurrent, der ikke misbruger data, men som er ligeså stærk i sin søgning - muligvis stærkere ved ikke at segmentere så kraftigt, for nogle gange er Google nærmest ubrugelig med sin frasortering.

Anne Lintrup, Rolf Andersen, Mogens Holme, Bent Gregersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Ib Christensen, Tue Romanow, Torben K L Jensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Katrine Damm

Er der ikke en behjertet journalist, som vil undersøge om nogle af de kæmpebøder fru Vestager udstikker til højre og venstre nogensinde er kommet i kassen?
Jeg har ikke kunnet finde det nogen steder, mener at have læst at eet selskab har betalt en del af en bøde.
Ellers synes jeg bare, at det lyder som om, at de pågældende selskaber siger, at det synes de ikke og så anker...
Nogen her ved det måske?

Olav Bo Hessellund, Nis Jørgensen, David Joelsen, Mogens Holme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Lasse Skou Andersen

@Katrine Damm

Vestager sagde på pressekonferencen i dag, at den milliardbøde, Google fik sidste år i en anden sag, de facto er blevet betalt i form af en bankgaranti. Pengene står nu på en lukket konto, indtil sagen bliver endelig afgjort ved domstolen. Skulle Kommissionen vinde, vil pengene herefter blive udbetalt til EU’s medlemslande efter samme fordelingsnøgle som den, der afgør deres ‘kontingent’.

Mvh Lasse

Olav Bo Hessellund, Flemming Berger, Anne Lintrup, Rolf Andersen, Lise Lotte Rahbek, Katrine Damm, David Zennaro, Peter Tagesen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Grundlæggende handler det om styresystemet Android, og dertil Googles andre programmer, der udelukker alle andre konkurrenter fra at lave en app. til f.eks. mail og som måske er bedre end Googles.

Det skyldtes Google suverænt bestemmer, hvad der må komme på der styresystem, og når man udelukker konkurrenter af enhver art, så er der ikke lige og fair konkurrence, og det er det bøden handler om.

Bøden er en "overbygning" på den bøde Google allerede har fået af Vestager, og som handlede om styring af søgeresultater - udelukkelse rettere sagt, af andre end dem der betaler mest til Google.

Det sidste var før i tiden helt åbent, og nogle mindre virksomheder havde specialiseret sig i at sælge - optimere søgeordene i virksomhedernes websiderne, men sådan er det ikke indrettet i dag efter Google har ændret praksis for den åbenhed, - og på den måde lukkerede Google disse specialvirksomheder, så der nu ikke er fri konkurrence.

Det svarer til det der er blevet kaldt "net neutralitet", hvor du ikke særskilt skal betale ekstra for at benytte programmer som f.eks. "Skype".

Peter Tagesen

Så kunne det være rart, hvis det så også bliver muligt, at kunne slå location fra på telefonen af privacy-årsager.

Og så jeg igen kan snyde i Pokemon Go uden at roote. ^^

Men mest af første årsag...

Karsten Aaen

Det er jo ganske enkelt ikke sandt det her som Lasse Skou Andersen skriver:

"Det var lykkedes firmaet at vinde kampen om at blive computerbrugernes foretrukne søgemaskine og derved generere enorme summer i annonceindtægter. Men det var ikke givet, at det ville blive tilfældet på smartphones."

Nej, det var det aldeles ikke. Og jo, det var det, men kun fordi Googles søgemaskine var længder foran både Netscape, Internet Explorer, og også Microsoft nye søgemaskibe, Bing, slår Googles egen søgemaskine med flere længder. Googles egen søgemaskine, nu kaldet Google Chrome, er langt den bedste søgemaskine på markedet! Og derfor vælger flere og flere den! Set er sandheden her!

Lasse Skou Andersen skriver også, se her:

"En smartphone er selvsagt ikke meget værd, hvis man ikke kan downloade apps til den. Derfor er det afgørende for mobilproducenterne, at deres telefoner har adgang til Googles app-central Play Store. Det kræver en licens fra Google, og det er her, EU-Kommissionen mener, at firmaet har overtrådt reglerne for misbrug af en dominerende markedsposition."

Og ja, det er det da, fordi det er den måde, som bl.a. Google tjener penge på; det er forøvrigt også den måde, som Microsoft tjener penge; hver gang man køber en ny computer, sælger Microsoft en licens med, så man har ret til at bruge deres produkter, lige fra Word til Excel til PowerPoint mm. Vestager vil, som jeg set det, forhindre en lovlig virksomhed, Google, i at tjene penge. Hvorfor mon hun ikke går efter Apple! som både vil bestemme, hvilke programmer, der må være på iPhones, hvordan de skal laves, og de apps, man laver til Apple skal godkendes af Apple! Ligesom Apple gør præcist det samme som Vestager nu anklagfer Google for, se her:

"For at få licens til Play Store skulle producenterne nemlig skrive under på nogle betingelser. For det første skulle de love, at Googles søgemaskine og webbrowseren Chrome blev forudinstalleret på deres telefoner. Samtidig betalte Google producenterne for ikke at installere andre søgetjenester. nPå den måde blev Googles apps standarden på Android-telefoner. Det giver en stor konkurrencefordel."

På Apples produkter, Iphones, og bærbare samt stationære computere, er der altså også installeret f.eks. webbrowseren Safari, og andre programmer, som Apple har bestemt skal installeres. Hvis man f.eks. vil have Google Chrome som søgemaskine (web-browser) må man selv installere den. Og tro mig, det tager max 5 minutter at gøre dette. Præcist som hvis man vil have f.eks. Internet Explorer, eller Firefox, må man selv installere dem på f.eks. Google's Android telefoner. Og tro mig - max 5 minutter, så har man altså gjort det!

Og hvorfor mon brugere af Android-systemet på f.eks. Samsungs telefoner ikke har downloadet f.eks. Firefox, Opera, eller Internet Explorer? Kunne det måske være, fordi mange af os har haft en stationær, eller bærbar computer, i mange, mange år, før vi fik
en smartphone, f.eks. en Samsung, eller en Huawei-telefon? Og dermed har opfattet, oplevet, og opfanget, at Google Chrome simpelthen er den bedste webbrowser/søgemaskine på internettet! Jeg tror det!

Karsten Aaen

Ifølge Lasse Skou Andersen skulle Vestager bl.a. have sagt det her:

"I 2012 og 2013 forsøgte internetgiganten Amazon at komme ind på smartphonemarkedet med deres egen version af Android ved navn Fire OS. Ifølge Vestager var flere mobilproducenter interesseret, men på grund af Googles restriktioner kunne det ikke lade sig gøre. Havde de fremstillet så meget som én telefon med Fire OS, ville de have mistet retten til at sælge de kendte og populære Android-telefoner. Det er, mener Kommissionen, til skade for forbrugerne, fordi det hindrer innovation og begrænser vores mulighed for at vælge et alternativt produkt. »De har nægtet europæiske forbrugere fordelene af effektiv konkurrence i den vigtige mobile sfære. Det er ulovligt,« som Margrethe Vestager sagde."

Amazon er et monopol-lignende foretagende, der simpelthen vil gøre hvad som helst for at komme ind på et marked, sænke priserne, nægte arbejderne deres lovlige rettigheder, feriepenge, overarbejdspenge, ingen ret til at få på toilettet, ingen ret til pauser overhovedet! Hvordan Vestager overhovedet kan tænke sig at støtte dette firma er mig en gåde? når man ved, hvor usselt Amazon betaler sine ansatte og hvor usle arbejdsforhold, Amazon byder sine ansatte - og helt sikkert også ville have budt udviklerne af deres eget Fire Amazon OS system.

Havde Amazon fået held med at få lavet en mobiltelefon eller to med deres eget Fire OS (med Android-systemet), mon ikke de så også ville kræve total kontrol med alt! Præcis som Apple gør! Mon ikke de også ville kræve en licens fra de firmaer som laver apps til Amazons Fire OS! Jo, det ville de da helt bestemt! Fordi det er den måde, man i den her branche bl.a. tjener penge på!

Og nu er det altså ikke Vestager, der afgør, hvad der er lovligt i EU! Det er ene og alene domstolene, her EU-domstolen! Hvis Vestager mente - og mener - at Google har gjort noget forkert ift. EU's anti-trustregler, burde hun (må hun) indlede en sag mod Google ved EU-domstolen. Og dertil kommer, at Google er et amerikansk foretagende - Vestager, EU og EU-kommissionen har INGEN,m som jeg ser det, juridiske beføjelser, over et amerikansk selskab!

Henning Kjær

Karsten Aa.
Jeg har læst dine lange indlæg, og synnes undervejs du kunne have ret i meget af det det skriver, men hele tilliden/troværdigheden til dine argummenter røg fuldstændig, da du til sidst skriver:
" at Google er et amerikansk foretagende - Vestager, EU og EU-kommissionen har INGEN,m som jeg ser det, juridiske beføjelser, over et amerikansk selskab!"

Hallo! selv Google skal overholde konkurrencereglerrne i EU, og store dele af deres indtægter går mig bekendt gennem et Irsk registreret selskab.

Tue Romanow, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Morten Poulsen

Karsten Aaen - Du blander godt nok mange ting sammen!

Netscape, Internet Explorer og Google Chrome er internet browsere. Det betyder, at de kan bruges til at vise en side på internettet. Google, Bing og andre er søgemaskiner, som du kan bruge til at finde frem til sider på internettet.

Microsoft tjener deres penge på at sælge licenser til slutbrugeren af deres produkter. Det gør Google ikke. Google tjener penge på at indsamle viden om slutbrugeren og bruge den viden til at vise reklamer til slutbrugeren. Indrømmet, Microsoft prøver ihærdigt at komme ind på reklamemarkedet, specielt med den nyeste version af deres operativ system (Windows 10). EU dommen forhindrer på ingen måde Google i at tjene penge. Den giver bare bedre muligheder for konkurrence.

Sagen her minder i øvrigt meget om en EU dom, som netop Microsoft fik for en del år siden. Microsoft udnyttede deres dominerende position på markedet for operativsystemer med tvungen præinstallation af Internet Explorer og Windows Media Player. Her blev de dømt til at præsentere brugeren for muligheden for at installere andre internet browsere, fx Firefox, Chrome eller Opera.

Anklagen mod Apple er delvist galt afmarcheret: Apple har ikke en dominerende position, hverken på PC eller smartphone-markedet.

Angående Amazon ser jeg det som et ganske udemærket eksempel på, hvordan Google har udnyttet deres dominans til at skubbe konkurrenter ud. Hvis en mega-virksomhed som Amazon ikke kan starte en konkurrerende Android distribution op, hvem kan så?

Steffen Gliese

Morten Poulsen, de er bare ikke ligeså funktionelle. Det er jo et paradoks, at det, som vi på den ene side skal gardere os imod, også er det, der giver en langt bedre funktionalitet.

Karsten Aaen

Morten Poulsen, du skriver det her:

"Sagen her minder i øvrigt meget om en EU dom, som netop Microsoft fik for en del år siden. Microsoft udnyttede deres dominerende position på markedet for operativsystemer med tvungen præinstallation af Internet Explorer og Windows Media Player. Her blev de dømt til at præsentere brugeren for muligheden for at installere andre internet browsere, fx Firefox, Chrome eller Opera."

Ja, og hvad der skete der her? Alle, jeg kender, incl. mig selv valgte at installere Chrome eller Firefox eller begge dele - da de var og er meget bedre end Internet Explorer! Altså: Google har den bedre løsning med en langt bedre funktionalitet end andre. Præcis ligesom Google (search) er en søgemaskine; den er milevidt bedre end alle andre på markedet - og derfor holdt vi, og derfor vil vode der bruger både google (til at søge med) og google chrome som webbrowser fortsætte med det! selvom EU måske gerne vil have os til noget helt andet!

Vestager bestemmer altså ikke, hvad der er lovligt eller ulovligt! Det gør domstolene! Og hvis Vestager, og EU-kommissionen, mener, at det er foregået noget som helst ulovligt bør de gå til EU-domstolen, og anlægge sag der mod Google m.fl. (amerikanske) virksomheder!

Ift. det jeg har læst i Jyllands-Posten i går, den 18.07.2018, se her, så handler det også om det her:

"For det tredje har Google krævet af producenterne, at de for at kunne lægge nøgleproduktet Google Play Store på fra starten, har skullet holde sig til Google-godkendte udgaver af Android-styresystemet på samtlige deres produkter. Det har styrket Googles kontrol med markedet og holdt andre fra at udvikle konkurrerende produkter."
kilde:https://jyllands-posten.dk/protected/premium/international/ECE10758059/d...

Ja, selvfølgelig skulle de da det - hvordan i al verden havde Vestager overhovedet tænkt sig at forbrugerne skulle have tillid til det på engelsk hedder 'forked versions' af Android-styresystemet! hvis ikke Google havde opstillet nogle kvalitetskrav til, hvordan det her styresystem skulle virke; havde Google ikke gjort dette, ville det jo betyde, at forbrugerne risikerede at købe en telefon med et styresystem (android) som ikke virkede så godt, ligesom de apps man, via google play, kunne downloade til de her telefoner aldeles heller ikke ville virke. Det virker ganske enkelt som om Vestager, og EU-kommissionen INTET aner om, hvordan IT, tablets, internettet, smartphones mm. virker!

Ang. Amazon er jeg ganske sikker på, at Amazon ville gøre præcist det samme som Google! når og hvis de fik muligheden for det!

Karsten Aaen

Michael Poulsen, du skriver det her:

"Microsoft tjener deres penge på at sælge licenser til slutbrugeren af deres produkter." Ja, det gør de da. Men hvorfor er det nu lige, at man skal købe en licens til Microsofts produkter! når man køber en ny pc! Fordi det er jo det man skal! Udnytter, eller udnyttte MS, ikke deres dominerende position på markedet! Måske.

Og så skriver du f.eks. også det her, Michael Poulsen:

"EU dommen forhindrer på ingen måde Google i at tjene penge. Den giver bare bedre muligheder for konkurrence."
Der er aldeles IKKE tale om en EU-dom; der er tale om at en dansk kvinde, Vestager, har set sig på amerikanske virksomheder i EU. Og det er hende, som åbenbart af en eller grund? har fået beføjelser til rent administrativt at give private virksomheder bøder, bare fordi hun mener og tror, at der er foregået noget ulovligt! En EU-dom er en dom, der kommer fra EU-domstolen! Og denne her sag er bare afgjort ved at Vestager har givet Google en bøde rent administrativt - på en mistanke om, at Google har gjort noget forkert! Det kan man ganske enkelt ikke rent juridisk! Det ville jo svare til, at den danske justitisminister, eller finansminister, gav Danske Bank en bøde ift. det som er sket mth. Estland (hvidvask mm) før der overhovedet er afgjort om der foregået noget fordækt, ulovligt, eller hemmeligt - eller før sagen overhovedet har været for en domstol!

Karsten Aaen

Michael Poulsen, du skriver dette her om Apple:

"Anklagen mod Apple er delvist galt afmarcheret: Apple har ikke en dominerende position, hverken på PC eller smartphone-markedet."

Næ, det har de da ikke! De forhindrer bare alle andre i at lave apps/programmer, som ikke er godkendte (af Apple) til iOs, ligesom de også forlanger, at alle producenter af iPhones mm. skal have installeret godkendte udgaver (af Apple) iOs på smartphones, bærbare mm. Apple forlanger fuld kontrol over alt, de vil godkende alle programmer/apps, der lægges på på iOs - de gør Google dog trods alt ikke!

Morten Hjerl-Hansen

Når ovationerne har lagt sig oven på Margrethe Vestagers politiske og juridiske mesterstykke, håber jeg hyhy personligt at der i fremtiden, også blandt vores lidt, ser det ud til, hihi omskiftelige amerikanske venner på den anden side af Atlanten, bliver tænkt over om det er socialistisk og i det hele taget menneskeligt at KPCB og lignende institutioner får lov til at seede multinationale kapitalistiske monstre som vejer 1000 tons allerede ved fødslen. Android styresystemet er lækkert at programmere op i mod, siger jeg som hobbyprogrammør, men anden og tredje fase, hedder det så'n?, af Internettet er blevet for strømlinet. For 100 år siden gav de os Hollywood. Nu giver de os hvad der indtil videre ligner tres ål. Åleglatte ideer som er menneskeligt uacceptable fordi de er filosofisk uacceptable og som bliver prøvet af på flere milliarder mennesker ad gangen.  Facebook er en forbrydelse mod menneskeheden. Det var mit lille hihi højdramatiske argument for at sige Fjæset farvel. Men det ville virkelig glæde mig hvis EU kommissionen i næste skridt mod fordummelsen fra USA ville undersøge hvad man med et andet højdramatisk udtryk kunne kalde "Facebooks menneskelige mørketal". Facebook producerer kældermennesker.