Læsetid: 5 min.

EU’s stat- og regeringschefer må række Theresa May en lillefinger, hvis ikke Brexit skal ende i ’no deal’

Brexit-forhandlingerne går ind i en ny og anderledes fase, når de torsdag og fredag genoptages oven på sommerferien med møder mellem parterne i Bruxelles
En fremtidig brexit-aftale vil afhænge af, om EU vil gå på kompromis med Michel Barniers (på fotoet) slogan om, at briterne ikke kan »vælge og vrage« i EU’s indre marked. Hidtil har svaret fra franskmanden været et blankt ’non’. Briterne må enten være ude eller inde. 

En fremtidig brexit-aftale vil afhænge af, om EU vil gå på kompromis med Michel Barniers (på fotoet) slogan om, at briterne ikke kan »vælge og vrage« i EU’s indre marked. Hidtil har svaret fra franskmanden været et blankt ’non’. Briterne må enten være ude eller inde. 

Ritzau Scanpix

16. august 2018

De dage, hvor EU-Kommissionens chefforhandler, Michel Barnier, sad alene i EU’s førersæde og gang på gang kunne sige »dur ikke« til de forskellige britiske forhandlingsforslag, er forbi.

Den sidste slutspurt i forhandlingerne, som skal afsluttes sidst i oktober, vil i stedet bære præg af, at EU’s nationale stats- og regeringschefer på de indre linjer skubber Barniers dur ikke-kurs lidt til siden, for at sikre sig, at en aftale kommer i hus.

Sådan går det i hvert fald, hvis den britiske premierminister Theresa May får det, som hun ønsker sig.

May har brugt sommerferien på at rejse rundt og besøge sine europæiske kolleger. Hendes mission er simpel: Hun satser på at få stats- og regeringschefernes hjælp til at bløde op for Barniers hårde forhandlingskurs, ved at appellere til deres nationale særinteresser og til, at Europas geopolitiske fremtid står på spil.

Enten eller

Når det kommer til stykket repræsenterer Barnier EU-Kommissionen, som er sat i verden for at forsvare traktaten og integriteten af EU’s indre marked.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Torben K L Jensen
Alvin Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mon ikke det bedste ville være en ny afstemning inden det hele bryder sammen, jeg er sikker på, at man pt. bruger en masse spildte kræfter.

Jens J. Pedersen

Man kalder det et medlemsskab, men...
Det er som at være medlem af Jehovas Vidner.
Brexit må få mange til at rotere. Det er ikke almindelig medlemsskab. Nationerne i EU er besatte som staterne i Sovjetunionen.

Alvin Jensen, Flemming Berger, Bo Carlsen, Peder Bahne og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Michael Friis

Det pudsige, at hvor regeringen i UK virker lidt som en hovedløs joke, så er det i virkeligheden komplet lige meget, da EU siger nej til alle forslag. Det er en gordisk knude.
Interessant har dygtige Margrethe Vestager sideløbende skrevet mega store bøder til f.eks. Google. EU vil ikke have, at Google (og andre) sælger deres produkter som pakker (bundles), da det giver Google en konkurrencefordel. Interessant er det præsis, hvad EU samtidig forlanger af UK. "Tag hele pakken". Moral er godt - og dobbeltmoral er dobbelt så godt.
Jeg forudsiger, at EU og UK ender med at lave en samarbejdsaftale via et topmøde mellem Berlin og London. Tyskland vil have en aftale trods Brussels' magtarrogance og ligegyldighed overfor befolkningernes bedste. UK vil have en aftale, men skal redde æren overfor nej flertallet.

Mihail Larsen

Overskriften og manchetten kunne være taget som direkte ud af den britiske udenrigsministers (Hunt) misinformative speak. Det er - og har hele tiden været - en stædig fantasi og illusion hos britiske politikere, at hvis blot de blev ved med at opføre sig som de tre aber, der tilsammen hverken kan se, høre eller tale, så ville EU til sidst blive så trætte af dem, at EU ville bøje sig for de britiske krav. De britiske politikere forsøger at bilde sig selv og alle andre ind, at EU i sidste ende vil gøre hvad som helst for at undgå Brexit. Og kan de ikke opnå det med Barnier (der er sat til at forsvare EU's principper og interesser), så kan man - tænker de britiske politikere - altid forsøge sig med at så splid mellem de øvrige EU-lande (Trumps velkendte metode) eller direkte true med at løbe fra regningen (en anden af Trumps metoder) eller i sidste ende gøre Brexit-UK til et kæmpe skattely lige uden for EU (har også visse lighedstræk med Trumps vilkårlige handelspolitik).

Til indenrigs brug kan man fodre den britiske boulevardpresse med misvisende oplysninger om EU, puste til folkedybets had til Bruxelles (som man selv har fremkaldt), foregøgle vælgerne, at Brexit er den direkte adgang til frihed, uafhængighed og velstand (selv om alle ædruelige økonomer længe har sagt det modsatte). May kan også - som det på det sidste er fremgået - forholde sin egen regering oplysninger om EUs diplomatisk overleverede holdning til hendes plan, før den skulle behandles og vedtages i kabinettet. For en sikkerheds skyld hjælper det hende også, hvis de mere og mere graverende beviser på valgsvindel og direkte russisk finansiering af Brexit-kampagnen fejes ind under et gulvtæppe.

Heldigvis for regeringen har den heller ikke nogen handlekraftig opposition. Den ledes nemlig af Corbyn, der har allergi over for EU og fantaserer sig til, at man bedre kan indføre 'socialismen i ét land' ved at stå uden for EU. Selv, hvis det skulle lykkes for Labour at vælte den konservative regering, er det ikke nogen garanti for, at Brexit aflyses. Corbyn er ligefrem modstander af en ny folkeafstemning, selv om de britiske meningsmålingerne nu éntydigt peger på, at der er et klart flertal i befolkningen for en forbliven i EU. Han deler øjensynlig Enhedslistens standpunkt: At progressive beslutninger, der stammer fr EU, skal afvises - fordi de kommer fra EU.

Så - hvorfor skulle Barnier dog bøje sig for det utålelige, selviske britiske krav om særbehandling - i strid med EUs grundlæggende og grundliggende solidariske principper?

Det bliver en lettelse at slippe af med Storbritannien, der har været hovedansvarlig for, at EU ikke har kunnet udvikle sig i retning af en social dimension. Efter Brexit tipper balancen i EU - væk fra den énsidige fokusering på handel og marked henimod en social velfærdsunion.

Palle Jensen, Ole Henriksen, Jørgen Larsen, Thomas Andersen, Torben Lindegaard, Søren Knudsen, Toke Andersen og Søren Nørgaard anbefalede denne kommentar

Hvad skulle vi dog med en social velfærdsunion? Fagforeningerne er allerede kastrerede gennem unionens anarkistisk fri bevægelighed for arbejdskraft, profit og beskatning.

Alvin Jensen, Michael Friis, Flemming Berger, Torben K L Jensen og Jack Køhler anbefalede denne kommentar
Søren Nørgaard

En ensidig politisk betragtning uden konsekvensovervejelser.
Naturligvis skal og må både Barnier og EUs statsledere fastholde EUs enhed. Alternativet, som Jeppe Matzen plæderer for, vil i udvikling indebære en nedlæggelse af EU og dermed nedlæggelsen af ikke kun et eksperiment men en overordentlig succesrig forening af det europæiske kontinent.

Artiklen eller rettere det partsindlægget benytter et af den populistiske bevægelses fremmeste værktøjer, det negative spørgsmål: Hvorfor ikke? uden nogen hensigt om at forsøge at besvare samme spørgsmål eller rettere alene for at agitere for, at opnå, hvad man vil ha'. Samme strategi, som børn benytter - henvisningen til at Ole fik da (Schweiz) og Peter (Ukraine), så hvorfor må jeg ikke. Men det er lange historier Jeppe. De handler om noget ganske andet og om du har interesse, skal der nok være nogen, der kan give dig en indføring - men har du faktisk interesse eller er der blot tale om opportunistisk sammenblanding af æbler og pærer. Jeg tror det sidste.

Jamen det er "bare" politik siger du. Og ja, det er det, men du tager ganske fejl, om du tror at politik er et "bare". EUs grundlag udgør et rationelt hele - en politisk konstruktion, hvor delene tilsammen udgør en enhed og fjerner eller svækker du en del, da bliver hele konstruktionen usikker. Det er muligt at ændre en konstruktion men kun, om hele konstruktionen gentænkes. Et rationelt hele er som en bygningskonstruktion - man kan ikke "bare" mene, at en støttepille kan fjernes med samme argument som et tæppe i anden sammenhæng kunne undværes.

Frederik Rytzel, Henrik L Nielsen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Michael Friis

Mihail Larsen
Du skriver bl.a. "Til indenrigs brug kan man fodre den britiske boulevardpresse med misvisende oplysninger om EU, puste til folkedybets had til Bruxelles"
Jeg mener, at det er noget sludder. Pressen i UK med BBC i spidsen, ser Brexit som en ulykke i mange nyheder. The Telegraph er som den store konservative avis EU skepsis.
Men hvad med at se nogle fakta i stedet - via google
"UK imports from the EU were £341 billion (53% of all UK imports). ... The UK had an overall trade deficit of -£67 billion with the EU in 2017. A surplus of £28 billion on trade in services was outweighed by a deficit of -£95 billion on trade in goods.31 Jul 2018"
Hvem har derfor mest interesse i samhandel? EU.
MHT Ruslands indblanding i UK (og USA) er det er påstand - men hvorfor skulle Rusland blande sig? Rusland vil ikke være isoleret. Og vi har interesse i at have et godt forhold til Rusland.
Tilsvarende i USA. Det er med stor sandsynlighed bevist, at Demokraterne modarbejdede Bernie Sanders til fordel for Hillary Clinton. Men at Rusland hjalp Trump er et postulat - indtil videre.

Du skriver videre "Så - hvorfor skulle Barnier dog bøje sig for det utålelige, selviske britiske krav om særbehandling - i strid med EUs grundlæggende og grundliggende solidariske principper?"
Svaret er, at det skal han for at sikre et godt forhold mellem EU og UK, hvilket er i fælles interesse. Jeg medgiver, at han ikke har mandat til det.

Torben K L Jensen

Lad os antage at Danmark skulle ud i en afstemning som Brexit - ville et af de bedste argumenter for at sige nej være at illiberale regimer som visegrad-gruppen i EU ikke skal have indflydelse på den danske lovgivning - Og forresten - Måske bliver Brexit begyndelsen til afviklingen af den neo-librale dagsorden i kommisionen der forhindrer de nødvendige investeringer i klimasikring og grøn omstilling der presser mere og mere på. I hvert fald vil Italien skide højt og flot på finanspagten efter bro-kollapset i Genova.

Mihail Larsen

Michael Friis

Enhver har ret til sine egne holdninger, men ikke til sine egne fakta. Du har tydeligvis nogle holdninger, men de 'fakta', du påberåber dig, er ikke meget bevendte.

1. Den britiske boulevardpresse
Alene formuleringen "Pressen i UK med BBC i spidsen" dokumenterer, at du ikke ved, hvad du taler om. BBC er for det første ikke en del af boulevardpressen, og for det andet har BBC igennem en årrække været så kraftigt intimideret (lidt lige som kritikken af DR, bare endnu værre) af netop boulevardpressen og den konservative regering, at institutionen i dag er fuldkommen tam og konfliktsky. Det er lige før, boulevardpressen betegner BBC som 'an enemy of the people'. The Telegraph er ganske rigtigt en anerkendt, konservativ avis, men den redigeres på en måde, der får Berlingske Tidende til at fremstå som en venstreorienteret publikation. Den egentlige boulevardpresse (som du åbenbart ikke kender og læser) - såsom The Sun og The Daily Mail er rene propagandapublikationer for Brexit.

2. EU-UK handelsbalance
UK's ugunstige handelsbalance i forhold til resten af EU skyldes ikke mindst den britiske industris manglende konkurrencedygtighed, men det er ikke de vigtige her. Tabet af EU-landenes handelsoverskud i forhold til UK kommer til at føles meget mindre end briternes tab af eksport, fordi UK kun har 66 mio. indbyggere, medens resten af EU har 446 (opgjort i januar 2017). EU vil ikke sætte hele sin konstruktion og sit indre sammenhold i fare for at høste det i forhold til sin størrelse beskedne, økonomiske tab. Desuden vil UK stadigvæk være mere afhængig af import fra EU efter Brexit, end EU vil være afhængig af eksport til UK.

3. Ruslands mulige indblanding
Du må have et ganske særligt filter for at have undgået at vide, at samtlige amerikanske efterretningsbureauer har fastslået og bevist, at der har fundet russisk infiltration sted i forhold til det amerikanske præsidentvalg. Den nuværende polemik går kun på, om republikanerne (Trump) bevidst samarbejdede med russerne. Det er det Mueller skal finde ud af - og han har allerede sigtet en større gruppe russere og firmaer, samt enkelt amerikanere med tætte forbindelser til Kreml.
Tilsvarende med Brexit, hvor der for nyligt blev offentliggjort en rapport, som afslører intensiv kontakt mellem den russiske ambassadør i London og hovedsponsoren bag Brexit, Arron Banks (https://www.google.com/url?q=https://www.theguardian.com/uk-news/2018/ju...).

4. Sanders og Hillary
I forhold til Brexit-diskussionen og spørgsmålet om russisk infiltration er dine bemærkninger desangående what-about-ism.

USA og Ruslands ageren i det digitale univers adskiller sig fra hinanden deri, at vi hører om Ruslands. Spørg Merkel.

Michael Friis

Mihail Larsen
1. Jeg er enig i din observation om BBC. Prøv dog at se på BBC.co.uk Deres tophistorier minder mig om et formiddagavis. Dog med seriøs font

2. Her må vi nok konstater at vi er uenige.

3. Anklager ja og mange. Beviser få. Endelig afgørelser afventes og de kommer måske aldrig. Og hvis de kommer. Er de så troværdige?

4. Tja

Mht fakta og brug af disse så synes jeg generelt at det er vigtigt ikke at fortabe sig alt for meget i detailerne. Er morllle en sten?

Mihail Larsen

Vildledningens former

Der er mange måder, man kan omgås sandheden på. Den mest regulære er naturligvis at holde sig til fakta og argumentere logisk. Da sandheden ofte er kompliceret, kan man blive nødt til at blive nuanceret og gå i detaljen. Ofte stikker pointen netop i detaljen. Det kan derfor virke højst forbløffende at læse Michael Friis' afsluttende statement: "Mht fakta og brug af disse så synes jeg generelt at det er vigtigt ikke at fortabe sig alt for meget i detailerne." Her har vi det moderne vestlige samfunds normalforståelse.

Hvis man ikke blot vil omgås, men omgå sandheden, må man ty til vildledning. Her står en række former til rådighed. Man kan

lyve
- ved mod bedre vidne at fremsætte falske påstande om
realia, der mere eller mindre let kan afsløres ved factacheck. (Trump har efter sigende fremsat mere end 2.000 sådanne og forøger dagligt antallet med et to-sifret antal.)

benægte
- oplysninger, data og fakta uden nogen form for logisk-rationel-faktuelt modargument (à la den danske traver: "Hvis det er fakta, så benægter jeg fakta!), Her er Trump også suverænt førende.

betvivle
- informationer, dokumenter og indicier ud over al rimelig tvivl. Her er vi på vej over i konspirationsgenren, der lever - omkostningsfrit - af at benægte observationer, dokumentationer og data ved simpelthen at erklære, at de nok er
fake news, fordi der ikke foreligger et bevis. Det forhindrer ikke de samme mennesker i at tro på f.eks. Putin, da han bedyrerede, at han ikke kendte noget til 'de grønne mænd', der besatte Krim, men efterfølgende roste sig af sin snedighed,

forvirre
- åbenlyse og dokumenterede kendsgerninger ved at mudre dem til med et utal af andre mulige grunde. Man afviser altså ikke fakta, men drukner dem i myriader af andre mulige grunde, så en læser eller observatør bliver helt rund på gulvet,

bortforklare
- der er beslægtet med 'forvirre', men går skridtet videre ved at påstå og hævde, at nogle af disse påståede mange
andre grunde måske er mere vigtige (det kan f.eks. være, at 'de andre' er lige så slemme, at det måske endda var dem, der begyndte),

snakke udenom (whataboutism)
- der f.eks. viser sig, når man inddrager irrelevante, andre eksempler (Michael Friis' henvisning til konflikten mellem Sanders og Hillary er et klart eksempel). Hvorfor tale om EU, når børn sulter i Afrika? Hvorfor kritisere Trump, når Erdogan er lige så slem? Den slags kommunikationsstrategi er dødbringende for demokratiet, fordi den gør alting lige-gyldigt.

Og så er der den gyldne model, som dele af venstrefløjen har overtaget fra den mest retarderede del af liberalismen:

mene
- hvad som helst. I filosofien har vi forskellige betegnelser for denne position, som jeg ikke skal ulejlige læserne med (selv om jeg har lyst). De fleste kender fra deres daglige liv udtryk som: "det er nu min mening!", når argumenterne løber tør. Det er et dybt foruroligende træk ved vores kultur: At nogle af os ikke længere gider opføre os som
myndige, dvs. ansvarlige borgere (Kant), men foretrækker et liv, hvor vi ansvarsløst kan mene det ene og det andet. Med andre ord et liv, hvor argumenter - og detaljer - ikke længere spiller nogen afgørende rolle; et liv, hvor man kan gøre sig klog på verden uden at vide noget om den. En verden, hvor google erstatter almendannelse.

Mihail Larsen

"Macron ISOLATED over Brexit: France facing EU BACKLASH over tough attitude on UK

FRANCE’S hard line against the UK over Brexit is not shared by other European Union state members which are increasingly becoming fed up with the nation’s attitude towards the negotiations, an EU diplomat revealed as tensions stir within the bloc." (Express 1. august 2018)

Det er den slags informationer, den britiske befolkning fodres med af boulevardpressen. For nogle uger siden forlød det fra andre medier, at der ville blive 'riots in the streets of European cities', når det går op for EU-landenes befolkninger, at Storbritannien forlader EU uden en (gunstig) aftale.

Ren Trump.

"EU’s stat- og regeringschefer må række Theresa May en lillefinger, hvis ikke Brexit skal ende i ’no deal’ "

Hvad??

EU har ikke bestilt andet i 1,5år end at prøve at få UK til at forstå at EU har 4 modeller de kan tilbyde UK.
1. Medlemskab, hvad UK ikke ønsker
2. En Canada model som UK ikke ønsker da den ikke inkluderer finansielle services
3. En norsk (EØS) model hvor EU retten har overherredømme på en række områder. Dette ønsker UK ikke
4. En Schweiz model som UK ikke er interesseret i da den ikke giver adgang til indre marked.

Når så UK får besked på at hvis man ikke vil dette skal der forhandles en ny aftale, og det kan man forvente tager ca 10 år (som det gjorde med Canada), påstår UK at EU skaber problemerne.

Igen Hvad??

UK meldte sig ud uden at have en ide om hvad man ville. Begge de store partier i UK opfører sig stadig som om det er EU der skal ændre sig for at UK kan få sin vilje. Begge partier opererer derfor med planer som EU hverken kan eller vil efterleve. De forstår ikke at EU ikke er en stat, men en række aftaler mellem lande.

https://www.wsj.com/articles/brexit-britain-shouting-at-foreigners-15301...

"For nogle uger siden forlød det fra andre medier, at der ville blive ’riots in the streets of European cities’, når det går op for EU-landenes befolkninger, at Storbritannien forlader EU uden en (gunstig) aftale."

Og det eneste der sker er at befolkningen i EU landene trækker på skuldrene og siger: Det var så det de ville. Trist men sandt.

Den britiske befolkning har aktivt valgt en vej der gør UK fattigere. Mærkeligt men sandt.
Den britiske befolkning vil ikke have indvandrere, men har bygge stort set hele sin eksistens på indvandring. Trist at de ikke forstår det men sandt.

Mihail Larsen

Optøjer, borgerkrig eller ligefrem militærkup

Der er store lidenskaber involveret i den britiske modstand mod EU og forestillinger om konsekvenser af det ene eller det andet lige fra 'riots in the streets' til militærkup. Læs f.eks. hvad en Brexittilhænger skriver i Express (en tredie af UK boulevardaviser) ved udsigten til, at May til sidst opgiver Brexit:

"If Mrs May betrays the British people in this way, if she will not resign, if she is not removed by her fellow MPs and replaced with a PM who will deliver a proper complete Brexit, if she conspires with the EU to take our country away from us before we even get it back, then she should be very, very afraid. She is playing with fire. If the anger of the British people is provoked to the extreme in this way, there will be civil disorder such as has not been known for four hundred years. I'm in my late seventies, but I shall travel to London to protest and demonstrate. I'm getting to the point when I shall be praying for a right-wing military coup."

Den britiske regering er selv skyld i denne opgejlede stemning efter i årevis at have løjet for den britiske befolkning og ladet EU være Prügelknabe for indenrigske problemer, den selv har skabt.

Frederik Rytzel

Mihail Larsen har ganske ret når han nævner at britiske politikere i årevis har brugt EU som Sorteper tørret ansvaret for deres egne fejl af på EU.

Desværre må vi også erkende at præcis det samme sker i Danmark og at den udbredte EU-skepsis sandsynligvis har sin rod heri.
Blandt de grelleste eksempler er fx Bjarne Corydon(S) utilgivelige og kriminelle mandatsvig da han forsøgte at tørre ansvaret for DONG-skandalen af på EU.
Den sande forklaring var selvfølgelig at hans eget ministerium, der fra start var i sammensværgelse med Goldmann Sachs, havde 'svigtet' groft i udarbejdelse af udbudsmaterialet. Hvorefter EU's regler, sandt nok og helt rimeligt, satte grænser for hvad man efterfølgende kunne trække tilbage.
Eller Løkke-regeringens skamløse forsøg på, gennem grov vildledning og absurd valg-tilrettelæggelse, at trække en ekstremt usympatisk og usolidarisk tilvalgsordning ned overhovedet på en forvirret befolkning i spørgsmålet om de danske EU-forbehold og deltagelse i Interpol.

"Det pudsige, at hvor regeringen i UK virker lidt som en hovedløs joke, så er det i virkeligheden komplet lige meget, da EU siger nej til alle forslag. "

Det er ikke korrekt.

Derimod har EU sagt at man da godt kan forhandle en ny aftale. Det tager ca 10 år, og i mellemtiden hersker WTO regler. EU er en lang række regler mellem medlemsstaterne. UK vil have alle EUs stater til at lave deres fælles aftaler om således at UK kan få den aftale de vil have. Det giver ingen mening.

Michael Friis

Mere ordkløveri. EU siger nej til alle forslag fra UK. Det er da ikke forhandling.

Jeg undrer mig virkeligt over den konfronterende tone fra mange. Vi deler et kontinent og en klode, lad ios sammen finde løsninger ikke give ultimatummer. Accepterer at være forskellige og alligevel samleve med focus på fælles interesse.

Jeg synes ikke om EU strukturen. Måske kunne United States of Europa (USE) virke men mellemvaren duer bare ikke. Og USE virker som en skrammende tanke.

Mihail Larsen

Ordkløveri?

"EU siger nej til alle forslag fra UK."

Hvilke forslag? EU har nu i halvandet år efterlyst et samlet forslag fra UK, og først for en måned siden fået ét.

Dette forslag er der for det første ikke enighed om i det britiske parlament, ja ikke engang i det konservative parti, og det er mere end tvivlsomt, om May fortsat er premierminister ved årets udgang.

For det andet indeholder forslaget nogle elementer, der vil være ødelæggende for EU's struktur og funktion. Det har UK vidst fra starten, men valgt at ignorere.

Vi kommer ikke videre i diskussionen, Michael Friis, når du ikke vil forholde dig til disse spørgsmål.

"Mere ordkløveri. EU siger nej til alle forslag fra UK. Det er da ikke forhandling. "

Nu er det UK der har valgt at forlade EU. Så må man forvente at UK tilpasser deres ønsker til den virkelighed der eksisterer.

Men det virker som om du opererer på samme model som UK, nemlig at EU landene bare skal lave om på egne traktater og aftaler så UK kan få det som de godt vil have det. Og det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre.

UK har besluttet sig for at forlade EU, men har efterfølgende fundet ud af at det er en idiotisk ide, da fordelene for UK er store ved deltagelsen i EU. Men det kan ikke rulle tilbage. UK forventer derefter at hele EU samarbejdet laves om så UKs idiotiske beslutning ikke går så hårdt ud over UK. Dette kan selvfølgelig heller ikke lade sig gøre. Og så sætter UKs regering (og parlament) sig over i hjørnet og flæber som små forurette børn og hyler at det er de andres skyld. Og ige, nej det er UKs egen skyld. UK valgte at forlade EU vel vidende at EU er en række aftaler mellem lande der ikke kan laves om bare fordi UK gerne vil have det.

Men UK kan jo som en løsning på et af de store problemer UK står med jo acceptere EUs forslag og lade Nordirland blive en del af det indre marked.

"Mere ordkløveri. "

Vi andre kalder det for virkelighed. Men også her er du på linie med UKs regering og parlament. Hver gang EU forholder dem for virkeligheden bliver der råbt "ordkløveri". Men uanset hvor mange gange man råber "ordkløveri" får det ikke virkeligheden til at gå væk.

Michael Friis

Mihail Larsen og Nils Bøjden
Nuvel, UK vil ikke hvad EU ikke vil. Og derfor skal UK straffes med lange forhandlinger, der tidligst kan indledes efter d 29 marts 2019.
Og hvad skal der ske i mellemtid? Skal der bygges toldmure rundt om UK? Er det realistisk og noget i virkeligt bifalder? Med hvad med at komme med nogle konstruktive forslag for at sikre, at Danmark og EU fremover har et godt forhold til en af vores vigtigste handelspartnere og allieret . En demokratisk nation, der befriede os i 1945. Vores gode nabo og ven.
Dertil kommer, at EU er langt fra perfekt. Tyskland har enorm magt. Hvad sker der den dag, hvor AFS er i regering i Berlin. Vil i stadig juble med EU? Er det virkeligt i vores interesse, at EU systemet er stift og fremmed for befolkningerne? Skal UK svigte deres folkeafstemningsresulstat som Norge?

Jeg gentager "Jeg forudsiger, at EU og UK ender med at lave en samarbejdsaftale via et topmøde mellem Berlin og London. Tyskland vil have en aftale trods Brussels’ magtarrogance og ligegyldighed overfor befolkningernes bedste. UK vil have en aftale, men skal redde æren overfor nej flertallet."

", UK vil ikke hvad EU ikke vil."

Forkert. Og det var første sætning.

UK ved udmærket hvad EU vil. Men det interessante er hvad UK vil. Det er UK der har meldt sig ud. Det er UK der skal finde sin egen verden. Det er UK der skal tilpasse.

"Skal der bygges toldmure rundt om UK?"

Ja, lige som alle andre steder hvor WTO reglerne gælder.

Men måske skulle UK have tænkt over dette før de meldte sig ud. Det er ikke EU der er den aktive og har meldt UK ud af fællesskabet. Det er UK der har meldt sig ud af fællesskabet.

"Dertil kommer, at EU er langt fra perfekt"

Hvad har det med at gøre at UK har meldt sig ud af EU?

UK har meldt sig ud, har fundet ud af at det er en idiotisk ide og mener derfor at EUs traktater skal laves om så det ikke går så hårdt ud over UK. Det giver ingen mening.

"Skal der bygges toldmure rundt om UK?"

UK kan jo bare lade Nordirland være en del af det indre marked. Det løser et af de store problemer.

Mihail Larsen

Skal EU række Theresa May en lillefinger?

Nej. Der er absolut ingen grund til at holde hende flydende, fordi hendes politik er at inficere EU med elementer af mere neoliberalisme.

Så er der, trods alt, mere ræson i at opmuntre Corbyn til at arbejde for en demokratisk og social reformering af EU.

EU er oprindelig en socialistisk opfindelse! Forestillingen om et forenet, socialistisk Europa udsprang direkte af den anti-fascistiske kamp under og efter 2. verdenskrig. Planen var at begynde med en økonomisk og teknologisk integration, medens den politiske og kulturelle måtte vente (bl.a. som konsekvens af efterkrigstidens forskrækkelse over, hvad ideologi kan føre til).

Problemet blev imidlertid, at EF og EU blev hængende i den økonomiske og teknologiske integration, fordi nogle af medlemsstaterne - herunder først og fremmest UK fra 1973 - hårdnakket modsatte sig en videre politisk og kulturel integration. Derfor er vi i dag vidtgående underlagt markedet på det økonomiske og teknologiske område, medens vi - indtil for nylig - er sunket ned til vasal-status i forhold til USA på de politiske, militære og kulturelle områder.

At komme ud af denne suppedas kræver en forenet anstrengelse, som den enkelte nationalstatus ikke er i stand til at gennemføre. Tværtimod vil en opløsning af og en splittelse af EU føre til endnu større afhængighed af USA (det er jo også grunden til, at Trump så ivrigt ønsker EU opløst).

Her kan Mays nationalistiske Brexit kun trække den forkerte vej - også for den britiske arbejderklasse. Derfor må vi håbe på, at Corbyn besinder sig på socialismens fremtid i Europa (i stedet for at have blikket stift rettet mod at blive britisk premierminister).

https://www.theguardian.com/commentisfree/2018/aug/20/jeremy-corbyn-labo...

Michael Friis

Mere retorik. Mere belæring. Ingen drømme. Ingen visioner. Ingen konstruktive løsninger. Kun straf. Jeg begynder at forstå, at folket valgte Trump i USA. Trist.
Nuvel Nils Bøjden skriver bl.a.
"UK kan jo bare lade Nordirland være en del af det indre marked. Det løser et af de store problemer."
Nej det skal være en samlet løsning. EU kan (heller) ikke cherrypicke.
Og hvis d'herrer er ligeglade med UK. Hvad med Irland?

Mihail Larsen skriver bl.a. "EU er oprindelig en socialistisk opfindelse!"
Tja, nogle mener der var Churchills ide. Andre at det var pga udenrigsministererne Bevin, Labour, Storbritannien, og Marshall, uafhængig, USA, der indså, at uden USAs penge og introduktionen af D-marken, var der en betydelig risiko for, at Europa ville blive overløbet af den store Røde Hær. Kommunisterne havde dog kun bestemmende support hos befolkningerne i østeuropa, da de her var befrierne. Men ikke i Tyskland og Østrig pga den Røde Hærs brutalitet. En brutalitet der var opmuntret af Stalin.
Tilbage til vores tid. Det er da interessant at det især er eliten der stemte "Remain" mens flertallet af arbejderne, landmænd og fiskerne er "Leave". Corbyn er en meget skeptisk Remainer.
Table I
% Brexit Vote & Adult Population by Social Class*
Social Class % Adult Population % Leave Vote Sample #
Upper &Upper Middle 23.4% 34.1% 2,187
Middle 30.7% 25.2% 1,618
“Blue Collar”& Low-Paid Workers 46% 41.7% 2,602
Totals 100% 100% 6,420
kilde: https://solidarity-us.org/atc/184/p4771/

" Nej det skal være en samlet løsning. EU kan (heller) ikke cherrypicke."

Øhhh. Det er ikke EU der vælger. EU er en samling af stater under fælles trakteter. Det er UK der vælger.

Mihail Larsen

Cherrypicking?

Efter lange og omstændelige overvejelser beslutter en mand sig for at melde sig ind i en fodboldklub. Den har naturligvis sine regler. Manden er ikke så glad for disse regler, men vælger alligevel at melde sig ind med en forventning om at kunne lave reglerne om. Det lykkes faktisk også. Manden opnår gennem svære forhandlinger at opnå nogle privilegier i forhold til klubbens øvrige medlemmer (bl.a. nedsat kontingent). Men manden er fortsat ikke tilfreds og vil have klubben til at gennemføre endnu flere ændringer. Det vil klubbens øvrige medlemmer så ikke længere. De siger stop.

Det bliver manden fornærmet over og truer med at melde sig ud. Efter endnu en runde forhandlinger, der ikke fører til noget nyt, sender manden så sin udmeldelse. Men han vil ikke bare melde sig ud. Han vil også have indflydelse på klubbens fremtid. Da han ikke får det, fordi klubbens øvrige medlemmer vil have lov til at fortsætte uændret, bliver han meget vred og beskylder klubben for 'at skabe problemer'. Han får endog også givet udtryk for, at 'det er værst for klubben selv', og at han i øvrigt slet ikke vil betale det kontingent, han skylder.

Mihail Larsen

Værsgo

https://www.thesun.co.uk/news/7076747/jeremy-hunt-insists-boris-johnson-...

Dette er ikke ondsindede rygter, men informationer fra en avis, der altid har været 100% imod EU og 100% for Brexit.

Almindelige, ræsonnable mennesker skulle måske tro, at EU-kritikere ville lægge afstand til Trump, der nu er kendt for at være en af historiens største, patologiske løgnere, men NEJ.

Godt, at vi slipper af med UK.

Mihail Larsen

Hvad nytter det at skrive i Information?

Spørgsmålet i sig selv burde være alarmerende for redaktionen. Men den læser næppe debatindlæggene. Det kunne ellers være en guldgrube for dyrkning af nye temaer - på journalistisk vis.

Nogle af vores tids vigtigste emner, ikke mindst for os selv, er Europas fremtid. Er vi med, imod eller underdrejet. Hvorfor? Dette spørgsmål, der favner vidt og inkluderer økonomiske, teknologiske, sociale og kulturelle forhold af vital interesse for vores fremtid, har Information ingen som helst redaktionel strategi i forhold til. Det er en alvorlig anklage. Men den bliver nok ikke hørt. Og chefredaktøren svarer som allerede nævnt ikke.

Den eneste grund til at skrive i Information er, at de andre medier er ringere. Men er det nok? At være den mindst ringe? Ikke i mit univers.

Her i denne tråd er et enorm vigtigt emne sandet til. Nåh-ja nogle få debattører tager livtag med emnet, men der er ingen som helst journalistisk opfølgning på emnet. At skrive til den ansvarshavende redaktør, Rune Lykkeberg, er fuldkommen frugtesløs, for han svarer aldrig. Men han deltager gerne i andre medier som debattør.

Så: Hvad nytter det at skrive i Information?

Mihail Larsen

At Rune Lykkeberg aldrig svarer Informations læsere er et sygdomstegn.

Det siger sig selv, at en redaktør ikke kan forhold sig til alle mulige henvendelser fra læsere, der med større eller mindre ret klager over det ene og det andet. Men for Rune Lykkebergs tilfælde er der tale om en redationel linie, der er total énvejs. Han fortæller Informations læsere om sine egne, interessante synspunkter, men han går ikke i dialog. Måske i andre medier (DR og TV2), men ikke med sine egne læsere.

For mig er det nyt. Jeg har altid tidligere kunnet kommunikere med Informations redaktører med kritik og forslag. Det er der lukket for nu. Avisen er ved at udvikle sig til en bobbel og en arena for skiftende identitetsfokuserede pressionsgrupper. Det er der måske penge og omsætning i, men det leder uvægerligt tankerne hen på Habermas' oldgamle analyse af den borgerlige offentligheds forfald.

@Mihail Larsen

Sjor artikel fra Sun. Den er i linie med hvad jeg har påstået hele tiden, nemlig der er dele af det konservative parti som modarbejder enhver form for samarbejde udelukkende for senere at kunne påstå at det var "de andre" der var skyld i kaos, og derved bedre kunne tilrage sig magten.