Læsetid: 4 min.

EU’s grænser er rykket langt ned i Afrika

Gennem årtier har indbyggerne i en central transitby i Niger levet af at brødføde og huse forbipasserende migranter på vej fra syd mod nord. Men efter europæisk pres har regeringen slået hårdt ned på menneskesmuglerne
I Agadez i Niger har en målrettet indsats mod migrationsbranchen forandret samfundet. På billedet ses migranter, der er blevet afvist ved den algeriske grænse.

I Agadez i Niger har en målrettet indsats mod migrationsbranchen forandret samfundet. På billedet ses migranter, der er blevet afvist ved den algeriske grænse.

Francesco Bellina

30. august 2018

AGADEZ – »Byen har en århundrede lang tradition for at være i bevægelse. Siden middelalderen har Agadez levet af gennemrejsende, af mennesker i transit.«

Hans hoved er bundet ind i en hvid taguelmoust, tuaregernes turban. Sidste år blev byen Agadez i det centrale Niger beskrevet som en knudepunkt for menneskesmugling i medierne. Nu er byens borgmester, Rhissa Feltou, bekymret for, at en nyligt indledt offensiv mod migrationen kan føre til ny ustabilitet i området.

»Migranter kom forbi på deres vej til Libyen,« fortæller han. »Og deres penge var en indsprøjtning direkte til byens økonomi. For butikkerne og servicefagene.« Det stoppede brat i slutningen af 2016, da Nigers regering, efter europæisk pres, begyndte at håndhæve loven om ulovlig menneskesmugling, som blev vedtaget i 2015.

Siden da er næsten 200 chauffører og mellemmænd blevet arresteret, hvilket har fået flere tusinde andre til at forlade de engang så lukrative job.

Rhissa Feltou har det ligesom mange andre i Agadez. Den nye, hårde linje har ført til »frustration og afmagt«. Og så har det vakt spøgelserne fra de to bevæbnede oprør, der har hærget det nordlige Niger gennem de seneste 30 år, til live igen.

»Hele økonomien er blevet kvalt, og der er ikke kommet noget nyt til at erstatte den. Agadez er alene om at bære byrden fra en beslutning truffet i Bruxelles,« siger borgmesteren.

Han erkender, at EU-midler kommer til at spille en central rolle i at udbedre nogle af tabene.

»Men det er ikke tilstrækkeligt til at skabe varende løsninger.«

Rejser udenom

De officielle tal, der baserer sig på International Organization for Migrations opgørelser, viser et drastisk fald i antallet af mennesker, der rejser igennem det nordlige Niger på vejen til Libyen. I 2016 vurderede man, at 290.000 bevægede sig ad den nordgående ørkenrute. I 2017 var det blot 35.000.

Statistikkerne indfanger imidlertid ikke tilblivelsen af alternative ruter. Som Agadez’ regionale politichef forklarer:

»For chaufførerne handler det nu om at passere forbi: at undgå checkpoints og politiets patruljer ved at køre ad en længere og farligere rute.«

Ikke desto mindre bekræfter han, at markant færre migranter rejser igennem Agadez end for to år siden.

Sibri, en migrant fra Mali, har i månedsvis siddet fast i Agadez’ ’ghetto’.

Francesco Bellina

I den gamle bymidtes sandblæste gyder, hvis gamle lerbygninger er fredet som en del af UNESCO’s verdensarv, beklager folk sig over de effekter offensiven mod migranter har haft på den lokale økonomi.

Men dem, der har lidt mest, bor i udkanten af byen, tæt på de garager og gårdhaver, der indtil for nylig fungerede som ’ghettoer’ for de forbipasserende migranter. Blandt disse er Fatoumata Adiguini og hendes mand Mohammed Chegou.

Mohammed Chegou er en godt bygget tuareg-mand i midten af 40’erne. Han drev engang en af byens største ghettoer.

»Når det gik bedst,« forklarer han, »kunne jeg huse 100 migranter om dagen. Nogle gange flere.«

En traditionel seng lavet af sukkerrør er i dag det eneste, der er tilbage fra deres engang velhavende liv.

»Jeg havde en lille villa og var i stand til at gifte mig med to koner og opfostre ni børn, ligesom jeg havde råd til at tage mig af andre familiemedlemmer,« siger han i et bittert tonefald.

I dag rækker familiens opsparing kun til et lille stykke ubebygget jord i et fattigt kvarter. Kun nogle spartansk byggede pavilloner skærmer dem fra den barske sol over Sahara.

»Mine venner er blevet arresteret som menneskesmuglere, så jeg besluttede mig for at forlade branchen,« forklarer han.

En hel bilpark fyldt med konfiskerede biler.

Francesco Bellina

Risikerer prostitution

Hans første kone, Adiguini, har lidt samme skæbne. Hun arbejdede som kok for dem, der boede i hendes mands ghetto, og har altså også mistet sin eneste indkomstkilde.

»Jeg kunne tjene op til 35.000 cfa-franc om ugen (knap 400 kroner, red.). Begge min teenagedøtre gik regelmæssigt i skole,« siger hun.

Nu er hun bange for, at »de måske forfalder til prostitution, fordi vi ikke har mulighed for at forsørge dem, betale for deres uddannelse eller finansiere en medgift.«

Sammen med 70 andre kvinder, der tidligere arbejdede i Agadez’ enorme migrationsbranche, har Adiguini etableret en uformel gruppe, der vil samarbejde om at søsætte nye forretninger.

»Det er svært. Vi har ingen ressourcer. Men i det mindste kan vi tale sammen om vores problemer og støtte hinanden,« konstaterer hun.

Maria, en nigeriansk immigrant, er blevet tvunget ud i prostition.

Francesco Bellina

Ud over de økonomiske problemer er der kommet en strøm af udlændinge til byen. Denne gang kommer de fra nord på vej sydpå. Siden maj 2017 er mere end 25.000 migranter blevet deporteret fra Algeriet til Niger, mens cirka 2.000 sudanesere er kommet til Agadez for at søge asyl. I en allerede presset situation ser mange lokale på deres tilstedeværelse med modvilje.

»Det er en konsekvens af, at Europa har flyttet dets grænser hertil for at forhindre folk i at nå frem til Middelhavet,« siger borgmester Rhissa Feltou.

»Jeg vil officielt anmode om, at Agadez optages i EU,« tilføjer han med et anstrengt smil.

Oversat af Mathias Sindberg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Interessant oplysning Anne A. Gad vide, hvor uran-pengene går hen? Til Niger-despoter, vel sagtens! Måske burde Frankrig så optage Agadez som en kommune i Frankrig og sørge for en udjævning af uran-provenuet, for dermed at stoppe migrationen. Hva' ba EU? (ånds-pygmæer), hvor svært kan det være?

Touhami Bennour

Folk spiser ikke penge, helle ikke i Niger, penge skal altid investires også til ar tjene de rige i pengepung. En investiring også i luksus hoteller er nyttig for landet. det giver valuta og arbejde. Så hvis der mangler hoteller i Niger , skal bruge penge i Motropolen dvs i Paris, Og det er den moderne imperialisme betyder. Hvor mange leder og andre sætter deres penge i Paris , London, Lazane etc. De afsatte leder fra revolte har en beholdning på milliarder i vestlige banker. Og de er tabt penge, fordi bankerne kender kun ejere, og folket ejer ikke noget. Hvor kommer den vestlige rigdom fra?

Kan være at den nigerske uranmine grænser op til amerikanernes spritnye dronebase. Nu behøver amerikanerne nemlig slet ikke høre om dronedrab. De skal nemlig styres langt væk fra de amerikanske medier, nemlig her fra Niger.....