I eliten ligner de hinanden, bogstaveligt talt. De er mænd over 1,80 meter

Chefen for den globale koncern Siemens, Joe Kaeser, blev sidste år stillet spørgsmålet, hvorfor skellet mellem rig og fattig mon bliver større og større i et land som Tyskland.

»Der er nok mange lønmodtagere, der ikke skaber formuer i kraft af aktier,« lød det friske svar fra Siemens-chefen, der selv har en samlet årsindtægt på op mod 50 mio. kroner.

Anekdoten stammer fra den tyske eliteforsker Michael Hartmanns spritnye bog, De virkelighedsfjerne. Med analyser af forholdene i Tyskland og med afstikkere til Frankrig, Storbritannien og USA advarer han her mod, at de små og sammenspiste nationale eliter er en direkte trussel mod demokratierne i den vestlige verden.

Hartmanns forbløffelse over Joe Kaesers udtalelse har endnu ikke lagt sig, da Information spørger ind til hans bog om eliternes parallelsamfund, som han ser som en trussel mod de vestlige demokratier.

»Jamen, joken er jo, at Kaeser ikke engang har fantasi til at forestille sig, at der er millioner af tyskere med fuldtidsjob, der ikke er i nærheden af at kunne sætte penge til side til aktier,« siger han.

»Derfor er det et godt billede på, hvordan eliterne er ved at miste forbindelsen til den brede befolkning.«

Hartmanns pointe understreges ikke bare af den beskedne tyske mindsteløn på ca. 67 kroner. Den udpensles også af den skæve formuefordeling, hvor de nederste 50 procent af tyskerne blot besidder ca. én procent af den samlede nettoformue, mens de øverste to procent sidder på ufattelige formuer og modtager mere end en tredjedel af de summer, der årligt går i arv i Tyskland.

Høje herrer

Siden 1990’erne har Michael Hartmann brugt en stor del af sin karriere som sociologiprofessor på empirisk forskning i de tyske og vestlige eliter, som han i bogen betegner som »en virkelighedsfjern selvrekrutteringsmaskine«.

Emnet er kun blevet mere interessant med tiden, fordi eliternes magt øges, og elitebegrebet bruges i flæng i disse tider – især af højrepopulistiske bevægelser, der iscenesætter sig som den folkelige modsætning til eliterne i eksempelvis Paris, Bruxelles eller Washington, mener Hartmann.

»Populismens sejrstog skyldes i høj grad de økonomiske eliter, der trods skandaler som Panama- og Paradise-Papers udviser en komplet ligegyldighed over for deres små numre og dermed almindelige skatteborgere,« mener Michael Hartmann.

»Dertil kommer den neoliberale politik, som eliterne har fremmet. Det har gødet jorden for revolten fra højre.«

Før han forklarer sammenhængen, giver han denne simple standarddefinition på begrebet eliter: Det er personer, der i kraft af deres job eller deres formue har afgørende indflydelse på samfundet. For lande som Tyskland og Frankrig handler det om et sted mellem 1.000 og 4.000 personer.

Hertil hører bl.a. politiske eliter som ledende ministre, juridiske eliter som forfatningsdommere og økonomiske eliter som CEO’s i multinationale selskaber som Siemens. Hvis man derimod er milliardær og bare beholder sine milliarder i banken, hører man ikke til eliten. Altså indtil man begynder at bruge sine milliarder på f.eks. politiske tænketanke.

Eliternes interne reproduktion, eliteuniversiteternes betydning og de økonomiske eliters (finans) industrielle forudsætninger varierer en del mellem lande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Men fælles er det, at eliterne i overraskende grad ligner hinanden, mener Michael Hartmann.

Det gælder ikke bare biografisk, idet de i deres familier og på eliteuniversiteterne har mødt de rigtige kredse og tillært sig den elitære adfærd. Også fysiologisk ligner de største virksomheders bestyrelsesmedlemmer hinanden med en klar statistisk overrepræsentation af mænd på over 1,80 meter.

Dette kuriøse faktum bekræfter ifølge den tyske sociolog, at man i disse lukkede kredse tenderer til at udvælge folk, der ligner en selv.

Samme ståsted

»Den økonomiske elite har altid levet afsondret og privilegeret i forhold til resten af samfundet,« siger Michael Hartmann.

»Det har derimod været en tendens de sidste årtier, at eliterne fra politik, forskning og medier også er begyndt at leve i mere lukkede og selvrekrutterende kredse, hvor de ikke har meget berøring med det brede samfund.«

Alligevel har de stor magt og indflydelse på hele samfundet. Et eksempel er de vigtigste journalister og meningsdannere.

»Begrebet ’løgnepressen’ er noget vrøvl, for journalisterne lyver ikke. De ser bare verden fra deres perspektiv,« siger Hartmann og minder om, hvor meget de førende medier i USA fejlvurderede både Hillary Clintons og Donald Trumps vælgerappeal.

»Det er ikke, fordi journalister er uempatiske, dumme eller dårlige journalister. De kommer bare med deres ståsted og erfaringer, og de minder nu engang meget om hinanden. Vurderet ud fra deres ophav har de stort set ikke berøring med arbejderklassen eller de laveste grupper i samfundet.«

To tredjedele demokrati

Hvis man er vokset op i en stærkt velhavende familie, har man statistisk en langt større tendens til at se social ulighed som nødvendig for samfundet, mens statsgæld og en voksende socialstat tolkes som de største samfundsproblemer.

Netop dette syn på samfundsøkonomien har eliterne de sidste årtier haft succes med at sprede i næsten hele det politiske spektrum, mener Michael Hartmann.

Konsekvensen har været de skattelettelser og dereguleringer, som i 1990’erne og 00’erne kom til det europæiske kontinent med over et årtis forsinkelse i forhold til den neoliberale bølge i USA og Storbritannien.

Men i dag skrumper middelklassen langsomt men sikkert i de fleste vestlige lande, og det skaber usikkerhed, selv om realindkomsterne har været forholdsvist stabile for den midterste halvdel af samfundet. For de nederste 40 procent er den nemlig faldet, mens den er stukket af for de øverste ti procent og ikke mindst for de allerøverste promiller i den økonomiske elite. Og de har samtidig fået stadig større magt, mener Michael Hartmann.

Denne udvikling gør, at den nederste halvdel af befolkningen ikke længere tror på, at de bredeste skuldre bærer det tungeste læs.

»De mister troen på, at den enkeltes præstation kan være vejen op. Desuden satte finanskrisen spørgsmålstegn ved eliternes helt centrale løfte i den neoliberale politik: At den store liberaliserings- og privatiseringsbølge ville gavne alle i samfundet.«

– Men alle har jo chancen i de vestlige samfund – muligheden for at uddanne eller arbejde sig opad?

»Teoretisk har alle chancen for at stige til tops. Men i praksis får børn fra de laveste sociale lag dårligere karakterer trods identiske præstationer, de bliver ikke anbefalet at gå i gymnasiet trods identiske karakterer osv. Jo højere vi kommer op i uddannelsessystemet, desto mere effektivt er børn fra dannelsesfjerne lag sorteret fra. Børn fra socialt svage områder er helt holdt op med at tro på deres chancer og på, at politikerne repræsenterer dem,« siger Michael Hartmann.

»Med tiltag som den danske ghettolov må man formode, at den fornemmelse forstærkes,« tilføjer han.

I lande som Tyskland og Frankrig har denne tendens allerede ført til et ’totredjedeldemokrati’, hvor den nederste tredjedel helt er holdt op med at stemme. Alternativt begynder de nu at stemme på de mest skingre populister.

Eliternes fortælling

Udsagnet om, at den neoliberale politik ligner en vindermodel i det succesrige Tyskland, får Michael Hartmann til at protestere kraftigt.

I hans øjne ligger den største del af den tyske succes tværtimod i, at landet har bibeholdt sin industri og ikke har foretaget den vending mod en serviceøkonomi og finansindustri, som de neoliberale økonomer ellers anbefalede fra 1980’erne og frem.

Historien om de vigtige mellemstore tyske familievirksomheder, som skaber millioner af job og holder den tyske eksportøkonomi på vinderkurs, tror han heller ikke på. Den er ellers et typisk tysk argument for lave skatter og for, at »vi tyskere skal passe på vores industrieliter«, fortæller Michael Hartmann.

»De fleste af de mellemstore familievirksomheder er kapitalselskaber, og dem er der 800.000 af i Tyskland. Siden 1991 er gevinsterne fra disse virksomheder tredoblet, men i det samme tidsrum er investeringerne gået massivt tilbage,« siger sociologen.

»I 1991 blev halvdelen af overskuddene investeret i virksomhederne, altså i morgendagens arbejdspladser. I 2015 var det ca. fire procent. I dag flyder overskuddene ud på finansmarkederne eller går til konsum i familierne bag virksomhederne.«

Derfor er det i Hartmanns øjne også et pseudoargument, at det ikke skulle være muligt at genindføre formueskatten og øge de virksomhedsskatter, som blev sænket markant i 1990’erne og 00’erne. Men »tyskerne har nu engang købt den anden fortælling, der er til eliternes fordel«, som han formulerer det.

Politik på gaden

I sin bog foretager Hartmann en ganske polemisk gennemgang af eliterne i flere vestlige lande.

For Tysklands vedkommende ser han det som symptomatisk, at der er kommet flere politikere fra storborgerlige familier med akademisk baggrund i netop den neoliberale ære, hvor Helmut Kohls konservative regering blev afløst af Gerhard Schröders socialdemokratisk ledede regering.

»Som i Holland, i britiske New Labour og flere andre lande har det tyske socialdemokrati oplevet en stærk akademisering. Andelen af arbejderbørn er faldet støt, mens akademikere fra den offentlige tjeneste har taget over og skabt et mere lukket kredsløb,« siger Michael Hartmann, der holder fast i, at de trods akademiseringen af hele samfundet stadig er stærkt overrepræsenteret.

– Men for godt et år siden stod en boghandler til at blive kansler?

»Ja, Martin Schulz var som faglært boghandler en absolut undtagelse i SPD. Det viser, at det ikke er umuligt. Men for en generation siden var SPD-spidser typisk fagforeningsfolk, der selv havde en faglig uddannelse bag sig og havde helt andre erfaringer end de økonomer, jurister og politik-karrieremennesker, der dominerer billedet i dag,« siger Hartmann.

Han mener, at sidste vinters store vælgeropbakning til SPD på over 30 procent – den såkaldte Schulz-hype – opstod, fordi Schulz lovede et alternativ til den neoliberale politik. Det viser behovet for et alternativ mod venstre.

Men for det første hæmmes venstrefløjspartiet Die Linke stadig af den dybe antikommunisme i det gamle Vesttyskland. For det andet er der – især efter SPD’s deroute – ingen realistiske regeringsmuligheder for venstrefløjen. Og for det tredje har flygtningekrisen boostet højrefløjen, som med sit identitetspolitiske fokus ikke giver realistiske bud på eliternes demokratiskadelige indflydelse.

Michael Hartmann ser ikke meget lys på venstrefløjen – heller ikke i form af den gryende tyske, systemkritiske samlingsbevægelse Aufstehen.

»Mine sønner, som i øvrigt er læger, er begge gået med i Aufstehen-bevægelsen, fordi der nu endelig sker noget på venstrefløjen. Jeg er mere skeptisk, nok fordi jeg kommer fra en generation, der mest har lavet politik på gaden og har som motto, at tingene skal ændre sig nedefra, hvis de skal føre til forandringer. Her har jeg svært ved at vurdere, om projektet Aufstehen bliver mere end en kortlivet bevægelse på internettet.«

Labour som løsningen

Det altafgørende er i sociologens øjne, at partierne i den vestlige verden atter åbner sig mere mod det brede samfund.

»Tag et parti som SPD. De er tvunget til at åbne og forny sig fra top til bund, hvis det ikke skal gå helt til bunds som socialisterne i Frankrig eller socialdemokraterne i Holland,« mener han.

Indholdsmæssigt er hans skræmmebillede Emmanuel Macron, som han ser som »elitær og eksklusiv i enhver hensigt«: hans uddannelsesforløb, hans karriere og hans politik.

»De neoliberale reformer i Frankrig er altid foregået med lempe især pga. presset fra fagforeningerne. Men nu tager Macron for alvor fat – uden nævneværdig modstand. Det er en klassisk sammensmeltning af eliterne og en neoliberal politik, som især kommer eliterne til gode.«

Men det positive modbillede findes, mener Michael Hartmann, der ikke overraskende peger på britiske Labour og deres stærke medlemsfremgang som eksempel.

»Labour har efterhånden udskiftet hele deres ledelse, så kun en femtedel stammer fra det højere borgerskab, mens hver anden kommer fra en arbejderfamilie. Det er et signal om at ville lave politik for alle,« siger han.

»Der er nærmest sket en politisk vækkelse i den britiske ungdom, hvor to tredjedele har valgt eller vil vælge Labour. De tror på, at tingene kan ændre sig til det bedre. Det er jo drivkraften for ethvert engagement.«

Få overblik fra morgenstunden

Vi sender dig dagens vigtigste artikler fra Information. Et miks af nyheder, debat og det tunge stof.

E-mail *

Leave this field blank