Læsetid: 7 min.

Zimbabwe har en helt særlig fascinationskraft – på godt og ondt

Zimbabwe er en strømpil for afrikanske drømme – og danske drømme om Afrika
Oppositionsleder Nelson Chamisa (i midten) under en demonstration i hovedstaden Harare i juni, da tusinder gik på gaden for at demonstrere for valgreformer, der skal modvirke valgfusk og intimidering af vælgere.

Oppositionsleder Nelson Chamisa (i midten) under en demonstration i hovedstaden Harare i juni, da tusinder gik på gaden for at demonstrere for valgreformer, der skal modvirke valgfusk og intimidering af vælgere.

Jekesai Njikizana

30. juli 2018

Danske medier bruger ikke meget tid og spalteplads på Afrika – men Zimbabwe er en anden historie. Lige nu er hele to dokumentarfilmhold i Zimbabwe for at filme en valgkamp. Samtidig er Danmarks to eneste fastansatte Afrika-journalister, DR-Nyheders Søren Bendixen og P1-Orienterings Louise Windfeld-Høeberg, også på plads for at rapportere om det forestående parlaments- og præsidentvalg.

Sådan har Danmark interesseret sig særligt for Zimbabwe, lige siden det blev selvstændigt i 1980.

Hvorfor denne enestående opmærksomhed på et lille afrikansk land uden økonomisk eller strategisk interesse for Danmark i den fjerne ende af et overset kontinent?

»Det skyldes først og fremmest Mugabe,« siger Windfeld-Høeberg.

»En ond, ond mand, som alle kunne få øje på. En dejlig skurk! Et perfekt fjendebillede – lidt ligesom Nordkorea, uden gode sider overhovedet – som især gjorde sig bemærket, da han smed hvide danske farmere ud. Dét gjorde indtryk – de stakkels farmere, som jo ikke havde gjort noget, udsat for omvendt apartheid. Det kunne man forstå!«

Søren Bendixen er enig:

»Mugabe har været den mest kendte afrikanske leder ud over Mandela, og så fremstod de lige så forskellige som nat og dag. Med den behandling, de hvide farmere fik, blev det et land, vi ikke kunne lade være med at lægge mærke til. Interessen blev styrket af, at der i mange år var danske personer og organisationer i landet, som var dygtige til at fortælle om Zimbabwe hjemme i Danmark.«

Louise Windfeld-Høeberg tilføjer:

»Og så er Robert Mugabe et navn, som er let at sige og huske i modsætning til mange andre afrikanske navne. Desuden sad han jo så længe, at flere generationer nåede at lære hans navn at kende.«

»Samtidig kan de ældre af os huske, at han var en af vores yndlingshelte, som gjorde alt det rigtige, da han kom til magten: Vaccinerede børnene, sørgede for, at de kom i skole, sagde alle de pæne ord – bad de hvide om at blive, da han havde slået dem og overtaget magten. Han var Mandela før Mandela.«

Til fascinationen af heltens forvandling til skurk tilføjer Bendixen fascinationen af håbets omslag i katastrofe:

»Zimbabwe er det bedst uddannede afrikanske land fyldt med dygtige iværksættere, og det fascinerer, at det har udviklet sig til det stik modsatte af, hvad det kunne være blevet til.«

Windfeld-Høeberg er enig:

»Vi støttede jo landet længe, også da Mugabe var blevet en skurk. Da investerede vi i en bedre forfatning og støtte til oppositionen, så han kunne blive fjernet igen og landet reddet.«

Efterspillet fascinerer

Men nu er Mugabe væk, hvorfor så fortsat interessere sig for landet?

»Netop fordi han er væk! Det er første valg nogensinde uden ham! Vi troede aldrig, det ville ske – det var lidt som Berlinmuren; alle troede efterhånden, at hans styre ville vare evigt. Og så er han alligevel ikke væk, han bliver jo hængende i landet, sidder og kukkelurer i sit hus – det er ligesom den tidligere hvide diktator Ian Smith, som man efter magtskiftet kunne møde nede i supermarkedet. Jeg skal da ud og se, om Mugabe vil snakke med mig!«

Som mange andre observatører er Louise Windfeld-Høeberg overbevist om, at Mugabes parti, ZANU-PF, næppe heller ved dette valg vil lade oppositionen vinde. Hvorfor så dække det?

»Jamen, nu kan vi redde landet igen! Nu er der mulighed for, at det kommer ud af den isolation, som Mugabe jog det ud i. Vi har alle sympati for de stakkels zimbabwere, som, vi ved, er hårdtarbejdende og hårdt prøvede, og efter dette valg kan landet komme ind fra kulden. Måske ender det med, at ZANU-PF’s nye leder, Emmerson Mnangagwa, leverer varen, at økonomien blomstrer igen, og at han løfter landet ud af fattigdom. Det er jo sådan, vi alle gerne vil se, at Afrika udvikler sig.«

Zimbabwe som model

Seniorforsker Stig Jensen fra Center for Afrikastudier, Københavns Universitet, har beskæftiget sig med Zimbabwe i stort set hele sin lange karriere. Han peger på Zimbabwes udvikling som en vigtig strømpil for Danmarks overordnede holdning til Afrika og ikke mindst til udviklingsbistand:

»Mugabe og befrielsesbevægelsen ZANU-PF’s magtovertagelse i 1980 symboliserede dengang muligheden for en fredelig afrikansk overtagelse af magten i et land, hvor de hvide stædigt havde insisteret på at regere. Det blev et eksempel, der gav håb til den endnu større, tilsvarende konflikt i det dengang stadig hvidt styrede Sydafrika.«

»Denne positive udvikling kom i hælene på 1970’erne, hvor der i Vesten opstod en pessimisme om kontinentets udvikling efter den store optimisme i 1960’erne, da de fleste tidligere kolonier blev selvstændige lande. Mange af dem kastede sig i 1970’erne ud i eksperimenter med kommunistisk inspireret, diktatorisk et-partistyre, som førte til apati og økonomisk stagnation,« fortæller Stig Jensen.

Zimbabwe og Mugabe pegede på en såkaldt tredje vej mellem kapitalisme og socialisme, som lignede en skandinavisk velfærdsmodel. Zimbabwe investerede netop i velfærdsydelser som gratis uddannelse og sundhedstjeneste. Det fremstod som et modelland. For at hjælpe landet til at udvikle sig efter 90 års racistisk styre og en ødelæggende borgerkrig gik Danmark ind med meget omfattende bistand og støttede det i at virkeliggøre drømmen om en afrikansk velfærdsstat.

»Så kom den brutale overtagelse af de fleste hvides farme i 2001, ZANU-PF’s brug af vold til at vinde valg og følgelig europæiske og amerikanske sanktioner. Det skete på et tidspunkt, hvor der i Danmark var opstået stærk skepsis over for virkningen af udviklingsbistand. Fogh-regeringen kom til og brød med den konsensus, der hidtil havde været om, at bistand er godt og mere bistand bedre. Hans regering skar med ét hug 20 pct. af bistanden. Det var uhørt, og Fogh-regeringen brugte netop sammen med andre bistandsmodstandere Zimbabwe som eksempel på, at vi ikke kan udrette ret meget med bistand, når det kommer til stykket.«

»Mugabes storhed og fald illustrerer hele den historiske danske diskurs om bistand og Afrikas udvikling,« mener Stig Jensen.

Polariseringen

Søren Bendixen mener, at Zimbabwe fortsat kan bruges som en slags strømpil for generel udvikling i Afrika.

»Med Zimbabwe som eksempel kan man vise ønsket om forandring og den brede folkelige modstand mod korruption samt almindelige menneskers vilje til noget andet, som er fælles for mange afrikanske lande.«

Stig Jensen er enig:

»Der er i mange afrikanske lande en stigende polarisering mellem konservative landområder, der bakker op om autoritære regimer som ZANU-PF, og byerne, som er mere kritiske. Det ses også i lande som Tanzania og Etiopien.«

»Konservative på landet bakker op om de gamle, autoritære styrers snævre fortolkning af nationalismen som en ’os-mod-dem’-fortælling. Mugabe fremhævede sig selv og Zimbabwe som ’os mod de hvide’. Når han sagde ’os mod kolonialisme og imperialisme’, fik han også sympati fra intellektuelle storbyafrikanere overalt på kontinentet.«

»Samtidig ser vi som i Zimbabwe, at den unge generation ofte er god til at udfordre magten, men ikke formår at tilvejebringe et alternativ, at komme med en ny model til erstatning for det etablerede. Det viser nok især, at ’de unge’ måske ikke har meget andet end alderen til fælles. Mange af dem rejser fra land til by, dels for at kunne klare sig økonomisk, dels som oprør mod de autoritære forhold på landet. Måske overser man, at de unge, der bliver tilbage på landet, netop accepterer den konservative autoritetsstruktur,« siger Stig Jensen.

»Der er jo traditionelt stor autoritetstro i afrikanske samfund, hvor især ældre mennesker har meget indflydelse. I Zimbabwe bakkede de op om Mugabe og gør det måske også nu om hans 75-årige efterfølger.«

Et vidunderligt land

Den unge filmdokumentarist Anna Hansen genkender billedet fra arbejdet med en film om den gruppe, man kalder born-free, de unge, der er født efter landets selvstændighed.

»Det er en lidt nedsættende etiket, de får på sig,« fortæller hun i telefonen fra hovedstaden Harare.

»De får at vide, at de slet ikke forstår, hvor meget de skal værdsætte frihedskampen, og hvor meget de bør takke Mugabe. Men samtidig er begrebet en vildt ironisk betegnelse, for de er jo slet ikke frie; de har ingen job, ingen penge, ikke rigtig nogen fremtid. Det er vildt surt at være 30 år og bo hos far og mor, fordi man ikke har råd til at flytte hjemmefra. De kæmper for overhovedet at blive hørt – det er en vild kontrast til Danmark, hvor alt jo nærmest handler om ’de unge’.«

Anna Hansen er for første gang i Afrika syd for Sahara, og hun fortæller med samme begejstring som mange andre danske førstegangsgæster:

»Hvor er Zimbabwe dog et vidunderligt land! Folk er så interesserede og venlige og varme og fulde af liv og glæde – det er en vild kontrast til, at de rige danskere føler sig så utilfredse. De er så positive! Jeg tror, det har noget at gøre med, at de har en stærk tradition for sammenhold og at komme hinanden ved.«

Zimbabwes unge »drømmer alle om det samme: at få et arbejde, at tjene nogle penge, at få noget stabilitet og nogle frihedsgrader ind i deres liv. Dén problematik er vist ret udbredt i andre afrikanske lande.«

Også dokumentarinstruktør Camilla Nielsson er i Zimbabwe med fotograf Henrik Ipsen. De følger blandt andet den unge oppositionsleder Nelson Chamisas valgkamp indefra som en opfølgning til deres prisvindende dokumentar om landets forfatningskamp, Democrats, der havde premiere i 2015.

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Zennaro

I det hele taget kunne det være dejligt med flere artikler fra hele Afrika.