Læsetid: 7 min.

Vestbreddens unge er begyndt at se det palæstinensiske lederskab som fjenden

Dampen er ved at gå af den palæstinensiske frihedsbevægelse. Det tidligere så stærke politiske engagement på Vestbredden erstattes af modløshed og apati. En væsentlig årsag er utilfredsheden med de korrupte palæstinensiske selvstyremyndigheder
Hverken Mohammed (tv), Jihad eller Ahmad er politisk aktive, og de ser ikke nogen grund til at blive det. »Hvorfor skulle jeg udkæmpe en nyttesløs kamp uden nogen hjælp oppefra,« spørger Jihad på 17 år. 

Hverken Mohammed (tv), Jihad eller Ahmad er politisk aktive, og de ser ikke nogen grund til at blive det. »Hvorfor skulle jeg udkæmpe en nyttesløs kamp uden nogen hjælp oppefra,« spørger Jihad på 17 år. 

Emil Arenholt Mosekjær

31. juli 2018

Efter en ophidset og langvarig debat vedtog det israelske parlament forleden den såkaldte jødiske nationalstatslov med stemmerne 62 for og 55 imod.

Med loven, der af kritikerne kaldes både racistisk og udtryk for apartheid, sættes der en ekstra streg under Israels jødiske karakter. Eksempelvis fratages arabisk – modersmålet for omkring en femtedel af landets befolkning – sin status som officielt sprog på linje med hebræisk.

»Israel er det jødiske folks nationalstat, der respekterer alle borgeres individuelle rettigheder. Men dette er vores stat – den jødiske stat,« sagde premierminister Benjamin Netanyahu efterfølgende.

Men hvor den jødiske nationalisme således lever i bedste velgående, er der trangere kår på den anden side af den grønne linje, grænsen imellem Israel og Vestbredden, som har været under militær besættelse siden 1967.

Her tyder meget på, at den politiske aktivisme, som i årtier har kendetegnet palæstinenserne dér, er dalende – specielt blandt de unge, hvor der breder sig en stigende politisk ligegyldighed.

»De er mindre politisk interesserede og aktivistiske i dag, end generationerne før dem var. Noget, de i øvrigt deler med jævnaldrende israelere,« siger Brandon Friedman, forskningschef ved Moshe Dayan Centeret for Mellemøststudier på Tel Aviv Universitet.

Han fortæller, at en væsentlig årsag til den dalende interesse er vrede blandt unge palæstinensere og utilfredshed med deres egne ledere i de palæstinensiske selvstyremyndigheder. Ifølge Brandon Friedman handler det bl.a. om den iøjnefaldende og udbredte korruption blandt politikerne og andre myndighedspersoner.

»Mange palæstinensere oplever heller ikke, at lederskabet har indfriet dets politiske løfter. Dermed har de ikke levet op til det ansvar, de har påtaget sig ved at være det nærmeste, der er på en palæstinensisk statsledelse,« siger han.

Friedman henviser til artiklen The End of the Road: The Decline of the Palestinian National Movement, offentliggjort i magasinet The New Yorker i august 2017. I den beskrives en palæstinensisk frihedsbevægelse, der efterhånden har mistet både mål, momentum og kompetent lederskab.

En af forfatterne, Hussein Agha, er seniormedarbejder ved St. Anthony’s College på Oxford University og har skrevet flere bøger om den israelsk-palæstinensiske fredsproces, som han igennem årerne selv har spillet en rolle i – senest under præsident Barack Obama.

»I artiklen erklærer han den palæstinensiske nationalisme for død. Det mener jeg er lidt en overdrivelse, men der er bestemt grader af sandhed i det. Ikke mindst på grund af den desillusion, der hersker blandt mange palæstinensere på Vestbredden,« siger Brandon Friedman.

En stille fredag i Hebron

Under de foregående årtiers konflikt imellem israelere og palæstinensere har det ofte været små gnister, der antændte flammerne under Vestbredden i form at massive demonstrationer og sammenstød med den israelske hær. I 1987 blev eksempelvis et trafikuheld nord for Gaza startskuddet til den første intifada, der i de følgende seks år rasede med flere tusind døde og sårede til følge.

Alligevel var der, udover enkelte manifestationer, påfaldende stille på Vestbredden i dagene efter mandag den 14. maj 2018 – dagen hvor USA, trods internationale protester, flyttede sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem, og hvor flere tusind personer blev skudt under sammenstød ved grænsen til Gaza.

Selv i byen Hebron, der ligger i den sydlige del af Vestbredden, og hvor konflikten ofte har været yderst intens, var der kun sporadiske uroligheder i dagene efter. Og den følgende fredagsbøn, den første i ramadanen, gav heller ikke anledning til ballade.

Netop ramadanen var tilsyneladende en af årsagerne til den svage reaktion, for en hel dag uden mad og drikke har en åbenlys effekt på menneskers lyst til at kaste med sten og indånde tåregas. Specielt i kombination med varmen, der denne dag var som en åben ovn.

Emil Arenholt Mosekjær

På den centralt beliggende Bab al-Zawya plads lige uden for den gamle by – en hyppig scene for sammenstød imellem demonstranter og den israelske hær – gik livet således sin vante gang.

Hvor var de vajende palæstinensiske flag og taktfaste råb på arabisk? Stenene, der blev slynget igennem luften af vrede, unge mænd? Og smertesbrølene fra de uheldige mål for den israelske hærs gummikugler?

Hvorfor havde branden fra Gaza ikke bredt sig til Hebron?

»Folk har bare fået nok af det hele. Du går på gaden, du demonstrerer imod besættelsen, og du kaster et par sten. Præcis som de gjorde for 10, 20 og 30 år siden. Men vi har intet opnået, og hvad nytter det hele så,« spørger 22-årige Ghassan Jabari, der ejer H2 Hebron Hostel ved Bab al-Zawya pladsen.

De fleste i byen fortæller noget lignende: Særligt de unge har mistet lysten og interessen for politisk aktivisme.

Den lokale journalist Mühannad Qafesha siger, at det i høj grad skyldes frygt for og modvilje mod de palæstinensiske selvstyremyndigheder.

»Hvorfor skulle vi interessere os for politik, spørger de unge. De ser politikerne som korrupte israelske nikkedukker og har ikke en følelse af, at de er på deres side. Snarere tværtimod. Hvorfor skulle de så risikere deres liv og frihed, mens politikernes sønner kører rundt i dyre biler,« bemærker Mühanned Qafesha.

Himlen ligger på Vestbredden

Flere af Mühanned Qafeshas kollegaer har været fængslet for at skrive kritiske artikler om de palæstinensiske myndigheder, og han er ikke i tvivl om, at de også følger med i, hvad han skriver.

»Enhver ved, at de også holder øje med alle demonstrationer og filmer de tilstedeværende. Hvis der er Hamas-sympatisører, eller hvis tingene bliver for pro-Gaza, så anholder de folk. De gør, hvad Israel siger, de skal gøre,« siger han.

Da en støttedemonstration til fordel for Gaza den 13. juni blev mødt med tåregas og knippelslag i byen Ramallah, var det da også palæstinensiske sikkerhedsstyrker – ikke israelske soldater – der stod bag.

Den palæstinensisk-amerikanske aktivist Mariam Barghouti var til stede og beskrev i en serie tweets, hvordan demonstranterne råbte »frihed, frihed!«, hvorefter – med Barghoutis ord – bøller fra de palæstinensiske selvstyremyndigheder og det styrende politiske parti, Fatah, gik løs på dem.

Også flere regionale medier bed mærke i, at det palæstinensiske lederskab – der før 1990’ernes Oslo-fredsaftaler var bannerførere for den palæstinensiske frihedskamp – nu har antaget rollen med at slå ned på de folkelige protester på Vestbredden.

I Hebron har dette resulteret i, at lysten til at være politisk aktiv tilsyneladende har ændret sig drastisk på bare ti år.

»Dengang, da jeg var en 17-18 år, føltes det, som om vi alle var politiske engagerede. Modsat unge i dag, der siger, at de ikke kan se nogen pointe med det. Mange interesserer sig mere for sport, biler eller modetøj,« fortæller Abdallah Maraka, der arbejder som guide i den gamle bydel.

Ud over følelsen af at være fanget som en lus imellem to negle peger Brandon Friedman fra Tel Aviv Universitet på den socioøkonomiske udvikling på Vestbredden de seneste 10-15 år som en væsentlig årsag til de unges manglende lyst til politisk aktivisme.

Han fortæller, at Gazastriben og Vestbredden i denne periode for alvor har udviklet sig i forskellige retninger, og at levestandarden i dag er langt højere sidstnævnte sted. Samtidig er de palæstinensiske myndigheders mistro til Hamas’ dominans i Gaza vokset de seneste år. Hvilket er med til at forklare deres hårdhændede behandling af pro-Gaza demonstrationer.

Også Mühanned Qafesha mener, at den højere levestandard gør det lettere for unge at beslutte sig for at vende blikket imod andre ting og sidde kampen over.

»Vestbredden er himlen sammenlignet med Gaza. Vi er besatte og undertrykte, men vores levevilkår er trods alt bedre end for 15 år siden. Det er omvendt i Gaza, der er et åbent fængsel fyldt med desperate mennesker,« understreger Mühanned Qafesha.

»Vores ledere har solgt Palæstina«

Hebrons gamle bydel er indbegrebet af Mellemøsten: Overalt blander duften af krydderier sig med den sødlige lugt af affald. Og langs de små, snoede gader falbyder handelsfolk alt fra frugt til halve lam – og rækker af Adidas-sko til særdeles fordelagtige priser.

Der er mange mennesker på gaden, men umiddelbart ikke nogen unge, der har lyst til at tale om politik. Til sidst indvilliger tre unge fyre i at snakke: Jihad på 17 år, Mohammad på 18 og Ahmad på 19.

De er faktisk ikke uinteresserede i politik, og de erklærer sig alle som modstandere af den israelske besættelse. Men de har ikke tænkt sig at gå forrest i kampen imod den.

»Vores fortsatte eksistens her i Palæstina er modstand nok,« siger Mohammad.

De nærer alle en dyb mistro til de palæstinensiske selvstyremyndigheder. De ser dem som korrupte og mener ikke, at de er på den almindelige palæstinensers side i kampen mod den israelske besættelse.

»Vores ledere har solgt landet. Så hvorfor skulle jeg så udkæmpe en nyttesløs kamp uden nogen hjælp oppefra? Det er lige så sandsynligt, at vores egne myndigheder anholder mig, som at israelerne gør det,« siger Jihad.

Ahmad siger, at han tidligere har deltaget i demonstrationer, hvor han kastede sten imod israelske soldater. På et tidspunkt blev han dog skudt og sad herefter seks måneder i et israelsk fængsel. Siden har han afholdt sig fra politisk aktivisme.

»På intet tidspunkt havde jeg følelsen af, at de palæstinensiske myndigheder var på min side. Hvis jeg var præsidentens søn, så havde de holdt mig i hånden hele vejen igennem. Med den slags ledere nytter det ikke at kæmpe,« mener Ahmad. »Desuden kan en sten og et M-16 gevær ikke sammenlignes. Selv hvis vi begge to bliver ramt, får den israelske soldat en bule, og jeg bliver dræbt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • Viggo Okholm
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Erik Karlsen, Viggo Okholm, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Zennaro

Kunne Information ikke følge op på, hvordan livet er for palæstinensere i Israel?

Bettina Jensen, Anne Mette Jørgensen, Viggo Okholm, Per Torbensen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

En helt ny og ukendt vinkel på den tragiske situation, det ændrer ikke på mit syn på Israels forbryderiske opførsel, men det kan ændre på om vi i vesten ikke tør tage fløjlshandsken af over de magthavere der er for menneskets skyld. Med det mener jeg ikke våben og krig, men diplomati med en langt mere hård kurs og så være ligeglad med storebror mod vest.

Bettina Jensen, David Zennaro og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Noget slipper for Vestens opmærksomheden er det man kalder "palestinænser"gælder i virkeliheden for både Muslimer og kristene, fordi det man kalder arabere eller palestinæsere er navn for begge, de kristne er også arabere i Mellemøsten, de adskiller sig kun i religionen, grundlægger af arabismen er en kristne (MIchel Aflak) fra Syrien. Det er ikke den eneste ting der er underligt, fjendebillede har altid været ubevidst. Og den lov om nationalitet i der knesset vedtog eksludere både muslimer og kristne fra at være fuld borger i Israel.Jeg ikke sikker på, hvad angår Egyptiske kristne (koptere), de er fordi tror jeg meget ældre.

Modviljen blandt palæstinenserne mod selvstyret har altid været der. Og de har godt kunnet skelne mellem hadet til deres "egne" og hadet til Israel.

Edward Said f.eks. beskyldte konstant selvstyremyndighederne for korruption og brutalitet, og især efter Arafat gav efter ved Oslo-aftalen i 1993, for total uduelighed.

Egentlig et fornuftigt spørgsmål at ungdommen stiller sig. Har vi opnået noget? Måske andre strategier bør overvejes, hvis svaret er benægtende.