Baggrund
Læsetid: 7 min.

Den grønne guldfeber: USA’s cannabisindustri har lært at spille efter kapitalismens regler

Siden Californien fra årsskiftet gjorde brugen af cannabis fuldt lovligt, er markedet boomet med et væld af nye produkter, der kan tilfredsstille de fleste behov: e-cigaretter, vingummibamser og marihuana, der kan gøre dig skæv – men produktiv. Nu kæmper milliardindustrien videre mod Washington for fuld lovliggørelse i hele USA
Cannabisindustrien boomer i USA. Ifølge en rapport fra BDS Analytics, der overvåger cannabisindustrien, brugte amerikanerne 54 milliarder kroner på lovlige cannabisprodukter i 2017. En stigning på 31 procent fra året før.

Cannabisindustrien boomer i USA. Ifølge en rapport fra BDS Analytics, der overvåger cannabisindustrien, brugte amerikanerne 54 milliarder kroner på lovlige cannabisprodukter i 2017. En stigning på 31 procent fra året før.

Jae C. Hong

Udland
6. august 2018

SAN FRANSISCO – Læreren beder de collegestuderende om at sætte sig og gøre klar til dagens eftermiddagstimer. De finder notesbøgerne frem og retter opmærksomheden mod podiet. Næste punkt på programmet er, hvordan man bedst kultiverer en cannabisplante.

De studerende på Oaksterdam University i San Fransisco er i gang med at tage en uddannelse i cannabis. 

»Jeg har en drøm om at starte min egen cannabisforretning, hvor jeg kan sælge marihuana. Uddannelsen vil forhåbentlig hjælpe mig til at opnå min drøm,« siger den studerende Megan Hedges i en af pauserne.

Der er cirka 25 elever til eftermiddagens forelæsning, hvor læreren blandt andet gennemgår beskæringsteknikker og brug af gødning for at få den optimale vækst af cannabisplanten.

»Vores elever kommer her, fordi vi er den mest seriøse læreanstalt inden for cannabisindustrien. Dermed får de den bedste start i branchen,« siger Dale Sky, leder af den lille privatejede cannabisskole, Oaksterdam University, der blandt andet tilbyder et fire måneder langt cannabisforløb.

Cannabisindustrien boomer i USA. Ifølge en rapport fra BDS Analytics, der overvåger cannabisindustrien, brugte amerikanerne 54 milliarder kroner på lovlige cannabisprodukter i 2017. En stigning på 31 procent fra året før. 120.000 personer er fuldtidsansatte i den amerikanske cannabisindustri, og ifølge fremskrivningerne i rapporten The State of Legal Marijuana Markets vil der om fem år være næsten en halv millon fuldtidsansatte samt en omsætning på 150 milliarder kroner.

Man kan investere i aktier i de enorme cannabisvirksomheder, og i foråret kom det frem, at den tidligere republikanske leder af Repræsentanternes Hus, John Boehner, bliver bestyrelsesmedlem i et af de største firmaer i den fremadstormende industri.

»Det er en hel speciel periode. Der er virkelig mange penge i omløb for tiden,« siger Dale Sky, leder af Oaksterdam University.

Universitetet ligger i Californien, som gjorde brug af marihuana fuldt lovligt fra årsskiftet. Indtil da havde cannabis til medicinsk cannabis været lovligt i en årrække i staten, ligesom det fortsat er det i 28 andre amerikanske stater. Heraf har i alt ni delstater nu fuldstændig lovliggjort cannabis.

For smerter eller for sjov

I undervisningslokalet fortæller Megan Hedges, at hun selv har røget en del marihuana, ’pot’ eller ’weed’, som det kaldes i USA. Det hjalp på hendes smerter og søvnproblemer efter en ulykke. Nu vil hun ind i den boomende industri, der ofte kaldes for ’The Green Rush’ eller ’Den grønne guldfeber’.

»Jeg har ikke fundet et lokale til min cannabisforretning endnu, men jeg er igang med at undersøge, hvordan jeg kan rejse penge til det. Måske vil mine forældre hjælpe,« fortæller 21-årige Megan Hedges.

Den form for cannabisbutik, som Megan drømmer om, hedder et dispensary. Dem finder man mange steder i Californien nu, og ved et besøg kan man tydeligt se indflydelsen fra den dynamiske amerikanske kapitalisme.

Butikkerne er ofte indrettet som små strømlinede supermarkeder. Der er et hav af produkter under de skinnende montrer. En form for salgsassistent kan hjælpe kunden med spørgsmål og foreslå produkter. Man kan blandt andet få tyggegummi, chokolade og vingummibamser, man kan blive skæv af.

Der er udviklet apps, så kunden på forhånd kan finde præcis den form for marihuana, man har lyst til, og som passer til den ønskede effekt. Hvis man for eksempel har lyst til at være skæv, men produktiv, hvis man vil grine meget, eller hvis man har social angst, er der specifikt udviklede marihuanasorter til ens behov.

Engangs-e-cigaretter fyldt med cannabisolie er blevet et hit blandt koncertgængere og de mere modne kunder, fordi det ikke vækker så meget opmærksomhed som en gammeldags joint. Man kan få sine cannabisprodukter bragt ud – også til stranden. Der er utal af forskelige salver og cremer til huden. Man kan endda købe cannabisolie designet til hunde med smerter – såkaldt ’Doggy-CBD’.

Medicinsk cannabis dominerer lidt endnu

Den stærke produktudvikling og kommercialisering af cannabisprodukterne var nødvendig for at få de amerikanske forbrugere med på ideen om et legaliseret cannabismarked, fortæller Dale Sky fra Oaksterdam University.

»Nogle siger, at vi har solgt ud af drømmen. Men vi lever altså i et kapitalistisk samfund, og hvis ikke cannabisindustrien kan indrette sig og leve efter de kapitalistiske spilleregler, så ville vi slet ikke være nået så langt,« lyder det fra Dale Sky.

Det legale marked har indtil nu været domineret af medicinsk cannabis, fordi det har været lovligt i længere tid og i flere stater. Ifølge rapporten The State of Legal Marijuana Markets stod den medicinske del af cannabisindustrien for 71 procent af omsætningen i 2017.

Det er primært produkter, der hjælper mod smerter og stress, såsom cannabisolier. De såkaldte CBD-olier er blevet meget populære. Det er cannabisolie, hvor det psykoaktive stof THC, som er det, man bliver skæv af, er trukket ud af produktet. CBD-olie har altså en medicinsk effekt, uden at brugeren bliver skæv af det.

Men forholdet mellem de to grene af industrien ændres drastisk i disse år i takt med, at flere delstater har gjort det lovligt at ryge marihuana for sjov – for bare at blive skæv.

Det samlede forbrug vil allerede ved udgangen af i år være delt ligeligt mellem medicinsk cannabis og rekreativ cannabis, viser fremskrivningerne. Udviklingen er primært drevet frem af Californiens legalisering den 1. januar 2018.

En anden faktor er, at Canada netop har gjort brug af cannabis fuldt lovligt i hele landet. Et af de største canadiske firmaer handles nu på børsen i New York, og legaliseringen af de to store markeder forventes at drive den internationale cannabisøkonomi fremad de nærmeste år.

Stadig ulovligt på føderalt niveau

Men selvom en række stater i forskelligt omfang har tilladt brug af marihuana og cannabis, kan cannabisforretninger i USA fortsat være et juridisk minefelt. De studerende på Oaksterdam University har da også flere jurafag, hvor de både lærer om lovgivningen bag legaliseringen og begrænsningerne. Det er nødvendigt i en branche, der set udefra stadig minder om Det Vilde Vesten.

»Det vigtigste for mig er at lære alle reglerne og juraen bag den lovlige del af industrien. Der er stadig så mange forskellige retsmæssige ting, man skal overholde, og det er vigtigt, at jeg ikke ender med at overtræde loven, for så kan jeg få store problemer,« siger Megan Hedges.

En af de største udfordringer for den succesfulde branche er, at brug af cannabis er ulovligt på føderalt niveau. Det vil sige, at selvom Californien på delstatsniveau har lovliggjort, at man kan ryge en joint eller bruge cannabisolie mod smerter, så er regeringen i Washington stadig imod. Det giver milliardindustrien enorme problemer.

For eksempel kan cannabisvirksomheder ikke bruge de store føderalt baserede banker, fordi det er ulovligt for bankerne at håndtere indtjening fra cannabisprodukter.

Ofte må virksomhederne i stedet finde en lille lokal sparekasse, der er villig til at tage imod pengene. Det kan være svært, fordi centralregeringen og ikke mindst den stærkt marihuanakritiske justitsminister, Jeff Sessions, kæmper ihærdigt for at tvinge delstaterne til at overholde de føderale cannabislove.

Virksomhederne ender dermed ofte med næsten kun at bruge kontanter, og de milliarder af dollar, de betaler i skat, må de aflevere i store poser eller kufferter med sedler til det amerikanske skattevæsen IRS. Ifølge CNN betalte de amerikanske cannabisvirksomheder 18 milliarder kroner i føderal skat i 2017. For jo, selvom den føderale regering anser cannabisforretningerne som ulovlige, skal de stadig betale føderal skat.

Kampen fortsætter mod Washington

Et andet problem er, at det er svært at handle canabis på tværs af delstaterne, da det er forbudt at transportere produkter igennem en stat, hvor cannabis ikke er tilladt. Man kan heller ikke flyve produkterne, da de fleste lufthavne er reguleret af føderale enheder. 

Ud over at være landets første cannabiscollege har Oaksterdam University i San Fransisco siden 2007 også været politisk aktiv i den mangeårige kamp for at legalisere cannabis. Før legaliseringen blev skolen stormet og ransaget flere gange af det føderale politi, FBI.

»Vores kamp er slet ikke slut endnu. Den stopper først, når der kommer en føderal lovliggørelse. Indtil da er det stadig en meget usikker branche,« siger Dale Sky fra Oaksterdam University.

»Vi skulle først have de almindelige amerikanere med, så lobbyisterne, og næste skridt er Wall Street. Når først der er mange penge i Cannabis, vil befolkningen, virksomheder og regeringen være hooked på indtægten fra skattepengene. Når det er opnået, er der ingen vej tilbage, og så har vi vundet,« siger hun.

– Men er I ikke også med til at fremelske et misbrug hos flere mennesker?

»Vi bliver nødt til at tage profitten ud af hænderne på de kriminelle og få brugen af marihuana ind i systemet. Så man kan beskatte, oplyse og regulere brugen af det. Det er den eneste måde at få styr på marihuana. Og samtidig afkriminalisere en masse mennesker. Jeg er sikker på, det ikke giver flere misbrugere. Bare fordi jeg kører forbi en spiritusforretning på vej til arbejde, betyder det jo ikke, at jeg drikker mig fuld klokken otte om morgenen,« siger Dale Sky.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Bo Jensen

Håber at Danmark snart kommer med på vognen.
Hvis vi tror at staten kan stå for salget og der ligges for mange afgifter på, vil der stadig sælges illegal hash i Danmark. De priser politiet bruger, når de udregner gadeværdien af konfiskeret hash er urealistisk høje, det er kun turister der vil betale de priser.
Lad os nu bare få et frit marked med konkurrence, hvor de mange dygtige hampdyrkere, vi har herhjemme, kan åbne sin egen butik. Selvfølgelig med afgift og kontrol, men fri os for et systembolag for cannabis. Her kan selv højrefløjen vel forstå, at det ikke er nok at kontrollere 1% af virksomhederne.

Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

På samme måde som den seksuelle emancipation udviklede sig til porno i baglokalet, pisk og schäferhund, vil kapitalismen vulgarisere og indtrappe sin afhængighedsdannende kick ass-kultur og problemprovokerende profitpsykose i en legalisering af cannabis. Farverigt og forstemmende.

Bettina Jensen

En noget anderledes udvikling ville vi måske se, hvis det blev legalt at dyrke, forædle og/eller forarbejde marihuana til eget brug - og så ikke mere. Det ville være nok, for kreativiteten er, som det fremgår, naturligvis enorm og det ville formentligt, over tid, fremme en mindre misbrugsvillig brugerkultur, end kommercialiseringen, med dens misantropiske og fremmedgørende profitjagt, vil.

På den anden, tredje og fjerde side er det også betydeligt kontraproduktivt at opretholde et forbud mod at forhandle cannabis. Men hvis sagen er speget som en pølse kan det godt være at salami-løsninger er farbare, forudsat at de findes i samråd mellem befolkning og beslutningstagere.

Alvin Jensen, Trond Meiring og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Den grønne fé har fået grønne fingre.

Torben K L Jensen

Staten skal udarbejde licens-regler for dyrkning,udvikling,salg og beskatning af cannabis-produkter - på den måde kan man frigøre enorme ressourcer i Politi,retsvæsen og kriminalforsorgen (fængsler,uddannelse og mere vigtigt - en gældssanering til en god start) til gadebetjente,efterforskning af den omsiggribende økonomiske kriminalitet og afvikling af den enorme pukler i retssystemet der er kommet af den prioritering der kommer fra jagten på narko-kriminelle.

Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Jørn Andersen, Henrik Leffers, Trond Meiring og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Peter Tagesen

Da facebooksiden Viden om cannabis påstod, at cannabisolie kunne fjerne bumser i fjæset lo jeg (og prompte blev bannet fra siden da jeg spurgte ind til det). Der er åbenbart ikke den skavank, det ikke kan kurere...

Ja, USA gør det på den kapitalistiske måde. Kunne vi ikke prøve at legaliserer hash med brug af velfærdssamfundets karaktertræk?

Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar