Læsetid: 14 min.

Hvorfor elsker alle at hade svenskerne?

Svenskerne kan få det værste frem i folk. De er ekstreme, men de tror, at de er normale. Og så tror de på den svenske drøm. Netop derfor kommer de måske til at klare integrationen bedre end danskerne. Information tegner et portræt af den svenske mentalitet op til valget i september
Forestillingen om, at en idyllisk facade dækker over et svensk nationalt selvbedrag, har ifølge kulturredaktør på Dagens Nyheter, Björn Wiman, en stærk historisk forankring.

Forestillingen om, at en idyllisk facade dækker over et svensk nationalt selvbedrag, har ifølge kulturredaktør på Dagens Nyheter, Björn Wiman, en stærk historisk forankring.

Peter Nygaard Christensen

4. august 2018

Sverige bliver opfattet som utopien, hvor dystopia lurer lige om hjørnet. Det ekstreme og idealistiske land, som har indbygget sin egen undergang i sig. Tag blot flygtningekrisen i 2015, hvor Sveriges åbne hjerters politik resulterede i, at landet modtog det største antal flygtninge i Europa.

I intet andet land ville en statslig tv-station bringe en programserie om det typisk svenske med titlen Världens modernaste land. Og få andre lande har gennem tiden pådraget sig andres trang til at afsløre idyllen som en falsk maske.

»Sverige er altid blevet udpeget enten som den dygtigste elev i klassen eller som skrækeksemplet,« siger kulturredaktør på Dagens Nyheter, Björn Wiman.

Forestillingen om, at en idyllisk facade dækker over et nationalt selvbedrag, har ifølge kulturredaktøren en stærk historisk forankring, men opererer i dag med nye eksempler og har fået større gennemslagskraft efter udbredelsen af sociale medier.

»Her spredes negative billeder af Sverige internationalt på en meget systematisk måde. Ligesom de sociale medier også bruges her i Sverige af populister og højreekstremister til at fremme kritik af socialliberale og humanistiske værdier,« siger Björn Wiman.

Billederne er ofte fordrejede eller ligefrem forkerte, mener kulturredaktøren.

Det betyder ikke, at der ikke er samfundsproblemer i Sverige. Problemer, der sætter deres præg på den politiske dagsorden op til Riksdagsvalget den 9. september, og som bl.a. har ført til, at det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna fortsætter deres uhindrede fremgang i meningsmålingerne. Men den svenske idealisme udgør som så ofte før et oplagt skræmmebillede for andre, der frygter eller foragter netop landets ekstreme politiske eksperiment.

I Sollefteå i Nordsverige er studenterne lige sprunget ud og ligesom deres danske medsøstre- og brødre har de en lang uge foran sig. Til aftenens fest udgør den røde løber og det tunge lys fra lysekronen, hotellets bedste fotobaggrund til de endeløse gruppebilleder der skal tages.

Peter Nygaard Christensen

Himmel og helvede

I 1971 udgav den britiske journalist og historiker, Roland Huntford, bogen The New Tolitarism, som på svensk fik titlen Det blinda Sverige – og gjorde den amerikanske essayist Susan Sontags skildring af 1960’ernes Sverige som en socialistisk dystopi i A Letter from Sweden følgeskab. Også italienerne har bidraget til jagten på det svenske maskefald med filmen med den engelske titel Sweden – Heaven and Hell.

Billedet af Sverige som en fremmedgørende, kærlighedsløs, syndig, højt specialiseret og ekstremt reguleret formynderstat, hvor lighedsidealet er den lige vej til kollektiv konformisme, er forsøgt dokumenteret med henvisning til høje selvmordsrater og udbredt alkoholisme.

Og hvis man skifter selvmord og alkohol ud med de for tiden ofte refererede statistikker over skudvekslinger, mord og flygtninge, ser man, at de senere års udgivelser som f.eks. Michael Jalvings Absolut Sverige – en rejse i tavshedens rige og danskbriten Michael Booths The Almost Perfect People er en tilbagevendende figur.

Til gengæld har svenskerne også selv tradition for at kritisere deres samfundsmodel gennem litteraturen.

Et af de bedste eksempler er den succesfulde svenske krimigenre, hvor forfattere som Mankell, Nesser, Marklund og Guillou fulgte i kølvandet på den stærkt politisk engagerede krimiduo Sjöwall og Wahlöö. I bogen Snuten i skymningslandet: Svenska polisberättelser i roman och film 1965-2010 konkluderer forfatteren Michael Tapper:

»Mere end måske noget andet skønlitterært projekt bidrog de til at vende billedet af Sverige fra utopi til dystopi.«

Gennem den svenske krimigenre er den borgerlige kritik af Sverige som en formynderstat altså blevet forenet med en venstreorienteret kritik af det moderne socialliberale velfærdssamfund.

’Last night in Sweden’

Den negative beskrivelse af svensk samfundsudvikling trives i dag i høj grad på de sociale medier, hvor især indvandrerkritikere bruger Sverige som et skræmmebillede, når antallet af anmeldte voldtægter stiger, og indvandrerbander hærger og myrder i storbyerne.

Som det f.eks. var tilfældet igen i juni, hvor tre blev skudt i Malmø. Hændelsen fik Twitter-kommentarer som denne med på vejen:

»Vi plejede at have sikre gader, nu har vi mangfoldighed,« illustreret med et voldsomt billede fra Jean Luc Godars film Udflugt i det røde. Twitterkontoen tilhører ifølge Dagens Nyheter en »anonym højreekstrem«.

En rapport fra Svenska Institutet, som avisen også citerer, opregner, at der i 2017 er sket en kraftig stigning i omtalen af Sverige på de sociale medier. Eksempelvis omtaler 40 procent af Twitterindlæg om Sverige indvandring som noget negativt, og mange kommentarer er ifølge avisen koblet til præsident Trumps meget omtalte »last night in Sweden«-bemærkning om terrorangrebet i Stockholm.

Og der er ganske rigtigt tale om, at antallet af skudofre i Sverige er øget siden 2014. Samt at den form for vold er koblet til det kriminelle bandemiljø, der til dels er domineret af indvandrere.

Til gengæld er niveauet lavere end på de mest voldelige tidspunkter i 1990’erne, viser en gennemgang, Dagens Nyheter har foretaget i deres faktatjek i forbindelse med valgkampen. Antallet af svenskere, der anmelder voldskriminalitet, har desuden været stabilt de seneste ti år. Svenskerne er generelt også optagede af indvandringsspørgsmålet.

Ifølge den årlige SOM-undersøgelse, som forskere ved Göteborgs Universitet står bag, anser 43 procent indvandring for at være det vigtigste politiske spørgsmål, efterfulgt af sundhed og skole.

Det er en kraftig forøgelse siden 2014. Men til gengæld er tallet gået lidt tilbage siden 2015-16, noterer forskerne. Og ser man på de spørgsmål, som bekymrer svenskernes mest, topper klimaforandringer, terrorisme og bakterieresistens, mens øget antal flygtninge kommer ind på en ottendeplads.

Forkerte billeder

Forestillingerne om Sverige er til trods for deres store udbredelse ofte fordrejede, mener altså Björn Wiman. Det gælder f.eks. billedet af svenskerne som undertrykte og politisk korrekte.

»Sverige er et radikalt og ekstremt politisk eksperiment. Og forklaringen på det kan bl.a. findes i internationale værdiundersøgelser, der viser, at Sverige er blandt de mest individualistiske lande i verden. Den socialdemokratiske version af velfærdsstaten og dens succes består i, at Socialdemokraterna har forstået og bekræftet svenskernes dybtfølte behov for uafhængighed.

Der er altså ikke tale om en kollektiv konformisme, men i stedet en stærk individualisme og uafhængighedstrang, som betyder, at vi helst vil lade andre være i fred. Forudsætningen for uafhængigheden er ligestilling – en ligestillet behøver man nemlig ikke tage sig af,« siger Björn Wiman, der mener, at den radikale individualisme også er en af forklaringerne på det, mange danskere ofte nedgør som »politisk korrekthed«.

Svenskernes udtalte modvilje mod racisme, homofobi og sexisme, der ofte beskrives som ligestillingsekstremisme og forskræmt kulturradikalisme, er paradoksalt nok udslag af svenskernes grundlæggende ligegyldighed over for andre mennesker.

»Så længe de lader mig være i fred, lader jeg dem i fred. Det er svenskernes grundindstilling, og til det behøver man en stærk velfærdsstat,« siger Björn Wiman.

Også politologen Björn Werner, der i dag er kulturredaktør på Göteborgposten, har beskrevet Sverige som det ekstreme land, hvor næsten hvad som helst bliver kørt ud i sin yderste konsekvens.

Et eksempel er velfærden. Efter Anden Verdenskrig gik mange europæiske stater i gang med at udvide og forbedre f.eks. skolegang, børneomsorg og sundhedssystemet, så flere mennesker kunne følge sig trygge og tilfredse i hverdagen i stedet for at gå rundt og blive nazister, forklarer han.

Men få lande gik så langt som i Sverige, hvor man opbyggede den mest omfattende offentlige sektor i den vestlige verden. Og da velfærdsstaten begyndte at synke i knæ i løbet af 1970’erne og blev dyr og ineffektiv, indførte svenskerne andre styringsformer, f.eks. privatiseringer af den offentlige velfærd.

Det forsøgte man også i andre lande, bl.a. Danmark. Men i Sverige besluttede de at gå all-in, og de har solgt fra og privatiseret så meget, at Sverige stort set er det eneste land i verden, der tillader profitdrevne aktieselskaber på folkeskole- og gymnasieniveau.

Og det fortsætter ifølge Björn Werner på stort set alle vigtige politiske områder. Sverige er mere vedholdende med at gennemføre EU-lovgivning end mange andre lande. Indvandringen var indtil 2015 den højeste på kontinentet. Og Sverige er et af de mest ligestillede lande i verden.

Det hele bygger på en befolkning, der tror på, at staten vil det bedste for dem. At tilliden i samfundet er i top. Og at politikere er overbeviste om, at forskere er til at stole på, og at bureaukratiet altid er klar til at rulle de beslutninger ud, som de folkevalgte har besluttet, skriver Björn Werner i en kommentar på cafe.se:

»Et fascinerende socialt eksperiment, som du er en del af, uanset om du vil have det eller ej.«

Sænkede Volvoer kører i pendulfart til og fra studenterfesten i Sollefteå skifter løbende klientellet ud. Selvom klokken forlængst har passeret midnat er det stadig ikke blevet mørkt.

Peter Nygaard Christensen

Statsindividualisme

Den forskningsmæssige underbygning af kulturredaktørernes udlægning af den svenske nationalkarakter finder man hos Lars Trägårdh, der er professor ved Ersta Sköndal Högskola i Stockholm og bl.a. forsker i folkhemmet og den svenske samfundskontrakt.

I den internationalt stærkt omtalte bog Är svensken människa bruger han begrebet statsindividualisme til at beskrive svenskernes forhold til staten.

Lars Trägårdh har studeret i USA, og mens han tog sin ph.d. ved Berkeley, funderede han over det paradoks, han oplevede. Som ung havde han tænkt, at han var ’flygtet’ fra den mentale spændetrøje i Sverige til et land med langt højere grad af individuel frihed. Men i løbet af sin studietid indså han, at amerikanerne var langt mere afhængige af f.eks. deres familier eller velgørenhed, end svenske unge var.

I det perspektiv fremstod svenskerne i kraft af deres »kærlighedsaffære« med staten, som han senere beskrev det, som et betydeligt mere individualistisk folk i kraft af deres uafhængighed og udprægede ligestilling i forhold til andre mennesker. Bag denne uafhængighed lå der en speciel moralsk logik. Et særligt svensk syn på den ideelle relation mellem mennesker.

»Den radikale individualisme i Sverige er kombineret med en meget høj tillid til samfundsinstitutioner,« siger Lars Trägårdh og fortæller om den tyske filosof Immanuel Kant, der har beskrevet den menneskelige natur som spændt ud mellem to drifter.

På den ene side stræber mennesket efter maksimal individuel suverænitet. Det vil være frit. På den anden side er mennesket så at sige dømt til at leve i samfund og fællesskab, fordi vi grundlæggende er sociale væsner, der ikke kan overleve alene.

»Den største udfordring for enhver stat er, hvordan man balancere disse to drifter, der definerer, hvad det vil sige at være menneske. Statsindividualismen er central i alle de nordiske lande, men den er ikke lige stærk i alle lande. I Sverige har vi en endnu stærkere betoning af staten. Men i bund og grund handler det om, at vi har opbygget en velfærdsstat, der kombinerer radikal individualisme og høj social tillid,« siger han.

Og så skal man ikke glemme, at Sverige i høj grad er et markedssamfund, påpeger professoren, der bygger på en nation af selvejende bønder, som værner om og dyrker den private ejendomsret.

»Vi kan lide at eje ting. Vi er ikke socialister. Alle vil have deres eget hus, egen have og deres egen bil,« som han siger.

Peter Nygaard Christensen

Zlatan og odalbonden

Og så er det selvfølgelig ikke til at komme uden om Zlatan Ibrahimović i fortællingen om den svenske hyperindividualisme. For fodboldidolet fra Malmös ghetto og hans spektakulære ’klassresa’ – for at anvende et ord, den svenske venstrefløj dyrker – bruges trods falmende popularitet stadig som en analogi for landet Sverige. Senest i den nye dokumentar ’Zlatan – för Sverige i tiden’.

»Zlatan er en ikonisk figur, der skriver sig ind i rækken af lignede karakterer i svensk kulturhistorie,« siger Björn Wiman fra Dagens Nyheter.

Her finder man blandt andet »odalbonden«, som optræder i Erik Gustaf Geijers digt fra 1811. En mand, som accepterede at give gud og kongen, hvad der retfærdigvist var deres, men som insisterede på, at resten var hans – og ikke opfattede sig selv som et offer for kollektivet, men som én, der havde en nyttig kontrakt med fællesskabet.

Ligesom en anden ekstremt populær sportsmand, Björn Borg, også var en hyperindividualistisk tennisspiller fra den lavere middelklasse med en stærk tilknytning til den svenske idrætsbevægelse, forklarer Björn Wiman.

»Grunden til, at Zlatan er så enormt elsket i Sverige, er, at han er en projektion af det moderne Sveriges stærke individualist, der har kollektivet som en forudsætning for, at han kan udfolde sin individualitet. Derfor følger vi alle sammen med i det psykodrama, Zlatan har leveret i de seneste år, hvor han er rejst ud i verden og ejet de steder, han er kommet. Han gør os stolte, når han spreder både skræk og beundring. Desuden ses Zlatan som produkt af den indvandringspolitik, som svenskerne selv politisk har stemt for,« siger han.

Roland Lunddahl banker fronten lige på den skrotbil, han har at sætte i stand, så hans barnebarn kan køre konkurrence med den. Det er længe siden, han selv har deltaget i en konkurrence, men han nyder stadig at istandsætte bilerne til det.

Peter Nygaard Christensen

Hyklere

Lars Trägårdh mener til gengæld, at svenskernes forestillinger om sig selv som moralsk overlegne i kraft af deres statsindividualistiske, ligestillede velfærdssamfund og stærke økonomi – der igen efter krisen viser stærkere vækstrater end både den danske og den norske – også kan være hykleriske.

»Vi positionerede os i forhold til resten af verden som moralsk overlegne, fordi vi har et perfekt samfund, og vi agerer efter højere moralske principper. Det er noget, der irriterer andre, ikke bare i Danmark. Og det er jo også hyklerisk. Eksempelvis er vi jo så dygtige til at eksportere til andre lande, at vi også sælger våben i stor stil,« siger han.

Den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven endte da også med at blive fanget i forestillingen om Sveriges moralske overlegenhed, da flygtninge strømmede ind i landet i 2015.

»Under flygtningekrisen tog Socialdemokraterna skraldet for den tidligere konservative statsminister Frederik Reinfeldts idealistiske og åbne markedssamfund. Löfven, der efterfulgte Reinfeldt i 2014, kunne ikke leve med at skulle stå i spidsen for en dårligere moralsk supermagt end den tidligere statsminister. Og så sad han i saksen. Han var nødt til først at lave en Reinfeldt og sige, ’at i Sverige tror vi ikke på grænser’. Hvorefter han måtte bakke få måneder senere. Vi historikere ved jo, at Socialdemokraterna altid har været pragmatiske i udlændingespørgsmål og er gået ind for en reguleret indvandring, så det var faktisk helt unødvendigt,« siger Lars Trägårdh, der til gengæld mener, at der var tale om et politisk svigt fra Socialdemokraternas side:

»De befinder sig nu i en dyb krise op til valget og er ikke i stand til at formulere en positiv fortælling om, hvor Sverige er på vej hen. De er blevet hårde på immigration og lov og orden. Men folk stemmer på de indvandrerkritiske Sverigedemokraterna alligevel. Det er en bekymring, jeg har på det nationale politiske niveau.«

Men krisen er imidlertid overvejende politisk, pointerer Lars Trägårdh. Integrationen af de mange nye medborgere er han ikke så bekymret for. Og forestillingen om, at Sverige skulle være ved at bukke under økonomisk og kulturelt pga. af de store indvandrergrupper, afviser han.

»Hør her, jeg er modstander af den naive tilgang, som politikerne selv har indrømmet, de har haft med hensyn til indvandring. Jeg udtaler mig ofte om, at vi er nødt til at tale om integration og assimilation i stedet for det multikulturelle samfund. At vi ikke kun skal tale om tolerance men også om grænserne for tolerance. Og at vi er nødt til at være langt tydeligere i forhold til, hvilke krav vi stiller til udlændinge,« siger Trägårdh og forsætter:

»Min optimisme beror til gengæld på, at vores sociale kontrakt er en, langt de fleste mennesker gerne vil deltage i. Hvis vi holder fast i en mere realistisk indvandringspolitik, så der er en bedre balance mellem flygtninge og arbejdskraftindvandring, er der stor chance for, at Sverige om 10-20 år har en række fordele, som man ikke har i Danmark, Norge eller Finland, fordi svenskerne stadig anser sig selv som et indvandringsland. Vi kommer til at mangle arbejdskraft, og mange indvandrergrupper har allerede klaret sig glimrende i Sverige.«

På kortere sigt vil der være problemer med bandekriminalitet i de udsatte boligområder, fordi mange unge arbejdsløse mænd er samlet på et sted og ikke har nogen funktion eller position i samfundet. Men det er en politiopgave, som der arbejdes på at få styr på, fremhæver professoren:

 »Problemerne kan løses. Hvis det lykkes os at få migranterne ud på arbejdsmarkedet, vil disse mennesker integrere sig af egen interesse. Men man må have is i maven.«

Spørger man en af integrationssveriges praktikere, den tidligere politimand fra Linköping, Mustafa Panshiri, der nu arbejder som integrationskonsulent, er han ikke så overbevist.

Den svenske statsindividualisme kan nemlig være svær at forstå for fremmede, mener Panshiri.

Måske bryder de sig ikke om den. Eller også bliver de forvirrede, når de kommer til et land, hvor der i tolerancens og individualismens navn både er kønsneutrale toiletter og separate baderum i idrætshallerne. Både hijab og lyserøde pussyhatte, som Mustafa Panshiri formulerer det.

»Svenskerne tror, de er det mest normale folk i verden, og at alle andre gerne vil være som os. Men én ting er, at vi skal være meget mere tydelige med, hvad vi forventer af migranter. Det er jeg enig i. Men jeg tror også, vi skal erkende, at der er mange, der aldrig kommer til at dele de svenske værdier, fordi de ikke kan eller ikke ønsker det,« siger han.

Ved afkørsel 73 på motorvej E4, som strækker sig 1590 km fra Helsingborg i syd til Haparanda ved Finlands grænse i nord, ligger Godisflyget. Et slikbutik formet som, ja, et fly.

Peter Nygaard Christensen

Meningskorridoren

Kulturredaktør Björn Wiman hæfter sig imidlertid ved, at den såkaldte svenske ’åsiktskorridor’, eller på dansk meningskorridor, er skiftet »skræmmende« hurtigt i kølvandet på flygtningekrisen i 2015.

»Det er, som om Sverige kollektivt skal skamme sig over, at vi er så idealistiske og naive, og tog imod så mange flygtninge. At det skulle være en stor fejl. Jeg synes, vi skal være stolte. Det er ikke Sverige, der har brudt konventioner og ikke lever op til vores internationale ansvar. Det er andre lande, som har nægtet at løfte deres.«

»De nye vrangbilleder, der skabes af Sverige både internationalt og af mange svenskere, skyldes, at vores idealisme spejler, at andre har tabt deres,« siger han og peger på det danske Socialdemokrati, som, han mener, har flyttet sig i forhold til partiets liberale grundværdier på en måde, som var utænkelig for bare få år siden.

»I den sammenhæng bliver Sverige en projektion, som bruges til at retfærdiggøre et politisk skifte, man har foretaget, og som man måske har dårlig samvittighed over.«

Til gengæld bekymrer det Björn Wiman, at kampen om de forskellige virkelighedsopfattelser af Sverige bliver mere og mere tydelig op til valget.

»Der har altid eksisteret en bagside af det ekstreme og idealistiske svenske projekt. Og vi har store problemer i det svenske samfund. Ikke mindst, fordi det er blevet meget mere polariseret, og vi er ved at få meget forskellige virkelighedsopfattelser præcis som andre steder i verden. Jeg vil ikke bidrage til at male et skræmmebillede af Sverige, men jeg er urolig over, at vi nærmer os en situation, hvor mennesker ikke længere betragter verden på samme måde og stræber mod samme mål,« siger han.

I den situation gælder det ifølge kulturredaktøren om at balancere billedet og holde fast i, at Sverige ikke er ved at bryde sammen.

»Man skal passe på med at gøre det forstørrelsesglas, der bliver holdt ned over vores samfund, til sandheden. Samfundet er blevet som en hestesko, hvor vi, der repræsenterer den humanistiske midte, næsten er blevet en minoritet, mens fløjene vokser,« siger Björn Wiman.

Serie

Valg i Sverige

Sverige er et radikalt politisk eksperiment, hvor multikultur, statsfeminisme og hyperindividualisme er et ideal for nogle, men et skræmmebillede for andre. Sverige er også et land, hvor en polariserende kulturkamp er på sit højeste, og Riksdagsvalget den 9. september bliver en afgørende test på, hvilket land Sverige vil være i fremtiden. Information undersøger eksperimentet og de idealistiske svenskere i en ny serie op til valgdagen.

Seneste artikler

  • På den svenske valgdag flyttede vi til byen, hvor hele Sverige bor

    15. september 2018
    Der ligger 89 steder i Sverige, der hedder Fagerhult. På den svenske valgdag flyttede Information til én af dem og mødte drømme om jordskredsvalg, en klimaprædikant og en motorgal makker på en crosser
  • Sverigedemokraterna gled i deres egen jordskredssejr

    13. september 2018
    At den forventede og meget omtalte jordskredssejr til Sverigedemokraterna udeblev, har også en mindre omtalt årsag. Meningsmålingerne overvurderede partiet voldsomt, og var med til at gøre det, der er en klar sejr, til en lunken fornøjelse
  • Svensk historiker: Valget kræver, at de svenske politikere viser mod og tænker nyt

    11. september 2018
    Flygtningekrisen, bilafbrændinger og en valgkamp, der mest handlede om indvandring, sikrede ikke Sverigedemokraterna den jordskredssejr, mange havde spået. Grunden er, at kun få svenskere ønsker sig en så stram indvandringspolitik, at Sverige ikke kan konkurrere i den åbne, globale økonomi, vurderer den svenske historiker Lars Trägårdh
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Folke Knudsen
  • Anders Graae
  • Ervin Lazar
  • Eva Schwanenflügel
  • Steffen Gliese
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • David Zennaro
Kim Folke Knudsen, Anders Graae, Ervin Lazar, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Bjarne Bisgaard Jensen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Ja, og det var jo her, at Danmark passede bedre til os, fordi vores politiske system ikke indebar et enormt bureaukrati, men derimod foregik i øjenhøjde med borgeren igennem uformelle og flade magtstrukturer.
Derfor kunne vi også - inden Fogh - afbalancere forholdet fornuft og videnskabelige teorier; men ideen om velfærdssamfundets rolle som frisætter for enhver igennem uafhængighed af forpligtende relationer, har vi tilfælles, og det er trist, at 20 års misregimente har undergravet dette til fordel for en tilbagevenden til en nyfeudalisme.

Kim Folke Knudsen, Marie Varmark Mortensen, lars søgaard-jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ervin Lazar og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Og så skal man lade være med at kalde Sverige ekstremt - eller tvivle på, at også indvandrerne efter tid vil antage de svenske værdier. De er jo ikke heller i Sverige meget gamle, i hvert fald ikke i deres realisering som velfærdsstat. Alle har skullet og er blevet overbeviste over tid.
Det er en virkelig dejlig reportage, der på befriende vis minder os danskere om, hvad vi selv har at kæmpe for, og hvilke spor der stadig gemmer sig under det mudder, der nu for tiden dækker landet.

Kim Folke Knudsen, Anders Graae, lars søgaard-jensen, Eva Schwanenflügel, Troels Brøgger, Tino Rozzo og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Selv om overskriften nok ikke er bogstaveligt ment, er den efter min mening udtryk for en kliché uden hold i virkeligheden. Det er tvært imod mit indtryk, at danskerne holder meget af svenskerne (og vice versa), men det betyder jo ikke, at der ikke kan være divergenser i vores opfattelse af tingene, eller at vi ikke kan kritisere hinanden, som man kan kritisere et excentrisk familiemedlem, en kær, men lidt skør onkel.
Had, det skal man vist et stykke tilbage i historien for at finde.

Jacob Fisker, Kim Folke Knudsen, Henrik Forsberg, Jesper Sano Højdal, Mette Møhl, Morten Sørensen, Jørgen Larsen, lars søgaard-jensen, Flemming Berger, Anders Reinholdt, Bjarne Bisgaard Jensen, Rikke Nielsen, Nette Skov, Eva Schwanenflügel, Dennis Iversen, Troels Brøgger, Bo Carlsen, John Andersen, Torben K L Jensen, Steffen Gliese, Carsten Munk og jens peter hansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Christian De Thurah, jeg er sikker på, at velfærdsstatens modstandere hader Sverige, der jo reelt forstår at have is i maven, velvidende at problemer som regel finder en løsning med tiden (eller bliver accepterede som tingenes tilstand i lyset af andre, mere akutte udfordringer).

Hvorfor skal svenskerne altid skille sig ud fra resten af Norden, og dermed både historisk og i nutiden, modarbejde et tættere forhold og fællesskab med hinanden, det er spørgsmålet!?

Christian Lucas

Det ved jeg søreme ikke...jeg er glad for svenskerne. Jeg synes det er noget politikere og medie folk har gang i...ikke mennesker jeg kender.

Kim Folke Knudsen, Henrik Forsberg, Maj-Britt Kent Hansen, Mette Møhl, David Joelsen, Anders Reinholdt, Christian Mondrup, Rikke Nielsen, Nette Skov, John Andersen, Birgit Luxhøj, Eva Schwanenflügel, Arne Lund, Steffen Gliese, Troels Brøgger, Tino Rozzo, Katrine Damm og Carsten Munk anbefalede denne kommentar

Der er åbenbart forskel på, hvor meget vi elsker svenskerne. I københavnsområdet, som forekommer at være en de-facto svensk provins, ælsker man tilsyneladende den totalitære svenske oppe-fra-og-ned stat, mens du skal lede længe i Jylland, før du finder en pensioneret lærerinde, der bryder sig om Sverige og den svenske model. Mig forekommer Sverige at være en opdateret version af Nordkorea. Hvad vi skal ønske for svenskerne bortset fra en eller snarere fem Grundtvig' er og hundredvis af Kresten Kold'er ... ved jeg ikke rigtig. En syngende lussing, en rigtig huskekage må blive mit fromme ønske for svenskerne, plus selvfølgelig at Skåne-landene beslutter sig for at træde ud af nationalfællesskabet.

"Hvorfor elsker alle at hade svenskerne?"
Alle?!
Hold mig udenfor. Jeg kender (selvfølgelig) ikke alle svenskere, men dem, jeg kender, holder jeg uendeligt meget af.
Den slags generaliseringer er forstyrrende for en seriøs diskussion.
PS: Stor ros for en i øvrigt gennemarbejdet, oplysende og interessant artikel.

Kim Folke Knudsen, Maj-Britt Kent Hansen, Mette Møhl, Anders Graae, Hans Larsen, Anders Reinholdt, Bjarne Bisgaard Jensen, Rikke Nielsen, Katrine Damm, Carsten Munk, Henning Kjær, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

»Det er, som om Sverige kollektivt skal skamme sig over, at vi er så idealistiske og naive, og tog imod så mange flygtninge. At det skulle være en stor fejl. Jeg synes, vi skal være stolte. Det er ikke Sverige, der har brudt konventioner og ikke lever op til vores internationale ansvar. Det er andre lande, som har nægtet at løfte deres.«
Jeg kunne ikke være mere enig. Og det er IKKE fordi jeg mener at hele den sydlige halvkugles indbyggere skal flytte til norden.

Kim Folke Knudsen, Hans Larsen, Anders Reinholdt, Bjarne Bisgaard Jensen, Christian Mondrup, Mogens Holme, Katrine Damm, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Jeg går ikke ind for multikulturalisme. Jeg går ind for menneskelig ansvarlighed.

Rikke Nielsen, Nette Skov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Der er åbenbart forskel på, hvor meget vi elsker svenskerne. I københavnsområdet, som forekommer at være en de-facto svensk provins, ælsker man tilsyneladende den totalitære svenske oppe-fra-og-ned stat, mens du skal lede længe i Jylland, før du finder en pensioneret lærerinde, der bryder sig om Sverige og den svenske model. Mig forekommer Sverige at være en opdateret version af Nordkorea. Hvad vi skal ønske for svenskerne bortset fra en eller snarere fem Grundtvig' er og hundredvis af Kresten Kold'er ... ved jeg ikke rigtig. En syngende lussing, en rigtig huskekage må blive mit fromme ønske for svenskerne, plus selvfølgelig at Skåne-landene beslutter sig for at træde ud af nationalfællesskabet.

"Alle"? Spar på fraserne. Jeg er sq ikke "alle!, og jeg har intet imod svenskerne, men anser dem og deres politikere generelt for at være mere tænksomme, mindre stupide end de fleste af de hjemlige.
Jeg tvivler på hvor mange af Inf's læsere, der hører hjemme under "alle". Kan journalisten ikke være lidt mere præcis, og mindre Ekstrablads-agtig?

Kim Folke Knudsen, Maj-Britt Kent Hansen, Mette Møhl, Tino Rozzo, Hans Larsen, Bo Carlsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Lars Løfgren, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, John Andersen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar

Det er nok lidt af en misforståelse, at tale om et decideret had til Sverige. Folk er generelt langt mest lidenskabelige, når det gælder samfundsindretningen i deres eget land, mens man er mere tolerante overfor, at andre lande indretter sig på en anden måde. Men dette gælder vel at mærke kun, hvis de andre landes forhold ikke, i påfaldende grad, påvirker éns eget land.

I relationen til Sverige, er der to forhold, der har haft betydning. Dels er spørgsmålet om flygtninge og indvandring jo i sin natur grænseoverskridende, og derfor har forholdende i nabolandene en praktisk betydning. Men det er det andet forhold, der nok især har haft betydning for, at der i Danmark er blevet oparbejdet en del tilsyneladende modvilje mod Sverige. Og det skyldes, at det i mange år var god tone blandt en del danske debattører, at slå danskerne i hovedet med Sverige som forbillede. At vi burde gøre lige som svenskerne, med åbne grænser, restriktiv regulering af adfærd, holdninger og ytringer, samt autoritære ligestillingstiltag mm.. Når fortalerne for den slags tager udgangspunkt i Sverige, kommer modstanderne naturligvis også til at gøre det. Det der ligner et had mod Sverige, er altså langt nærmere en modvilje mod udbredelsen af politisk korrekthed i Danmark.

Noget andet der gør sig gældende, er den skævhed at vores hovedstad ligger i et fjernt hjørne af landet, klinet op af Sverige. Som jyde er det svært at forstå, hvorfor Sverige har skullet fylde så meget i dansk debat.

Steffen Gliese

Peter Jensen, der er ikke noget restriktivt i at beskytte de svage og undertrykte imod mobning og andre angreb, det er sådan set, hvad vi forventer af et demokratisk retssamfund. Der er intet autoritært ved at sikre ligestilling, det er autoritært at sikre den stærkes fortrinsstilling.

christian christensen

Hvad er "Sverige" overhovedet for noget? Der vanskeligt at få hold på. Skånelandene, Härjedalen , Jämtland og Bohus Len er erobret fra Danmark - Norge. I Småland er der næsten ikke andet end skove og søer (+ Vimmerby) og højere oppe mod nord bor der samer. Det svenske kongehus er fransk, og sproget er nærmest beslægtet med tysk. Det meste af landets ældre historie er mere eller mindre en afskrift af Saxo, og på museerne og slottene kan man fortrinsvis se krigsbytte erobret fra Danmark. Det eneste originale svenske er et gammelt muggent skib, som meget betegnende sank efter 10 minutter. Eksisterer Sverige egentlig?

Hvorfor skal jyderne nu skæres over en kam? Jeg har intet imod svenskere som samlet gruppe ligesom jeg heller ikke har noget imod andre folkeslag. Der er altid røvhuller allevegne, men jeg tror bestemt ikke at der er flere i Sverige end andre steder - tværtimod. Der er derimod nogle østdanskere her på tråden, der er meget hurtige til at dømme andre.

Steffen Gliese

Jeg holder meget af jyder, især nordjyder, der ikke er så optaget af at konkurrere mod "dem fra Djævleøen", hvilket er en betegnelse, jeg aldrig har forstået eller set berettigelsen i.

Nike Forsander Lorentsen

Steen Piper. Din tankegang likner da mest en version af en Nord-Koreansk. Lidt pipende, måske.

Maj-Britt Kent Hansen

CITB »Zlatan er en ikonisk figur, der skriver sig ind i rækken af lignede karakterer i svensk kulturhistorie,« siger Björn Wiman fra Dagens Nyheter.
Her finder man blandt andet »odalbonden«, som optræder i Erik Gustaf Geijers digt fra 1811. En mand, som accepterede at give gud og kongen, hvad der retfærdigvist var deres, men som insisterede på, at resten var hans – og ikke opfattede sig selv som et offer for kollektivet, men som én, der havde en nyttig kontrakt med fællesskabet.CITS

I 1973 var jeg oppe i digtet Odalbonden til studentereksamen. Det sagdes for Sverige at have samme betydning som Oehlenschlägers Guldhornene for Danmark. Husker min skuffelse, da jeg trak det digt (havde håbet på noget modernistisk), men ellers har jeg altid godt kunnet lide Sverige, svenskere og deres traditioner, så overskriften på artiklen er også i mit tilfælde helt ved siden af.

Idiotisk overskrift. Kan lige nu kun komme i tanke om én gruppe mennesker, som jeg ikke kan fordrage. Avisernes redaktører. So-o fake.

Kim Folke Knudsen

Hvorfor elsker alle at hade svenskerne ? Det gør jeg ikke. Jeg holder meget af Sverige og svenskerne og elsker at opholde mig på ferie i landet. Dansk modsætningsjournalistik skab en kunstig konflikt og dyrk den i uendelighed ( er godt for klik, omtale, og marketing ).

1. Vi danskere er ligeså forskellige som " Vi svenskere " broderfolket. Derfor vil præferencerne for nabolandet være ligeså mangfoldige.

2. Vi svenskere hvad mon de mener om os på den vestlige side af Øresund ? Hvem stiller spørgsmålet ?

Indtil nu har Sverige været et eksempel til efterfølgelse på en velfungerende velfærdsstat. Et Folkhem har været eksemplet på en velfærdsstat. Sverige har imodsætning til Danmark ikke haft en decideret skattenægterbevægelse: Fremskridtspartiet, men der er også i Sverige en folkelig modstand mod for meget stat og for lidt frihed. Jeg erindrer Astrid Lindgren for det satiriske eventyr om Pomperipossa i Monismanien (1976), en humoristisk protest mod, at forfatteren angiveligt havde en trækprocent i skat på 102%.

Sverige har imodsætning til Danmark gennem årtier været et indvandringsland. Ti tusinder af finner bor i Sverige. Der er mange borgere med rødder fra de baltiske stater, Indvandring fra Balkan landene og nu på det seneste har Sverige taget sin meget store del af flygtningestrømmen fra år 2015.

Danske politikere beskylder det svenske samfund for ikke at ville tale om integrationsproblemer for at skabe en politisk korrekthed. Til dem se svensk TV. Det passer ikke, men diskussionen er en kende mere nuanceret end den danske populisme: Hvor den danske modsætningsjournalistik til DF´s fryd og gamme dyrker de og vi mentaliteten. En ægte dansker er ikke i tvivl om, i hvilken kategori han og hun befinder sig i " Vi " og " De " kategorierne.

" Vi " og " De " perspektivet tjener det formål at stivne den danske selvbevidsthed af og kridte den nationale bane op mod for for meget fremmed indflydelse. Men " Vi " og " De " perspektivet er ødelæggende for integrationen. Integration skabes af samvirke og erkendelse af fælles udfordringer ikke af at grave etniske grøfter og udpege specielle grupper som syndebukke.

Hvorfor denne forskellige tilgang i Sverige og i Danmark. Er Sverige nu med Sveriges Demokraternes forventede store fremgang nu omsider ved at vende sig mod det danske perspektiv " Vi " og " De " eller vil Sverige tackle deres udsatte sociale områder på en anden måde end her i Danmark ?

Jeg tror at historiens gang spiller en meget stor rolle i denne forskel. Danmark har før 1945 hele tiden befundet sig i en situation, hvor landene omkring Danmark kunne være en trussel mod Danmarks eksistens. I Perioden 1848-1945 var det Tyskland som truede vores suverænitet. I middelalderen var Danmark Norge i permanent krig med Sverige fra midten af 1500 tallet og indtil 1721 med den store nordiske krigs afslutning. I 1807 blev vores smukke hovedstad mål for et engelsk terrorbombardement med det formål at få udleveret landets stolthed vores flåde til englænderne. Så sent som i år 1813 var Danmark Norge og Sverige på kant med hinanden. Den danske historie har handlet om overlevelsen som etnisk og national enhed.

Efter den 2 Verdenskrigs afslutning blev DK trukket ind i NATO og dernæst trukket ind i EU. NATO medlemsskabet blev set som en nødvendighed en forsikring mod en gentagelse af en 9 April 1940. EU medlemsskabet var ikke båret frem af en overbevisende folkelig opbakning. Danmark er nærmest blevet trukket ind i globaliseringen og internationaliseringen. Jeg tror, at det er her den egentlige årsag ligger til den store folkelige skepsis og modvilje mod EU og mod indvandring og flygtninge siden år 2000 af. Danske politikere har forsømt at forholde sig aktivt til denne historie og komme med bud på, hvorfor de støttede EU projektet og tilsluttede det globale økonomiske samarbejde præget af frihandel.

I Sverige er historien anderledes. Sverige formåede at holde sig " neutralt " under den 2. Verdenskrig, dog ikke uden at det gav dybe ridser i forholdet til Norge i forbindelse med transittrafik af tyske tropper gennem Sverige. Sverige var landet der åbnede dørene for de danske Jøder og dermed muliggjorde en redning af de danske jøder fra den visse udryddelse.

Efter krigens afslutning bevarede Sverige sin neutralitet og indgik ikke i NATO. Sverige kom også senere med i EU end Danmark. Sverige havde allerede i 1960´erne massiv praktisk erfaring med at optage borgere fra andre nationer. Til gengæld har både Danmark og Sverige oplevet at den nyeste indvandring fra Mellemøsten har givet grå hår og meget store udfordringer med borgere, der bliver afhængig af offentlig forsørgelse livet ud og som lever i isolerede samfund uden kontakt til det danske og svenske omgivende samfund.

Jeg vil ønske, at vi stiller spørgsmålet, hvad kan Danmark lære af svensk integrationspolitik og hvad kan Sverige lære af dansk integrationspolitik. Fremfor at hage sig fast i modsætninger bør vi kigge på vores fælles erfaringer med integration og udveksle viden om de løsninger, som virker i praksis.

Vi kunne starte med at sætte os et lille men vigtigt symbolsk mål. Afskaf den meningsløse grænsekontrol mellem Danmark og Sverige og indled et samarbejde med myndighederne om, hvorledes vi i fællesskab håndterer kriminalitet og illegal indvandring. For os der bor i Øst Danmark har svensk TV og svensk kultur været en fast positiv og underholdende del af vores oplevelser. Vi forstår hinanden svenskerne og danskerne. Når den sproglige barriere er så lav så må det være oplagt at styrke båndene til et af vores nordiske broderfolk svenskerne.

Kim Folke Knudsen

Steffen Gliese kl 08:39 Den første kommentar og en fin pointe eller skal vi sige sandhed.

Danmark var indtil systemskiftet år 2001 et land, hvor flertallet bakkede op om en velfærdsidealisme. Idealismen var båret op af det pragmatiske og nære samarbejde om løsninger, som Steffen så fint beskriver. Det blev ødelagt at New Public Management. Noget tyder på, at vi nu har fået mere frø af ugræs ind over hegnet. En presse som dyrker konflikter og modsætninger for at skabe kommercielle overskrifter og indtjening. Jo mere bloddryppende og ophidset jo bedre. Journalistisk degeneration vil jeg kalde det. Var der nogen der sagde import af kommerciel sensationsjournalistik fra USA ? Den journalistik der nu har skabt Donald Trump som symbolet på den nye kommercielt skabte hersker.

Herhjemme blev New Public Management ledsaget af mistillidsregimente mod den offentlige sektor og dens ansatte, målevanvid ud over alle grænser og afstand mellem kunstige politikere, som talte i spindoktor overskrifter i stedet for at være en del af folket. Vi skal tilbage til de idealer, som gennemsyrede Danmark og Velfærdsstaten i dens velmagtsdage. Det er der nøglen ligger gemt til at forny Velfærdsstaten i respekt for de gode danske demokratiske traditioner.

Kynisme, politikerlede, syndebukke, og nationalistisk selvsving fører os ingen vegne. Vi skal tilbage til de værdier, som vi skabte med Velfærdsstaten værdier der var båret frem af dialog og fællesskab plads til forskellighed, men ingen var helt glemt på perronen og ladt alene tilbage.

Tak til Steffen Gliese for den meget væsentlige kommentar.