Læsetid: 4 min.

Da en fremmed mand piftede efter 22-årige Marie på gaden, sagde hun ’hold kæft’. Så slog han hende i hovedet

Da en ung kvinde sagde fra over for sexchikane på gaden i Paris, fik hun et slag i hovedet. Nu er videoen af overfaldet gået viralt. Samtidig har Macrons ligestillingsminister fået en lov igennem parlamentet, der gør det ulovligt at fløjte efter kvinder på gaderne. Det skal stoppe den udbredte sexchikane i de franske byen. Men virker det?
Det blev fanget på overvågningskamera, da en kvinde (i rødt yderst til venstre) blev slået i hovedet af en mand, fordi hun svarede igen, da han udsatte hende for sexchikane.

Det blev fanget på overvågningskamera, da en kvinde (i rødt yderst til venstre) blev slået i hovedet af en mand, fordi hun svarede igen, da han udsatte hende for sexchikane.

6. august 2018

Det var en stille sommeraften i den nordøstlige Paris, og den 22-årige artitektstuderende Marie Laguerre var sådan set bare på vej hjem fra arbejde, da hun passerede en mand på gaden i sort T-shit og med jakken slynget over skulderen.

»Han lavede lyde med seksuelle konnotationer,« har Marie Laguerre fortalt til Sky News. »Viste sin tunge, fløjtede og lavede dyrelyde.«

Hun gik forbi ham, mens hun mumlede for sig selv: »Hold kæft«.

Det var nemlig ikke første gang den dag, at en mand havde gjort tilnærmelser til hende på gaden, uden at hun ønskede det. Ja, det er faktisk noget, der sker for hende hele tiden, har hun fortalt.

Men de to ord – hold kæft – var åbenbart mere, end den sortklædte mand kunne klare. Man kan se det hele på den grynede optagelse fra overågningsbåndet på en lokal café, som Marie Laguerre har fået fat i og offentliggjort på de sociale medier: Manden tager først et askebæger fra et cafébord og slynger det efter hende, og så går han målrettet hen til Marie Laguerre og slår hende i hovedet, så cafegæsterne springer op fra deres øl og cigaretter.

Den korte video er nu gået viralt, og det har fået Frankrig til at diskutere den omfattende sexchikane, der foregår på landets gader – harcèlement de rue, som det hedder på fransk.

Og utroligt nok kommer videoen samtidig med, at landets unge ligestillingsminster fra Macrons parti, 35-årige Marlene Schiappa, har fået en ny lov i gennem parlamentet, der gør det ulovligt at antaste kvinder på gaderne. Onsdag blevet det således ulovligt i Frankrig at fløjte efter kvinder på gaden, at komme med uønskede seksuelle kommentarer og at følge efter kvinder og påtrængende bede om deres telefonnummer. Den slags chikane straffes med bøder på 90 til 750 euro (670 til 5.600 kroner).

»Det drejer sig om kvinders frihed til at bevæge sig frit i det offentlige rum,« har ligestillingsminister Marlene Schiappa sagt.

Et statement

Det bliver svært at håndhæve den nye lov, fortæller Jørn Boisen, der er institutleder på Engerom Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet – men det er faktisk heller ikke pointen.

»Det er et statement om, at tiderne har ændret sig,« siger han.

»Gerningsmændene skal nærmest tages på fersk gerning, for at man kan sigte dem, så det bliver svært at håndhæve, men loven markerer et værdisæt: at kvinderne har loven på deres side. Og på længere sigt vil det måske ændre noget mentalt. Man kan sammenligne det med den danske burkalov,« siger Jørn Boisen.

Kritikere har påpeget, at loven streng taget er en indskrænkelse af ytringsfriheden, og at den potentielt kan suge noget naturlighed ud af de menneskelige relationer. Men de fleste franskmænd ser ud til at bakke loven op.

Sexchikane er et udbredt problem på de franske gader – i april viste en undersøgelse blandt godt 2.000 kvinder foretaget af analysefirmaet Ifop, at 81 procent havde været udsat for sexchikane i det offentlige rum. Det samme svarede 83 procent af kvinderne i den offentlige transport ifølge The Guardian. Måske er det grunden til, at intet mindre end 90 procent af franskmændene ifølge samme Ifop gerne vil stramme loven mod sexchikane i det offentlige rum.

Upskirting

Den nye lov indeholder også andre tiltag:

Det gustne fænomen ’upskirting’, hvor mænd (ja, det er altid mænd) tager billeder op under kvinders kjoler, når de er uopmærksomme i supermarkedet eller på en festival – med den nye lov kan det straffes med fængsel op til to år og bøder på op til 225.000 kroner. 

Forældelsesfristen for voldtægtssager forlænges, så man nu kan anmelde voldtægter op til 30 år efter, at de er begået (før var det 20 år). Og så indfører loven en seksuel lavalder på 15 år – noget, der hidtil har været fraværende i den franske lovgivning.

Marlene Schiappa ville egentlig gerne have indført en ganske vidtgående bestemmelse om, at enhver form for sex med personer under 15 år skulle betragtes som voldtægt og derfor straffes hårdt – uanset om det var foregået med samtykke eller ej – altså en lov, der minder om det amerikanerne kalder ’statutory rape’ – men den del af lovforslaget mødte stor modstand og endte med at blive taget ud af den endelig lovtekst.

Den seneste uge har den forulempede arkitektstuderende, Marie Laguerre, gået fra det ene tv-studie til det andet for at sætte fokus på sagen.

»Det sker for kvinder hver dag – jeg er bare heldig at have det på video,« fortale hun torsdag til France24.

Nu har hun startet en hjemmeside, hvor franske kvinder kan dele deres historier om overgreb: Nous Toutes Harcelement – ’vi er alle chikaneret’.

Den nye lov træder i kraft til september. Manden, der slog Marie Laguerre, er indtil videre ikke blevet fundet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Frede Jørgensen
  • David Zennaro
Eva Schwanenflügel, Frede Jørgensen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

For præcis 25 år siden var jeg med en klasse i Frankrig. Der var børn fra mange forskellige lande også fra Sverige. Lærerne havde en afskedsfrokost og en repræsentant fra hvert land holdt en lille tale . Jeg om taknemmeligheden for det fantastiske franske køkken. Fra Sverige var der en kvindelig lærer på min egen alder, lige omkring de halvtreds. Hun sagde af franskmændende havde forandret sig. Når hun femogtyve år tidligere gik på gaden i Paris var der en fløjten og piften så hun næste ikke kunne få ørenlyd. Når hun tog den på stop fik hun det ene frække tilbud efter det andet, men nu, altså 1993, var der ikke én der på den måde gave deres begejstring til kende. Jeg syntes/synes talen var morsom, selvironisk og elegant. I dag kunne den næppe holdes uden uden at der ville være piften og hujen af helt andre grunde. Jo det var sgu sjovere i forne tider.

Min veninde og jeg havde været på arbejdsljr i Serbien. Den blev afbrudt af jordskælvet i Skopje, og vi vendte - i uniform - tilbage til Beograd. På gaden tog en fræk bonde med høtyv min veninde på brystet, hvorefter jeg sendte ham en spytklat i ansigtet. Hold da op - manden efter os med høtyven parat til at hugge os i kødet. Heldigvis løb vi stærkere end det frække fjols, ellers ,,, nå, nu er manden nok beskæftiget med sit afdansningsbal, ellers kom Metoo jo nok efter personen ... den slags episoder var sandelig heller ikke sjældne dengang!

Det er absurd at sidestille dette med den danske "burkalov"! I modsætning til til det danske makværk kriminaliserer den franske lov jo faktisk den forkastelige handling - at chikanere kvinderne. Den danske lov er tåbelig, skadelig og udemokratisk, og de tåbelige folketingspolitikere kunne overveje om ikke man skulle gøre som i frankrig - kriminalisere det forkerte.

Touhami Bennour

Jeg har en fornemmelse at mange af den nuverende generation af piger, dem der går på gaden med skørt og barbenet, sagner skørte jægere til deres mødre. Jeg tror der kommer igen på en eller måde.

David Joelsen

Jeg håber at man finder frem til tossen og får straffet vedkommende. Sådan en opførsel er lige til at ruske træmmer efter.

Eller staffer ham med 15 afsnit af Lykkehjulet, så kan han lære kan han!