Læsetid: 9 min.

De gode tider for de grønlandske fiskere afspejler sig ikke på fabriksgulvet i Nuuk. Information har været med ved samlebåndet hos Royal Greenland

98 procent af Grønlands eksport er fisk og rejer. Fiskepriserne er i top, og den lille mand i jollen har gode tider. Men på fiskefabrikkerne er det år efter år et problem at skaffe arbejdskraft
98 procent af Grønlands eksport er fisk og rejer. Fiskepriserne er i top, og den lille mand i jollen har gode tider. Men på fiskefabrikkerne er det år efter år et problem at skaffe arbejdskraft

Ditte Lander Ahlgren

22. august 2018

NUUK05.30: Pling, pliiing! Vækkeuret er ubarmhjertigt. Jeg må ud af fjerene. Ja, faktisk har jeg ligget vågen det meste af natten af skræk for at komme for sent. Royal Greenland skulle jo nødig tro, jeg er ustabil.

Kan en kontorrotte klare mosten som rejekælling?

Det vil vise sig, for jeg har taget job som fabriksarbejder for en dag hos Royal Greenland i Nuuk.

Der tales meget om, at fiskefabrikkerne skriger på personale. Royal Greenland har måttet ansætte 63 kinesere, typisk fløjet ind fra Kina på toårige kontrakter.

Det vælter ind på indhandlingsstederne med rejer, hellefisk og torsk, fordi priserne er gode. Fiskere på havet er der nok af. Men hvorfor er det så svært at skaffe grønlændere til fabrikkerne? Det vil jeg finde ud af.

Jeg er spændt. I nattens løb har jeg svedt sære drømme om lange knive og Egon Olsen indstøbt i en isblok.

Et lunt bad og en stor kop te til at styrke mig mod den tåge og kulde, der ligger som en klam klud over Nuuk. Så er jeg klar. Skal jeg tage mascara og læbestift på? Selvfølgelig! Nu skal jeg ned og arbejde med dét, som virkelig betyder noget. Dét, Grønland lever af. 98 procent af Grønlands eksport er fisk og rejer.

Min luksus er en taxa til fabrikken. Fabriksarbejderne tager bussen eller går flere kilometer for at nå frem til omklædning kl. 7.

06.50

Holdleder Asser Mathæussen modtager mig med et veloplagt smil ved fabriksindgangen. Fabrikschef Ilannguaq Abrahamsen fortæller, at de har 70 ansatte.

»Men det er en svingdør. De fleste medarbejdere har vi kun i få måneder,« sukker han. Ellers er han en munter ung fyr, med smil og friske bemærkninger.

I Nuuk er der tre fiskefabrikker. Udover Royal Greenland, Polar Raajat og Kitaa Seafood. Det giver konkurrence om prisen på råvarer. For hellefisk er den helt oppe i 30 kr. pr. kilo. For torsk ni kr.

Men de gode tider for fiskerne afspejler sig ikke på gulvet hos fabriksarbejderne.

07.00

På vej mod omklædningen fortæller Asser Mathæussen, at han har længst anciennitet.

»Jeg var 13 år, da jeg begyndte på fabrik i 1979. I dag er jeg altmuligmand. Jeg er octopus – blæksprutte,« siger den 52-årige fabriksarbejder med et af de talrige smil, der glider over hans rolige ansigt.

Siden han gik ud af skolen, har han været på fabrik. Afbrudt af nogle år på posthus. I 31 år har Asser kigget millioner, måske milliarder af fisk i øjnene.

Det kan ses på hans lønseddel. Mindstelønnen for en fabriksarbejder er 97 kr. i timen. Der er tillæg for anciennitet, over- og weekendarbejde. Gennemsnitligt får fabriksarbejdere omkring 100 kr. i timen.

En dag på fiskefabrikken

Fiskeri er Grønlands absolut vigtigste erhverv med omkring 95 procent af eksporten, og lige nu er priserne i top – en fisker kan tjene en million om året.

Men på fiskefabrikkerne, hvor fiskene vælter ind, er lønnen langt lavere. Og på trods af udbredt arbejdsløshed blandt grønlænderne er det svært at skaffe arbejdskraft.

Ledelsen hos fiskefabrikken Royal Greenland taler om dårlig arbejdsmoral. Det er her, kineserne kommer ind i billedet.

Men Asser er en usædvanlig flittig mand. Han knokler ikke bare inden for normal arbejdstid på fiskefabrikken, som er 7-16. Han står også til rådighed for indvejning om aftenen. Han har masser af overarbejde. De seneste 14 dage 53 timer oven i de normale 80. Så på 14 dage er hans løn løbet op i godt 21.300 kr. Det er højst usædvanligt. De fleste arbejdere får under det halve, fortæller han.

Sidste års løn kom op på 470.000 kr. Rekord i Royal Greenland, mener han. En fabriksarbejder på startløn får ca. 250.000 kr. årligt.

»Det er hårdt arbejde at være her. Man skal være psykisk stærk,« siger Asser.

07.15

Jeg tumler med at få termotøj og en alt for stram kedeldragt op over rumpen. Den er vist konstrueret til en smalballet mand. Inderst har jeg uldent undertøj. Så jeg topsveder.

Ved siden af mig kæmper 56-årige Albora Mathiasen også med sit tøj. Hun er ny som mig. Og kan heller ikke finde ud af at få klemt sine kvindelige former ned i mandetøjet. Vi griner. Albora Mathiasen fortæller, at hun er fra Qullissat og ud af en søskendeflok på 11. Normalt arbejder hun med rengøring, men har ferie lige nu og vil gerne tjene ekstra penge. Hun vil se, om fabriksarbejde er noget for hende. Søsteren Thora arbejder også her på fiskefabrikken.

»Det siger, det er hårdt og kun noget for mænd at hugge hovedet af fisk. Men jeg vil prøve det,« siger hun.

Ved siden af sidder 19-årige Najakuluk i en hvid T-shirt med ’Ronaldo’ på ryggen. Hun smyger sig ned i sit hvide termotøj uden det mindste besvær. Hun skal arbejde med tørfisk i dag. Hun siger, hun er den eneste på fabrikken i sin aldersgruppe. Der er 2.500 unge på hendes alder i Grønland, som hverken arbejder eller studerer.

07.30

Vi får store blå forklæder, lange gummihandsker og lyseblåt hårnet på. Snart står Asser Mathæussen klar ved afnakkeren. En fiskeguillotine med to skarptslebne knive.

Asser holder torsken hen mod de to knive, som lynhurtigt kapper hovedet af. Albora Mathiasen skal prøve, men taber torsken, lige inden den skal halshugges.

Hun bliver i stedet sat til at smide torsk op på båndet, hvor de vejes og automatisk skubbes ned i forskellige kasser afhængig af vægtklasse.

Til min store lettelse slipper jeg for fiskeguillotinen og bliver sendt hen for at smide torsk på sorteringsbåndet.

Jeg står på en fiskekasse og forsøger at følge med, mens Asser Mathæussen i rasende fart kapper torskehoveder af. Hovederne ligger i millionvis i store hvide kasser og stirrer op på en. Jeg får at vide, at de bare skal smides ud. Torskehovederne ville nok ellers vække begejstring som hundefoder mod nord.

Jeg forsøger at placere torskene præcist med halerne forrest på båndet og knokler derudad. Men Asser er hurtigst. Fiskene hober sig op. Hele tiden suser en ny truck ind i fabrikshallen med flere torsk. Millioner af nedisede torsk. Der er en sødlig lugt af fisk.

09.10

Frelst af kaffepausen. Der er morgenmad. Et stort udvalg af brød, spegepølse, ost og imponerende frugtskåle. Godt sulten smører jeg et tykt lag Nutella på franskbrød, guffer et æble i mig og drikker masser af vand. Man bliver tørstig af at lange så mange fisk på bånd og af at lytte til alt det rislende vand på fabrikken.

Der er en hjemlig hygge i kantinen. Køkkenpersonalet står og arbejder midt i det hele som i et køkken-alrum. Endevæggen er prydet af et stort maleri med en brusende elv, rensdyr og moskusokser. Her kan man godt sidde og drømme sig ud i naturen.

Uden for siler regnen ned. På væggene hænger alskens oplysninger om Royal Greenland. Om alle de 43 indhandlingssteder og fabrikker, heraf 37 i Grønland. Om virksomhedens høje mål – hvis man skulle have glemt dem.

Der er også fire fotos af Årets Medarbejder. En af dem er Asser Mathæussen i 2011. Men der er ingen udnævnt de seneste par år. Den type medarbejdermotivation gik Royal Greenland åbenbart bort fra.

09.30

Tilbage til fabriksgulvet skal jeg arbejde sammen med Konrad og Gunvald med at smide torsk i en lang række smalle bokse. Fiskene skal nedfryses i blokke og sendes til Danmark og videre til Kina for at blive fileteret. Det er førsteklasses torsk, vi smider ned i boksene i rasende tempo. I Grønland hører man ofte, at de burde laves til fileter hér for at holde en større del af fortjenesten på fisken i landet. Men det kan gøres langt billigere i Kina. Derudover mangler der folk på fabrikkerne i Grønland.

Mens vi smider torsk i bokse, fortæller Konrad, at han efter to ugers arbejde på en trawler kom hjem med 50.000 kr. efter skat.

»Men så fik jeg barn og blev landkrabbe,« fortæller han, ikke uden bitterhed i stemmen.

Konrad og Gunvald har kun været på fabrikken siden maj og april. Lønforskellen fra jobbet i søen er til at føle på.

De to mænd er lynhurtige til deres arbejde. Mine fingre er iskolde. Vi skal hele tiden smide is væk fra kasserne med torsk, som bliver ved med at hobe sig op.

Jeg når måske 300 torsk, mens Konrad og Gunvald når mindst ti gange så mange. Samtidig skiftes de til at løfte de omkring 55 kg tunge fiskekasser.

10.30

Kaffepause. Vi skyller vores gummistøvler og må igen have alt klunset af. Der er kø til toilettet. Bare jeg når det. Jeg er her jo kun en enkelt dag, så jeg skal ikke stemple ud og ind som arbejderne, når de går til pause. Kaffepauser og spisepauser betaler man nemlig selv. Jeg behøver ikke trippe nervøst ved toilettet som de andre.

11.00

Mænd på trucker suser ud og ind af fabrikshallen. De er i gang med at losse 18 ton fisk fra en kutter. Derudover kommer der små joller og indhandler. Mest torsk. Arbejderne driller hinanden og griner. »Skynd dig!« lyder tilråbet.

Konrad, Asser og Gunvald er i gang med at tage fisk ud fra frostrummet. Kæmpestore torsk på syv-otte kg, rødfisk og hellefisk til hjemmemarkedet. De frosne fisk ligger på bakker i et stativ. Med hammer og muskelkraft vrister de bakkerne løs og smider fiskene ned i ’abeburet’, som de kalder de stålbure, hvor fiskene pakkes sammen i store plastposer. Senere skal de skæres til koteletter.

Kontorrotten har for lidt muskelkraft til det arbejde. Jeg står mest og bliver dybfrossen i det iskolde rum.

12.00

Frokostpause. Af med klunset igen – pyha. Oppe i kantinen er der en imponerende buffet med pålæg, brød, frugt, æg, salat og en lun ret med kartofler, kylling og grøntsager i tomatsovs.

»Fisk får vi to gange om ugen… beklageligvis,« som en medarbejder siger med et svedent grin.

Ved frokostbordet taler vi om lønnen, som er for lav. Det er der almindelig enighed om. Asser Mathæussens lønseddel er undtagelsen. Der er langt flere penge i at være fisker, nævner flere. En flittig jollefisker kan lige nu tjene en million kr. om året. Hvorfor skal der være så stor forskel på vores løn og dét, fiskerne får, lyder spørgsmålet rundt om bordet.

»Men jeg forstår ikke, at så mange unge ikke gider arbejde,« siger Albora Mathiasen. De kunne søge ned på fiskefabrikken, hvor der er brug for dem.

Ole på 67 år begyndte at arbejde på fabrikken for et par måneder siden. Han kunne ikke leve af folkepensionen. Når huslejen var betalt, havde han kun 1.000 kr.

»Jeg har sukkersyge. Men faktisk synes jeg, at jeg har fået det bedre fysisk, efter jeg er begyndt på fabrikken,« siger Ole og tilføjer, at ikke kun fiskefabrikkerne, men hele Grønland har brug for flere mennesker.

»Vi er for få. Der skal mange flere mennesker fra hele verden til Grønland.«

12.30

Tilbage i fabrikshallen begynder vi at rense havkat. Nogle af dem er så store som en lille sæl. Vi snitter finnerne af.

»Skrab slimen grundigt af. Husk at skære haletarmen væk,« siger Asser.

»Vi spiser ikke røvhuller her i landet,« supplerer Ole. Fiskene skal sælges på hjemmemarkedet.

Det er i sidste øjeblik, de bliver renset. Indimellem er fabrikken nødt til at smide fisk ud på grund af personalemangel. Store mængder stenbiderrogn røg ud, fordi der ikke var folk til at forarbejde den.

Vi renser og skyller de store fisk i et kæmpe kar. Nye kasser bæres ind. Endelig er det slut.

»Den allersidste havkat,« siger Ole og fisker en stor krabat op af vandet.

13.30

Jeg hjælper Albora Mathiasen med at smide hellefisk på båndet. De skal sorteres efter størrelse. Det er nogle glatte fyre og enkelte så kæmpestore, at vi næsten ikke kan løfte dem op på båndet nede fra fiskekassens slimede dyb.

15.00

Der er en time til fyraften. Jeg er træt. Mine fødder er kolde. Arme og skuldre er ømme. Jeg har ikke ydet en brøkdel af, hvad de andre præsterer.

Jeg vasker fiskeskæl af gummistøvler og forklæde. Nu skal jeg ind til de hvide damer.

I den lidt mere eksklusive afdeling regerer 64-årige Lucia Geisler som holdleder for en lille flok, fortrinsvis kvinder i hvidt med lyseblå mundbind. De vejer og pakker rejer til hjemmemarkedet. De tager sig af rælinger og tørfisk. Det er også her, der bliver forarbejdet rødfisk til koteletter.

Der er fodbold over radioen og koncentreret ro i lokalet.

»De fleste har kun været her et par måneder,« fortæller Lucia Geisler. »Desværre forsvinder folk tit fra jobbet, når det er lønningsdag. Og så må vi lære nogle nye op.«

15.45

Der er stadig et kvarter tilbage af min arbejdsdag. Men jeg snyder og går ud i regnen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Christian Skoubye
  • David Zennaro
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
Eva Schwanenflügel, Christian Skoubye, David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

nu siger jeg lige noget: i årevis har vi lagt øre til diverse brancher snak om udbud og efterspørgsel, gad vide om det ikke snart går op for dem, at det også gælder arbejdskraft, fra sosu'er til rejepillere, mangler I folk, så sæt lønnen op, så skal de nok komme. Men det går jo nok for hårdt ud over aktionærerne.

Eva Schwanenflügel, Peter Hansen, Anne Mette Jørgensen, Werner Gass, Egon Stich, Lise Lotte Rahbek, Estermarie Mandelquist, Flemming Berger, Kim Houmøller, Claus Bødtcher-Hansen, Ebbe Overbye og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Marianne Krogh Andersen

Et virkelig godt indblik i hvordan det foregår på en af de grønlandske fiskefabrikker.
Mange tak for din indsats som fiskemedarbejder og den velskrevne artikel :-)

Peter Hansen, Anne Mette Jørgensen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

"Men de gode tider for fiskerne afspejler sig ikke på gulvet hos fabriksarbejderne."

Nej, for det ville jo kræve, at fiskerne tog et begreb som 'solidaritet' alvorligt...

Men i stedet for lægger man al sin tro ved markedskræfternes alter.

Præcis som journalister og andet godtfolk gør det i nærværende land.

Eva Schwanenflügel takker ovenfor den vellønnede journalist for hendes antropologiske 1-dags studie udi underklassens arbejdsvilkår. Selv får jeg altid kvalme af den slags griseri. Sådan er folk så forskellige ;).

Anne Mette Jørgensen, Erik Jakobsen og Henning Kjær anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Torsten Jacobsen

Marianne Krogh Andersen er ifølge hendes LinkediN profil en af de mange på det prekære arbejdsmarked for journalister, og tjener næppe særlig meget på at sælge denne historie. Jeg frygter din kvalme har været uberettiget, men kan måske trøste med, at jeg lige har tjent næsten 100.000 kr. uden at røre en finger. Måske kan du tage kvalmen som en bagskid af denne oplysning?

Philip B. Johnsen

Jeg har arbejdet på fiskefabrik, jeg får kvalme af dig Henrik Brøndum.

Eva Schwanenflügel og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Der er intet nyt under solen. At Henrik B tjener 100.000 uden at røre en finger er han ikke ene om. Sådan er det i hele verden.
At vi andre, så affinder os med det er ikke en gåde.
Det ændrer ikke på, at knoklerne og de fattige er flest. De velstillede og rige gør brug af avancerede metoder og skam er ikke eksisterende.

Torsten Jacobsen

Henrik Brøndum,

Jeg har i min tid her i Informations debatspalter aldrig været i tvivl om din mangel på solidaritet. Så du fremkalder desværre sjældent andet end let hovedrysten, og så til tider et godt grin, naturligvis. Jeg fornemmer du er en festlig fyr, hvis man kender dig personligt. Godt for dig og dine. Til helvede med resten ;)

Henrik Brøndum

Det glæder mig, at jeg måske skaber lidt arbejde i sundhedsvæsenet. Men jeg synes det er betænkeligt, at angribe journalisterne pga. deres lønninger. De bedste lønninger får man hos Big Tech, Google, Facebook etc. derefter kommer investeringsbanker. Journalister ligger langt nede på listen, specielt hvis stjernerne sorteres fra.