»Hvordan dækker man en præsident, der er ligeglad med, hvad han selv siger?«

Torsdag udspillede der sig en ophedet diskussion i pressesalen i Det Hvide Hus.

Donald Trumps hårdt prøvede pressesekretær, Sarah Huckabee Sanders, blev af CCN-rapporteren Jim Acosta gentagne gange spurgt ind til, om hun selv mente, at medierne udgjorde »folkets fjende« – Trumps foretrukne samlebetegnelse for de etablerede nyhedsmedier.

»Jeg synes, det ville være på sin plads, hvis du ville sige her og nu, at pressen, der er samlet her i rummet og dagligt gør sit arbejde med at stille spørgsmål, ikke er folkets fjende,« insisterede Jim Acosta. »Det mener jeg, vi fortjener.«

Men Sanders nægtede at efterkomme Jim Acostas ønske.

»Jeg synes, det er ironisk, at du, Jim, og medierne angriber præsidenten for hans retorik, når I selv jævnligt sænker niveauet for samtalen i det her land og forfalder til personlige angreb uden andet formål end at anspore til vrede,« svarede Sanders og udbasunerede efterfølgende, hvordan hun angiveligt selv har været genstand for mediernes personangreb.

Episoden er et af de seneste eksempler på, at striden mellem præsident Trumps administration og de etablerede medier i USA igen udspiller sig i fuldt flor. Paradoksalt nok genopblussede striden, efter den amerikanske præsident i slutningen af sidste måned kortvarigt havde skabt håb om forsoning. I et opsigtvækkende tweet kunne præsidenten afsløre, at han tidligere i juli havde deltaget i »et godt og interessant møde« med repræsentanter for New York Times.

Avisen har sammen med andre etablerede medier som Washington Post, CNN og NBC siden valgkampen i 2016 konstant været mål for Trump og hans støtters vrede, anklaget for at opdigte kilder og bedrive »fake news« om præsidenten. Medierne har for deres del bestandigt fremhævet Trumps ofte rablende udtalelser og forskruede moral som et bevis på, at han er uegnet som præsident, og har ironiseret over hans gentagelsesprægede og usammenhængende tirader.

Kunne mødet mellem New York Times og præsidenten stoppe mudderkastningen og markere en ny begyndelse?

Svaret blev et rungende nej. Trumps beretning om, at mødets omdrejningspunkt havde været landets problemer med »enorme mængder falske nyheder«, fik New York Times-udgiveren A.G. Sulzberger til at fremlægge sin egen version af samtalen i Det Hvide Hus:

»Jeg fortalte ham, at selv om udtrykket fake news er både usandt og skadeligt, er jeg langt mere bekymret over, at han stempler journalister som ’folkets fjende’. Jeg advarede om, at dette ophedede sprog bidrager til stadig flere trusler mod journalister og vil føre til vold,« skrev Sulzberger i en pressemeddelelse.

Og så brød krigen ud igen:

»Jeg vil ikke tillade, at vores fantastiske land bliver forrådt af anti-trump haters fra den døende avisindustri,« rasede Trump på Twitter kort efter Sulzbergers besked.

»New York Times og Amazon Washington Post gør intet andet end at skrive dårlige historier, på trods af vores store bedrifter. Og de vil aldrig ændre sig,« skrev præsidenten, der konsekvent betoner, at Washington Post i dag er ejet af Amazon.

Svært at skabe balance

Undersøgelser har siden Trumps indsættelse vist, at hans hårdnakkede påstande om, at de etablerede medier – Fox News undtaget – er imod ham, har en vis berettigelse.

I anledning af Trumps første 100 dage i Det Hvide Hus publicerede Harvard-forskeren Thomas E. Patterson en undersøgelse, der viste, at mere end 90 procent af historierne om Trump hos medier som CNN, NBC og CBS var prægede af negative udtalelser om præsidenten. I det samlede mediebillede havde 80 procent af historierne et negativt anstrøg, mens tallet til sammenligning var 41 procent for Obama efter hans første 100 dage. Senere undersøgelser, som blandt andet organisationen Media Research Center har foretaget, har nået lignende resultater.

Men den overvejende negative omtale i medierne er i høj grad et resultat af præsidentens egen måde at gebærde sig på i offentligheden, mener David Altheide, professor emeritus i sociologi på Arizona State University og forfatter til blandt andet bogen Terrorism and the Politics of Fear om den amerikanske mediekultur.

»Problemet er, at det er svært at se, hvad medierne ellers skal stille op. Hovedparten af, hvad præsidenten siger, er enten åbenlyse løgne eller kontroversielle angreb på enkeltpersoner. Det gør det vanskeligt at opretholde en balance,« siger David Altheide på en telefon fra Californien.

Rasmus Kleis Nielsen, professor i politisk kommunikation på University of Oxford, ser ikke den altovervejende negative omtale af præsidenten som et problem i sig selv. Journaliststanden har altid været kritiseret for at fokusere for meget på de ting, der går galt, og for lidt på de ting, der går godt, siger han.

»Der er formentlig ikke en eneste præsident gennem tiden, der har været fuldt ud tilfreds med dækningen af deres embede. Forskellen med Trump er nok snarere, at han blot er mere ligefrem, når det kommer til at udtrykke sin utilfredshed,« siger Rasmus Kleis Nielsen.

Trump-bashing?

Det er imidlertid ikke kun nyhedsdækningen, der har været i fokus i forhold til mediernes behandling af præsidenten.

I NBC’s populære satireprogram Saturday Night Live gør skuespilleren Alec Baldwin sig i rollen som Donald Trump i en tilbagevendende sketch. Her ironiserer Baldwin over Trumps mest rablende udtalelser i den forgangne uge, mens publikum skriger af grin over skuespillerens påfaldende evne til at imitere præsidentens stemme og gestik. Hvor mange elsker showet, mener andre omvendt, at indslaget er forudsigeligt og letkøbt underholdning.

»De er fuldstændig imod Trump, hvilket jeg synes gør det mindre interessant, fordi du altid ved, i hvilken retning stykket går,« sagde skuespiller og komiker Robert Schneider i et interview i foråret med New York Daily News.

Han fulgte senere op på Twitter: »Folk griner ikke så meget af showet, som de jubler over retorikken, der bliver brugt. Det ligner ikke længere et komedieshow. Det er mere en slags liberalt klan-møde.«

En del amerikanere synes at være enige med Schneider. I en nylig rapport fra analyseinstituttet Rasmussen Reports svarede 43 procent af respondenterne, at der foregår for meget Trump-bashing i amerikansk populærkultur.

For hurtige på aftrækkeren?

Iagttagere har særligt i den seneste tid langet ud efter amerikanske medier for til tider at være lige hurtige nok på aftrækkeren i deres dækning af Trumps udtalelser.

I maj citerede blandt andre New York Times og AP Trump for under et møde i Det Hvide Hus at have kaldt udokumenterede indvandrere for »dyr«, mens det, da konteksten senere kom frem, viste sig, at han muligvis havde refereret til medlemmer af den voldelige bande MS-13, der kort forinden var blevet omtalt på mødet.

Det skabte ligeledes stor furore, da præsidenten for en måned siden over for CBS News kaldte Europa for ’a foe’, en fjende, på handelsområdet. Medieverdenen flød over med rubrikker, der revsede præsidenten for at erklære krig mod sine allierede på det gamle kontinent. Hvad mange medier ikke berettede, var, at Trump efterfølgende i interviewet tilføjede, at det at europæerne var en ’fjende’ ikke betød, at han så dem som de ’onde’, men blot at de udgjorde ’en konkurrent’.

Disse og lignende historier  har rejst spørgsmålet om, hvorvidt dækningen af præsidenten har taget form af en evindelig jagt, hvor sensationshungrende amerikanske journalister i deres årvågne søgen efter nye kontroversielle udtalelser spiller med i Trumps eget mediespil og forsømmer at dække hans realpolitik.

Rasmus Kleis Nielsen anerkender, at præsidentens kontroversielle udtalelser fylder en del i mediedækningen. Men her er det først og fremmest vigtigt at skelne mellem de forskellige amerikanske medier, mener han.

»Det er meget vanskeligt, specielt for nyhedskanaler som CNN og MSNBC, ikke at dække det, når Trump siger noget, som har klar nyhedsværdi, enten fordi det er kontroversielt, eksplosivt eller provokerende,« siger Rasmus Kleis Nielsen.

»Men parallelt med det har både nyere nyhedsmedier som VOX og etablerede medier som New York Times og Washington Post dækket administrationens politiske beslutninger og prioriteringer i meget detaljeret grad. Samtidig er der en meget høj grad af bevidsthed i det amerikanske pressekorps om faren ved at blive distraheret og brugt som instrument i Trumps mediestrategi. Der pågår hele tiden en kritisk diskussion om, i hvilken grad man skal blive ved med at dække, hvad Trump skriver på Twitter, og om man bør fokusere mere på, hvad hans administration foretager sig politisk«.

Det handler om at sænke farten

Rasmus Kleis Nielsen mener, at faren for medierne nogle gange kan være, at deres forargelse over præsidenten løber af med dem.

»Præsidentens facon er så anderledes og grov i forhold til de normer, der historisk har eksisteret. Nogle gange lader journalister sig forarge så meget over de ting, Trump siger, og måden han gør det på, at det bliver en historie i sig selv. Det er indimellem nemt at glemme, at halvdelen af dem, der stemte i 2016, jo nu engang stemte på Donald Trump, og at de ikke deler pressekorpsets forargelse. Så er det, at Trumps fortælling om, at medierne er elitære og ude af sync med befolkningen, kan ende med at blive en selvopfyldende profeti,« siger Rasmus Kleis Nielsen.

David Altheide mener, at medierne i almindelighed har været gode til at udfordre Trump på hans løgne. Men det har været en stor omvæltning for journalisters arbejdsgang, at der er kommet en præsident til, der ikke holder regelmæssige pressekonferencer, men i stedet kommer med konstante og ofte uunderbyggede udfald mod minoriteter og enkeltpersoner, siger han. For hvordan dækker man en præsident, der er ligeglad med, hvad han selv siger, som David Altheide formulerer det.

»Det hander om at sænke farten på nyhedscyklen, og et godt sted at starte er ved at komme væk fra hans tweets. Et andet aspekt handler om, at journalister er nødt til at fokusere mindre på Trump som person og i stedet begynder at tale om hans regering, administration osv.,« siger David Altheide.

»Samtidig er journalister nødt til at fokusere på konteksten af de ting, Trump foretager sig. Hvad betyder det i praksis for den almindelige amerikaner, når præsidenten lægger toldsatser på varer? Det handler ikke om, at journalister skal skrive lange afhandlinger, men simpelthen putte tingene i kontekst, så almindelige mennesker kan forholde sig til dem.«