Nyhed
Læsetid: 1 min.

Efter græske naturbrande: Familien til to dræbte har lagt sag an mod myndighederne

Myndigheder sagsøges for langsom reaktion på katastrofebrande
Udland
4. august 2018

De katastrofale naturbrande i Grækenland i sidste uge får nu et retligt efterspil.

Samtidig med at oppositionen kræver, at den kritisable redningsindsats får politiske konsekvenser for regeringen, har familien til to dræbte nu lagt sag an mod myndighederne. Det forventes at blive det første af adskillige sagsanlæg.

Myndighederne har sat det foreløbige antal dræbte efter brandene den 23. juli til 87 personer.

Regeringens ministre har sagt, at der er mistanke om, at den eksplosive brand var påsat, og samtidig siger regeringen, at hundredvis af illegale byggerier har blokeret for flugtruter og dermed øget antallet af dræbte. Men fokus rettes nu mere og mere mod myndighedernes mangelfulde indsats.

»Alle dem, der er ansvarlige for brandforebyggelse, for brandslukning og for befolkningens sikkerhed, bør dømmes, og de er alle sigtet,« lyder det fra advokat Antonis Foussas, der repræsenterer familien, som har lagt sag an.

Ifølge Euronews lægger sagsanlægget bl.a. vægt på, at der ikke blev udstedt evakueringsordre, hvilket var medvirkende til, at flere blev fanget i flammerne.

Ydermere skriver det græske medie Kathimerini, at mange ikke modtog instrukser om, hvor de kunne flygte hen, og forvirret kommunikation internt i politiet førte til, at trafik blev omdirigeret direkte til brandområderne med flere dødsfald til følge. Og mange personer, som formåede at søge tilflugt i havet, endte med at drukne, da redningsaktionen foregik i et langsommeligt tempo.

Premierminister Alexis Tsipras har taget det politiske ansvar for naturbrandene. Men det har ikke tilfredsstillet oppositionen, der kræver, at hoveder ruller.

»Når nogen påtager sig et politisk ansvar, så bør det følges af handling, og en afskedsbegæring vil være en handling, der viser personligt ansvar,« siger Kyriakos Mitsotakis, lederen af det største oppositionsparti, Nyt Demokrati.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her